Nothing was the same

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2017
  • Opdateret: 19 mar. 2017
  • Status: Igang
Alaya lever den store college-drøm. Fine karakterer, stor social omkreds, og oveni det, er hun kærester med skolens nok mest populære fyr, Julian. Alting er perfekt. Indtil Alaya finder ud af en grusom sandhed om Julian, hvilket forårsager at hun kommer tættere på hans bedste ven, William.

(Nyt kapitel cirka hver anden dag)

43Likes
9Kommentarer
3066Visninger
AA

2. Kapitel 2

Fuld af raseri smækker jeg døren hårdt efter mig. Køreturen har været meget kortere på vejen herhjem igen, end da vi tog afsted. Det har muligvis noget at gøre med at jeg kørte lidt stærkere end normalt.

”Hvor er han?” Ryger det ud af mig, så snart jeg ser Kathrine sidde på sin seng, med et forbløffet udtryk i ansigtet. Hun flyver op fra hendes siddende stilling, og åbner munden for at sige noget, men intet kommer imellem hendes læber. Det ligner at hun tøver i et par sekunder, så jeg gentager hvad jeg sagde.

”Kathrine, hvor er han?” spørger jeg igen. Aldrig har jeg følt en så voldsom vrede imod en person, som jeg gør imod ham lige nu. Jeg er færdig med at bilde mig selv undskyldninger ind for hans vedkommende. Jeg er færdig med at lade som om at han er den perfekte kæreste. Denne gang har han gevaldigt trådt i spinaten, og jeg er klar på krig.

I det lange forløb vi har været kærester nu, har han optil flere gange fået mig til at sætte spørgsmålstegn ved hans handlinger. Allerede den dag i skolen, hvor han kiggede på mig første gang, var jeg i tvivl om hans intentioner. Han var så mystisk dengang, så spændende. Han lokkede mig til sig med hans brede personlighed og den spændende uvished. Det er næsten pinligt så mange gange jeg har løjet for mine venner om, om jeg har vidst hvor han har været eller ej. Og som om det ikke skulle havde fået massere alarmer til at ringe i mit hoved, har jeg været for naiv til at indrømme, at der har foregået noget helt forkert.

”Hør, Alaya, du bliver n-” Jeg abryder hende hurtigt.

”Lige nu Kathrine… Skal du ikke fortælle mig hvad jeg skal gøre. Lige nu skal jeg finde ham.” Siger jeg, måske lidt for hårdt. Kathrine er en skøn ven, den bedste veninde jeg nok nogensinde har haft. Men lige nu er jeg blændet af vrede, og kan ikke finde ro til at tænke på andet, end ham med en brækket næse.

”Okay, okay, han er stadig til festen i SAE-huset.” Indrømmer Kathrine endelig.

”Undskyld mig, hvad? Er han der stadig? I sorority pigernes hus?” Jeg hæver min stemme ved hvert ord, og vreden vokser. Er han dum? Har han fuldstændig mistet forstanden? Først er han mig utro, og videoen af ham der er det, ligger på internettet, og alligevel tænker han ikke så meget om det, og vælger at feste videre?

Kathrine siger ikke noget, og fastholder blikket på jorden. Normalt når vi snakker om drengeproblemer er hendes græsgrønne øjne fastlåst med mine, mens hun ævler løs om hvordan at Julian har dårlig indflydelse, og at jeg ikke burde være sammen med sådan nogle som ham. Når jeg står og kigger på hende nu, kan jeg ikke se den Kathrine i hende. Den blodtørstige, selvsikre Kathrine, som i et andet univers nok ville sige noget i retningen af ’hvad sagde jeg’ lige nu. I stedet står hun der, helt tavs.

”Jeg tager derhen,” siger jeg. Jeg er ret sikker på at hun allerede ved at det var det jeg havde tænkt mig at gøre, men alligevel kigger hun op, forbavset med åben mund.

”Hvad har du tænkt dig at gøre?” spørger hun nysgerrigt, og går tøvende hen imod mig, for blidt at ligge en hånd på min overarm. Det er rart at føle hendes trøstende gestus, og et lille jag af smerte går igennem min mave. Det varer dog ikke ved, da vreden minder mig om hvad jeg egentlig er her for.

”Det finder jeg nok ud af, når jeg ser ham.” mumler jeg, og forestiller mig de mange forskellige scenarier dette kunne ende ud i.

