Kære du

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2017
  • Opdateret: 3 mar. 2017
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
88Visninger
AA

1. Kære fremtidige mig

Kære Fremtidige mig

For at være ærlig har jeg absolut ingen ide om, hvorfor jeg skriver til dig. Det føltes vel bare rigtigt, og desuden bliver man en gang i mellem nødt til at gøre ting uden anden grund, end at det føltes rigtigt. Og det kan godt være, at det ikke gør nogen forskel, for hvis jeg skriver til mig selv er det umuligt for mig at lade som om, jeg skriver til en udenforstående – jeg ville vide, hvad jeg selv har skrevet, før jeg har læst det.  Og så alligevel. Fordi hvis du finder dette brev mange år ude i den store skræmmende fremtid, ville du ikke længere være mig, hvilket er derfor jeg skriver til dig i 2. person. Du ville stadig være dele af mig, ligesom jeg selv besidder fragmenter af den fortidige mig, men samtidig, ville du have ændret dig så ubegribeligt meget, for vi er aldrig den samme person i mere end et sekund af gangen. Ikke helt den samme, i hvert fald.

Jeg skriver dette brev i min blå notesbog (min yndlings) og har tænkt mig at rive det ud, når jeg er færdig og gemme det et eller andet sted, hvor jeg ved at chancen for, at du finder det, er næsten ikkeeksisterende. Risikoen, burde jeg måske sige, da du med alt sandsynlighed, ville være så uendeligt pinligt berørt, over hvordan du selv var, når du læser det her. Jeg undskylder, men jeg har bare brug for at fange mig selv, som jeg er lige nu, nu, nu , nu, nu, fordi jeg er træt af, hvor hurtigt vi forandrer os, og ikke mindst hvordan vi glemmer vores tidligere selv hurtigere end tyske grammatikregler.

De siger alle sammen, at jeg skal leve i nuet, gribe dagen leve som om, at i dag er det eneste jeg har. Men for at være ærlig har jeg ikke lyst til at leve i nuet. Nuet er måske også mest en illusion, for definition på et øjeblik, på nuet, er, at det er ovre, før vi nåede at opfatte det eksisterede. Der er fortid og fremtid, og det er det.  Lige nu lever jeg i minder. Jeg er kravlet ind i meget eget hoved, og vil kun vove mig ud en gang i mellem for at skabe nye minder, som jeg har lyst til at leve i. Derudover er der ret hyggeligt – inde i mit hoved, altså.

Det er dejligt sådan kun at kunne se indersiden af sin eget kranium og slippe for at være en del af verden og bare være en del af sig selv. Synes du, jeg er mærkelig? Eller synes du, at jeg er selve definitionen på normal, i forhold til, hvordan du er nu? Der er så mange ting jeg godt kunne tænke mig at vide, men problemet er bare, at jeg ikke bare sådan kan modtage et brev fra dig. Man kan sende breve til fremtiden, hvis man er tålmodig nok, men jeg ville komme til at gå aftenture på skyerne og flytte ind på havets bund, før jeg fik sendt et brev til fortiden. Nogle gange ville jeg dog ønske, at vi to kunne eksistere på samme tid. Så kunne du forklare mig hvilke af virkelighedens faldgruber, jeg ikke skulle falde i, og forsikre mig om, at alting nok skulle blive okay (selvom det endnu ikke var blevet det for dig).

Nej, jeg er overladt til mig selv. Faktisk er jeg helt alene nu. Jeg ligger i et af de store edderkoppespindsklatrestativer på legepladsen – den som kun ligger få hundrede meter fra vores hus, hvis du ellers stadig bor det samme sted. Det er nat, det er koldt, og det er vinter, så jeg ved ikke, hvad der i alverden førte mig herned. Jeg kunne bare ikke sove, og så endte jeg med at tage min blå notesbog under armen og gå herhen.

Eller jo, det ved jeg godt. Jeg glemmer helt, at jeg lovede mig selv at være ærlig i dette brev, for jeg er så vant til at lyve overfor mig selv, mest af alle. Men tidligere i dag gik jeg hjem fra skole og var alene hjemme. Og da jeg sad på mit værelse og læste i min seng, kiggede jeg pludselig op på det tomme rum, og det virkede bare så… tomt? Tomheden generede mig så meget, og jeg var ikke længere person nok til at udfylde den. Så nu håber jeg, at du engang vil kunne gå ind i ikke bare mit værelse på 15 kvadratmeter, men alle rum i hele verden uden at syntes, de virkede tomme.

