Alt for sent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2017
  • Opdateret: 6 mar. 2017
  • Status: Igang
"Er der ikke noget anderledes her?" spurgte hun. Jeg var ligeglad. Hvorfor skal hun altid overreagere så meget?

Jeg måtte tage en beslutning. Er det her det rigtige at gøre?

-find ud af det ved at læse bogen-

0Likes
0Kommentarer
39Visninger

1. Alt for sent

Døden havde egentlig aldrig skræmt mig. Måske fordi døden aldrig havde ligget mig specielt meget nær. Jeg kunne derimod godt lide at sidde og tænke over livet og hvad der skulle ske efter livet. Kommer man mon i himlen? Bliver man mon genfødt i en anden krop? Det er svært at svare på. Døden for mig havde aldrig været en realitet før sidste år.

En dag da jeg var kommet hjem fra skole, havde min mor kigget undersøgende på mig. Hun lagde blidt en hånd på min bare skulder og kørte forsigtigt hånden ned ad skulderbladet. Der stoppede hun. ”Ser dette modermærke ikke anderledes ud?” havde hun spurgt. Jeg trak bare på skuldrene og bevægede mig hurtigt hen mod mit værelse. ”Jeg ringer altså lige til lægen, så vi kan få det undersøgt.” sagde hun og tastede lægens telefonnummer ind på den lille grå telefon. Jeg havde altid ment at hun overreagerede med den slags. Det var helt aldeles latterligt tænkte jeg.

 

Kort tid efter sad jeg på skadestuen og ventede på at blive undersøgt. Jeg blev ført ind på en hvid stue med en meget venlig læge. Han tjekkede modermærket og sendte mig ud i ventestuen igen. Ventetiden havde føltes uendelig. Men efter lang tid havde han hentet os ind igen. Han så alvorlig ud. Han gned sine svedige hænder og kiggede ned i jorden. ”Jeg… Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her,” sagde han og kiggede op et kort øjeblik. ”Dit modermærke er både stort og har skiftet farve, så der er desværre tegn på modermærkekræft,” sagde han. Min mor så forfærdet ud. Hun begyndte at gå lidt rundt i lokalet. ”Men det kan vel fjernes?” sagde hun. ”I må da kunne gøre noget ved det!” blev hun ved. ”Jeg er meget ked af det, men det er desværre for sent,” svarede han hende.

 

Det sidste halve år har nok været det sværeste. Jeg har ikke været i skole i lang tid og når man kun er 10 år, kommer man altså hurtigt til at savne at lege med de andre børn i skolen. Det har været hårdt ikke at måtte gå ud for en dør i flere måneder, men det sværeste er nok at man aldrig ved hvornår man skal væk herfra. Op til far. Jeg har altid fået at vide, at vi alle bliver genforenet i himlen når vi dør. Det lyder mærkeligt, men sommetider har jeg bare lyst til at gøre en ende på lidelserne. Det ville også være nemmere for mor. Hun er altid så stresset og ked af det. Flere gange er jeg kommet ind i stuen, hvor jeg har set hende sidde og græde. Hun vil helst ikke have at jeg ser hende være ked af det, for hun mener vi skal være stærke og nyde den sidste tid vi har sammen. Men hvordan skal man kunne nyde denne tid med både lidelser og sorg. Jeg kan ikke bære at se mor være ked af det, så det ville nok være bedst hvis jeg fandt en hurtigere vej væk herfra.

 

Jeg fandt min IPad frem og lagde mig på den bløde seng. Jeg klikkede mig ind på google og trykkede på søgefeltet. Hurtigt tastede jeg selvmordsmetoder ind på google og klikkede ind på google groups. Google groups er en side på google hvor folk kan skrive sammen, altså en slags samtale eller diskussion. Der var mange diskussioner om hvad der var hurtigst og mest smertefrit. Ville det være for smertefuldt at hænge sig? Ville man bare sove stille ind ved en røgforgiftning? Tankerne kørte rundt i mit hoved mens mine øjne hurtigt læste de mange kommentarer. Til sidst blev jeg enig med mig selv om at det ville være nemmest at tage piller. Jeg vidste det var farligt at tage for mange piller, for min bedstefar døde af en overdosis af medicin. Jeg lagde IPaden fra mig og greb ud efter min lille notesbog på mit natbord. Bogen betød meget for mig. Det havde den altid gjort. Jeg fik den af min far kort før han døde. Det var en lille lyserød notesbog med en masse smukke mønstre på forsiden. Jeg skrev en kort besked, rev siden ud og lagde den på hovedpuden. Jeg tænkte mig lidt om. Er det mon det rigtige og gøre? Skulle jeg bare opgive det og vente? Nej! Nu må jeg tage mig sammen. Det er det rigtige at gøre. Jeg kan ikke bare bakke ud nu.

 

Lydløst listede jeg ud mod badeværelset. Min mors ynglings sang spillede højlydt ud i den lille lejlighed. Jeg kunne høre, at hun sang med. Sangen gav mig associationer til min barndom. Jeg huskede på dengang hele familien tog på bilferie og den samme sang blev spillet i radioen. Det var dengang jeg var glad. Vi havde grinet og haft det sjovt, men glæden fortog sig hurtigt. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidste har grinet, sådan for alvor. For få dage efter - da min far skulle hente mig hos min mormor - blev han påkørt af en billist. Hans bil var rullet ned i grøften og han havde ligget død på stedet. Mine tanker blev afbrudt af køleskabsdøren, der blev smækket i.

 

Ude i køkkenet stod min mor og lavede mad. Duften af nybagte boller ramte min næse. Jeg trak vejret roligt og gik videre. Intet måtte stoppe mig nu. Det ville være det eneste rigtige at gøre, tænkte jeg. Det er jo for alles bedste. Det føltes som om, at min krop blev tungere og tungere for hvert skridt jeg tog.

 

Døren til badeværelset stod åben. Skabet med piller kaldte nærmest efter mig. Det følte jeg i hvert fald. Jeg greb hårdt om håndtaget og åbnede skabet. Der stod det. Det store glas med de mange smertestillende piller. Det var dem jeg havde spist gennem hele forløbet og i dag skulle være den sidste dag. Forsigtigt løftede jeg glasset ud ad skabet og skruede det røde låg af. Lyden af pillerne, der slog mod glasset, da jeg hældte dem ud i min hånd, skar i mine øre. Jeg talte til tre og slugte næsten en hel håndfuld piller. Jeg gik i panik. Det slørede for mine øjne og jeg blev svimmel. Jeg tabte glasset, som højlydt faldt ned på det hårde stengulv. Jeg lænede mig ind over vasken for at få balancen, men mine ben kunne ikke bære mig meget mere. De begyndte at ryste og til sidst måtte de give efter. Mit hoved slog mod gulvet og alt blev sort. Det sidste jeg hørte var sirenerne fra ambulancen og min mors halvkvalte gråd. Ingen kunne rede mig nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...