Nothing was the same

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2017
  • Opdateret: 19 mar. 2017
  • Status: Igang
Alaya lever den store college-drøm. Fine karakterer, stor social omkreds, og oveni det, er hun kærester med skolens nok mest populære fyr, Julian. Alting er perfekt. Indtil Alaya finder ud af en grusom sandhed om Julian, hvilket forårsager at hun kommer tættere på hans bedste ven, William.

(Nyt kapitel cirka hver anden dag)

43Likes
8Kommentarer
2941Visninger
AA

1. Kapitel 1

Storbyen var en hel del anderledes fra college. Selvom jeg havde boet og opvokset på lige præcis disse gader, føltes de så ukendte, og ubehagelige at køre igennem. Det havde de selvfølgelig ikke altid gjort. Engang elskede jeg det her. Jeg stod op hver morgen og kiggede ud af mit vindue på øverste etage, og var så utroligt taknemlig for udsigten, min familie og mine venner. 
       Men den tid er forbi. Og det har jeg accepteret.

Jeg satte mig til rette i bilen, og løsnede min sele en smule ved min skulder. Der var helt og aldeles stille i det lille køretøj. Nok ikke mere end et par ord var blevet udvekslet. John sad tilbage lænet i førersædet, med én hånd hvilende på rattet. Hans øjne var fikseret på vejen. Modsat ham sad jeg med helt samlede ben, med fødderne placeret så langt ind under sædet som muligt. Han var afslappet, jeg var anspændt.

Det eneste fysiske bevis på at vi var far og datter, var nok de matchende grønne øjne og det samme klukkende grin. Pludselig brød han stilheden.

"Jeg tænkte faktisk på om du havde lyst til at tage med ud og spise i aften?" mumlede han, som om at han var usikker på sig selv.

”Altså, kun hvis du har lyst selvfølgelig. Vi kan godt bestille takeout hvis du er for træt.” Tilføjede han hurtigt, og brugte den frie hånd til at klø sig i nakken. I et øjeblik vendte jeg mine øjne imod ham, forvirret.

”Nu?” spurgte jeg.

”Nå, nej, øh... I aften. Aftensmad.” Stammede han frem, og lod for første gang hans øjne glide fra vejen, og hen på mig. Han sendte mig et kort smil, inden han kiggede tilbage på vejen igen.

Åh nej.

Jeg strøg en mørk tot hår om bag mit øre, og begyndte nervøst at pille ved enden af totten.

”Altså jeg er her jo kun lige for at hente nogle ting i lejligheden. Jeg tager afsted igen når jeg har pakket.” Indrømmede jeg. Selvom jeg godt var klar over, at jeg ikke havde informeret ham om at jeg ikke overnattede endnu, lod jeg alligevel som om jeg havde. Kommunikationen mellem os to fungerede ikke altid helt som den skulle, så løgne var ikke noget fremmed fænomen.

Han så først skuffet ud, så forvirret. Hans øjenbryn trak sig sammen og blev skubbet op, lige inden han åbnede munden igen.

”Men du er jo lige kommet? Du har været på dit kollegie i fem måneder nu, og været hjemme én enkelt gang. Jeg ser dig næsten aldrig. Kan du ikke spise aftensmad med din gamle far?” spurgte han, uden at kigge på mig. Det var lang tid siden han havde talt sådan til mig. Vi plejede at være meget overfladiske. Følelser havde været mors område.

”Jeg ved det godt far, men jeg har en masse ting jeg skal nå. Skole du ved...” Jeg trak på skuldrende og håbede ikke at han ville begynde at skændtes, for så vidste jeg slet ikke hvad jeg ville gøre.

Han forholdte sig passiv i nogle sekunders tid, mens han drejede bilen ind på parkeringspladsen. Han slukkede motoren, og trak nøglerne ud. Stilheden gjorde tingene endnu mere akavet, og jeg kiggede ud af vinduet mens jeg ventede på at han ville sige noget. Jeg kunne se ud af min øjenkrog hvordan han tøvede.

