Bag min maske

Har endnu ikke besluttet hvilken mulighed, men en af de to:

- Skriv en movella om at føle sig udenom eller ensom. Belle drømmer om at forlade den provinsielle by, hun er vokset op i og møde nogle, der forstår hende. Hvordan kunne man fortælle om en lignende følelse?
 
- Skriv en movella om at elske nogen trods deres fejl. Om det er en selv eller en anden må du selv om.


BASERET på halve og især hele sandheder

1Likes
0Kommentarer
102Visninger
AA

1. Alle andre havde en kærlighedshistorie

Lyden af gårdspladsens raslende sten under bilens dæk, gav mig forfærdeligt ondt i maven. Jeg havde netop taget mine høretelefoner ud af ørene, så jeg kunne fokusere på virkeligheden. Men den virkelighed, som jeg blev mødt af, var stilhed i bilen og larm fra mine egne nervøse tanker. Skolen, som var et slot, tårnede sig op mod en strålende sensommersol, men den var ikke spor rar at se på. ”Er du spændt?” havde mine forældre spurgt mig flere gange undervejs. Til det havde jeg svaret, at det altid var nervepirrende at skulle møde nye mennesker, men jeg havde ikke besluttet at tage på højskole for det sociale – jeg havde gjort det for at fokusere på min musik. Min krop fortalte mig noget andet. Jeg havde slet ikke lyst til at tage af sted. Jeg ville blive trygt og godt derhjemme, hvor ingen kunne træde ind i min boble og blande sig i mit følelsesliv. Jeg havde det fint med at være mig selv.

 

Alle andre havde en kærlighedshistorie. Jeg havde ingen. Jeg havde for mange knuste forhåbninger. Jeg havde troet, at jeg bare kunne skrive min egen kærlighedshistorie. Hvis jeg var smilende nok, sød nok, sexet nok og gik på rigeligt med Tinder-dates. Men sandheden var, at jeg var nødt til at slippe tanken om at forcere kærligheden ind i mit liv. Jeg kunne ikke finde den med en kikkert foran øjnene, for så var jeg gemt bag den, og så kunne ingen se mig.

Jeg gad ikke stå bag en kikkert længere. Jeg gad ikke overveje, om jeg var god nok til den intelligente jurastuderende eller til den rebelske rockmusiker eller til den charmerende gymnasiedreng. Jeg gad ikke overveje, om jeg var god nok til venner. Jeg gad godt at udforske mine egne talenter og finde ud af, hvem jeg egentlig var. For jeg måtte være noget særligt. Især hvis jeg ikke skulle have sådan en sød kærlighedshistorie, som alle drømmer om.

 

”Hvilken dør er det? Er det hele en del af skolen?” spurgte min far og gik i cirkler med mine tunge tasker på slæb. ”Jeg tror, det er herovre,” svarede jeg og tog føringen med min 'voksen maske' på. 20 år, færdig med gymnasiet og fire måneder på højskole langt væk fra mine forældre. Jeg var i sandhed voksen, men det var mere masken udenpå end følelsen indeni, der fortalte mig det.

Han var langt mere voksen, ham, der gik foran ind af den samme dør som mig. Fuldskæg. Og alene uden forældre. Og han havde kun en eneste kuffert til bagage. Jeg følte mig allerede helt forkert og havde brug for at undskylde for min tilstedeværelse. Jeg ville undskylde, at jeg havde så meget med i bagagen.

Da jeg mødte min roomie, sagde jeg, at jeg måske havde taget lidt for meget tøj med. ”Er det alt, hvad der er?” spurgte min mor chokeret, da hun så det lille skab, der ikke havde plads til at hænge tøj på bøjler. ”Det bliver spændende at se, om der er plads til det hele.”

”Jeg føler også, jeg har taget alt for mange ting med,” sagde min nye roomie, der stod med sin egen lige så opgivende mor og forsøgte at få styr på sit nye hjem. Måske var jeg ikke helt alene.

 

”Så... er der vist nogenlunde styr på det,” sagde jeg. ”Skal vi drikke en kop kaffe så? Og se os omkring.” Mine forældre havde for første gang ikke travlt med at komme af sted igen. Jeg havde for første gang ikke rigtigt lyst til at give slip på dem.

Gulvet på gangen knirkede under fødderne. Døren mellem gangen og tv-stuen knirkede. Det var et gammelt, knirkende slot. Men det var kun mine forældre, der bemærkede det. I tv-stuen sad to drenge af anden etnisk baggrund og spillede FIFA. De så ud til at have fundet sig godt til rette allerede, taget i betragtning at det var den første dag i et nyt hjem.
”Hej,” hilste den store af dem friskt. ”Jeg hedler Baran.”

”Ba-?” spurgte jeg for at fange navnet. Jeg skulle simpelthen lære alle navnene hurtigt. Der var intet værre end at spørge efter folks navne igen en uge efter, man havde hilst på dem for første gang.

”Baran,” gentog han.

”Hej, Baran. Jeg hedder Mie”, sagde jeg med min 'stort smil maske' klistret fast på ansigtet.

”Velkomme til,” sagde Varan med slem accent og et hyggeligt grin om munden.

Jeg gentog processen med den anden fyr, som havde et lige så svært navn.

 

Inden dagen var omme, havde jeg lært de fleste navne, men der var en hel flok af folk med udenlandske navne, som jeg gruede over, at jeg var nødt til at spørge efter igen mange gange, før de ville sætte sig fast.

Normalt var jeg bedst til at huske navne på de mennesker, som jeg fandt mest interessante. Ofte fyre, som jeg med det samme tog i betragtning. Men i dag var alle lige interessante. Jeg var lige interessant. Det var som om, jeg endelig fik gode mennesker omkring mig den dag, da jeg besluttede, at jeg ikke behøvede det.

Jeg havde ikke behov for at opsøge fyrenes opmærksomhed, for de lignede mere mine venner, end de lignede ham den spændende, som jeg måske kunne få til at forelske sig i mig. Så kunne det selvfølgelig godt være, jeg faldt for en af dem alligevel, men det var ikke noget, jeg behøvede at bekymre mig en masse om. Jeg var allerede accepteret, som jeg var.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...