Nothing was the same

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2017
  • Opdateret: 19 mar. 2017
  • Status: Igang
Alaya lever den store college-drøm. Fine karakterer, stor social omkreds, og oveni det, er hun kærester med skolens nok mest populære fyr, Julian. Alting er perfekt. Indtil Alaya finder ud af en grusom sandhed om Julian, hvilket forårsager at hun kommer tættere på hans bedste ven, William.

(Nyt kapitel cirka hver anden dag)

43Likes
8Kommentarer
3005Visninger
AA

3. Kapitel 3

Hans læber bevæger sig sulten imod mine, imens hans ene hånd dog stadig hviler blidt imod min kind. Jeg kan mærke hvordan en ild blusser op i mig. Muligvis en blanding af alkoholen i mit blod, og mit had imod Julian, men jeg ignorer det. Tøvende lægger jeg mine hænder imod hans bryst, og kan mærke hvordan hans krop reagerer på min berøring. Fornøjet over hans reaktion, lader jeg mine hænder stryge hen over hans brystkasse og videre op om hans nakke. Hans blide hånd glider ind i mit hår, og den anden bruger han til at presse min krop helt op imod hans. Hans læber føles varme og bløde, og det driver mig til vanvid at tænke på hvad de ellers kan bruges til.

Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere i takt med at hans hånd langsomt glider ned over min ryg, og videre ned...

Pludselig strammer han sit greb, og løfter mig op fra jorden. Vores læber skilles i et par sekunder, da et lavt gisp undslipper mig. Jeg kigger ned på ham, mens han sender mig et skævt smil. Hans øjne har stadig den nye glødende udstråling, og da mine øjne glider ned på hans læber, kan jeg ikke lade være med at lade mine finde hans.

Min krop længdes efter hans, mens mine hænder filtrer sig ind i hans pjuskede mørke hår, og mine læber bevæger sig grådigt imod hans. Jeg måtte have ham, og det var nu. 

Han er tydeligvis enig, da han vender mig om imod rækværket, og sætter mig ned på kanten. Hans læber slipper mine, og bevæger sig ned over min kæbe, og videre ned på min hals, kuldegysninger skyder igennem mig, og jeg lader mit hoved falde bagover. Min koncentration skifter fra hans læber, da hans hænder begynder at bevæge sig væk fra min læn, og henover mine lår. Jeg bider mig hårdt i læben, og trækker hans krop tættere på min. Jeg kan høre ham grine lavt imod min hals, og den sensationelle blanding af den varme ånde mod hans våde kys, fik mig til at udbryde en taknemlig lyd.

Hans pjuskede hår kilder mig på hagen mens han løfter sit hoved fra min hals. Han kigger direkte ind i mine øjne, med et ansigtsudtryk der næsten gjorde mig bange. 

"Nå så det er det du vil have..." hans dybe stemme får mine ben til at skælve, og der går ikke lang tid før hans læber igen i presset imod mine.

Hans hænder bevæger sig langsomt op og ned af mine lår, indtil de pludselig spreder dem fra hinanden med en hurtigt bevægelse. Jeg kan mærke ham smile imod mine læber, imens hans ene hånd bevæger sig langsomt længere og længere op af mit ben.

Åh, gud, jeg kan ikke tage det her længere.

Min krop skriger efter hans berøring, og mit greb om hans skuldre bliver hårdere og hårdere.

Han skubber kanten af min kjole en smule op, og lader sine fingre cirkulere blidt ved kanten af mine trusser. Jeg ved at han gør det for at drille mig.

"Please..." hvisker jeg imod hans læber, og igen kan jeg mærke at han smiler. 

"William..." hvisker jeg så, og hans læber skilles i et kort sekund fra mine. Jeg kan mærke at det ramte noget i ham, og jeg frydes ved tanken. Som om hans liv afhænger af det, river han min trussekant til side, og lader to fingre glide ind i mig. Overrasket gisper jeg højt, og lader mit hoved falde bagud. Min krop skælver af ren tilfredsstillelse. Hans læber finder igen min hals, og han tager mere og mere fat om min hofte ved hvert støn der undslipper mine læber.

Aldrig havde en sådan følelse opstået i min krop, og aldrig havde nogen fået mig til at føle sådan her. Med William er det som om at det hele bare skete, som om at det er helt naturligt. Den måde hans læber bevæger sig imod mine, den måde hans hår føles imellem mine fingre, den måde hans hænder føles på min krop... Aldrig havde der været den samme fyrværkeri med Julian.

Julian.