Nu er jeg i hvert fald her med en stjernehimmel over mig og bevidstheden om, at hvad der virker som resten af menneskeheden, sover. Før plejede jeg at tro, at stjernerne var de eneste, der altid smilede til mig – nu tror jeg nærmere, at de griner af mig, for selv du må indrømme, at jeg er ret så ynkelig lige nu. Forhåbentlig ville du ikke dømme mig for det, og hvis du gør, vil jeg ikke have lyst til at blive til dig.

Selvom det vel er mit eget valg, hvem jeg bliver til.  Alle siger, at jeg har fremtiden foran mig, som jeg skal gå ud af niende til sommer. Jeg tror nu bare, at fremtiden allerede er langt bag mig, da det på mange måder ikke længere føltes som mit valg, hvad der fremover sker.

For hvis det stod til mig, ville jeg have venner, som hjalp mig med at være vægten af mine problemer på deres egne skuldre. Jeg vil fortælle alle, at jeg stadig er en 5-årig dreng inderst inde, er mere homoseksuel end Albus Dumbledore (nej, ikke blot fortælle dem det, jeg vil finde den højeste tagtop og skrige de tre ord så højt, at alle vil kunne høre det, så højt at alle vil vide, jeg er ligeglad med, at de kan høre det). Jeg ville leve mit liv som sluttede hver sætning med udråbstegn, og jeg ville kunne holde sammen på verden uden at bruge en limstift. Lige nu kan jeg dog knap holde sammen på mig selv 

Jeg fryser. Forhåbentlig er det sommer, når du åbner det her brev, og du ville have glemt alt om, hvordan det er at føle at selv, ens knogler er blevet reduceret til is. Hils solen og varmen fra mig, så er du sød. Hvor jeg dog savner alle de vintre, hvor jeg som lille kunne rende rundt i en grøn regnfrakke og aldrig fryse. I det hele tage savner jeg at være yngre, hvilket får mig til at spekulere på, om du også savner at være mig, hvor end du er nu.

For at være ærlig tror jeg det ikke, eftersom jeg ikke er værd at savne. På den anden side; jeg savner dig, og er ved at boble over af en følelse, jeg næsten ikke kan beskrive som andet end nostalgi. Kan man være nostalgisk over for fremtiden? Nostalgi er ikke rigtig andet end jalouxi på ens fortidige selv, så hvorfor skulle det ikke også kunne gælde for ens fremtidige selv? Der er bare så stille lige nu, at jeg syntes at kunne høre mine knogle skrabe mod hinanden under vægten af alle de ting, som jeg ville ønske der skete, selvom de nok aldrig kommer til at ske.

De er så mange ting jeg gerne vil, men næsten ingenting jeg gør. Men jeg ser det heller ikke som helt min skyld, at det er lige netop mig, der er så ensomt, mangler venner, mangler en kæreste, mangler alt det som er selve definitionen på at vær ung og leve.

Jeg har ikke gjort noget forkert. Fortjener jeg da ikke også at kunne elske en person så højt, at det virker tåbeligt, at man kun har et hjerte? Fortjener jeg ikke at blive forelsket, som enhver anden, at få blomster og se dem visne og være ligeglad, fordi at min kæreste altid ville være der til at give mig nogle flere? Der er langt større katastrofer i denne verden end en dreng der gerne vil kysse en anden dreng, men nogle gange syntes jeg ikke, at det virker sådan.

Jeg håber, at du er ligeglad. At du står på toppen af den berygtede tagtop, med et stemmebånd der er slidt op af at råbe ’homoseksuel’ (og måske også analsex, nu hvor du er i gang med at være provokerende) og med en mund, der er følelsesløs af at kysse din kæreste.

 I hvert fald ikke den mig, dr lige nu ligger under stjernerne og fryser, men alligevel ikke ville have at solen skal komme og varme mig, fordi det betyder bare, at i morgen har indhentet mig (eller det er nok nærmere mig, der har indhentet i morgen). Så det er vel en anden ting, jeg drømmer om, at du er. Herre over tiden, eller måske bare ligeglad med den.   

Venner er nu en mærkelig ting. Sådan når man begynder at tænke over det klokken 3 om natten. Hvis jeg var evoulution, ville jeg sørge for at mennesker ikke længere behøvede den konstante bekræfetelse i form af likes på ens nyeste profilbillede (som man alligevel skifter en uge efter), det at vide man ikke var den eneste med lige netop den sang på hovedet, at have nogen at være normale sammen med, behøvede andre mennesker for selv at føle sig som et menneske til ikke at gå ud midt i januar og skrive et brev til sig selv af alle personer.

Kan jeg ikke bare være venner med dig? Jeg ville ikke have andre venner til at fortælle mig præcis hvor sørgeligt det var. Det tror jeg sagtens – hvis bare jeg tror på, at i morgen sådan bliver bedre end i dag.

