En dør imellem os

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2017
  • Opdateret: 5 mar. 2017
  • Status: Igang
En 22-årig pige på et hospital for "gale" mennesker. En 25-årig psykopatisk mand gået fra forstanden og spærret inde bag en dør. Det er situationen i denne historie.

Jeg er ikke færdig med den endnu, og den har derfor heller ikke fået en endelig titel, men her er første kapitel.


0Likes
0Kommentarer
72Visninger

1. Kapitel

 

Linneas blik var frosset fast på den låste dør. Der var noget sært og en smule urosvækkende over den. En tyk jernkæde var hastigt viklet rundt om håndtaget, og den første halve time havde det dunket og braget derinde fra så kraftigt at hun ikke havde stolet på den.

Men nu var det stoppet. Den pludselige ro havde gjort hende nysgerrig. Hun stod midt i den hvide gang. Havde helt glemt hvad hun var i gang med. Hendes hænder rystede en smule. Det havde de ikke gjort i lang tid.

Gad vide hvad han lavede derinde? Tilsyneladende var han blevet træt af at banke. ”Total isolation” havde de kaldt det. Han så dog ikke just ud til at ville flå dem alle levende da hun forbavset fulgte de tre mænd der holdte ham fastlåst med øjnene - mens de bar ham ned mod døren. Den dør hun ikke havde vidst hvad skulle bruges til. Ikke før nu. Hun havde kort fået øjenkontakt med ham, og det havde efterladt en besynderlig følelse der lige nu blev kraftigere og kraftigere som hun stod og stirrede mod det aflåste isolationsrum. Han havde haft blå øjne. Ret pæne øjne. Han havde det blonde hår pænt reet til siden. Faktisk havde han virket charmerende. Det lille smil der sad på hans læber mens han kiggede indgående på hende … var det arrogant? Eller var det ment til hende? De blå øjne havde et glimt der stadig fik hendes hjerte til at banke hurtigere når hun mindesedes dem.

”Linnea?”

Stemmen bag hende fik hende til at flytte blikket skyldbevidst væk fra døren med et sæt. Hun blev flået ud af hendes dagdrømmeri og kom pludselig i tanker om hvor hun var på vej hen da hun tabte den tekande og de kopper hun balancerede på et lille fad.

”Årh for pokker, udbrød hun, det må du undskylde.”

Manden der havde overrasket hende var doktor Adams, og han skyndte sig over til hende og hjalp hende med at få tørret den varme te op.

”Du skal ikke undskylde, sagde han mens de fik stablet tingene på fadet igen. ”Jeg spekulerede bare på om du mon havde fået et chok ved det der skete tidligere?”

Linnea kiggede lidt forlegent ned i gulvet. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. Det var ikke andet end to uger siden hun var blevet ansat på Hospitalet For Mentalt Udsatte, og hun ville gerne tage sig godt ud.

”Nej … jeg – øh… Eller jo jeg undrede mig vel bare en smule, fik hun fremstammet.”

”Ja. Det kan jeg sagtens forstå.”

Han sad på hug ved siden af hende da hun satte den sidste tekop på plads. Han rejste sig op og smilte venligt til hende.

”Linnea, hvad siger du til lige at komme forbi mit kontor om lidt? Måske vi lige kunne snakke lidt om det. Vi er som sagt rigtig glade for at have dig her så du skulle nødig blive skræmt væk” sagde han med et glimt i øjet.

”Tak skal du have, Doktor. Men jeg skal vel lige op med tingene til patienterne?”

”Ja se du heller at få skænket dem noget nyt te, men kom lige forbi mig bagefter, ik? Du fortjener at vide lidt.” Efter en kort pause: ”Det er ikke et hvilket som helst job det her.”

Doktor Adams forlod hende, og hun kom balancerende med fadet op at stå. Hun kastede med hovedet for at få det hår der irriterende nok altid faldt ned for øjnene væk, kastede et sidste flygtigt blik mod døren og gik så beslutsomt videre.

 

Fru Margits der efter sine halvfjers år på Jorden var blevet godt træt af det hele og havde forsøgt at tage livet af sig selv sammen med det barnebarn hun havde passet for sit adaptivbarn, smilte tvært til Linnea da hun kom ind med en ny kande kaffe i det lille kvadratiske værelse.

”Godmorgen fru Margits hvordan har vi det her til morgen” sagde Linnea med et venligt smil.