Fuck.

Hvad fanden laver jeg?

"Stop," siger jeg lavt, og åbner øjnene fra min trance. Hvad fanden har jeg gang i? Står udenfor og lader en næsten fremmed fyr give mig finger? William stopper ikke.

"Stop!" gentager jeg, endnu højere, og han hører mig endelig. Han løfter sit hoved, og kigger forskrækket på mig. 

"Stop?" spørger han forvirret.

"Ja, stop!" siger jeg, og skubber ham hårdt væk fra min krop. Han tumler et par skridt bagud, imens min vejrtrækning vokser sig hurtigere og hurtigere. Jeg hopper ned på rækværket, og retter febrilsk i min kjole. Hvad fanden laver jeg? Er jeg fuldstændig gået fra forstanden? Jeg tager mig til hovedet med min ene hånd.

"Hvad sker der?" spørger han, og prøver at række en hånd frem imod mig. Jeg træder et langt skridt væk fra ham, og holder afvigende begge hænder op foran mig. Han trækker sin hånd til sig, men bliver stående.

"Åh nej... Fuck... Julian..." Jeg bliver svimmel og prøver at fokusere på en sten der ligger på terrassen. Det lader til at det går op for William hvad der sker, for han begynder også selv at tage sig til hovedet. Han forholder sig tavs, men går rundt i en hurtig cirkel, mens han roder rundt i sit hår.

"Du er kærester med Julian..." mumler han så, som om at det går op for ham.

"Ja jeg er... Jeg er kærester med Julian..." siger jeg så, så det næsten lyder som et spørgsmål. Er jeg det? Vi har ikke officielt sluttet det, selvom det er det jeg har allermest lyst til. Men alligevel er følelserne der… Nej de er ej. Han har været mig utro. 

”Jeg kan ikke det her,” siger jeg, og holder en hånd op for min mund. Hvad havde jeg regnet med? Hvorfor lod jeg mig selv rive med i det her? Det er nok det mest dobbeltmoralske jeg nogensinde har gjort.

”Julian, hvis han finder ud af det..” tilføjer jeg, og lader mine øjne finde Williams igen. Jeg kan se at han er rasende. Hvorfor forstår jeg ikke, hvis der er nogen der har noget at være sure over, er det mig. Ikke ham.

”Efter alt hvad der er sket, er du bange for hvad Julian tænker?” spørger han mistroisk, og lægger armene over kors. Jeg ryster på hovedet, og kigger ned i jorden igen. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige.  

"Fuck Julian! Hvad fanden skylder du ham! Han lå og knaldede med en anden pige hele aftenen, og han sagde kraftedme ikke stop på noget tidspunkt! Fatter du det ikke Alaya? Han er pisse ligeglad. Det har han altid været. " han hæver stemmen, og går frem imod mig. Hans øjne ser sorte ud, og jeg kan se hans vejrtrækning også er steget, for hans brystkasse hæver og sænker sig hurtigt. 

Jeg kigger op på ham, i en blanding af mistro og sårbarhed. Sagde han lige det der?

"Du er en fucking nar William!" svarer jeg igen, og skubber mig hårdt forbi ham, for at storme indenfor igen. Hårdt maser jeg mig igennem menneskemængden igen. Jeg kan høre ham kalde mit navn efter mig, men jeg er fløjtende ligeglad. Denne aften har vist sig at være den værste aften af mit collegeliv. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op længere. Jeg er en bombe som er tæt på af eksplodere, og den mindste ting der går i min vej nu, vil ikke slippe godt fra det.

Jeg hører mit navn blive kaldt igen, men denne gang er det ikke Williams stemme. Det er Julians. 

Jeg vender mig om, og stirrer direkte ind i Julians grå øjne. Hans kinder er røde efter at han har danset. 

"Alaya, jeg vidste ikke at du va-" starter han, men jeg afbryder ham hurtigt.

"Og dig! Du er den største fucking nar af dem alle. Jeg kan ikke fatte at jeg har spildt flere måneder sammen med en torskedum, selvoptaget, utro, kæmpe idiot som dig!" Jeg prikker ham hårdt i brystet med min pegefinger, og han tumler bagud.

William ville havde været i stand til at stå imod. 

Så snart hans navn popper op i hovedet på mig, dukker han op ved siden af Julian. Han kigger i et sekund på Julian, og så hen på mig. Mit herte galoperer afsted, men jeg kan ikke sætte finger på om det er på grund af mine vrede, eller William der driver mig til vanvid. Jeg fastholder øjenkontakt med ham, imens mit ansigtsudtryk glatter sig ud. Min løftede pegefinger lader jeg falde ned ved min side. Hans ansigtsudtryk er én stor undskyldning, men jeg kan ikke bruge den til noget. 

