Hændelsen

John tynges af Hændelsen, og for at stoppe Camille i at bebrejde ham, skriver han det hele ned...

0Likes
0Kommentarer
246Visninger
AA

2. Hændelsen

Camille sad i den brune læderstol og kiggede bebrejdende på John. Selvom det var næsten et helt år siden Hændelsen, så havde hun stadig ikke tilgivet ham. Hun sagde ikke noget, for der var ikke brug for ord til at fortælle John, at han kom for sent, og at det hele var hans skyld. Hendes blik sagde alt det, der ikke blev sagt: Du kom for sent, John, og jeg bebrejder kun dig. Hvis du bare var kommet noget før, så var det ikke sket! Det er alt sammen din skyld… Det er din skyld, at mor og far er kede af det. Fatter du det ikke? Alle i hele verden hader dig! Der er ingen, INGEN, der nogensinde vil komme til at elske dig. Du er bare en ussel skabning, der skal trædes ned med en spids støvlehæl.

Det var kun Camille, John og Johns rare, men desperate, psykolog, der vidste, hvilken rolle John havde i det drama, der gik ud over hans uskyldige tvilling. Resten af verden havde fået at vide, at det var noget helt andet, der var sket.

Deres forældre var kommet så meget videre, at Hændelsen ikke længere bestemte over hele deres hverdag. Det var heller ikke dem, Camille konstant hviskede til. Nu bestemte Hændelsen kun over højtiderne og datoen, hvorpå Hændelsen skete.

Du kom for sent, John, og det hele er din skyld! Dit kryb! Der er ingen, der gider at være venner med dig, for du ender bare med at svigte dem. Ligesom du svigtede mig, din egen tvillingesøster! Hvor kunne du? Jeg har altid støttet dig i ALT, hvad du nogensinde har foretaget dig, og hvad er takken?! Det hele er din skyld, og det ved du godt!

Det var ikke med Johns gode vilje, at han begyndte at gå hos psykologen. Han forældre tvang ham faktisk til det, for John var ikke kommet over Hændelsen. Om natten græd han sig selv i søvn, og om dagen talte han aldrig med nogen. Han spiste ikke særligt meget, og han var blevet et spøgelse; ingen så ham eller lagde mærke til ham, han gik rundt uden noget egentligt formål, ingen talte til ham, og han talte heller ikke med nogen selv. Desuden blev han ved med at mumle undskyldninger til Camille, der altid svarede ham med ‘Du kom for sent, John.’ og derefter en stille rysten på hovedet. Derfor sendte hans forældre ham til psykolog i håbet om, at det kunne hjælpe ham.

Du kom for sent, John, og nu må du leve med, at mor og far hader dig, for det du gjorde! De har aldrig elsket dig, så nu hader de dig endnu mere. Det skulle have været dig, der endte i mit sted, for det ville være det mest retfærdige. Du er så klam og grim, og alle de gange, hvor vi har haft tvillingetid, der har jeg bare glædet mig til at komme væk fra dig! Alle på hele skolen griner af dig, fordi du er så dum! Tænk, at du rent faktisk troede på, at du havde venner. Det eneste, du kan, er, at svigte folk! Du kom for sent, John, for sent, for sent, for sent, for sent, for sent, for sent, for sent...

Det var psykologen, der opfordrede John til at skrive det hele ned, fordi det måske kunne få John til at se, at Hændelsen ikke kun var Johns skyld. Det var jo heller ikke John, der gjorde det, det var Johns bande, men lige meget hvor mange gange og hvor indtrængende psykologen prøvede at sige det til ham, så virkede det ikke. Camille blev ved med at hviske ind i John ører: Du kom for sent, John. Du kan ikke rette op dine fejl. John lukkede altid helt af, når psykologen sagde, at det ikke var hans skyld, for hvorfor skulle Camille ellers fortælle ham, at det var hans skyld? Psykologens sidste idé var, at skrive alt, der skete, ned i en dagbog. John skulle skrive alt i tredje person, så han kunne reflektere over teksten, uden at føle sig for meget ramt af det. Han skulle skrive lige fra første gang, han opdagede noget underligt ved bandens måde at opføre sig på over for ham på til lige efter Hændelsen foran Grise-Olsens gård.



 

John og Camille startede på skolen i fjerde klasse. Den første uge var de uadskillelige, men som dagene skred frem, bevægede de begge sig mere selvsikkert rundt på de hvidmalede gange, og de var ikke længere sammen hele tiden. Efter den første usikre uge blev John et fast medlem af den førende bande, og Camille blev en del af den mest populære pigeklike, som alle pigerne på skolen så op til. Det var dem, der styrede det hele, det var dem, alle gerne ville være eller date, og det var dem, der kunne rydde gangene blot ved at vifte med hænderne eller se rå ud.
 

