Jeg tog fejl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2017
  • Opdateret: 3 mar. 2017
  • Status: Færdig
Uret viste midnat, og Jesper væltede ind af døren. Det eneste spørgsmål der fløj gennem Frejas hoved, var hvor han mon havde været. Hun var træt af, at han aldrig var der mere. Måske sågar lidt for træt. Novelle skrevet til kortfilmen "Jeg skal tale med ham". Novellen bygger op på den diskussion der har fundet sted før scenen i videoen. God Læselyst!

1Likes
4Kommentarer
123Visninger

1. Jeg tog fejl.

Mine drømme stoppede brat, da hoveddøren lukkede med et smæld. Jeg var endnu engang faldet i søvn,
foran fjernsynet, på den støvede sofa. Uret på væggen viste 02:00 og månelyset kastede striber af sølv,
ind af de gamle ruder. Jeg greb ud efter fjernbetjeningen og slukkede krimifilmen, der kørte, med et enkelt klik.
"Jesper, er det dig?", spurgte jeg. Døren havde jeg også glemt at låse og jeg vidste,
at Jesper havde glemt sine nøgler, igen. Glemslen havde overtaget os begge.
Jespers skikkelse tårnede sig op i dørkammen ud til entreen. Han så færdig og træt ud.
"Hvor har du været?", jeg betragtede ham. Måske kendte jeg allerede hans svar.
Var han mon fuld igen? Jeg havde bedt ham om, at lade være med at drikke, men det kunne han ikke.
Det nye job havde virkelig slidt på ham, han var blevet stresset.
Indenfor de sidste par uger, havde han allerede været ude tre gange, hvor han hver eneste gang var
vent beruset hjem. Jeg vidste ikke mere, hvad jeg skulle tro. Hvor var min Jesper blevet af.
Ham der altid var glad og fuld af energi. Jeg vidste det ikke selv, men det var i hvert fald ikke ham
der stod der i døråbningen, og så fraværende på mig. Vreden blussede op i mig og tårerne pressede på.
Jeg afbrød ham før han overhovedet fik lov til at indføre et ord.
"Nej, glem det! Jeg vil ikke engang vide det. Bare gå, jeg gider ikke at se på dig lige nu. Jeg kan ikke".
Og sådan stod han tavst der og så forundret på mig, imens jeg kylede ordene ud. Det var ikke ham der
skulle se sådan på mig, det var mig der burde se sådan på ham.
"Skal du ikke skynde dig i seng, så du i det mindste kan få lidt søvn til arbejdet i morgen?", hakkede jeg på ham,
hvorefter jeg stormede forbi ham og videre ud i køkkenet, som en fornærmet teenager.
Og han? Han fulgte efter mig ud i køkkenet.
"I morgen har jeg fri. Freja..., hvad er der galt med dig. Hvorfor er du så oprevet?", spurgte han og
lagde sin hånd på min arm. Jeg hev armen til mig og vendte mig i et ryk. "Spørger du virkelig,
hvad der er galt med mig?",
råbte jeg, godt og grundigt ophidset.
"Det er dig der kommer sent hjem, som en drukkenbolt hver eneste nat, og så spørger du
hvad der er galt med mig?",
gentog jeg mig selv. I et par korte træk rev jeg køleskabsdøren op og hev en
halvtom rødvinsflaske ud, som jeg satte med et smæld på køkkenbordet, hvorefter jeg åbnede en
af køkkenlågerne, for at tage et vinglas ud.
"Freja, prøv lige at høre på dig selv! Det kan godt være, at jeg her for tiden har været væk mange aftener i træk,
men der har også været meget, at se til med det nye arbejde, Kalles polterabend og julefrokost og-"
,
indvendte han, men jeg afbrød ham igen. "Jesper! Jesper, jeg er fuldkommen ligeglad, med dine julefrokoster og alt det. Du er bare aldrig hjemme, når jeg har brug for dig. Jeg ved ikke hvad jeg skal begynde at tro.
Mødes du med en anden, er det det?",
varme tårer begyndte at løbe ned af kinderne, i det jeg fik det sagt.
Jeg tog rødvinen og hældte forsigtigt noget vin op i glasset. Han havde ikke forstået, at jeg savnede ham og