Jeg bliver ved og ved og ved med at gentage det for sig selv. Snart vil jeg være færdig med folkeskolen med et karakterergennemsnit på to cifre, snart vil jeg begynde på gymnasiet, og møde en dreng og forelske mig. Jeg vil ikke tælle får eller stjerner, når jeg skal tælle meningsløse ting – nej jeg ville tælle fregner, og je ville vide, at han har 36 i ansigtet. Og om halvandet år når det er blevet sommer og dagene er så varme, at verden snart går op i flammer, ville jeg lægge på en græsplæne med mine nye venner. Jeg ville blive ved med at samle trekløvere op og plukke de tre blade af, mens jeg mumler for mig selv – elsker, elsker ikke, elsker. Og hver gang vil jeg få samme resultat. Min kæreste elsker mig betingelsesløst, og det er præcis lige så meget faktum, som at trekløvere har tre blade. (Firkløvere – aldrig hørt om dem?)

Og mine venner ville være de sejeste personer i verden – de vil også føle sig anderledes, men når vi er sammen vil vi føle os normale.

Det er utrolig, hvor nemt jeg kan forestille mig, hvordan mine venner og jeg vil sidde i en bunke i min vindueskarm, mens vi drikker fra hver vores kop kakao, brænder vores tunger, mens vi bruger dem til at snakke om det der er plads til mellem alt og intet. Jeg vil fortælle om hvordan min kæreste ikke er perfekt, men han er perfekt for mig, og vi vil grine lidt højere end vi burde, lidt længere end vi burde Snart vil jeg have glemt definitionen på ordet ensom, og hvis jeg engang finder dette brev, vil jeg kunne se fortidige mig i øjnene, når jeg lovede ham, at alt nok skulle blive okay – mere end okay.

Vil du ikke være sød, at sørge for, at det bliver til virkelighed?

På vej hjem fra skole overhørte jeg en samtale mellem en 6-åri dreng og hans far. Jeg har lov til at have en lilla regnjakke på, sagde den lille dreng. Og ja, ja, havde jeg lyst til at sige til drengen, du har lov til at gå med en fucking lilla regnjakke. Du har lov til at gå med blomsterkrone flettet af roser og barndom og har lov til at danse rundt til ekkoet af tomheden bag det at sige, noget er feminint. Du har lov til at kysse andre drenge indtil dine læber er ømme, eller måske også piger, eller måske ingen af delene. Du har liv til at drømme om at blive prinsesse, gå rundt i lyserøde balletskørt, og give verden fingerkys med rød læbestift på. Du har lov at være dig selv og ingen andre uden at de voksne beder dig om at gå op på dit værelse. Men de blikke de sender dig ville være nok til, at du går derop helt af dig selv.

Men jeg sagde det ikke, og nu skriver jeg det bare til dig og fuck hvor er det egentlig patetisk, og hvor er det ’patetisk’ at jeg lever i en verden, hvor man så gerne m tænke uden for boksen, men endelig ikke uden for karakterarket, hvor man ikke stræber efter ’de levede lykkeligt til deres dages ende’ men efter ’de levede uddannelsesparate til deres dages ende’ og hvor er det patetisk jeg er her,  og hvor er det forfærdeligt at tænke på, at du måske kommer til at læse det her, og jeg har ikke lyst til at slutte den her sætning, jeg har ikke lyst til at sætte punktum hverken her eller i in folkeskoletid, for ting burde bare ikke slutte, men det gør de alligevel – lev med den grammatiske ukorrethed, for fanden

Jeg mener – jeg ved godt, at chancerne for, at alting bliver så meget bedre om 231 dage, når jeg starter i gymnasiet er små. Jeg ved godt, at jeg nok ikke kommer til at få rigtige venner, det ville være de samme typer som i folkeskolen bare 231 dage ældre.  

Min mor sagde, at håb var den redningsbåd, man klamrede sig til i stedet for at lære at svømme.

 

Jeg vil rive det her brev ud af notesbogen og lægge det et sikkert sted, hvor jeg ved, at jeg ville have chancen for engang at finde det. Og hvis du finder dette brev, beder jeg til, at du vil læse det og ønske, at du kunne møde mig, for at fortælle mig, fremtiden ikke er  noget at frygte,  jeg skal blot glæde mig.

Og det kan godt være, at træerne vil gro tilbage i jorden, at voksne ville blive børn igen, at tyngdekraften ville elske os så meget, den ga slip på os, at mennesker begyndte at lære af deres egne erfaringer, før du kan svare mig.

Det behøver du nok alligevel ikke. Vi mødes nok alligevel.

Vi ses. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...