*

Been sittin' eyes wide open behind these four walls, hopin' you'll call

It's just a cruel existence like it's no point hopin' at all

*


De var populære, de havde gode venner, de klarede sig godt i skolen, så egentlig manglede de ikke noget. John og Camille havde opnået alt det, mange af de ældste elever på skolen havde brugt år på at opnå, på en enkelt uge. De var glade, de var sunde, de var de perfekte børn, og deres forældre forkælede dem ekstra meget. Alt var godt, og det virkede ikke, som om der var noget, der kunne ødelægge freden,

Både John og Camille havde venner med hjem hver dag; John var sammen med dem i garagen, mens Camille var sammen med sine veninde i haven, stuen eller inde på hende værelse. De legede med dukker i en periode, de øvede sig i at lægge makeup, de udvekslede sladder, og de havde det sjovt.

I sjette klasse fik Camille lov til at gå med makeup, og siden den da gik hun og hendes veninder med makeup dagligt. De holdt tit flere pyjamasfester om ugen, så morgenerne blev brugt på at style hinandens hår, vælge de perfekte tøjsæt og lægge en passende makeup. Selvom de alle var utroligt smukke og stylede til perfektion, så var det Camille, der overstrålede dem alle sammen, og derfor var hun også klikens naturlige leder.
 

*

Baby, baby, I feel crazy

Up all night, all night and every day

Give me somethin', oh, but you say nothin'

What is happenin' to me?

*


Så let gik det dog ikke i Johns bande. Der skulle man slås mod den nuværende leder for selv at blive leder. Selvfølgelig ville John gerne være leder, men han kunne ikke lide selv at slås, så derfor havde han det fint med bare at være en del af banden. Desuden var Jakob bandens leder, og det havde han været i fire år, så derfor skulle John ikke nyde noget af at udfordre ham.

Camille fik opmærksomhed fra alle drenge på hele skolen. Med sit lange lyse hår, sine blå dådyrøjne og sin veltrænede krop var hun den bedste pige, en fyr kunne have ved sin side. Selvom hun dagligt knuste drengehjerter, så tilhørte hendes eget hjerte Jakobs bror, Lukas.

Jakob var to år ældre end Lukas, men selvom de var brødre, var de vidt forskellige. Jakob lavede aldrig lektier, gik kun i lædertøj, mængede sig med de forkerte mennesker, og tog altid hvad han ville have. Lukas var derimod den klogeste dreng på skolen, han lavede altid sine lektier til tiden og til et 12↑-tal, gik i pænt, nystrøget tøj, og omgikkes skolens andre kloge hoveder.
 

*

I don't wanna live forever

'Cause I know I'll be livin' in vain

And I don't wanna fit wherever

I just wanna keep callin' your name

Until you come back home

I just wanna keep callin' your name

Until you come back home

I just wanna keep callin' your name

Until you come back home

*


Som så mange andre drenge på skolen eller i byen, kunne Lukas også godt lide Camille, men han havde ikke modet til at fortælle hende om sine følelser af frygt for at blive afvist. Det var John, der sagde til ham i slutningen af ottende klasse, at Camille også godt kunne lide ham. Derfor inviterede han hende ud, og den første date blev til flere, og da det blev tid til deres afsluttende eksamener i niende klasse, var de skolens ultimative powercouple.

Selvom John forudså problemer med Jakob, var han glad på sin søsters vegne. Hun strålede endnu mere end hun plejede, men i takt med at årene skred frem og at Camilles og Lukas’ 4-årsdag kom nærmere og nærmere, blev Jakob mere og mere opfarende og hidsig.

Jakob gav John et ultimatum: Han skulle splitte Camille og Lukas ad, ellers ville Jakob selv gøre det. Camille skulle være Jakobs kæreste, ikke Lukas’, og hvis John ikke ville hjælpe, så var han ikke vigtig for banden længere. John nægtede og fortalte Jakob, at Camille ikke kunne fordrage Jakob. Selvfølgelig blev Jakob rasende og smed John ud af banden med beskeden: Jeg vil få hævn over dig. John blev nærmest lettet over hvor let han slap ud, for han havde prøvet at komme ud af banden i lang tid. Sedlen skænkede han ikke en tanke, men hvis han havde gjort det, så kunne Hændelsen måske være undgået…
 

*

I'm sittin' eyes wide open and I got one thing stuck in my mind

Wondering if I dodged a bullet or just lost the love of my life

*


Dagen før Camilles og Lukas’ 4-årsdag var Camille og John alene hjemme, så der spurgte Camille John, hvor hun og Lukas skulle tage hen og fejre den næste dag. John foreslog græsplænen foran Grise-Olsens gård, og med et stort smil takkede Camille ham.

Da Camille var taget afsted for at mødes med Lukas, sad John tilbage med en følelse af, at noget slemt ville ske. Han vidste ikke hvad, men da han så Jakob og resten af banden køre forbi på vejen efter nogle timer, vidste han, at han måtte stoppe dem med at fuldføre, hvad end de var på vej til.

Han kunne hverken køre bil, motorcykel eller knallert, så derfor cyklede han så hurtigt han kunne ud af den stille vej, og selvom han ikke vidste hvor banden var på vej hen, så havde han en bange anelse om, hvorhen de skulle.
 