”Er du sikker på at det kun er skolen...? Hvad med dine venner? Går det godt nok? Din kæreste?” mumlede han.

”Min kæreste? Hvad er der med ham?” spurgte jeg hurtigt, med rynkede bryn. På få sekunder var jeg skiftet, og sad defensivt med armene over kors.

”Behandler han dig ordentligt? Jeg skal jo vide om du har det godt..” tilføjede han så, og åbnede bildøren.

”Behandler mig ordentligt? Selvfølgelig behandler han mig ordentligt.” Sagde jeg beskyttende, mens jeg fulgte efter ham ud af bilen. Det var halvkoldt udenfor, så jeg var glad for at jeg havde valgt at tage min jakke med mig.

Jeg forstår godt hvorfor han spurgte, Julian har trods alt den stereotypiske rolle som den dreng man helst vil holde sig fra. På trods af det, burde han vide at jeg godt kan tage mig af mig selv.

”Jeg er sådan set voksen far, jeg kan godt finde ud af hvilke mennesker jeg burde socialisere med, og hvem jeg ikke burde.” Jeg hævede min stemme en smule, mens jeg gik op til ham på vej imod hoveddøren. Hans ben var længere end mine, og det brugte han til hans fordel.

”Hør, jeg ville bare ønske at vi kunne bruge lidt mere tid sammen. Jeg ser dig aldrig mere.” sagde han, da vi var kommet ind af hoveddøren, og var på vej ind i elevatoren. Jeg varmede mine hænder ved at køre dem frem og tilbage imod hinanden, og fastholdte mit blik på dekorationerne på loftet i elevatoren.

Vi var tavse resten af elevatorturen, hvor jeg besluttede mig for at holde den akavede stemning på afstand ved at tage min telefon frem. Til min overraskelse havde jeg tre ubesvarede opkald fra Kathrine, min værelseskammerat, og en masse notifikationer fra instagram, samt facebook. Hvad i alverden foregik der nu? Jeg besluttede mig for at ringe til Kathrine når jeg var kommet ind, og låste derfor min telefon, imens jeg gik indenfor med John.

Han låste døren op, og gestikulerede med hånden at jeg bare kunne gå ind. Jeg gjorde som han ville, og gik med hurtige skridt ind i lejligheden.

”Velkommen hjem,” sagde han kort, og lukkede døren efter sig, hvorefter han forsvandt ud af syne ind i køkkenet. Jeg kiggede mig kort omkring. Alting var som det plejede. Sofaen stod hvor den plejede, lamperne var de samme, det samme billede hang en smule skævt over lænestolen, duften var den samme. De fleste mennesker ville associere disse ting med ’hjem’. Men ikke mig. Jeg havde ikke kaldt dette sted mit ’hjem’ i nogle år nu.

Jeg ignorerede min fars ubehøvlede måde at byde mig velkommen, og traskede hen over gulvet, til mit gamle værelse. Jeg fandt en gammel sportstaske frem, og begyndte at pakke tøj ned i den. Pludselig ringede min telefon, og da jeg hev den frem kunne jeg se at det var Kathrine igen. Det havde jeg nær glemt. Jeg sukkede, og trykkede på den grønne knap.

”Kathrine, jeg kommer snart, bare lige giv mig fe-” jeg nåede ikke at afslutte min sætning før jeg blev afbrudt.

”Har du set det?” Lød det febrilsk fra den anden ende af telefonen. Jeg rynkede panden.

”Set hvad?” spurgte jeg forvirret.

”Åh gud, du har ikke set det...” sukkede hun. Hun lød helt ude af sig selv, og jeg kunne mærke hvordan jeg blev mere og mere urolig.

”Hvad sker der?” Sagde jeg hårdt. Jeg hadede når folk skræmte mig på denne måde, og piskede en stemning op.

”Jeg er virkelig ked af det Alaya, det er jeg virkelig... Hvordan skal jeg sige det... Det er Julian…” Hun snakkede så hurtigt, hendes stemme rystede. Nu blev jeg for alvor urolig. Var der mon sket ham noget? Jeg vidste slet ikke hvad jeg ville gøre hvis der var sket ham noget.