Fru Margits gav et lille grynt fra sig hvilket hun åbenbart fandt fyldestgørende nok af et svar på et venligtsindet spørgsmål. Linnea var vant til det, og hun havde ikke forventet andet. Hun luftede ud på værelset og tilredte værelset hvilket Margits ikke selv tog sig tid til. Hun informerede hende kort om hvornår psykiatrikeren ville komme op til hende mens hun skænkede kaffe op på et lille bord midt i rummet. Derefter forlod hun rummet ledsaget af et utilfreds suk fra Margits og fortsatte med kaffen ind i næste rum.

Jannick var altid glad for at se hende om morgenen. Han havde trods alt lidt større behov for hjælpen, modsat Margits der bare var for træt af tilværelsen til at foretage sig noget. Han havde endnu ikke fået en diagnose endnu, men det var ikke svært at se at han hørte hjemme på hospitalet: altid gik han med hovedet nærmest helt nede mellem benene, mumlende og småklukkende for sig selv. Ikke desto mindre lyste han altid op når Linnea kom ind til ham.

”Godmorgen Lina” mumlede han på sin sjove karakteristiske måde, og som altid forvekslede han hendes navn med Lina der var doktor Adams assistent.

Linnea smilte i sit indre. Selv om mange mennesker fandt denne type personer sære så var det det hun elskede ved hendes job. Selv om mange af disse ”syge” kunne være i en hel anden verden end den Linnea var sikker på hun selv befandt sig i, følte hun altid at man fik noget igen (lige bortset fra Fru Margits måske).

”Godmorgen Jannick” sagde hun med en varm stemme. ”Har du sovet godt?”

”Nej, jeg kunne ikke sove på grund af al den larm i nat. Nogen stod og bankede nede i gården.”

”Nårh det lyder da ikke godt”, svarede hun.

Linnea havde allerede forhørt sig hos hendes kollega der havde haft nattevagt, og hun beskrev natten som værende stille og rolig. Hun vidste imidlertid at Jannick før havde hørt alle mulige ting som Fru Margits ofte betegnede som ”vrøvl” og ”galskab” (hvad hun dog aldrig selv mente at være offer for – galskab).

Galskab og isolation. Tanken strejfede hende kort, men hun lagde den bag sig lige så hurtigt som den var kommet.

 

Doktor Adams ventede hende på sit kontor. Han sad bag et brunt skrivebord i en stol godt lænet tilbage mens han med brillerne nøje placeret på næsen sad og læste nogle papirer. Linnea spekulerede over hvor gammel han måtte være. Han var i hvert fald godt op i årene, men intet i hans væsen afslørede ham som en gammel mand. Det var kun ud fra det grå hår der omsluttede en isse og de få rynker han nu havde der fik hende til at skyde på en gang i tresserne. Doktor Adams kiggede op på hende.

”Hej Linnea, godt du kom forbi” han smilede varmt til hende, lagde straks papirerne til siden og henviste hende til en tom stol på den anden side af skrivebordet.

Da Linnea høfligt havde takket nej tak til noget at drikke, begyndte han så småt.

”Nå, hvordan har du det her?”

Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare, men de kloge øjne der betragtede hende nærmest så ind i hendes indre.

”Jo, jeg er så småt kommet ind i rutinen. Faktisk kan jeg rigtig godt lide stedet” svarede hun.

Indimellem. Indimellem kunne hun lide stedet. Hun havde stadig ikke vænnet sig til nætterne på hospitalet endnu. Om dagen kunne stedet være et afslappet miljø, og de mennesker der boede på værelserne var blot patienter der havde brug for hendes kærlige hånd. Men om natten spøgte ”de gales” (som hendes gamle mor havde kaldt dem) skrig de lange mørke gange. Nogen gik i søvne, nogen snakkede og skreg i søvne.

Nogen skulle spærres inde.

”Vi er også rigtig glade for at have dig her”, sagde doktoren og overhovedet for hospitalet. ”Som du ved var vi også rigtig glade for at have din mor her, det virker som om at du følger hendes fodspor meget godt.” Han tav kort. ”Inde for arbejdet altså” tilføjede han så.

Det gav et lille ryk i Linnea da han nævnte hendes mor. Ikke hendes fodspor, nej. Hun skulle ikke følge hendes fodspor. Hun sank en klump af en stille voksende angst. Pustede forsigtigt ud. Bevarede roen.

”Det er jeg glad for at høre doktor, mange tak!”

