Stjernerne på himlen

Borgerkrigen i Syrien er intens i Aleppo, hvor man følger en piges kamp for at overleve.

0Likes
0Kommentarer
56Visninger
AA

1. Stjernerne på himlen

Gennem hullerne i det farvede tæppe, kan jeg se dem. Deres store støvler gør, at støvet hvirvler op. Det får dem til at ligne væsener fra en helt anden verden. Jeg kan ikke se deres ansigter, for de er svøbt i en slags sort stof. Men jeg kan se deres våben. Deres store våben, der har endt så mange liv. Min vejrtrækning er hurtig, og jeg får det dårligt af varmen. Under min seng er luften fugtig af sved, og af mine tunge åndedrag. Mine beskidte hænder ryster, og jeg ønsker, at jeg er langt væk. Alle andre steder end her under min seng midt i krigen. Jeg er så lille i forhold til alle soldaterne, som jeg kan se. Helt forsvarsløs og jeg kan ikke gøre noget. Lyset fra det lille vindue rammer mig, og jeg misser med øjnene. Solen er rød nu. Ligesom blod. Blod fra uskyldige mennesker, der aldrig har gjort noget galt. Måske blod fra dem jeg kendte. Eller blod fra mig.
Først da min krop er øm og stiv, forsvinder den sidste soldat. Han går langsomt ud af den tynde dør. Jeg kan høre deres skridt langt væk, og først efter lang tid tør jeg bevæge mig. Jeg kryber langsomt ud fra mit gemmested og rejser mig rystende op. Forsigtigt kigger jeg ud af vinduet. Soldaterne er over alt i Damaskus’ gader. Jeg ser dem pile ind og ud af forskellige huse, og hvis de ser noget, skyder de. Jeg forstår ikke, hvem der nogensinde vil starte en krig. Min far har forklaret mig hvorfor, men hvis de så, hvad de gjorde, håber jeg, at de vil fortryde det.
Jeg kigger rundt i den lille lejlighed, og mine øjne falder på familiebilledet. Min mor, min far, mine to brødre og mig i midten. Jeg står ved siden af min mor. Vi ser så glade ud alle sammen. Og nu er de væk, og jeg så det ske. Jeg stod der bare. Måske kunne jeg have gjort noget for at redde dem, men jeg flygtede. Jeg hørte deres skrig og skuddene. Jeg forrådte dem.
Jeg bliver nødt til at komme væk, inden det bliver mørkt, men jeg tør ikke at gå ud. Jeg føler mig overvåget. Som om alle kigger på mig, selv om der kun er stilhed. Nogle gange er stilhed voldeligt. Jeg kan høre stemmer selv om de ikke er der. Råb om hjælp og pistolskud. Det runger i mit hoved. Lige meget hvor mange gange du hører lyden af en pistol, vender du dig aldrig til det.
Jeg finder min brors slidte sportstaske, der engang var gul, men nu er blevet brunlig. I skabet ligger min fars pistol. Forsigtigt tager jeg den ud, og jeg kigger forfærdet på den. Hurtigt ligger jeg den i bunden af tasken. Ovenpå ligger jeg min jakke, så den dækker den. Jeg lyner tasken, og svinger den om på ryggen.
Døren er stadig åben, da jeg går ud af den, men jeg lukker den stille. På den smalle trappe flyder det med slidt tøj, skrald og gammelt legetøj. Der lugter dårligt, og jeg prøver at holde vejret. Solen sender stråler af lys ind gennem de smalle vinduer, men ellers er det næsten mørkt i opgangen
Da jeg når enden af trappen, står døren ud til gaden på klem. Jeg har virkelig ikke lyst til at gå ud. Jeg tør ikke, men jeg tvinger mine fødder frem. Jeg kan ikke blive her for evigt.
Trappetrinnet er støvet, og aftrykket fra min skosål bliver der. Jeg visker det hurtigt væk, og mine håndflader bliver grå. Jeg retter mig hurtigt op igen og kigger rundt i gaden. Den er tom og stille. Ligesom min lejlighed. Ingen mennesker overhovedet. Jeg går med forsigtige skridt og bliver helt inde ved de støvede mure. Selv om det stadig er lyst, er de første stjerner kommet frem. Jeg kigger hurtigt op på dem.
Efter kort tid er himlen sort, og jeg er bange. Jeg drejer hele tiden rundt om mig selv, for at se om nogen skulle være bag mig. Jeg er i udkanten af byen nu. Det er godt. De vil have sværere ved at finde mig, men hvor skal jeg tage hen? Mine bedsteforældre bor i Irbin. Hvis de stadig er der. Vi plejede tit at køre derhen, men jeg tror ikke, at man kan gå dertil fra Jobar. Måske skulle jeg prøve. Bare jeg holder mig uden for byen. De små lejligheder inde i byen er intet i forhold til de store villaer her. Jeg ville altid gerne bo her. Jeg ville lege på de perfekte græsplæner, der nu er groet til med ukrudt sammen med min lillebror. Solen ville skinne, og mine forældre ville stå indenfor og smile af os. Nu er der kun mørke. De store hvidkalkede mure lyser op mod den sorte himmel, og det bliver koldere nu. Jeg finder min jakke frem fra tasken. Da jeg løfter den, bliver pistolen igen synlig. Langsomt tager jeg den op af tasken. Jeg holder den med begge hænder, inden jeg slynger den væk. Den lander blødt midt i ukrudtet og forsvinder med det samme, som om den aldrig var der. Da jeg kigger ned ryster mine hænder.
Jeg kigger længselsfuldt efter skiltet, hvor der står Irbin, men jeg kan ikke se det. Jeg begynder at tvivle på, om jeg faktisk går den rigtige vej. Det føles som om, jeg har gået meget, meget langt. Før listede jeg hen af den støvede vej, men nu skraber mine fødder bare hen ad den.
Jeg falder ned i støvet med hovedet først midt på vejen. Mit skrig runger i mit hoved, mens jeg febrilsk spræller med benene. Jeg kan mærke den dybt inde i mig. De skød mig lige. Kuglen svier som om et bål var i mig, og jeg stopper hurtigt med at sprælle sådan rundt. Jeg ligger bare helt stille, og lader smerten fylde min krop. Jeg ved ikke om jeg græder. Himlen er sort. Ubegribeligt sort. Stjernerne lyser. Jeg prøver, at fokusere på dem. Der er mange i aften. De bliver skiftevis tydelige og så helt udviskede. Til sidst flyder de ud.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...