Oh. ok

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2017
  • Opdateret: 7 maj 2017
  • Status: Igang
Det er bare dig, Con, sagde han engang, det er bare din finurlighed. // En rodet historie med ikke lige lange kapitler, omhandlende Constantina og relationerne i hendes liv.

5Likes
9Kommentarer
878Visninger
AA

14. Min egen konfrontation.

 

Det var ikke med egen gode vilje, at jeg var blevet tvunget til at holde familiemiddag søndag, med mine forældre. Min mor havde gjort et stort nummer ud af at servere min fars livret, og jeg havde lige hjulpet til med at dække bordet, da min moster pludselig kommer væltende ind af fordøren og ødelægger alle mine forældres planer. Hun er stangstiv og har makeuprester hængende under øjenene. Min mor styrter ud af køkkenet i sådan en fart, at hun nær vælter min far på vejen.

"Hannah, åh gud", sukker hun og hjælper hende op og stå, imens hun sender nogle seriøse dræberblikker til min far, som straks jager mig væk. Jeg når ikke engang at tælle til fem, så er jeg stående udenfor i indkørslen grus, med min jakke i hånden. 

"Jeg ringer til dig", var det min far sagde, inden han lukkede døren i hovedet på mig, og så blev jeg ellers efterladt til mig selv. 

Jeg sukkede tungt, inden jeg tog jakken på og begav mig ned af vejen. Forbipasserende det døde ægtepars hus, til de andre parcelhuse og villahuse som lå placeret på vejen. Jeg nåede snart ned til der hvor vejen mødte en anden, og derefter rendte ud til en større vej. 

Jeg gik over fodgængerovergangen og helt hen til den nedlagte skole, som plejede at være mine folkeskole. Et blik kastet på de væltede skraldespande og ukrudtet ved cykelskurene, og jeg var straks videre. 

Der er ikke mange steder jeg kan gå hen, på sådan et tidspunkt som dette, men jeg vidste at Simon ville være hjemme. Og jeg følte alligevel også jeg havde brug for at snakke med ham. Vi havde aldrig været rigtigt uvenner, og jeg er ikke engang sikker på, at vi er det nu, men jeg vil gerne snakke med ham om det. 

En hurtigt sms bliver sendt til ham, som en lille advarsel om min ankomst der snart vil melde sig, inden jeg krydser endnu en fodgængerovergang over til de røde boligblokke hvor hans hjem er placeret.

Trappeopgangen er klam og der hænger en fugtig atmosfære i rummet, så snart man træder ind af døren. Da vi var mindre, optog vi parodier af vores yndlings gyserfilm, som vores forældre forbød os at se, i denne opgang. Den var bare altid passende til at det uhyggelige, overnaturlige shit, som ikke sker i virkeligheden. Jeg gøs let og begav mig så hurtigt op af trappen. To trin af gangen. 

To bank på døren og den bliver straks åben. Simon har jogginbukser på og en slaskede trøje med pletter, jeg ikke har lyst til at vide hvad er. Hans hår er endnu værre end det ser ud til hverdag og hele lejligheden stinker af røg, da jeg træder ind i den. Så i bund og grund, er det hele som det plejer at være, når jeg besøger ham.

"Hej", hilser jeg, inden jeg smider jakken henover kommoden hvor alt andet overtøj også ligger. "Hej", sukker han og tøffer tilbage ind i stuen, hvor han dumper ned i den bløde sofa. Tv'et er tændt. Det er en eller anden dramaserie på MTV der spiller. Det er typisk, og jeg ved at han ikke engang ser det, han har det bare tændt for ikke at føle sig alene. 

"Arbejder din mor? ", spørger jeg, efter at have sat mig, selvom jeg godt ved det. "Jeps", mumler han, inden han lader sit hovede falde til siden ned på min skulder. Jeg rykker mig lidt tættere på, så jeg kan bære noget mere af hans vægt.  

Simons forældre blev skilt da han gik i anden klasse. Han har ikke set sin far siden og det eneste hans mor laver, er at arbejde sin røv i laser, for at skaffe ham og hans storebror føde og tag over hovedet. Det er en helt anden situation end min egen derhjemme, men mine forældre har altid udtrykt af de er klar til at hjælpe dem økonomisk, hvornår det så end skulle være. Jeg kan ikke selv lure om det er for høflighedens skyld eller om de faktisk mener det - men jeg ved at Lene, Simons mor, aldrig kunne finde på at spørge om hjælp. Det er hun for stædig til.

"Simon", spørger jeg, i et næsten hviskende toneleje. Han brummer let. Hans blik flakker rundt i lokalet, imens han presser ryggen lidt længere ind mod min krop. "Hvad var det lige der skete igår?"

Han svarer mig ikke. Faktisk er der ingen af os der siger noget i løbet af de efterfølgende tyve minutter. Tv'et er kvartvejs igennem et afsnit af Teen Moms, da stilheden endelig bliver afbrudt. 

"Ærlig talt, Con, så ved jeg det ikke", sukker han tungt, som om bare tanken om igår, frustrerer ham mere end noget andet. Jeg kører let en hånd igennem hans pjuskede hår. "Er du sikker? ", spørger jeg forsigtigt. Jeg ved godt at Simons følelser er et farlig territorium at begive sig ud på, og det er der mange andre har begået fejl. 

"Ja... det tror jeg", han drejer let hovedet, så han kan se mig direkte i øjnene. Jeg nikker let med hovedet, inden jeg hviler mit eget hovede oven på hans og stilheden igen overtager os. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...