Kære du


0Likes
0Kommentarer
135Visninger
AA

2. Kære fortidige mig

Kære Fortidige mig

Jeg hader dig, jeg fucking hader dig, jeg hader dig. Ja, jeg fandt dit brev, stukket ind mellem siderne i en af dine yndlingsbøger. Der er gået tre år siden den kolde vinternat, hvor du skrev brevet, tre år, og det er først nu gået op for mig, hvor meget jeg hader den, som jeg engang var. Jeg hader din tilgang til livet, din måde at blive helt frivilligt i det ih så berygtede skab, din måde at tro på, at det bliver bedre i morgen, selvom du udmærket ved, at i morgen kun bliver bedre, hvis du gør noget for det i dag.

Måske er det tåbeligt at jeg skriver til en person, der aldrig har chancen for at læse det, måske er det tåbeligt at jeg skriver til mig selv i anden person, måske er det tåbeligt, at jeg er, den jeg er, men jeg bebrejder dig det hele. Du siger, at du ville håbe på det bedste. Ved du hvad, det bedste ville være? Måske at jeg sammen med min kæreste, flyttede ind i et lille bysamfund, der bestod af dem der inderst inde var mest langt ude, og selvom at samfundet efterhånden havde stemplet mig som anderledes, så kunne jeg være normale sammen med disse folk, og danse i pyjamas ude på gaderne i højlys dag sammen med dem, og selvom ingen af os har været i stand til at holde sammen på selv, så kunne vi holde sammen på hinanden. Det ville være det bedste ,der kunne ske. Og er det sket?

Nej, men selvom det aldrig ville ske, så længe verden insisterer på at være sit uperfekte jeg, havde du stadig chancen for i hvert fald at få noget til at ske Du beder mig om at blive til en person med venner – ja, venner. Det er efterhånden længe siden, at jeg klippede mine negle, så de er blevet usædvanligt lange, så lange jeg nu vil punktere den illusion for dig.   Det er dig selv, der har ansvaret, dig selv og ikke mig.    

Men ork nej – du betragter  verden som din legeplads, men problemet er, at du kun prøver rutsjebanen – du ser ingen trang til at forlade det kendte, da du afskyr det ukendte. Og måske forstår jeg mere end jeg ville indrømme over for mig selv, men jeg ville bar ønske, at du også havde forstået. Dog har du lært mig min lektie – man burde ikke tænke på alle de måske’er og hvad nu hvis’er der venter i fremtiden tværtimod burde man blot fokusere på det, som man selv kan kontrollere. Nuet. Hvilket måske lyder flot, men i det store billede svarer det til tæt på ingenting.

Jeg sidder lige nu på mit værelse, og du ville blive chokeret, hvis du så hvor meget det har ændret sig. Alle de citater du skrev på lapper af papir og hængte op på væggene, har jeg taget ned og din før så farverige indretning med den gule lænestol, det babyblå sengetæppe og lyskæden, der virkede til at have lige så mange lys som stjernerne er alt sammen væk. Og den lille naive dreng, der plejede at sidde i vindueskarmen og drømme om ting, der var uopnåelige for ham (fordi han kun var 1.65), han er også forsvundet herfra, og erstattet af mig (stadig naiv, men nu 1.77) Og den dreng er blot blevet til en af de mange mennesker, jeg engang kendte, som dem jeg gik i folkeskole med, dem jeg gik i børnehave med, den mand med kaffeånde jeg stødte ind i på vej i skole i går.

Og alle disse mennesker er nu ikke andet end silhuetter, der vandrer hvileløst rundt i en krog af min hukommelse – engang i mellem husker jeg et fregnet ansigt eller en grøn enhjørningebamse, men jeg lader mig ikke bruge for længe på at huske tilbage. Jeg kan fucking drukne i vandpytter– specielt hvis de består af de minder, der burde definere mig, men i virkeligheden bare husker mig på, alt det jeg vil glemme.