Doktor Adams så ind i hendes øjne og smilede til hende. Hun kiggede kort ud af vinduet. Han var en venlig mand, det kunne hun mærke. Men han gjorde hende helt forlegen når hans store blå øjne kiggede så venskabeligt på hende.

”Ser du, Linnea, der var en ting jeg gerne ville snakke med dig om. En ting der godt kan virke en smule … voldsomt. Jeg så dig jo stå og kigge på døren nede i isolationsafdelingen tidligere. Jeg ved ikke om du har hørt hvem der sidder derinde eller hvad døren er til?”

”Nej, det har jeg ikke doktor. Jeg så kun et kort glimt af ham da han blev slæbt ned.”

Nysgerrigheden blusede op i hendes bryst.

”Ja, det var det jeg tænkte… Ser du Linnea, det er ikke altid at dette job er lige nemt at gå til. Det er som jeg har sagt ikke et hvilket som helst job. Vi bliver selvfølgelig vant til det og sådan, men sommetider er der nogle vanskelige omstændigheder som man skal lære at forholde sig til, lære at acceptere.

Linnea nikkede og lyttede videre.

”Den celle du så på er en isolationscelle. Ikke en normal isolationscelle, men en celle der kun bruges i yderste nødstilfælde. Manden der sidder der, skal sidde der indtil han får sin forstand igen. Jeg så hvordan du kiggede derned, og jeg vil bare være sikker på at du har det okay med det. Det kan virke overvældende, og det er det egentlig også. Men jeg kan sige dig en ting: der er en grund til manden sidder der.”

”Hvem er han, doktor Adams?” Hun nærmest afbrød ham.

”Hans navn er William, efternavnet siger jeg ikke af sikkerhedsmæssige årsager, og han boede her på hospitalet fordi han har forsøgt selvmord. Op til flere gange faktisk. Han har også været en tur i retten fordi han prøvede at tage en anden person med sig hvis du forstår hvad jeg mener… Han blev erklæret sindssyg ved gerningsøjeblikket og kom derfor i isolation her på hospitalet.” Doktor Adams holdte en kort pause, rettede på sine briller, kiggede med et seriøst blik Linnea i øjnene og tilføjede så: ”Og i dag blev han hevet ned i midlertidig-isolations-og-forvarings-afdelingen - den gang du stod på tidligere - fordi han prøvede at tage livet af en af vores kolleger.”

Der opstod i et øjeblik total stilhed mellem de to personer på doktor Adams kontor. Linnea var rædselsslagen. Ikke for doktor Adams historie, men for sine egne følelser. Det hun havde følt var nysgerrighed, og så var der den der uendeligt lille gnist der var blevet tændt et sted dybt inde i hende.

Hun tog pludselig sig selv i at pille ved hendes bukser. Sådan som hendes mor havde gjort.

Hun brød stilheden: ”Doktor, hvad er der inde i den celle?”

”Mørke. En latrine. Og en seng”

”Men… er det menneskeligt at lade en person sidde sådan et sted?

”Det er kun midlertidigt. Indtil han er ved sine fulde fem, så kan han komme ud. Der plejer som regel ikke at gå mange døgn. Men du må forstå Linnea: denne mand er sindssyg. Han er psykopat, men en af den slags der mister besindelsen når det ikke går ham efter hovedet. Og ham her, William, han var nærmest som et dyr i morges.”

Linnea havde nu ikke syntes at han så speciel vanvittig ud da hun havde fået det korte glimt af ham på gangen. Han havde smilt.

 ”Ja, jeg forstår,” svarede hun. ”Men doktor, hvem forsøgte han at … tage livet af?”

”Det kan jeg af forskellige årsager ikke forklare dig. Men personen har det godt nu.”

”Åh, okay…” Linnea følte pludseligt at hun havde stukket snuden for langt frem. Hun smilte forsigtigt og sagde: ”Jeg må hellere se at komme videre, doktor.”

”Det er i orden Linnea. Er der noget du mangler at spørge om?”

”Nej, nej det er der ikke.”

”Godt, så må du have en god dag.” Han smilte til hende.

 

På vej væk fra doktor Adams kontor kom hun forbi gangen der førte ned til isolationsafdelingen. Hun standsede kort op, og kiggede ned af gangen igen. Igen følte hun den sære tiltrækkende kraft.

                      Hun skammede sig og rystede følelsen af sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...