Det lader til at Kathrine er ved at varme lidt op, og hun giver mig et lille klem i armen. Hun småløber hen til sit tøjskab, og begynder at rode rundt imellem de forskellige stykker beklædning.

”Jeg ved lige hvad du skal have på” siger hun, da hun trækker en af bøjlerne ud fra stativet. I hånden holder hun en stram sort kjole, med en flot v-udskæring. Jeg har længe plaget hende om at måtte låne den kjole, men hver gang har hun brugt argumentet, at hun gemte den til noget specielt.

”Det var godt nok ikke det specielle øjeblik jeg havde regnet med at den skulle have sin debut, men det er fandme en mindeværdig en af slagsen.” siger hun, og griner kort mens hun kigger på den.

Jeg tager imod kjolen, og holder den ud foran mig. I et øjeblik bliver jeg i tvivl om jeg kan passe den, og om jeg vil kunne bære den derhenne, men igen tager vreden over, og enhver ting der kan pisse Julian af, vil jeg frivilligt gå med til.

”Du er virkelig den bedste Kathrine,” siger jeg med et smil, og trækker hende ind i et kram.

Hurtigt sparker jeg mine sko af, og skifter fra mine jeans og en t-shirt, til den sorte kjole. Den føles stram mod min hud, men materialet er blødt. Jeg kigger mig i spejlet, og trækker lidt ned i enden af den. En smule kort til min smag, men det bliver nok det mindste problem for mig i aften.

”Du ser skøn ud, Alaya. Skal vi gå?” Jeg kigger hen imod Kathrine, og ser at hun står klar ved døråbningen.

”Tager du med?” spørger jeg undrende.

”Ja selvfølgelig, hvad havde du regnet med. Jeg er din bedste veninde, selvfølgelig skal jeg med når du skal tæve din kæreste,” kommenterer hun, og får mig til at grine. Der er den Kathrine som jeg kender og elsker

Jeg slynger min arm om hendes, og vi marcherer sammen ud af værelset.

*

Den høje musik overdøver næsten mine egne tanker. Det får mig til at tænke på hvordan dem der er her overhovedet kan høre hinanden. Der er varmt herinde, så jeg er allerede da jeg træder ind af døren, glad for at have skiftet til kjolen. Der er en blandet duft af cigaretrøg og bræk i luften. En blanding som jeg ikke just af fan af. Da jeg kigger ud over mængden, observerer jeg hurtigt at der næsten ikke er nogen som jeg ville gætte på, er ædru.

”Alaya!” lyder det fra min venstre side, og en pige fra min historie klasse kommer tumlende hen imod mig, med en rød kop i den ene hånd. Louisa er hendes navn, og hun er en af SAE-pigerne, som ejer huset her. Jeg har aldrig haft noget specifikt imod de piger der er her, men de har heller ikke helt været mine typer, på nær Louisa. Hun er sprudlende og udadvendt, lidt ligesom Kathrine, men på et meget højere niveau. Det gør hende anderledes fra de andre piger her, som mest af alt kun snakker med hinanden, og er sammen med fyrene.

”Jeg vidste ikke du kom!” Hendes stemme er sløret, men jeg kan lige forstå hvad hun siger. Hendes korte mørke hår er krøllet, og hun har en lilla kjole på, som jeg er meget bange for snart ikke sidder på samme fine måde længere.

Hun kaster sin arme om mig, og jeg kan mærke hvordan nogle dråber af væsken fra hendes kop rammer min skulder. Hendes krop er varm, og hun er lidt svedig på ryggen, nok efter at havde danset.

”Ej hov, undskyld,” fniser hun, og prøver at børste alkoholen væk med sin hånd. Jeg fjerner den hurtigt, og smiler til hende.

”Jeg er her nok ikke i så lang tid,” siger jeg så, og lader mine øjne fortsætte med at skanne rummet. Ingen Julian i syne.

”Ej! Så skal vi tage nogle shots sammen, det skal vi” annoncerer hun med et smil, og hæver hendes kop som en skål, for at lige bagefter at tømme resten af alkoholen ned i hendes hals. Jeg smiler nervøst til hende, og kigger på Kathrine som trækker på skuldrene.