"Jeg håber fandme at det var det værd..." mumler jeg til sidst, og lader mit blik glide fra William og hen på Julian. Han har åben mund som om at han prøver at sætte ord på hvad han føler, men intet kommer ud. Hans løftede hænder ryster, og jeg kan se at hans øjne skifter fra at kigge mig i venstre og højre øje. Hans øjne flakker væk fra mig, og ud over det lille publikum vi har samlet os. Da han ser at der er andre iagttagere, skifter hans ansigtsudtryk pludseligt. Hans hænder stopper med at ryste, og hans blik vender sig igen mod mig, men det er ikke længere de bekymrede grå øjne. De er iskolde.

”Du skal fandme ikke kommer her og snakke sådan til mig.” siger han bestemt, og lægger sine arme over kors. Jeg tror næsten ikke mine egne ører. Hvad sagde han lige? Måbende kigger jeg på ham, og ryster såret på hovedet. Sagde han virkelig det? Hørte jeg forkert.

Inden jeg når at svare ser jeg William puffe hårdt til ham med sin albue, og ryste på hovedet. Han lægger en arm på hans skulder og læner sig ind for at hviske ham i øret. Jeg skal fandme ikke høre mere på det her, det er for langt ude.

”I fortjener sørme hinanden,” siger jeg til dem, inden jeg presser mig forbi to piger som stod og fulgte med i samtalen. Jeg småløber hen til døren, og slynger den op. Jeg skal tilbage til mit værelse og det skal være nu.

 

*

 

Da jeg vågner er mit humør slet ikke ændret. Godt nok har jeg anskaffet mig en pænt voldsom hovedpine, så det er da bare et kæmpe plus.

Med et suk rejser jeg mig fra sengen, og trasker hen imod Kathrines for at se om hun er vågen. Hun ligger på siden, med hovedet ind imod væggen. Jeg forholder mig stille, så hun ikke vågner. Gad vide hvordan hun kom hjem, og hvornår. Jeg husker på at jeg slet ikke fik fortalt hende at jeg var gået. Jeg skylder hende vist en undskyldning når hun vågner.

Apropos undskyldninger, føler jeg selv at jeg mangler nogen. William og Julian.

Ikke at jeg har været så god selv… Jeg kan ikke engang skyde skylden fuldstændig hen på mit fuldskab, for jeg har været mere påvirket, uden at være utro. Gud, hvor er jeg dobbeltmoralsk. Hvis Julian nogensinde finder ud af at jeg har kysset med hans bedste ven, og lade ham gøre…

Nej. Det er ikke en mulighed at sige det til ham. Jeg ved selv hvordan det knuste mig, at få sådan noget at vide. Godt nok føler jeg et ret stort had til Julian lige nu, men jeg har ikke lyst til at tvære mere i det.

Jeg beslutter mig for at tage ned på den café der ligger få hundrede meter væk fra campus. Der kan jeg altid koble helt af. Der er en masse beslutninger der skal tages, og en god kop kaffe og en croissant kan være det bedste hjælpemiddel. Jeg taler af personlig erfaring.

Langsomt roder jeg igennem den taske jeg medbragte hjemmefra, for at finde et eller andet at tage på. Jeg ender med blot at tage et på blå jeans på, og en sort hættetrøje. Efter i går, er jeg ikke i humør til det helt store. Jeg trækker hættetrøjen over hovedet, imens jeg trasker hen imod døren.

Men da jeg drejer håndtaget og lukker døren op, står der allerede en ude foran. Jeg tråder forbavset et skridt tilbage, og kigger op af en robust mandekrop. Da mine øjne finder hans, sukker jeg irriteret, og ruller med øjnene.

”Hvad laver du her?” spørger jeg William, og kigger ned af gangen for at se om der er andre mennesker i nærheden. Han har en sort hættetrøje på ligesom mig, men har matchet dem med et par sorte jeans. Hans hænder er proppet helt ind i lommerne på hans hættetrøje, og hætten er trukket op om hans hoved. Totter af hans hår stikker ud fra hætten.

”Jeg skal snakke med dig,” siger han, imens jeg hastigt begynder at bevæge mig ned af gangen.

”Synes du selv at det her er et godt sted til det?” spørger jeg sarkastisk, og undgår at kigge på mig imens han småløber op ved siden af mig. Jeg kan høre ham grine lavt. Tror han at det her er en joke.

