HEARTBREAKER

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2017
  • Status: Igang
Jeg har lært at folk kan forlade dig og knuse dit hjerte, men det værste, de kan gøre, er at komme tilbage.

0Likes
0Kommentarer
105Visninger
AA

1. Onsdag 7/9

Hun sagde ikke noget. Hun havde virket lidt mut hele aftenen.

”Øhmm… Hvordan er det så at være voksen?” spurgte jeg for at bryde tavsheden.

Hun trak på skuldrene.

”Som forventet,” svarede hun, ”Det er som at være 17, man kan bare købe vodka lovligt.”

”Har du gjort det?” spurgte jeg overrasket. Det var trods alt kun onsdag, og vi skulle i skole i morgen.

Hun trak på smilebåndet.

”Nej,” svarede hun, ”Men det er da fedt at kunne, ik’?”

Da vi gik ned af trappen, kunne jeg høre vores mødre grine så højt, at det næsten gjorde ondt i mine ører.

”Hvor hyggeligt,” udbrød min mor, da hun fik øje på os. Hun stillede glasset med rødvin fra sig på spisebordet, ”Vil I holde os med selskab?”

”Nej,” svarede jeg irriteret, ”Vi går bare en lille tur.”

”Okay, lille skat,” svarede hun blidt, ”Men ikke for lang tid, vel? Det er mørkt derude…”

Jeg begyndte at rødme over, at hun stadig kaldte mig ’lille skat’ i en alder af 17 år. Det var heller ikke spor mørkt udenfor - solen var kun lige begyndt at gå ned, hvilket ikke var overraskende på en aften i september.

”Ni og halvfirs,” sagde manden i kiosken og kløede sig i skægget, da Rose stillede den billige vodka på disken foran ham. Man kunne købe den i Netto tyve kroner billigere.

”Du blev ikke engang spurgt om ID…” sagde jeg drillende med et smil til hende, da vi var gået ud af kiosken. Hun svarede ikke på min kommentar, men jeg vidste godt, hvad hun tænkte.

”Jeg må ikke drikke stærk alkohol for min mor…” sagde jeg til hende og kiggede på vodkaen.

Hun smilede skævt og kiggede på mit ærme.

Aldrig havde jeg været så nervøs, som da jeg gik ind i entréen med en liter vodka gemt i ærmet. Heldigvis var min mor selv ved at gå i gulvet efter så meget rødvin, at hun ikke bemærkede noget.

Vi satte os på min sovesofa med den tarvelige sjat Cola Zero, der var tilbage fra middagen.

”Hvor meget skal jeg putte i?” spurgte jeg og begyndte at blande noget vodka i flasken. Jeg havde aldrig drukket vodka før, men det turde jeg ikke sige til hende.

”Det er fint,” svarede hun og smilede.

Vi skiftedes til at tage en tår, imens vi sad i stilhed. Ingen af os sagde noget. Man kunne høre vores mødre grine nede i stuen, og det kunne helt sikkert også høres, at mit hjerte bankede lidt hurtigere, end det burde.

Jeg begyndte at hoste.

”Er du okay?” spurgte hun og kiggede på mig med et bekymret ansigtsudtryk.

Jeg nikkede, selvom jeg i virkeligheden havde lyst til at kaste op.

”Skal jeg ikke hente din mor?” spurgte hun så.

”Nej!” udbrød jeg, før hun dårligt nok havde nået at færdiggøre spørgsmålet, ”Jeg skal bare lige have noget vand… Øjeblik…”

Jeg gik ud på toilettet og brækkede mig tre gange.

”Rose,” hørte jeg María kalde nede fra stuen, ”Vi tager hjem nu. Jeg skal på arbejde i morgen, og jeg har en vigtig kunde…”

”Jaja…” svarede hun irriteret, ”Vi ses i morgen, ik’?”

Hun gav mig et hurtigt kram, hvorefter hun gik ned af trappen. Jeg gik i seng uden at børste tænder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...