”Jeg kunne da godt bruge nogle shots,” indrømmer Kathrine, hvilket får Louisa til at juble. Jeg sukker dybt da Louisa tager os begge i hånden, og trækker os igennem mængden af kroppe, og ind i køkkenet. Hun hiver hurtigt en flaske tequila frem, og stiller den på bordet med et højt bump. Man skulle næsten tro at hun kunne havde smadret flasken med den kraft.

Uden at sige noget hælder hun ni shots op, og deler dem imellem os. Jeg kigger tøvende ned på glassene, og så op på Kathrine. Pludselig tager vreden over igen. Det var som om at jeg næsten havde fortrængt den. Jeg tager en dyb indånding inden jeg griber fast om det første glas. Jeg sætter det imod min underlæbe, så den stærke lugt af sprit ryger direkte op i næsen på mig. Hurtigt læner jeg nakken bagover, og lader likøren brænde ned igennem min hals, imens jeg klemmer min øjne sammen. Dette gentager jeg to gange, lader hårdt det sidste shotglas ramme bordpladen.

”Sådan Alaya!” griner Louisa og hælder nogle flere op til mig. Jeg kan allerede mærke hvordan varmen spreder sig ud i mine arme og ben, og hvordan mit hoved begynder at føles lettere.

De næste ryger ned med samme manér, hvorefter jeg vinker afvigende med hånden da hun prøver at hælde mere op.

”Jeg er her af en grund,” siger jeg så, og hun nikker forstående.

”Du har set videoen,” siger hun så, og lød for første gang seriøs hertil aften. Hun kiggede ned imens hun sagde det, nok for at undgå mit blik.

”Har du? Hvor mange har lige set den video?” spørger jeg, og sætter begge håndflader mod bordpladen.

”Ret mange efterhånden… Folk har ingen respekt,” fortsætter hun, og holder en pause da hendes øjne møder mine.

”Jeg har selvfølgelig prøvet at få Landon til at slette den dumme video, men han har drukket alt for meget, og ligger sovende i badekarret. Jeg kan ikke komme ind på hans telefon…” ævler hun, og trækker mig pludseligt ind i et tæt kram. Det er rart at vide at hun er på min side.

”Jeg bliver bare nødt til at finde ham, ved du hvor han er?” spørger jeg. Hun trækker på skuldrene, og rynker panden, som om at hun prøver at tænke sig ekstra hårdt om.

”Jeg har ikke rigtig set ham siden det, men han er ikke inde på værelset med Paula længere.” Nu kommer jaget i maven tilbage igen. Hun har et navn. Hun er en rigtig person. Han har virkelig været mig utro.

Jeg nikker, og vender så om og begynder at gå med hastige skridt. Jeg må lige samle mig. Jeg klemmer mig igennem de svedige kroppe, med kurs direkte imod toilettet. Da jeg lukker døren efter mig, forvandles temperaturen fra varm til kold. Jeg kigger op og ser at vinduet er åbnet, så jeg trasker over for at lukke det.

Hvad skal der ske nu? Hvad har jeg egentlig tænkt mig? At marchere hen og råbe ham op i ansigtet foran alle, og regne med ikke at få noget lort tilbage i hovedet? Jeg bliver nødt til at stoppe med at være så fucking naiv…

Et gisp undslipper mig, da en mørk gryntelyd kommer fra bagved badeforhænget. Jeg tøver da jeg lister derhen, og rækker en hånd ud for at trække det til side.

Landon. Han ligger i badekarret, og hans ben og arme hænger på hver sin side. Hans hoved hviler på kanten, og hans mund er vidt åben. Jeg kan se at der allerede er en masse der har opdaget ham, for han er blevet tegnet og skrevet en del i hovedet. Hans telefon ligger i skødet på ham, hvilket får mig til at tænke på det Louisa havde sagt, med at hun havde prøvet at komme ind på den.

Igen farer jeg sammen, nu ved lyden af en der banker hårdt på døren.

”Alaya?” Kathrines stemme lyder igennem døren, og jeg ånder lettet op, og går hen for at låse den op.

”Der var du… Jeg går ovenpå med Louisa, jeg skriver med det samme hvis han er deroppe,” siger hun, og giver mig et svagt smil. Jeg nikker og smiler.

”Er det okay?” spørger hun usikkert, og ligger en hånd på min skulder. Jeg når at svare før jeg tænker mig ordentligt om.

