En skov med gazeller

Nogle gange er man så ked af det, at man bare vil væk.

0Likes
0Kommentarer
64Visninger
AA

1. En skov med gazeller

Sålerne fra mine sko rammer trappetrinene hårdt, så det runger i opgangen. Loftet er højt, men det er som om, de 70’ergule vægge kommer tættere og tættere på. Som om de omslutter mig og mine tanker, så jeg ikke kan slippe væk. Jeg river fortvivlet døren ud til op og stormer så ud. Så snart jeg kommer ud, og den kolde luft rammer mig, kan jeg mærke de varme tårer løbe ned af min kind. Jeg lukker øjnene kort og går hen til min cykel. Forhjulet sidder fast i cykelstativet, og jeg river vredt i den, mens tårerne fortsætter ned af mine kinder. Selv om det er koldt sveder jeg. Rystende tager jeg fat i styret og kører ud af den gamle baggård. Jeg lægger alle kræfter i at presse ned i pedalerne, så noget af vreden og sorgen kommer ud, men det virker ikke. Det koger i mig. Alting kører rundt, som en flok forvirrede gazeller, der bliver jagtet. Deres tynde ben flyver rundt mellem hinanden, mens de prøver at finde ud af, hvor de skal flygte hen midt i kaosset.

Før jeg ved af det når jeg skoven. Mine lægmuskler gør ondt, men det hele er lige meget. Træerne har ingen blade. De er triste og farveløse ligesom mig. Deres skrøbelige grene vajer stille i vinden, som om de har det fint med at være triste. Jeg smider vredt cyklen op af et tilfældigt træ og begynder så med rystende ben at gå længere ind mellem træerne. Mine støvler træder på de døde blade, som er lige så farveløse som alt andet. Lige så døde som mig. De er glemt. De ligger bare oven i hinanden og er en del af fortiden. Det blad, der engang var grønt levende, er væk. Og i stedet træder man i dem.

Da jeg når søen, ved jeg ikke en gang, hvad jeg laver der. Jeg sætter mig ved kanten og kigger ned i vandet. Det er mørkt, og mine øjne kan ikke slippe det. Jeg kan se mit spejlbillede sidde helt krøllet, som et skræmt lille barn. Jeg ligner et dådyr, med en pistolmunding peget mod mig. Vandet er så dybt. Måske er det der, jeg skal være. Væk fra det hele. Så snart jeg er under overfladen, er der stille. Alle de forvirrede gazeller finder en plads, og til sidst er også de rolige. Jeg slipper stillingen som skræmt barn og breder mine arme ud. Jeg tager imod vandet, og det kommer mig i møde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...