Du må gerne fortælle mig, at det er sådan, livet er og at jeg ikke burde beklage mig, men komme videre, du burde fortælle mig, at jeg skal komme tilbage i overhalingsbanen med 140 i timen, i stedet for at gå så langsom,  jeg næsten står stille på mit eget fortov og bliver overhalet af tiden, du bliver nødt tilat fortælle mig, at jeg er en del af verden, og at det ikke er den mest forfærdeligt man kan være en del af. Hykleri, ville jeg så svare. Hykleri.

Måske er jeg solen, og du er middelhavet, og jo stærkere jeg lyser, jo tættere på fremtiden er, jo mere fordamper du under mig, indtil det eneste der er tilbage af dig er et par fugtige sandkorn og dit brev. På en måde er jeg dog glad for, at du for tre år siden valgte at sætte dig ned og fange dig selv i et fængsel af sætninger. Og det at jeg nu svare dig, må vel bare  bekræfte dig i dine formodninger om at vi minder så meget om hinanden, mere end jeg ville have.

Vi minder så meget om hinanden, at jeg er ked af at måtte skuffe dig. Og før du spørger så lov – jeg fik  venner – og endda  (næsten) en kæreste. På den  første dag af gymnasiet, sad jeg i klasseværelset med næsen i en bog. Men så kiggede jeg op og så dem.  Nej, Dem med stort D. 2 piger, 1 dreng som jeg med det samme vidste, at jeg elskede. Jeg mødte deres blikke på tværs af rummet, og det var desperat 16-årig, ensom dreng ser potentielle venner ved første blik (også kaldet kærlighed ved første blik).

Okay, nej. Det er en overdrivelse, og hvis du ikke har regnet det ud, så velkommen til den virkelige verden, hvor alt ikke foregår som i film. Her er rigtig hyggeligt.    

Desuden ved jeg heller ikke helt om det ville være en fordel – at mit liv var en film, altså. Hvis det var tilfælde, ville jeg sikkert ikke engang være hovedpersonen i mit eget liv. Jeg ville sikkert være en statist, hvis det ikke var fordi Men måske er jeg hovedpersonen i filmen af mit kiv – simpelthen fordi jeg er så ulykkelig, at lykkelige mennesker med glæde ville bruge to timer i en biograf på at se, hvordan mit liv er kørt i en stor spiral, ind i hvad der nu er kaos. De kunne spise popcorn, mens de var glade for, at det ikke var dem, de ville gerne betale prisen for adskillige biograf billeter så længe de ikke blev til dem, der sad alene i et mørkt værelse og skrev et brev til sig selv. Og så ville de gå hjem og kramme deres lillesøster, fordi hun var i live og – nå ja (spoiler alert) vores lillesøster er død. Kan du huske hende?

Hende kommer jeg til. Men tro mig, du ville stå allerforrest i den biografkøen.

Så ja, jeg fik ganske rigtigt venner, men det var nu mest, fordi vi fik faste pladser, og de tilfældigvis sad ved siden af mig, tilfældigvis også elskede Beatles højere end verden, tilfældigvis også godt kunne tænke sig tre facebookvenner til. Tilfældigvis er det, der styrer mit liv. Ikke mig selv – og i sær ikke dig.

I hvert fald. Spoiler alert. Vi var venner, os fire, i to måneder. To måneder hvor vi brugte fredagsaftener på at se Disney-sjov sammen, smide vingummibamser efter hinanden og brokke os over, at vi blev nødt til at vokse op. Vi brugte søndageftermiddage på at sidde i min vindueskarm (den selv samme som jeg sidder i nu), hvor jeg snakkede, og jeg for første gang nogensinde følte, at jeg blev lyttet til. Vi brugte mandag morgener på at holde hinanden oppe, når vi slæbte os i skole. Vi brugte onsdagformiddage på at have matematik og stirre på andengradsligninger, indtil det gik op for os, at det ikke var op til at os at løse universets største mysterier (som andengradsligninger) – meningen med livet kendte vi i børnehaveklassen.  Og jeg brugte hele ugen på at være forelsket i –  August, hed han. Hedder han. Mennesker bliver ikke datid, når de forsvinder ud af din nutid.

Det vil sige, at jeg brugte hele ugen på at være forelsket, og det er nu gået op for mig, at jeg ikke ved, hvad han brugte sin på.

