Oh. ok

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2017
  • Opdateret: 7 maj 2017
  • Status: Igang
Det er bare dig, Con, sagde han engang, det er bare din finurlighed. // En rodet historie med ikke lige lange kapitler, omhandlende Constantina og relationerne i hendes liv.

5Likes
9Kommentarer
877Visninger
AA

12. Festen.

 

Det er ikke en hemmlighed at Sebastians familie har mange penge. Det var et faktum, som gjorde Sebastian mere interessant overfor de mange kærlighedssyge teenagepiger, som befandt sig på vores skole. Jeg var desværre en af dem. 

Da vi ankom ude på Lars-tyndskids-mark, fredag aften klokken otte, var det ikke en normal bondegård det mødte hos. For hvilken bondegård har lige en udendørs swimmingpool? Jeg så måbende til de friske fæstegæster der havde smidt tøjet og pjaskede rundt i det kølige vand, med drinksglas i hænderne. Ellers er der linet op med olielampe hele vejen hen til den gigantiske træterrassen, der ser ud til at blive brugt som indgang. 

"Fuck hvor er her fedt! ", måber Marie, imens hun ihærdigt prøver at trække ned i den tætsiddende glimmerkjole, så mere af hendes kavalergang vises. Simon roder en hånd igennem håret og trækker lidt på den ene skulder. "Det er vel fint nok. Jeg skal lige ryge", han træder hurtigt bag os, på vej hen til bagsiden af huset, og der går ikke længe før Marie febrilsk følger efter. 

"Seriøst Simon!", når jeg lige at høre hende vrisse, inden de er ude for rækkevidde.

Jeg sukker tungt. Det kan godt være jeg fik slæbt ham med til festen, men mere opbakning ser det vidst ikke ud til at jeg får. Og med et par dybe vejrtrækninger, besluttede jeg mig for at begive mig ind i løvens hule. 

"Constantina, godt at du kunne komme", det første der møder mig på terrassen, er en smilende Sebastian som står med en drink i hånden, ved siden af en gigantisk varmelampe. Så han havde altså tænkt over at det var efterår, på vej mod vinter. Det var da altid noget. Jeg gjorde hvad jeg kunne, for at bekæmpe min ængstlighed - og kom ved et uheld til at kigge ned af mig selv.

Shit, jeg skulle helt klart have taget noget andet end jeans på. 

Usikkerheden når kun lige at strejfe mine tanker, før jeg bliver trukket ind i Sebastians favn, til hans velduftende skjortebeklædte brystkasse. Jeg er så chokeret, at jeg kommer til at daske hans drink ud af hånden på ham. Den vælter straks på terrassens hårde træ og smadrer i tusinde stykker, og tiltrækker en del mere opmærksomhed end jeg havde håbet. 

"Ej, det må du virkelig undskylde", undskyldninger forlader min mund, imens jeg kaster mig på knæ for at samle glasskårene op i min hånd. "Det skal du slet ikke tænke på", han er hurtigt nede på hug ved siden af mig, med et beroligende smil, og hjælper med at samle glasskårene op. 

"Kom, vi lægger lige de her ud i køkkenet", han har rejst sig igen og er begyndt at gå ind gennem husets glasdør, og jeg når knap nok at følge med.

Indvendigt er der propfyldt med mennesker. Jeg undrer mig straks over, hvor han kender alle disse mennesker fra, men sætter ikke yderligere spørgsmålstegn ved det. Hvem han inviterer til sin egen fest, er trods alt hans egen sag. Lige så hurtigt som vi er trådt ind i huset, lige så hurtigt har han ført mig igennem det og om til køkkenet. 

Det har en rustik stil, som også indeholder nuancer at noget klassisk. Jeg elsker det. Så snart vi har lagt glasskårene i en bunke i vasken, lader jeg hænderne kører hen af det bløde bambustræ. Sebastian griner hæst, med et glimt i øjet. Jeg bemærker ikke at han iagttager mig, før efter noget tid, og trækker forlegent hænderne til mig.

"Det gør ikke noget, du må gerne røre", driller han og propper let hænderne ned i lommerne på hans sorte jeans. Jeg forsøger at betragte ham diskret ud af øjenkrogen. Han er høj, men ikke ligeså høj som Simon, der altid har tårnet sig op over mig. Jeg smiler let ved tanken, men får så kastet opmærksomheden tilbage til Sebastian, da han lægger en varm hånd på min.

"Jeg er altså virkelig glad for, at du kunne komme", han ser på mig med sådan en seriøsitet  der får mine kinder til at stå i flammer og får mig til at fnise, ligesom Marie. Fuck hvor irriterende. 

"Jeg er også glad for at jeg kom", det er ikke helt en løgn. Jeg drejer kroppen 90 grader, så vi står lige overfor hinanden, med knap en halvmeters afstand. Hans blik flakker henover mit ansigt. Jeg kan høre en eller anden fest sang dunke derudaf i baggrunden, samt alle de dansende mennesker der højlydt skråler med. 

"Må jeg gøre noget? ", spørger han, næsten hviskende. Jeg nikker. Min hals har snøret sig for meget sammen, til at kunne give ham et ordentlig svar. Pludselig er hans læber på mine. Jeg står som fastlåst, med den ene hånd knuget omkring bambusbordfladen og den anden i hans skjorteærme. Det kommer bag på mig, men da jeg er til bevidsthed igen, gengælder jeg hurtigt kysset og presser mig tættere ind mod ham. Pludselig har han trukket sig væk igen. Jeg ser nervøst på ham. Han smiler det der fantastiske smil, som gør mig endnu mere genert. 

"Igen, jeg er virkelig virkelig glad for, at du kom", denne gang griner han hjertligt og jeg kan ikke lade vær med også at tage del i latteren. Det hele føles perfekt som vi står der, tæt sammen i køkkenet, til lyden af tecno-funk og ingen af verdens bekymringer. 

Gid det bare havde forblevet sig sådan. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...