No regrets - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2017
  • Opdateret: 1 apr. 2017
  • Status: Igang
Når man hører navnet Harry Styles får alle et billede af den 23-årige Harry Styles fra One Direction som mest af alt er en hver piges drøm, oppe i hovedet. På trods af alt det, ved Harry han ikke er perfekt, langt fra. Harry har store temperamentproblemer og har svært ved at styre sig - og finde den store kærlighed. 17-årige Zoey Debendorf ender med at lære Harry bedere at kende end nogen nogensinde har gjort før. Zoey finder også Harrys temperamentproblemer frem, og er usikker på om hun kan leve en fremtid med Harry. Vil Zoey lære at elske Harry trods alle hans fejl? Eller vil det blive for meget for Zoey i sidste ende?

38Likes
9Kommentarer
2497Visninger

3. two

Hos Zoey, 14:03

Zoey Debendorf 

Min aften i går havde mildt sagt været forfærdelig. En sorthåret fyr som jeg ikke aner hvem var, voldtog mig i et buskads. Jeg var ude med mine venner for, at ryge. Jeg ryger normalt overhovedet ikke, men jeg var alt for beruset til at sige nej til den fristelse. Følelsen af at havde røget er mildt sagt forfærdeligt. Men selve at ryge kunne jeg godt lide, jeg husker dog ikke voldsomt meget fra i går - men min voldtægt og rygningen ligger nemmere til at huske end alt det andet.

Jeg husker dog en krøllede fyr spørge mig om, hvad der var galt. Jeg husker hverken hans ansigt eller stemme. Men jeg har dog hørt rundt omkring at han skulle være en som man burde kende navnet på. Men jeg har overhovedet ingen anelse om, hvem det kunne være. Den eneste krøllede dreng jeg kender er Romeo - og han er ukendt for omverdenen.

Dagen i dag har jeg bare foretaget ved at sidde i min seng og mærke tømmermændene. Egentlig har jeg det også vildt dårligt eftersom, at jeg ved en fyr har raget på mine private dele. Jeg er normalt typen der ikke tillader andre at så meget som at nærme sig min krop. Min krop er nemlig mit tempel, det tempel som jeg skal beskytte - derfor har jeg det endnu mere dårligt over, at jeg har røget.

Jeg tog langsomt min telefon op fra natbordet, og begyndte så småt at kigge min Instagram-feed igennem. Det er egentlig en underlig definition vi har af livet. Vi fremstiller os selv som om vi har det perfekt på de sociale medier, men hvem ved egentlig hvordan vi har da bag alle vores facader? Det er da ingen hemmelighed, at jeg prøver at imponere folk gennem min Instagram. Jeg poster også kun billeder af mig selv i de rette positioner, så det ligner jeg er tyndere. Hvorfor er det at alt sådan noget ligegyldigt, tager så meget af vores tid? Og hvorfor er vi egentlig så bange for hvad andre folk tænker om os? Jeg er den eneste der ved hvordan jeg rigtig er.

Jeg skulle til, at ligge min telefon fra mig, men den gav hurtigt en lyd fra sig. Jeg kiggede afventende på min telefon, og så jeg havde fået en besked. Det sker ikke så tit jeg får beskeder, mere. I dag er det typisk Snapchat eller Messenger der bliver taget i brug. Jeg gik ind på beskeder og så jeg havde fået en besked fra en ukendt afsender. Nummeret virkede heller ikke bekendt, overhovedet. Jeg gik ind på beskeden og læste den igennem.

“Hej Zoey. Vi mødtes kort til festen i går, hvor jeg så du græd. Jeg ville bare lige sikre mig, at du er okay. Knus Harry.”

Så Harry måtte vel være ham den krøllede? Hvor pinligt egentlig, at jeg græd ham direkte op i hovedet, men hvis han dog bare kendte min baggrundshistorie bag det hele ville han forstå. Et smil skød over mine læber, tænk at Harry tænkte på mig, hvor var det dog bare betænksomt af ham. Han virkede som en virkelig sød fyr.

“Hej Harry. Tusind tak fordi du tænker på mig, det betyder vildt meget for mig. Det er lidt svært at forklare hvordan jeg har det, men tak fordi du tænkte på mig. Knus Zoey.”

Jeg lukkede hurtig øjnene og trykkede send, jeg var vildt bange for at jeg havde formuleret mig helt forkert. Men på den anden side er jeg ikke særlig god til det med fyrer. Jeg har aldrig haft en kæreste, så jeg vidste virkelig ikke hvordan jeg skulle håndtere det her.

“Zoey er du oppe? Klokken er to!” jeg kunne høre min mor råbe nede fra køkkenet og op til mig. Jeg satte mig hurtigt op i sengen, mens jeg kunne mærke jeg forværrede hovedpinen. Jeg tog mig hurtigt til hovedet og indtog en dyb indånding inden jeg råbte; “Ja.”