Du har ikke være forelsket før, så jeg forventer ikke, at du ved hvad jeg taler om – men jeg forventer dog, at du tror, du ved det. For lige meget, hvad der skete efter det, så var jeg så sandelig forelsket i ham – jeg kan ikke benægte, hvem jeg engang var, selvom tro mig, jeg har lyst til det Jeg brugte søvnløse nætter på at hviske hans navn ud i mørket – igen og igen og så en gang til – og selvom at man siger, at alle ord holder op med at give mening, hvis man gentager dem nok gange, så var jeg sikker på, at han – at vi – bare gav mere og mere mening.

To måneder, hvor jeg hver dag næsten kunne mærke alle ordene vokse i mine mundhuler, drypsten i min mund, indtil det var et under jeg kunne sige noget uden at ”springe ud”. Og ligegyldigt, hvad jeg sprang ud i Vesterhavet eller en heteronormativ verden – så ville jeg flyde ovenpå. Men så – efter to måneder…

Vi er bare personer, vidste du det? To personer, den ene på en legeplads med stjerner som eneste selskab, den anden på sit værelse, hvor der ikke engang er stjerner men bare en overskyet himmel. Det kan godt være, at jeg afskyr alle de voksne – du kender typen. Dem der snakker om teenageres alt for høje alkoholforbrug, med deres venner over et – eller fem – glas vin. Eller nikker til en artikel om at teenagere bruger for meget tid på nettet – en artikel, som de selv har fundet et link til på Facebook. Eller sukker teatralsk og snakker om ungdommen nu til dags, og hvordan vi tror, at vi er sådan uovervindelige.

Vi er uovervindelige, er vi ikke? Nu lyder jeg som en John Green-bog (nej han skrev aldrig endnu en bog efter TFIOS – en god ting, hvis du spørger mig, alt for pladerromantisk) men vi er virkelig – vi behøver aldrig miste håbet, for vi kan aldrig blive helt ødelagte. Vi kan ikke blive født, og vi kan ikke dø. Som alt energi, kan vi kun ændre størrelse og manifestion  De glemmer det, når de bliver gamle, bliver bange for den fandenindvolskhed, der får en til at gøre noget så dumt, som at skrive det her brev lige nu. Men denne uovervindelighed – er større end summen af hvem vi er. Betryggende, samtidig med at det får en til fucking at hade ens fortidige jeg for ikke at gøre noget.

Og – ved du hvad? Da jeg satte mig ned i vindueskarmen, havde jeg tænkt dig at fortælle dig, hvad der er sket? Men jeg tror, at jeg vil skåne dig, for du vil ikke holde til det. Jeg kan stadig ikke holde til det, for fanden.     

Jeg ville bare ønske, at jeg kunne redde dig. Tja, det er, hvis kun dig selv, der kan det ikke. Du falder i søvn, i det ved jeg ikke, nogle bølgende grønne bakker, og ulven kommer ned fra bjergene. Og du håber, at nogen vil vække dig. Eller jage den væk. Eller skyde den. Og så går det op for dig, at ulven er indeni dig,, og det er der, at du ved det. Du kan ikke løbe fra den, og inden der elsker dig – ja din familie elsker dig, vidste du det – ville skyde den, fordi de ser dit ansigt på den, og ingen kan få sig til at trykke på den aftrykker og ende den dårlige metafor, eller den evige spiral med, at vi ikke er summe af vores fortidige selv. Vi er summen af vores fortidige selvs fejltagelser.

Selvfølgelig er jeg ikke bedre selv – det at jeg skriver et svar til dig (denne gang i en grøn notesbog,) det at jeg skriver hver sætning med sådan en vrede, at mine ord er ulæselige, det at jeg beklager mig til dig, det at jeg prøver at ændre fortiden (umuligt) nu hvor det er fremtiden, jeg burde ændre (næsten ligeså umuligt) er bare bevis.  

Så hvad jeg prøver at sige – mit opløftende budskab – er, at det bliver værre, meget værre bare rolig, så kram din lillesøster og dig selv.

 Og én ting til; farvel.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...