”Selvfølgelig. Smut op og hyg dig.” siger jeg, og hun smiler taknemligt og forsvinder så. Da hun er ude af syne vender jeg mig imod spejlet, og kigger nøje på mit spejlbillede.

”Nu tager du dig sammen.” siger jeg til mig selv, og drejer derefter om på foden, og bevæger mig ud i mængden af mennesker igen, Jeg når dog ikke mere end et par få skridt, da jeg støder hårdt ind i én, som havde trådt ud foran mig med ryggen til.

Jeg tumler et par skridt bagud inden jeg får balancen igen, og kigger arrigt op på idioten. Da mine øjne møder hans, tøver jeg i et sekund. Det er William. Julians bedste ven igennem mange år. Hans mørkebrune pjuskede hår er groet længere end jeg husker det, man kan lige præcis ikke se hans ører, som er gemt bag det. Han er tydeligt højere end Julian, men er ikke helt lige så bred som ham. Hans brune øjne finder ned til mine, og hans blik ændrer sig i et kort øjeblik, da han ser at det er mig.

”Gider du at se dig for…” siger jeg irriteret og lægger armene over kors. Hans blik forlader mit, og falder ned over min krop. Jeg husker kjolen som jeg har på, ikke typisk er det jeg har på.

”Hyggeligt også at se dig, Alaya,” svarer han sarkastisk, med et smil på læben. Han stryger en hånd igennem sit hår og hans blik forlader mig helt.

”Jeg ville ønske jeg kunne sige det samme,” mumler jeg. Ikke nok med at Julian er en idiot, så er hans bedste ven også af samme støbning. Jeg har været blind så længe..

”Hey… Er du okay?” mine tanker bliver afbrudt, og mit blik flakker op til hans. Han kigger bekymret ned på mig, noget jeg aldrig har oplevet fra hans side før. William er normalt meget stille og ligeglad. Sådan som jeg har opfattet det. Lidt en flue på væggen, som ikke rigtig deltager i hvad Julian og de andre drenge laver, men stadig hænger ud med dem hver dag.     Jeg ryster kort på hovedet, og rømmer mig.

”Hvor er Julian?” spørger jeg så, og kigger bestemt op på ham. Hans øjne ændredes igen, og hans sender mig et forpint blik. Hvad sker der med ham?

”Hør… Jeg er ked af det der er sket i aften. Julian skulle aldrig havde gjort som han gjorde, det var ikke i orden.” siger han så, og ligner en der tøver om han skal række ud efter mig. Jeg rynker panden, og kigger vredt på ham. Hvad fanden ved han om Julian og mig? Han skal bare holde mund, og stoppe med at blande sig!

”Jeg spurgte; hvor er Julian?” gentager jeg, og tager et kort skridt hen imod William så vi står endnu tættere. Sekundet jeg gør det, går det op for mig hvor utroligt ynkeligt et forsøg det er på at intimidere ham. Han er et hoved højere end mig, og kunne nemt skubbe mig af vejen som om jeg var lettere end en fjer. Da jeg står helt op af hans brystkasse kan jeg dufte hans parfume som giver mig en blandet følelse af varme og ro. I et øjeblik slapper jeg af, indtil han reagerer.

Han løfter en finger, og peger hen over gulvet i den anden retning. Jeg følger hans finger med mine øjne. Mit hjerte skipper et slag, og jeg holder vejret da jeg ser ham.

Han står henne i hjørnet af rummet og danser, med en rød kop i hver hånd. Et kæmpe smil er spredt over hans læber, og han synger højt med på den musikken, som fylder rummet. Jeg kan ikke se den pige fra videoen, men hende er jeg også ligeglad med lige nu. Jeg tager et truende skridt frem, og har lyst til at storme hen og gå fuldstændig gå amok på ham. Forme al min vrede om til ord, og se ham krumme sig sammen under mig.

Men i stedet fryser jeg på stedet.

Vreden bliver erstattet med sorg. Da jeg kigger hen over mængden på ham, er vreden bare forsvundet. Jeg kan mærke hvordan tårerne presser sig på, og en kvalmende følelse stiger op i min hals.

Jeg skubber mig hårdt forbi William og småløber igennem rummet. På vejen ser jeg en lille flaske Captain Morgan, som jeg rækker ud efter, inden jeg fortsætter imod en dør. Så snart jeg er trådt ud på terrassen, tager jeg en dyb indånding. Jeg er så dum. I hvilket univers ville jeg kunne stå foran ham, og sige de ting til ham. Aldrig nogensinde.

