Oh. ok

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2017
  • Opdateret: 7 maj 2017
  • Status: Igang
Det er bare dig, Con, sagde han engang, det er bare din finurlighed. // En rodet historie med ikke lige lange kapitler, omhandlende Constantina og relationerne i hendes liv.

5Likes
9Kommentarer
854Visninger
AA

8. Jobsamtalen der åbenbart viste sig at være en succes.

_

Jeg får svar fra jobsamtalen et par skoledage senere, hvor det har lykkedes mig at ignorere Sebastian. Den tikker ind klokken halv ni om aftenen, på min halvødelagte pc. Jeg sidder i skrædderstilling på verdens blødeste sengetæppe, efter en ret så heftig diskussion over telefonen med Simon. Jeg er usædvanlig hurtigt til at klikke mig ind på den, også selvom jeg forventer det værste.

Kære Constatina Jones

Vi er glade for at kunne meddele, at du har fået jobbet som assistent hos Andersen & Loyd’s Forlag…

Mine øjne er lige ved at hoppe ud af hovedet på mig, da jeg læser emailen - og chokket sidder stadig i mig, da jeg dagen efter presser emailen, i papirform, op i hovedet på Simon.

”Så så man lige lille mig, få mit aller første rigtige job”, min stemme er hoverende, imens Simon smider cigaretten i sin hånd, for at tage papiret ud af min egen. Det støvregner og klokken er kun kvart i otte, så der går et helt kvarter før de sidste af skoleeleverne vil dumpe ind i skolegården. Det er også kun om morgenen Simon kan stå udenfor og ryge, uden fare for at blive smidt ud. Ikke at den trussel har stoppet ham før.

”Det må man sige Con, du gjorde det sgu”, han udstøder en blanding af et grin og et host, inden han let klapper mig på skulderen. At udtrykke kærlighed og ømhed er ikke just Simons speciale, men jeg sætter pris på det lille akavede klap. ”Jeg troede ellers det var gået dårligt”, han rynker på brynene, imens hans fingre hiver en halvtom pakke cigaretter op af lommen. Jeg trækker på skulderen, tager papiret med emailen tilbage og krøller den ned i min jakkelomme.

”Det troede jeg sgu da også”, vinden tager til, så mit hår uvilligt bliver blæst væk og afslører mere end nødvendigt af mit blege ansigt. Jeg skutter mig. Måske skulle jeg have taget andet end den slidte læderjakke på, det er trods alt efterår.

”Hvad har du egentlig gjort af Marie? ”, mit blik scanner kort området – indgangen, parkeringspladsen, området med det store egetræ som tilfældige par godt kan lide at snave op af, men hun er intet sted at se.

”Hun er syg”, han retter sig op, så han bliver endnu højere og jeg ruller øjne af ham. Det er sgu en belastning hele tiden at skulle se op til ham. ”Nå, jeg var ellers begyndt at tro, at i er blevet syet sammen ved hoften”, fnyser jeg, krydser armene så læderet fra jakken smyger sig omkring huden, i et forsøg på at skabe mere varme.

”Du kunne altså godt være lidt sødere ved hende”, han lyder ikke specielt overbevisende, ”Især nu, hvor du skal arbejde for hendes far”, påminder han mig. En ny cigaret bliver sat på spidsen af læberne og tændt. Jeg vifter røgen væk fra hans første sug, med en irriteret grimasse. "Ja, det kan der måske være noget om", jeg sukker blot ved tanken om, at skulle spille sød overfor Marie. Det tager simpelthen bare for meget af min energi.

​"Hvornår starter du? ", han spørger kun, for at holde samtalen i gang, men jeg svarer ham alligevel. "Om to dage, på fredag. Og jeg har ingen fucking ide om, hvad jeg skal lave, men det finder jeg nok ud af", jeg ryster let på hovedet, med et anstrengt grin. Støvregnen har fået mine babykrøller til at klæbe sig til min pande. Super smukt.

​Vi står lidt i en behagelig stilhed, da jeg pludselig får øje på nogle genkendelige blonde krøller, der kommer gående på vej hen mod skolens indgang  aka lige hvor Simon og jeg er placeret. Pludselig kan jeg ikke komme hurtigt nok indenfor.

​"Lad os gå ind", jeg tripper let og lyder en del mere panisk, end det egentlig var planlagt. Simon skrotter sin cigaret på jorden, maser den med sine store mørkebrune støvler, inden han kaster et kort blik på omgivelserne.

​"Hey, er det ikke Sebast-", jeg afbryder ham straks, ved at hive i hans ærme og trækker ham mod indgangen. "Jo det er, så let's go", vi er knap nok nået indenfor, før jeg søger i flugt på pigetoilettet med blussende kinder. Simons latter runger i gangen og kan høres helt ind på toiletbåsen, hvor jeg sidder med sammenknebne øjne og banker hovedet ind i væggen.

​For helvede da også.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...