elanor & isra

// foråret, sommeren, efteråret, vinteren. (første udkast, ikke rettet igennem, kan blive ændret fuldstændig, kom endelig med konstruktiv kritik)

3Likes
1Kommentarer
231Visninger
AA

3. 1. del

1. del: 21. April

Elanors synsvinkel

 Asfalten knaser under mine skosåler. En ensom fugl sidder i det gamle egetræ lige udenfor skolegården og synger en melankolsk sang om en gammel elsker og et knust hjerte, imens et egern elegant springer fra gren til gren. Skolegården er en verden udenfor virkeligheden, hvor mine skridt og vejrtrækning giver ekko og dunker i mit hoved. Støvpartikler danser rundt i luften og sætter sig fast i min hals. Det kradser. Det er en osteklokke - man kan se den anden side, men et tyndt lag glas skildrer skolegården fra resten skolens område.

 "Hvad så, Solstråle," Stemmen runger, bliver kastet mod murværket og tilbage i mit ansigt. Den er rå, nærmest rallende. Billedet, der toner sig frem på indersiden af mine øjenlåg er af et ranglet monster med lange lemmer og mund fuld af spidser tænder. En alfahan nærmer sig sletrende sit offer efterfulgt af sine betaer og omegaer, der prøver at imitere alfaens udstråling. Flokken ved, hvad de vil have; frisk kød indhyllet i en uskyldig aura. Mig.

 Mine knogler sitrer under huden på mig, men jeg fortsætter med at gå uden at skænke dem så meget som et blik. Lige siden jeg var lille, har jeg fået at vide, at hvis man ignorerer et problem længe nok forsvinder det i sidste ende, så det er det, jeg prøver at opnå. Jeg ser dem ikke. Jeg hører dem ikke. I et øjeblik er det næsten som om, jeg er den eneste i osteklokken. Men vi er ikke små børn længere og en taktik fra barndommen er ligeså ubehjælpelig som det meste andet fra uskyldighedens æra. Og derfor fejler jeg.

 Flokken kredser omkring mig. Slikker sig sultent om munden. Bedømmer mig og mine svagheder. Jeg ved, hvad det betyder. Det er sket før. Stedet er det samme, situationen ligeså.

 "Ik' så meget." Svarer jeg kort og kontant i et forsøg på at få afsluttet samtalen så hurtigt som muligt. Mine hænder føles fugtige af koldsved, som jeg stryger en blondt tot hår om bagved mit øre, imens jeg overvejer mine flugtmuligheder.

 De hungrige bæster danner en solid mur foran mig, så mine muligheder er begrænset til flugt til højre, venstre og bagud. Til højre og venstre bliver hurtigt overstreget fra min mentale liste, da den høje mur, der kredser omkring skolegården til hver en tid vil vinde over mine klatrefærdigheder. Så at bakke er den eneste mulighed. Dog vil det føre til at træde indenfor på skolen igen, og derfor kun være en midlertidig flugt. Hvis de føler for det, kan de jo bare vente herude, indtil jeg er tvunget til at forlade skolens sikre rammer igen. Så grundet mangel på alternativer, bliver jeg stående. 

 "Samler du stadig på ukrudt eller er dusken mellem benene blevet nok?" Spørg en omega med tordenvejr i øjnene og et sadistisk smil på læberne. Mit hjerte slår hårdt i min brystkasse. Jeg ryster kraftigt på hovedet, så de honningfarvede lokker pisker mig et par gange i ansigtet. Hvad er det for et spørgsmål at stille? Hvad er det for et svar at give?

 Mit hovedryst er åbenbart underholdning for ulve. En kvælende latter spreder sig i osteklokken og giver sig til at buldre i mit hoved, som tordenvejret i omegaens øjne. Der går ikke mange øjeblikke, før latteren bliver til nye smarte linjer, som; "Eller måske er du bare blevet for fed til at bukke dig ned for at plukke skidtet?" og "Bare rolig, Solstråle, jeg har intet imod en kvinde med lidt på sidebenene.".

 En skarp smerte breder sig i mine håndflader, men den overdøver ikke smerten i min torso. Det hele sejler. Fuglens ulykkelige kærlighedsang glider igennem luften. Tårerne glider ned af mine kinder. Smilet glider frem på deres ansigter. Jeg glider imellem dem, skubber alfahanen med min skulder og sætter i løb. De hyler af grin bag mig. 

 "Er du sikker på, du ikke bliver for forpustet og dør af luftmangel af at løbe sådan?" Råber betaen i gruppen. Jeg ser mig ikke tilbage. Osteklokkens glas kommer nærmere. Lyden af deres latter fader ud. Med et brag smadrer jeg igennem glasset, som knuses i tusind stykker og klirrer mod asfalten. Men jeg stopper ikke op og betragter det smukke kaos, jeg har kreereret.

 Jeg fortsætter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...