Oh. ok

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2017
  • Opdateret: 7 maj 2017
  • Status: Igang
Det er bare dig, Con, sagde han engang, det er bare din finurlighed. // En rodet historie med ikke lige lange kapitler, omhandlende Constantina og relationerne i hendes liv.

5Likes
9Kommentarer
881Visninger
AA

10. Den første arbejdsdag (yay, not)

_

Det er med en dyb ængstelighed og frustration, at jeg mødte op til den første arbejdsdag, mandag morgen med et tåget sind og et henkast på døden i tankerne. 

Hele weekenden og morgenen havde jeg bevæget mig rundt i en forvirring af nervøse træk og gammel opvask, som min mor havde tvunget min far til et efterlade, fordi det var "på tide at de begyndte at opdrage på mig". Jeg fnøs af det beskidte køkken, inden jeg trak den reneste t-shirt jeg kunne finde, over hovedet, og samtidigt fik gjort mit hår helt elektrisk. Jeg havde stukket en müslibar i munden, for derefter at styrte ude af døren, uden at børste tænder. 

Nu stod jeg så her. Foran indgangen hvor den fantastiske jobsamtale havde foregået, og frygtede chancen for at skulle rende ind i Sebastian, mere end selve den første arbejdsdag. 

"Constantina", det er, til min overraskelse, Charles der komme og trykker mig i hånden, med et anstrengt smil. "Godmorgen", hilser jeg og følger med ham ind gennem den store portsdør.

Bygningen som forlaget havde været placeret i, lige siden 1977, var høj og mindede meget om en forfalden fabrik. Den havde en hvis charme, som de rustikke vinduer og mørkebrune mursten formåede at få opretholdt, på trods af nogle af de moderne installationer der var blevet tilføjet i løbet af årene. 

"Det her er vores sekretær, frøken Andersen", han dirigerede med, den ene arm, hen imod en slank kvinde i trediverne, med lyst hår ned til taljen og et sæt headset på, som hun passioneret snakkede ind i. Jeg nikkede blot og fulgte med ham videre. Havde ikke yderligere brug for at slynge nogle ligegyldige kommentarer ud.

Resten af rundvisningen foregik også uden nogle yderlige kommentarer og til sidst blev jeg placeret ved et lille skrivebord, i en afdeling i den mindste af lagerhallerne, foran en computer hvor jeg skulle noterer en liste med afslag og godkendelser af manuskripter. 

Det arbejde tog omtrent tre timer, hvilket var to en halv time længere end jeg havde regnet med - da jeg så endelig var færdig, ville jeg smutte hen forbi vandautomaten før jeg fortalte Charles at jeg var færdig. 

"Ej, hvor er det fedt at se dig her! ", selvfølgelig stødte jeg lige på den person jeg frygtede allermest, da jeg lige havde rundet hjørnet omkring vandautomaten. Hvis det ikke var fordi at han allerede havde set mig, havde jeg vendt om på hælen og styrtet væk i en helvedes fart. 

Jeg kan snakke om døden så meget jeg vil, men konfronterer mine følelser, næh nej du, den må du længere ud på landet med. 

"Sebastian, hej", sukkede jeg gennem et sammenbidt smil, imens jeg forsøgte at fylde en af plastikkopperne med vand. "Går din første arbejdsdag godt? ", han klemte blidt mine skuldre med et solstråle smil og jeg rødmede, ufrivilligt. "Ja, øh, den går vel fint nok..", fik mumlet, inden jeg skyndte mig at tage en stor tår af vandet. 

Der var nogle sekunders stilhed. Fuck hvor var det akavet. Jeg savnede pludselige de trygge rammer omkring Simon og hans forbandede smøger, og hans forbandede irriterende pattebarn af kæreste. Jeg følte mig helt på bar bund og det var denne følelser, der havde fået mig til at prise guderne, da jeg opdagede Sebastian skulle flytte ned til Spanien. Men guderne måtte ikke have hørt mig, siden han nu var vendt tilbage igen. 

"Hør, jeg holder en fest på fredag. Kunne du ikke tænke dig at komme med?", han stak en hånd i lommen og smilede sødt, "Du må gerne inviterer Marie og ham der Simon med også, hvis du har lyst", foreslog han i et forsøg på at lindre den angst for sociale forsamlinger, som alle åbenbart ved jeg har. 

"Jo, det skal jeg nok", udstødte jeg, mest fordi jeg var for bange til at sige nej. Så blev hans smil endnu bredere, hvilket jeg ikke havde troet det kunne, inden han igen klemte mine ene skuldre og begyndte at begive sig væk fra vandautomaten. 

"Så ses vi på fredag hvis vi altså ikke ses i skolen - det bliver rigtigt fedt! ", råbte han hen over skulderen med et bekymringsfrit grin, og jeg så til med et sammenbidt smil. "Ja, det bliver pisse fedt..", mumlede jeg efter han var gået. Sarkasmen dryppede af ordene og faldt nærmest som pletter på linoleumsgulvet. Jeg smadrede plastikkoppen i min hånd og kylede den ned i skraldespanden, inden jeg begav mig videre mod Charles' kontor, mens jeg spekulerede over hvordan jeg skulle få hevet Simon med til den fest. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...