Jeg tørrer en tårer væk, og sætter derefter flasken hårdt op imod mine læber, og tager nogle ordentlige slurke. Lorte aften.

”Alaya? Er du okay?” jeg kigger halvt bagud da jeg hører Williams stemme. Han har fulgt efter mig. Hvad vil han mig? Da jeg ikke svarer ham, går han langsomt længere ud på terrassen, og stiller sig hen ved siden af mig. I tavshed står vi begge og kigger ud over resten af skolen, og op imod stjernerne.
        På en måde er hans selskab meget rart. Den måde han afslappet står med albuerne på rækværket, og jeg kan dufte hans parfume da en brise skylder forbi. I et øjeblik har jeg det faktisk okay, men så kigger jeg nærmere på ham, og ser kun Julian. Alt andet er væk, og det er kun Julian jeg ser for mig. Igen bruser vreden frem i mig, og jeg kan mærke hvordan mit hjerte banker hurtigere og hurtigere. På få sekunder tømmer jeg resten af flasken, og åbner derefter munden.

”Hvordan kunne han gøre det imod mig?” råber jeg så, og bryder den fredelige tavshed. William retter sig forskrækket op, men hans blik bliver hurtigt roligt igen, mens han kigger ned på mig.

”Hvordan kunne han gøre det? Efter alt hvad jeg har gjort for ham, vælger han at drikke sig pisse stiv, og knalde en eller anden tilfældig pige til en fest?” fortsætter jeg, og slynger flasken så hårdt jeg kan ud over rækværket ved terrassen.

”Hvad har jeg nogensinde gjort, som gør at jeg fortjener det her? Kan du sige mig det? Hva’?” jeg skubber hårdt imod Williams brystkasse med min ene hånd imens jeg snakker, men da han ikke rykker sig besynderligt meget, skubber jeg med begge håndflader, igen og igen, hårdere og hårdere. Han begynder at gribe ud efter mine hænder, men jeg prøver ihærdigt at undgå hans, imens jeg fortsætter med at skubbe ham væk. Han giver op på at fange mine hænder, og skifter strategi til bare at slynge hans lange arme rundt om mig, og holde mig fast. Jeg stritter imod og vrider mig for at kommer ud af hans greb.

”Slip mig, nu!” gentager jeg flere gange. Jeg kan mærke tårerne presse sig på igen, og jeg lader dem falde imens jeg langsomt slapper mere og mere af i hans arme. Hans greb løsner sig lidt, og han justerer sit greb, så hans arme ligger blidt omkring mig. Jeg begraver mit hoved i hans sweater, og indånder hans parfume igennem næsen, imens han langsomt kører en hånd henover mit hoved. I et minuts tid nyder jeg at stå der med ham, hvorefter tankerne begynder at køre igen. William havde aldrig været så sød imod mig før. Det er nok bare fordi at han har det dårligt over det Julian har gjort. Det er nok ikke noget personligt med mig.

Jeg trækker mig ud af hans arme, og kigger ned i jorden imens jeg tørrer mine øjne.

Han er en fremmed. Godt nok kender jeg ham, men jeg har aldrig været tæt med en anden dreng end Julian. Det ville han aldrig tillade.

”William, du behøver ikke at være her, du må godt gå tilbage til festen, jeg skal nok klare den…” mumler jeg, og fastholder mit blik på jorden.

Jeg kigger på hans sko, som træder et skridt nærmere, og jeg mærker hans pegefinder løfte min hage, så jeg kigger op på hans ansigt igen. Forbavset finder mine øjne hans. Hans brune øjne kigger ned på mig, på en helt anden måde end de nogensinde har gjort, og det er både intimiderende og dragende på samme tid. Det er som om at hans øjne kigger lige igennem mine, og ind i mig. Jeg holder vejret, mens hans fingre skifter fra at holde min hage oppe, til langsomt at stryge hen over min kæbe, for til sidst at forsvinde ind i mit hår, med en tommelfinger hvilende på min kind. Hans øjne er stadig låst med mine.

”Willia-” han afbryder mig meget pludseligt ved at lukke tomrummet imellem os, og presse hans varme læber imod mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...