”Hør, det der skete i går…” starter han, men jeg afbryder ham hurtigt. Jeg stopper helt, og vender mig imod ham. Han støder næsten ind i ham. Billeder fra i går af hans hænder på min krop medfølger, da duften af hans distinktive parfume rammer mig. Den måde de blidt lå mod mine kinder, for at skifte til at glide ned over min krop, ned over mine ben… Og hans læber imod mine…

”Det der skete i går, var en fejl,” siger jeg bestemt, og må tvinge mig selv til at begynde at gå videre.

”Ja det er jeg sgu da pænt godt klar over.” siger han henkastet, og trasker op ved siden af mig igen. På en måde er det mærkeligt at have William ved min side. Godt nok har vi hængt ud før, men jeg tror aldrig jeg har været alene med ham.

”Hør, behøver vi at gøre det her nu?” spørger jeg, da jeg pludselig ser andre elever komme hen imod os. Han følger mit blik, og griber så fat om min arm for at stoppe mig. Varmen fra hans håndflade siver igennem huden på mig, og spreder sig ud i min krop. Jeg håber at han ikke ligger mærke til min reaktion, og prøver at forholde mig afslappet når jeg kigger op på ham.

”Du har ikke tænkt dig at sige det til Julian,” siger han, mest som en konstatering, ikke så meget som et spørgsmål.

”Nej, hvad havde du forestillet dig?” spørger jeg. Er han bindegal? Jeg kan sgu da ikke bare traske hen til Julian med et smil på læben og fortælle ham at jeg kyssede med hans bedste ven i går. 

Han kigger væk fra mig mens vi går, og svarer ikke i lidt tid. Jeg kan mærke at han er irriteret, men jeg er mindst ligeså irriteret som ham, så jeg ignorer ham så godt jeg kan.

"Du er så dobbeltmoralsk, du er..." siger han så, og tager fat i min overarm for at stoppe mig. Jeg kigger ned imens jeg går. Han har jo ret. Og det ved jeg også godt. Julian betyder alt for mig... Jeg kan ikke se det til ham.

"Har du da tænkt dig at sige det til ham?" spørger jeg. Irritationen er væk fra min stemme, og jeg lægger først mærke til hvor sårbar jeg må havde set ud, efter ordene forlader mine læber. Jeg kigger op på ham mens vi går rundt om hjørnet af skolen, imod caféen. Synet af skiltet med kaffekoppen varmer mig indeni.

Hans blik møder mit, og jeg kigger bedende op på ham. Hans brune øjne analysere mine nøje, og jeg kan se hvordan han spænder sin kæbe. 

"Nej..." siger han så endelig.

"Han er en af mine bedste kammerater. Hvad der skete, skete. Mere er der ikke i det. Og han skal ikke vide det." siger han hårdt, og kigger væk fra mig igen.

Av... Det var da noget af et slag i maven. Jeg håber ikke kun det er mig der følte et eller andet i går aftes... Nej. Jeg skal stoppe det her. Der er intet imellem William og jeg.

Da vi når hen til caféen, stopper jeg brat op, og han når næsten ikke at stoppe. Jeg lægger armene over kors, og sætter facaden op igen. Han er en narrøv, jeg jeg er ikke bange for at vise min holdning.

"Hvorfor kom du så for at snakke med mig?" spørger jeg, og løfter det ene øjenbryn. Han står helt afslappet, men hans øjne er tomme. Forsigtigt propper han igen hænderne ned i lommerne på hans hættetrøje, mens han tager en dyb indånding.

"Jeg skulle bare vide om du ville sige det til Julian. Det er det." siger han hårdt, og i et øjeblik bliver jeg betaget af hans læber imens han snakker. Den måde de bevægede sig mod mine, fortsatte ned over min kæbe, ned over min hals...

"Hvorfor er du her så stadig?" spørger jeg, og ligger hovedet en anelse på skrå. Han kigger igen ned på mig, undersøgende, dog afslappet. Hans ansigt er svært at læse, og der går lidt tid før han reagerer. 

Pludselig drejer han om, og begynder at traske lige så stille væk. Jeg kigger forvirret efter ham. Hvad fanden foregår der? Jeg lærer nok aldrig at forstå den dreng... Og det behøver jeg heller ikke.

Selvom jeg meget gerne vil. 

 

 

__________________________________________________________________________________________________________

 

Jeg undskylder forsinkelsen! :/ 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...