Oh. ok

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2017
  • Opdateret: 7 maj 2017
  • Status: Igang
Det er bare dig, Con, sagde han engang, det er bare din finurlighed. // En rodet historie med ikke lige lange kapitler, omhandlende Constantina og relationerne i hendes liv.

5Likes
9Kommentarer
869Visninger
AA

13. Kysset jeg troede jeg kunne dele med min bedsteven.

 

"Hvad?! " - i al den tid jeg har kendt Simon, har jeg aldrig set ham i nærheden af noget der kunne minde om chokeret, men han nærmest taber cigaretten ud af mundvigen, da jeg lørdag eftermiddag, på gyngestativet i min baghave, fortæller ham om festen. Og Sebastians bløde læber. 

"Han kyssede mig, og jeg kan godt sige det, det var fantastisk. Ligesom de der platte kys man ser i film, som jeg altid har antaget at de overromantiserede", jeg var ved at falde bagover på gyngen, da jeg spjættede med mine ben af begejstring. Simon så ned i græsset. 

"Nu tror jeg også jeg forstår, hvorfor dig og Marie altid hænger op af hinanden", han har skiftet opmærksomheden til sine fingre, men jeg bemærker ikke hans manglende interesse. Fortsætter blot med at snakke. "Jeg mener, hvis det er sådan i har det med hinanden, ha I don't blame you then", fniser jeg og vipper hovedet bagover, så de pjuskede totter af sort hår, kilder mig på nakken.

"Jeg håber han snakker til mig i skolen på mandag", drastisk vipper jeg mit hovede tilbage i en ret stilling, "Åh gud, hvad nu hvis han spørger mig om vi skal være kærester eller sådan noget", udbryder jeg og sender opspilede øjne til Simon, der stadig holder fokus på sine hænder.

"Jeg troede du var ovre ham", vrisser han, inden han rejser sig og lader gyngen svinge ensomt frem og tilbage i luften. Jeg ser forvirret efter ham. Han står med ryggen til, finder en ny cigaret frem fra bukselommen. Hans hænder ryster - det har de det med at gøre, når han er frustreret. Forsigtigt rejser jeg mig fra gyngen.

"Simon, er det noget galt? ", jeg tøver lidt, inden jeg lægger en hånd på hans skulder, men da han forskrækket rykker sig væk, sænker jeg armen igen. Der er nogle sekunders stilhed, hvor han forsøger at tænde cigaretten med en sort lighter. Så rømmer han sig og vender sig mod mig med et flabet smil. Jeg kan ikke se om det er oprigtigt eller ej.

"Ja, jeg synes da at det er fedt, at du kan gå tilbage til at hænge i røven af Sebastian igen", fnyser han og ruller med øjnene. Jeg ser fornærmet på ham. Skal lige til at protesterer, men så afbryder han mig, ved at hive mobilen frem og kigge på klokken. "Nå, jeg skal afsted. Vi ses", han trækker på skulderen og giver mig et let klap på kinden, inden han vender ryggen til og sætter kurs ud af haven.

Næsten helt ude af min indkørsel, vender han sig og råber; "Forresten så er det præcist sådan Marie og jeg har det!", inden han forsvinder ud af mit synsvinkel, og efterlader mig mere forvirret end nogensinde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...