Oh. ok

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2017
  • Opdateret: 7 maj 2017
  • Status: Igang
Det er bare dig, Con, sagde han engang, det er bare din finurlighed. // En rodet historie med ikke lige lange kapitler, omhandlende Constantina og relationerne i hendes liv.

5Likes
9Kommentarer
935Visninger
AA

7. Simon, den idiot, der pludselig bringer ex-crushet på banen.

_

Frokostpausen er det første tidspunkt på dagen, hvor Simon endelig er adskilt fra Marie - og jeg sender ham et humoristisk blik, da han sætter sig ned på stolen overfor mig, med et suk. Jeg kigger skiftevis fra hans ansigt til den blå plastikbakke, og så tilbage igen. ”Er det det eneste du skal have og spise? ”, jeg peger på bollen og æblet, med et overrasket ansigtsudtryk og han trækker på skulderne. Han ser taknemlig ud, for at jeg ikke bringer Marie på banen. Eller så taknemlig som hans bedrøvede øjne tillader ham, at se ud.

”Kan det ikke være ret så lige gyldigt”, sukker han og nu er det pludselig mig, der trækker på skulderen.

”Jo, det kan det vel. Du skal bare ikke komme til mig, hvis du er ved at dø af sult”, påpeger jeg, inden jeg propper munden med pastasalat og lader blikket glide rundt i lokalet. I et godt stykke tid, er der ingen af os der siger noget, og jeg sidder egentlig bare og lytter til brudstykker af forskellige folks samtaler.

Så opdagede han hende og Magnus- ”, ”-og det var så sjovt, du skulle have set det! ”, ”-jeg fik fucking fire i min tysk stil, hvad er det for noget pis-”, ”-tager du med til festen på lørdag? ” og ”- Ej det sagde hun bare ikke! ”

Små brudstykker som har ingen betydning i sig selv, men danner en sjov helhed når de er sat sammen. Sjovt, som en samtale der kan have en betydning for et menneske, kan være fuldstændig ligegyldigt for et andet.

Jeg er personligt ikke så god til mennesker. Eller jo, måske er jeg god nok til det der er essensen i mennesker, men jeg er ikke særlig god til det sociale. Hvis jeg ikke fucker alt op ved at snakke om døden, siger jeg et eller andet pessimistisk lort, som får folk til at rynke på næsen og skride deres vej. Det er for det meste sådan sociale situationer udspiller sig, når de omhandler mig. Og det har jeg det egentlig også fint nok med.

Jeg kan ikke specielt godt lide mennesker, så unødvendig indblanding i andres liv, vil jeg helst gerne undgå. Til gengæld, elsker jeg at observere mennesker. Det er selvfølgelig ikke noget jeg siger højt, for man skulle jo nødigt også stemples som en stalker. Det er faktisk ret fedt at observere andre menneskers natur og adfærd, og nogle gange kan jeg blive helt interesseret i et andet menneske på den måde, men så er det så, at de åbner munden, og så bliver hele interessen ødelagt.

Det har dog aldrig været sådan med Simon. Nok fordi jeg har kendt ham så længe, at jeg ikke længere husker hvornår det startede, nok også fordi vi har en eller anden usynlig pagt om at udholde hinanden, så vi ikke ender som helt alene kattemennesker. Men jeg er i hvert fald ikke blevet træt af ham. Endnu.

Klokkens ringen runger ud i kantinens vægge, som har sådan en ufattelig dårlig akustik, at det skærer i ens ører og folk kan pludselig ikke komme hurtigt nok væk. Jeg rejser mig op med bakken i hænderne og ser spørgende på Simon. ”Skal du med eller hvad? ”, spørger jeg, imens jeg laver et nik med hovedet, så mit hår kilder mig på kinden. Han nikker, rejser sig op og følger så ellers med mig over, for at stille vores bakker.

Vi snakker lidt om alt og ingenting på vej hen til fysiklokalet. Det er ikke hver dag jeg værdsætter Simons venskab, men når han ligger ører til de daglige diskussioner, jeg har med mig selv, om ligegydelig ting, sætter jeg nu alligevel pris på ham. Han nikker og kører skiftevis en hånd igennem håret, imens jeg bare taler og taler. Da vi passere musiklokalet og to klasseværelser, åbner han pludselig munden og skubber os over på et emne, jeg ikke har lyst til at tale om.

”Sebastian”, han siger navnet, som var det en forbrydelse og jeg er så tæt på, at slå ham henover nakken. Hvis jeg altså kunne nå. Mine 160 cm rækker desværre ikke i nærheden af hans 195.

​"Hvad er der med Sebastian", vrisser jeg, før han overhovedet får talt færdige. Han ruller med øjnene af mig, imens han nuller et cigaretskod fra sin lomme, mellem to af sine fingre. Fysiklokalet nærmer sig. Jeg ville ønske det lå tættere på, så samtalen for én gangs skyld kunne dø ud.

​"Han er kommet tilbage fra Spanien, har du set ham? ", jeg mærker hvordan mit hjertebanken hastigt ændret sig.

Siden hvornår havde han besluttet sig at komme hjem fra Spanien? Jeg troede sgu han flyttede derned permanent. Nyheden om hans flytning, havde endelig givet mig ro i sindet, hvorfor fanden kommer han så tilbage og ødelægger det?

"Nej det har jeg ikke, og jeg vil elske det, hvis det forblev sådan", vrisser jeg og puster tungt ud, da vi endelig når døren til fysiklokalet. Simon trækker på skulderen. "Det kunne jo godt være du stadig var interesseret i ham", denne gang dasker jeg ham hårdt på skulderen, mens jeg hviske-råber; "Det er jeg bare overhovedet ikke", og endelig får ham til at holde mund.

​Fuck Sebastian og hans hjemkomst til dette kolde land. Må han rådne i marken på hans fars bondegård.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...