at jeg følte mig overset. Igen vendte jeg ryggen til ham og kiggede ud af det lille vindue i køkkenet,
som gav et overblik over baggården. Det var begyndt at sne, men de hvide snefnug,
endte bare som slud på fliserne. Jesper tog også et glas ned fra skabet og begyndte at skænke vin op.
"Har du ikke fået nok af dét, for i aften?", snerrede jeg, stadig irriteret over at han ikke havde svaret på mit spørgsmål, og hentydede til vinen. "Freja se på mig...", sagde han bare, roligt.
Jesper havde altid taget det med ro, selv når tingene var ved at kokse sammen.
Det misundte jeg altid, da jeg for det meste var den type, der blev lettere ophidset eller ked.
Men jeg vendte mig om, med blikket rettet mod gulvet. "Der var Julefrokost på det nye arbejde i dag,
jeg var nød til, at tage derhen. Jeg synes også, at det er træls, at jeg hele tiden er væk for tiden.
Men hør her... Jeg mødtes ikke med nogen, Freja. Du er jo mit livs store kærlighed og det burde du vel vide.
Det
er bare en meget stresset periode, som jeg, jeg mener vi, står i. Hvis jeg ikke havde fået det nye job,
ville vi økonomisk set, ikke havde haft mulighed for at bo sammen i dag. Okay?",
sagde han. Inderst inde vidste jeg jo godt, at han havde ret, men jeg var træt af situationen, men det var ikke det eneste.
"Men hvorfor drikker du så?", spurgte jeg oprevet, hvilket fik ham til at sætte sit vinglas vredt på køkkenbordet.
"Jeg er ved at blive virkelig træt af, at du hele tiden skal kommentere, at jeg drikker. Den historie ved jeg virkelig ikke, hvor du har fra!", råbte han. Jeg krympede mig sammen. Det var ikke normalt, at han stod og råbte,
selvom vi i de sidste par dage havde skændtes og diskuteret en hel del.
"Så forklar mig, hvorfor du så tit kommer beruset hjem! Jeg er skidetræt af det. Ved du hvad,
du kan lige så godt bare skrubbe af!",
råbte jeg og smed vinglasset i vasken, så det smadrede.
Jeg lagde mig ind i sengen og stirrede ind i den hvide væg. Mon jeg havde været for hård... Han havde jo præsteret godt ved sit nye arbejde og selvfølgelig var jeg stolt af ham. Jeg kunne bare ikke klare det mere.
Mine hulk tog til, og jeg må have grædt mig i søvne, for jeg vågnede ved at døren endnu engang
lukkede med et brag. Denne gang bare et meget højere et. Den anden side af sengen var tom, og kold.
Jesper var altså stået op for et godt stykke tid siden. Med små forsigtige skridt begav jeg mig ud i køkkenet.
Her var stille. Alt for stille. Det smadrede vinglas, lå uberørt i håndvasken og genspejlede morgensolens stråler.
Jeg traskede videre ud i entreen. Jespers sko manglede. Og blot et gul 'mind-mig-om-seddel' hang på døren.
"Hej Freja. Det er nok bedst, hvis vi bor adskilt et par dage, eller nogle uger. Jeg er taget hjem til mine forældre.
Du skal vide, at jeg altid har elsket dig, også selvom du ikke altid gør det lige let for mig.
Ring til mig når du er klar. Jeg håber, at du forstår. Bussen går 08:34. Jesper".

Han ville forlade mig. Den triste sandhed. Jeg følte en knude vokse inde i mit bryst samtidig med,
at tårerne løb frit spil. Bussen går 08:34, læste jeg igen og stirrede ellers bare på den gule seddel.
Ville han have mig til at løbe efter ham? Var det dét han håbede på? Klokken var 08:30,
måske ville jeg kunne nå det. Hurtigt fik jeg taget sko og overtøj på, og fløj ned af trappen. Selvom det var lørdag,
var der morgenmylderstrafik og en masse travle mennesker. Så jeg begyndte at spæne derudaf.
Bussen holdte allerede ved busstoppestedet, og så godt proppet ud. Jeg måtte bare nå den.
Bare lige det sidste stykke. Dørene på bussen begyndte, at lukke sig. "Jesper!"
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...