*

Baby, baby, I feel crazy

Up all night, all night and every day

I gave you something, but you gave me nothing

What is happening to me?

*


Da han manglede 500 meter, hørte han et skrig og et skud tæt forfulgt af endnu et skrig og et skud. Noget inde i ham knustes som et spejl, der blev kastet en sten på. Derefter lyden af en bil, der gassede op og kørte væk. Forfærdet drejede John rundt om hjørnet, og hvad der mødte ham, ville han sent glemme: På det grønne græs lå Camille og Lukas på et picnictæppe, der var sølet ind i blod. Først kunne John ikke se, hvor blodet kom fra, men da han kiggede nærmere på Camilles hovede, så han, at blodet strømmede ud af et lille hul midt i hendes engang så smukke pande. Hendes hvide sommerkjole var plettet af blod, og hendes lyse hår var spredt ud som en glorie omkring hendes hovede.

Skriget og forfærdelsen havde stadigt ikke forladt hendes ansigt, hendes skræmte øjne skreg lydløst af smerte, men John kunne ikke løsrive sit blik fra sin døde tvillings ansigt.
 

*

I don't wanna live forever

'Cause I know I'll be livin' in vain

And I don't wanna fit (fit, babe) wherever (wherever)

I just wanna keep callin' your name

Until you come back home

I just wanna keep callin' your name

Until you come back home

I just wanna keep callin' your name

Until you come back home

*


En lyd, som kun et såret menneske kan udstøde, fik dog John til at kigge på Lukas. Lukas var blevet ramt i maven, og han prøvede med sine hænder at stoppe blodet i at flyde ud og blande sig med Camilles. I et øjebliks klarhed rev John en strimmel stof af sin skjorte, og pressede det mod Lukas’ sår. Gispende fortalte Lukas John, hvad der var sket: “Camille og jeg havde bredt picnictæppet ud på græsset, og vi lå egentlig bare og snakkede sammen. Pludselig kom Jakob og hans bande kørende og parkerede foran os. Jakob… Han virkede mærkelig… Som om, han havde indtaget stoffer… Han holdt pistolen mod mig og sagde noget med, at hvis han ikke selv måtte få Camille, så måtte ingen, men selvom vi begge tiggede og bad ham om at lade være, så skød han mig i maven, hvorefter han grinte af Camilles skrig. Han gik tættere på og skød Camilla, der skreg kort, og… Han tabte pistolen… Krysteren kørte igen...” Lukas faldt sammen, hans øjne rullede rundt, og lige så hurtigt som det var kommet, stoppede det igen.
 

*

I've been looking sad in all the nicest places

(Baby, baby, I feel crazy)

I see you around in all these empty faces

(Up all night, all night and every day)

I've been looking sad in all the nicest places

(Give me somethin', oh, but you say nothin')

Now I'm in a cab, I tell him where your place is

What is happenin' to me?

*


John gik hen og tog Jakobs tabte pistol op i hånden. Camille ville ikke give op uden kamp, og det var uanset, hvad kampen drejede sig om. Hun var åbenbart ikke stærk nok, så hvis hun ikke kunne klare den kamp, så var der ingen, der kunne. Ligegyldigt hvor meget John så græd, ligegyldigt hvor meget han bad og tiggede, så ville det ikke hjælpe. Hans elskede Camille havde forladt ham for evigt, og det var hans skyld.

“Hvorfor hende? Hvorfor ikke mig?” råbte John. “Hvad har min familie gjort, siden vi har fortjent det her? Hvorfor kunne det ikke være en anden familie, hvorfor lige os? Hvorfor skulle Camille dø? Det var ikke nødvendigt! Kunne det ikke være nok, at Lukas døde? Hvorfor kunne det ikke være mig, der ligger der i blodpølen, i stedet for Camille? Hvorfor kunne det ikke være mig, der blev skudt, i stedet for Camille? Hvorfor!?” Alle de spørgsmål sendte John op til Gud, i håb om at få et svar. Han sendte dem derop, for han havde ikke andre steder at gå hen med sine spørgsmål nu - han plejede at gå til Camille, og så ville han få et godt svar. Imens tankerne kørte rundt i hans hovede blev hans syn blev sløret, og hans kinder blev våde. Af afmagt og raseri skreg han af himlen, og vaklede over mod en stor sten tæt på picnictæppet, for hans ben var blevet til gele. Hulk rystede hans krop, men vreden mod Jakob fik tårerne til at fordampe. Efter nogle minutter havde sorgen gjort ham følelsesløs, så han sad bare og kiggede på de bølgende marker, den fjerne by og skoven i fuldt flor.
 

*

I don't wanna live forever

'Cause I know I'll be livin' in vain

And I don't wanna fit wherever

I just wanna keep callin' your name

Until you come back home

I just wanna keep callin' your name

Until you come back home

I just wanna keep callin' your name

Until you come back home

I just wanna keep callin' your name

Until you come back home

I just wanna keep callin' your name

Until you come back home

*


John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op.

“Du kommer for sent,” sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.
 

*

I just wanna keep callin' your name

Until you come back home

Until you come back home

*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...