Oh. ok

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2017
  • Opdateret: 7 maj 2017
  • Status: Igang
Det er bare dig, Con, sagde han engang, det er bare din finurlighed. // En rodet historie med ikke lige lange kapitler, omhandlende Constantina og relationerne i hendes liv.

5Likes
9Kommentarer
855Visninger
AA

3. Så er det nu, Simon kommer ind i billedet.

_

Mine ben kan åbenbart ikke bærer mig længere end hen til kiosken, hvor jeg finder skikkelsen, jeg straks fastslår som Simon. Morgenhår og en smøg i den ene mundvige - Jep, det er med 100% Simon. Han kigger ikke op fra jorden, da jeg stiller mig ved siden af ham.

”Hvordan gik jobsamtalen? ”, hans stemme er så hæs og ødelagt af alle de smøger, han har røget lige siden han kom ud af sin mors mave. Kejsersnit, klokken tre om natten, smerten kan stadig mærkes endnu. Fru Jefferson deler glædeligt ud af information. Jeg havde fået historien mere end én gang.

Jeg fnyser og læner hovedet tilbage mod væggens røde mursten. ”Af helvedes til. ”

Simon og jeg har kendt hinanden længe. Så længe, at jeg faktisk er blevet usikker på hvor længe. Det føles sgu egentlig altid som om det har været Simon og mig. En package deal, du ved, ligeså kliche som alle kærlighedshistorierne hvor bedstevennerne altid falder for hinanden. Jeg synes personligt Simon er et røvhul, og jeg forstår da slet ikke Marie, som er hans nuværende kæreste. Men Simon kan holde mig ud, og for det, skylder jeg ham også at kunne holde ham ud.

Charles er forresten Maries far. Jobsamtale hos Simons kæreste Maries far Charles, for den ide var jeg jo skide begejstret for. En jobsamtale Simon åbenbart godt synes jeg kunne tillade mig at sige ja til, nu hvor Marie selv havde forslået det, og så var jeg ligesom lidt nedslået. Hvis først Simon er gået imod mig, kan jeg ligeså godt give op.

Marie har efterhånden fået misforstået det koncept, jeg så fint har brugt hele mit liv på at trække ned over hovedet. Jeg vil gerne være forfatter, hendes far er direktør for et forlag, så hun kunne sagtens se sammenhængen i, at jeg ville arbejde for ham. Hun forstod ikke en skid, men det udlod jeg selvfølgelig at fortælle hende, fordi Simon var til stede.

Jeg fik en gang fortalt at jeg var et pisse pessimistisk, melankolsk og åndssvagt menneske, fordi jeg prøvede at retfærdiggøre ideen om at vi alle skal dø. Min klassekammerater var ikke just klar til at råbe hurra for mit lille oplæg, og så fik jeg da ellers sparket ud af den lysebrune dør, som egentlig skulle være adgangen til resten af mit liv. Så nu vil jeg forsøge mig med, efter Simons anbefaling, arbejdsmarkedet.

Èn ting jeg ikke forstod ved min klassekammeraters reaktion var, at det så ud som om det kom som et chok for dem, at de en dag skulle dø. De opførte dem som om jeg havde stillet mig op og forudset jordens undergang, når jeg blot havde påpeget livets store faktum. Du bliver født og så et eller andet tidspunkt hen af vejen, dør du. Det er sgu uundgåeligt.

Når jeg siger at jeg stræber efter at blive forfatter, tror de fleste, at jeg gerne vil skrive en succes roman som The Fault in Our Stars eller Harry Potter-serien, og så ellers sole mig i kendislivet og bade rundt i mine penge. Men de har misforstået alting.

Jeg stræber efter den lille drømmelejlighed inde i byen under stjernehimlen, som passer perfekt til mit forskruede sind og virvar af tanker. Hvor man kan hører byens trafik og resten af aftenens take away står på køkkenbordet, mens tekoppen damper i vindueskarmen og pladespillerens højtaler lader Freddie Mercurys stemme synge al den lyrik, som min far altid hørte. Jeg skal skrive hvad jeg vil. Jeg behøver blot penge til lige akkurat at leve, og så kan jeg ellers give fingeren til resten af samfundet, trække mig sammen og skrive lige præcis det mit sind lyster.

”Nåh, hvorfor det”, Simons stemme trækker mig tilbage til den røde murstensmur og kioskens indgang. Måske er det vinden, måske er det ham selv der har kørt en hånd igennem, men hans hår sidder endnu mere åndssvagt end før, og jeg er meget tæt på at kommentere det. Dog ikke tæt nok.

”Jeg fuckede det op. Snakkede om døden, igen”, jeg smager lidt på sætningen i min mund. Simons ansigt viser ingen tegn på overraskelse, overhovedet. Han har efterhånden fattet, at jeg har en eller anden kompleks tiltrækning til slutningen af vores korte menneskeliv, og det er ikke længere noget han stiller spørgsmålstegn ved.

Det er bare dig, Con, sagde han engang, det er bare din finurlighed. Siden dengang stoppede jeg også selv, med at undre mig over, hvorfor jeg var så besat af døden.

”Så det bliver ikke til noget, eller hvad? ”, røgen vælter ud i tunge skyer, da han snakker. Jeg tænker det er et åndssvagt spørgsmål, men ikke åndssvagt nok til ikke at besvare. ”Nej, jeg skred bare. Måske er jeg heldig hvis han ikke indblander mine forældre”, murstensvæggen er kold. Jeg læner hele kroppen tilbage mod den og slapper af i nakken. ”Men du er da myndig, så kan det ikke være pisse lige meget”, Simon skæver ned til mit håndled, hvor en lille tatovering er placeret. Jeg følger hans blik. Lige under håndleddet, næsten på siden af armen, står et tocifret tal; 18. Ja, jeg ved det. Pisse originalt, at få en tatovering med tallet 18, på sin attenårs fødselsdag. Det var en af mine impulsideer.

”Det kan godt være, men du kender min mor. Hun vil hive mig hjem for en ordentlig moralprædiken, uanset hvilken alder jeg har”, stønner jeg irriteret og lukker kortvarig øjnene, ved tanken. Uheldigvis dukker synet af mor op inde bag mine øjenlåg, så jeg åbner dem hurtigt igen. Simon skrotter sin cigaret på jorden, inden han let skifter sin vægt på fødderne. Hans øjne ser lige så bedrøvede ud, som de altid har gjort, da han vender sig mod mig.

”Skal du med? ”, spørger han, uden rigtig at spørge. Og jeg svarer ikke engang. Retter mig bare op og følger med ham tværs over vejen, for han ved, at jeg ikke vil sige nej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...