Jeg rejste mig langsomt fra sengen og listede mig nedenunder til min mor for at få noget at spise. Jeg havde slet ikke fået noget at spise i dag. Men egentlig havde jeg mistet appetiten fuldstændigt efter gårdagens hændelser. Jeg var ellers jomfru og havde tænkt mig at blive det lidt endnu, men åbenbart ikke.

“Hvad så, skat?” spurgte min mor mig hurtigt om og lagde avisen ned på bordet for, at kunne holde øjenkontakt med mig. Jeg sendte hende et falsk smil, inden jeg gik over og krammede min mor blidt. “Jeg er ikke sulten,” hviskede jeg ind i min mors øre, mens jeg fortsatte krammet et par få sekunder.

“Tømmermændene må være slemme,” grinede min mor. Jeg nikkede hurtigt og gav slip om hende, og satte mig i stedet overfor hende så vi kunne føre en samtale. Efter fester plejer vi altid at snakke om hvad der var sket, om jeg kunne huske hele aftenen eller om der skete noget ubehageligt.

“Var det godt i går?” spurgte min mor bekymrende om, mens hun tog en tår af sin juice. Jeg nikkede hurtigt og prøvede på at virke oprigtig. Jeg havde virkelig ikke lyst til at fortælle min mor om, at jeg blev voldtaget. Det ville være så pinligt at fortælle. Det kan da godt være mine mor siger jeg ikke selv kan gøre for det, men jeg synes stadig det er pinligt. Når man først har fortalt hende det, må man lige pludselig heller ikke gå til fester mere, eller forlade hoveddøren uden opsyn. Jeg ville heller ikke kunne klare, at  hun skulle pylre sådan om mig.

“Jeg bliver altså lige nødt til at gå på toilettet,” sagde jeg stille og rejste mig fra bordet. Jeg havde virkelig kvalme og en fornemmelse af, at jeg skulle kaste op. Denne gang var jeg dog sikker på, at det ikke kun var tømmermændenes skyld, at jeg skulle kaste op. Jeg følte bare, at jeg kunne mærke ham den sort-hårets fingre overalt på min krop, og det gav mig mildt sagt kvalme.

“Zoey der er vel ikke noget galt, vel?” spurgte min mor hurtigt om. Jeg vendte mig hurtigt rundt og rystede så på hovedet. Jeg fortsatte hurtigt hen mod toilettet, jeg kunne høre min mor samle sin avis op og læse videre. Min mor bekymrede sig egentlig ikke specielt meget om mig, men lidt gjorde hun da. Efter min far gik bort for snart tre år siden, har hun da formået at blive en smule mere omsorgsfuld. Ikke meget, men lidt er bedre end ingenting.

Jeg åbnede døren ud til toilettet og satte mig stille på toilettet, mens jeg kunne mærke mine ben ryste under mig. Det var en ubehagelig følelse, men det var en endnu mere ubehagelig følelse at blive voldtaget. Bare tanken om, at en dreng eller mand havde rørt ved mine private dele, gav mig følelsen af at jeg skulle kaste op.

Jeg rejste mig hurtigt fra toilettet og åbnede toilettet op. Jeg kunne mærke jeg skulle kaste op, og det kunne kun gå for langsomt. Jeg satte mig ned på det hårde gulv og hang med hovedet ind over toilettet. Jeg kendte min krop, og vidste at om få sekunder ville der være en klam masse der ville flyde ud af mig.

Jeg kunne mærke at min bræk ville komme nu. Brækken flød ud af munden på mig og røg ned i toilettet. Mængden var ikke bare lille, men stor. Lugten af brækken var uudholdelig, men jeg kunne ikke flygte fra det. Jeg var som fanget til det her toilet. Da brækken endelig var stoppet med at flyde ud af mig, rejste jeg mig fra toilettet og trak ud i det.

Jeg stillede mig foran det store det store spejl som hang over håndvasken, med tåre i øjnene. Jeg har aldrig haft det så dårligt som jeg har det nu, og jeg vidste at det her ville ikke bare lige forsvinde i løbet af et par dage. Det her var noget jeg blev nødt til at leve med resten af livet. Jeg og den sort-hårede fyr, ville være de eneste der vidste hvad der var sket.

Jeg løb ind på mit værelse, og tog min telefon op. Jeg ville søge hjælp på Google. Men jeg nåede ikke langt, da jeg så at der var en person der havde skrevet til mig. Den eneste person som vidste jeg rent faktisk var ked af det i går til festen; Harry.

“Hej Zoey. Jeg ved ikke om du er interesseret i det, men vi kunne finde en dag og snakke om det - hvis du selvfølgelig vil. Det er slet ikke for, at presse dig eller noget. Du kan bare sige nej, hvis det er.

2 0 6 0 45 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...