Oh. ok

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2017
  • Opdateret: 7 maj 2017
  • Status: Igang
Det er bare dig, Con, sagde han engang, det er bare din finurlighed. // En rodet historie med ikke lige lange kapitler, omhandlende Constantina og relationerne i hendes liv.

5Likes
9Kommentarer
859Visninger
AA

5. Kvinden jeg ikke rigtig ved om jeg skal kalde 'psykologen' eller 'mor'.

_

Det er tæt på. At hun slår mig ihjel, altså.

Hun råber og skriger op omkring høflig opførsel og menneskelig morale, med det samme jeg har sat den ene udslidte kondisko ind i entreen - og jeg bliver i et kort øjeblik i tvivl om, om hun i øjeblikket spiller min mor eller den psykolog hun går og bilder fok ind hun er, i hverdagen. Efterhånden er der næsten ingen forskel imellem de to personer. Der plejede at være en hårfin grænse, men den har hun har formået at få fejet helt af bordet. På en måde, er det næsten imponerende.

Nå, men jeg stiller altså mine sko pænt ved siden af de mange andre sko (som jeg ikke helt er sikker på, hvem tilhører) og hænger også jakken pænt, inden jeg sætter mig hen til bordet, hvor de allerede er gået i gang med at spise.

”Var du sammen med Simon? ”, det er min far, der tager initiativet til at starte en samtale, efter mor er faldet lidt ned. Jeg nikker, imens jeg oser sovs og kartofler over på min tallerken. Far brummer tilfreds. ”Han er nu udmærket, den knægt”, han tygger og synker i små pauser, imens han taler, og mor ser irriteret på ham. Jeg trækker på skulderen.

Min far har altid godt kunne lide Simon. Tildeles fordi han har fundet ud af Simon er den klogeste dreng på hele skolen, tildeles fordi han ikke har gidet at finde ud af mere end det. Hvis han vidste blot halvdelen af det Simon render rundt og spilder sin tid på, ville han gå helt fra forstanden. Næsten ligesom det allerede er sket for mor.

Mor sidder på den anden side af bordet og ser pludselig så skrøbelig ud. Hun stikker til maden, med en utilfreds mine og laver forsigtige bevægelser med armene. Næsten som om hun ikke vil ødelægge noget. Så efter nogle minutters stilhed, lægger hun pænt bestikket på tallerkenen og folder hænderne. Ligesom når hun går i psykolog-mode.

”Constantina”, siger hun og ser seriøst på mig. Jeg skærer tænder ved lyden af det forfærdelige navn, de har tildelt mig ved fødsel. ”Her i huset, overholder vi reglerne. Det vil sige, at man kommer til tiden, når der bliver serveret mad”, en dramatisk pause bliver holdt. Jeg er næsten hundrede på, at det blot er for effektens skyld. ”Det kan godt være du er over atten nu, men du bor stadig under vores tag og så længe du gør det, er det vores regler der bestemmer”, hendes mund bliver smallere og smallere, og jeg kan ikke gøre så meget andet end at nikke og sige ja mor, på de rigtige tidspunkter. Så er samtalen pludselig forbi og jeg bliver beordret til at rydde af bordet, hvilket jeg næsten ikke tør sige nej til. Jeg vil ikke magte, at skulle sidde igennem endnu en moralprædiken fra psykologen/mors side af. Ikke i aften.

Jeg rydder så hurtigt af som muligt, og lister så ovenpå på mit værelse. Der er helt stille og det summer behageligt i mine ører. Sikke en fordel det kan være, at være enebarn. Specielt når ens mor klarer skrigeriet for hele huset.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...