Oh. ok

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2017
  • Opdateret: 7 maj 2017
  • Status: Igang
Det er bare dig, Con, sagde han engang, det er bare din finurlighed. // En rodet historie med ikke lige lange kapitler, omhandlende Constantina og relationerne i hendes liv.

5Likes
9Kommentarer
859Visninger
AA

4. Blomsten.

_

Jeg kan godt selv lide ideen om, at jeg har erfaret en hel masse, i løbet af mit kortvarige liv. Men som vi sidder her på Blomsten, i en mørk stofsofa, og Simon sidder med tungen ned i halsen på Marie, imens en der hedder Lukas forsøger at gnide sig op af mig, undrer jeg mig over, hvorfor jeg aldrig har haft sådan en rigtig kæreste. Så bliver jeg kort efter enig med mig selv om, at det er sgu nok fordi jeg aldrig har haft brug for en, og så rejser jeg mig ellers for at gå på toilettet.

Toilettets temperatur er usædvanlig kølig og det ene spejl, som hænger over de knap så rene håndvaske, er smadret. Der er to båse, begge ledige, og jeg går ind på det længst væk fra døren.

Blomsten er Simons, mit og hvem vi ellers har inviteret med os’ stamsted. Toiletterne er ikke så pæne, men musiksmagen er pisse god og vi får gratis alkohol om fredagen, fordi vi kender ejeren Tom så godt. Vi har flere gange fortalt Tom at ’Blomsten’ ikke just er det mest passende navn, men hver gang vi er kommet med et ændringsforslag, har han blot viftet os væk med et grin. Jeg har altid haft mistanke om, at han ikke tager os helt seriøst.

”Hvor forsvandt du hen? ”, det er underligt nok Marie der henvender sig til mig, da jeg kommer tilbage fra toilettet. Jeg ser kort på hende, for at se om hun mener det seriøst. Det gør hun åbenbart. ”Toilettet”, svarer jeg kort og hun nikker så, inden hun vender sig tilbage mod Simon, som efterhånden kun har øjnene limet fast til hendes kavalergang.

”Jeg går lige hen og henter noget at drikke skat, okay”, hun siger det som om hun snakker til en hundehvalp, inden hun placere et hastigt kys på Simons kind, for derefter at hoppe af hans skød og skridte mod baren. Simon kan ikke nå at svarer hende, inden hun er væk, så han vender sig derfor mod mig. Jeg ser på ham med hævede øjenbryn.

”Jeg fatter ikke hvordan du holder hende ud”, jeg siger det, præcist som jeg tænker det. Kort, kontant og uden nogen form for medlidenheds-filter. Medlidenheds-filteret, er et filter Simon bad mig om at skride langt væk med, da vi stødte på teenagealderen. Det skaber kun problemer, sådan et, havde han forklaret mig, en vinternat efter vores druktur til byen. Ligesom mig, er han tilhænger af at man siger tingene lige ud. Det forhindre muligheden for skabelsen af en masse unødvendig drama. Og er der noget Simon hader, så er det drama.

”Nu har du heller ikke kysset hende”, sætningen lyder besynderligt malplaceret, da den kommer fra ham. Fra en anden drengs mund vil den sikkert lyde kæk, men i hans, lyder den bare underlig monoton. ”Nej gud ske lov”, jeg falder tilbage i sofaens ryglæn. Det sorte pageklippet hår falder omkring mig, som en mikroskopisk vifte, og sofaens stof gør det elektrisk på en yderst ikke-attraktiv måde. Ham Lukas er heldigvis smuttet.

Blomsten består af en lille indgang, der er for lille til at blive kaldet en entre, som fører indtil det store rum, der engang var inddelt i to. Helt ovre langs den ene ende af rummet, strækker barens misfarvede træ, helt fra det ene hjørne til den anden, og på væggen skråt overfor, lige over pladespilleren, hænger der et ur formet i en form, som synes at være ret så atypisk i forhold til de mange andre ure, jeg nu har set. Uanset hvad, kan den fortælle mig klokken og den fortæller mig, at jeg er sen på den. Sen på den til middag med mor og far. Åh gud.

Jeg har det som om mit hår står lige ud i luften, da jeg rejser mig op. Simon følger mig med nysgerrighed i blikket, samtidig med at han ser ud som om, han er ved at kede sig ihjel. Marie er nu på vej tilbage til sofaen med drinks i hænderne. ”Non-alcoholic”, siger hun, med en forfærdelig skinger accent og stiller glassene fra sig, på det lille glasbord, der står i en underlig kontrast til resten af møblerne i lokalet. ”Det er trods alt en onsdag”, hun fniser lidt for sig selv, men lukker så i som en musling, da Simon sender hende et blik.

”Jeg må desværre smutte”, da jeg vender mig om for at tage afsked, er de allerede fuld i gang med at dele mundsavl, og jeg beslutter mig derfor bare at gå. Simon vil ikke have noget imod, at jeg ikke sagde farvel. Det vil ’rage ham en høstblomst’, som han så pænt siger. Nu hvor jeg tænker over det, siger Simon ret så mange mærkværdige ting.

Så jeg trasker ellers ret målbevidst ud af Blomstens halvrådden trædør, imens jeg beder en stille bøn om, at min mor ikke slår mig ihjel, når jeg kommer hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...