Oh. ok

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2017
  • Opdateret: 7 maj 2017
  • Status: Igang
Det er bare dig, Con, sagde han engang, det er bare din finurlighed. // En rodet historie med ikke lige lange kapitler, omhandlende Constantina og relationerne i hendes liv.

5Likes
9Kommentarer
881Visninger
AA

15. Mandagmorgen

 

Mit hjerte banker nonstop hele mandagmorgen, indtil jeg møder op og bliver blændet af Sebastians smil. Simon står i skolegården og ruller cigaretskod mellem fingerne, men så snart Sebastian har hægtet min arm under sin egen, bemærker jeg ham ikke. Trasker blot lige forbi, og skubber skyldfølelsen bagerst, da jeg ser Marie nærme sig ham. 

Sebastian hvisker mig i øret, da vi går ind i skolens indgang; "Hvordan var din weekend? Jeg har tænkt på dig." 

Jeg fniser. Sådan et fnis, som normalt kommer fra Marie, når hende og Simon fjoller rundt. Før synes jeg hun var åndssvag, men nu tror jeg, at jeg forstår hende lidt bedre. 

"Jo tak, den var udemærket. Jeg har også tænkt på dig", min stemme er underlig lys, og jeg er ikke høj nok til at hviske i hans øre, men han fanger det alligevel. Folkene vi passerer på gangen, kigger efter os. Alle ved hvem Sebastian er - men jeg tvivler på, at de kender til min eksistens. Det plejer jeg også at have det fint med, men det føles alligevel rart, at blive bemærket. 

"Nå, jeg skal have biologi. Hvad med dig?", Sebastian stopper foran Biologilokale C. Hans arm bevæger sig op omkring min skulder, klemmer mig indtil siden af hans brystkasse. Jeg rødmer, men tør ikke fjerne blikket fra hans. "Engelsk", mumler jeg, skuffet over ikke at skulle have samme time, selvom jeg godt vidste det på forhånd.

Den eneste lektion på ugen Sebastian og jeg har sammen, er lektietid om fredagen. Og der plejer jeg at være sammen med Simon. 

"Trist", han kysser min pande og glider hånden hen over bagsiden af mit hoved. Mit hår er elektrisk mod hans hud, men det gør mig intet. "Så ses vi vel til frokostpausen?", han propper begge hænder i lommen og ser forventningsfuldt på mig. Jeg registrerer ikke, at jeg har nikket, før han har godtkendt det med et smil og er forsvundet ind i lokalet. Bag mig, kan jeg høre et fnys.

"Hvordan går det så med loverboy", han lugter af røg, da han sætter farten ned for at gå ved siden af mig. Jeg ruller med øjnene. Kører begge hænder mod den lyse hud på mine kinder, i håb om, at det fjerner noget af rødmen. Søndagens ømhed er tilsyneladende forsvundet fra vores venskab nu.

"Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus", vrisser jeg af ham, inden jeg sætter farten op omkring hjørnet og ryster ham af mig, på vej ind i klasselokalet. 

Simon råber efter mig, så adskillige folk vender sig om, "Hey! hvad skal det betyde?"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...