”Kathrine! Nu!” Jeg hævede stemmen en smule, men ikke for meget til at John kunne høre det. Det ville være meget unødvendigt at blande ham ind i hvad end det her så er.

”Okay, okay! Julian... Han har dummet sig. Meget, Alaya.” Sagde hun endelig. Jeg satte mig ned på min seng, og var endnu mere forvirret end før.

”Hvad snakker du om? Dummet sig hvordan?” svarede jeg.

”Kig på videoen, Alaya. Instagram. Alle har set den. Jeg er så ked af det.” sagde hun, og jeg kunne høre at hun mente det.
       Kathrine var normalt den udadvendte festpige som alle holder af. Positiv, men meget ligetil og ærlig. Det her var en helt ny side af hende.

Uden at lægge på trykkede jeg hurtigt ud af opkaldet og ind på instagram. Mens den loadede, kørte tankerne rundt i mit hoved. De hang ikke sammen som en normal tankeproces, men var mere som et puslespil jeg ikke kan samle.
       Jeg behøvede ikke engang at lede, for det var det første der kom op på min startside.

Der var han så. Hans mellemblonde korte hård glinsede i de mange lys der blinkede fra alle sider. Hans kraftige skuldre bar den jakke jeg holder allermest af at stjæle når vi er sammen, bare os to. Den flænge i hans øjenbryn, som han havde fået under football-træning i går, indikerede at videoen var fra festen i dag, som han sagde han ville tage med til mens jeg var her for at hente mine ting.

Og der var hun så. Langt blond hår. Presset op af Julian. Jeg kendte hende ikke, det var helt sikkert. Hendes arme var slynget rundt om nakken på ham, imens deres læber var grådigt presset imod hinanden. Det eneste man kunne høre var høj musik og lyden af drengen der havde filmet videoens grin. Kameraet rystede let, og man kunne høre på hans slørede grin at han var meget fuld.

Jeg kunne slet ikke fatte det. I nogle sekunder stod tiden stille imens jeg nøje iagttog alt hvad der foregik på videoen. Hans fingre i hendes hår, som der gled videre ned af hendes ryg, og ned over hendes hofter hvor de til sidst finder hendes baller som de giver et fast klem. Jeg kunne ikke kigge på det mere. Uden at tænke mig om lod jeg mobilen falde ud af mine hænder, og ned på gulvtæppet. En følelse af sorg, vrede og skuffelse skyllede ind over mig på én gang, og rev mit hjerte i tusind stykker. Hvordan kunne han gøre det? Min Julian? Efter snart syv måneder... Jeg kunne ikke fatte det. Det var for meget.

Tårerne pressede sig på, og der gik ikke lang tid før de trillede ned af mine kinder. En følelse af tomhed fyldte mig. En følelse som jeg kun havde følt én enkelt gang før, og aldrig havde troet jeg skulle opleve igen. Jeg havde stolet på ham mere end nogen anden. Jeg havde elsket ham mere end nogen anden. Hvad skulle der ske nu? Mit liv var ødelagt. Jeg ville blive gjort til grin på skolen. Det var sikkert. Mit forhold var ødelagt. Det var også sikkert.

Pludselig tog vreden over. Det ville jeg ikke lade ske. Jeg havde lige sagt til min far at jeg godt kunne tage mig af mig selv, og det havde jeg tænkt mig at gøre. Mere end nogensinde før. Det skulle ingen spolere for mig.

Jeg tørrede vredt tårerne væk under mine øjne, og kastede nærmest resten af mine ting ned i sportstasken, lynede den, og slyngede den over skulderen. Det var lige før at jeg glemte min telefon, som stadig lå med skærmen nedad på gulvet. Da jeg vendte den om, kunne jeg se at Kathrine havde lagt på, men havde prøvet at ringe igen optil flere gange, og havde sendt et par beskeder. Jeg låste den hurtigt op, og skrev en kort besked med teksten;

’Jeg er okay. Kører nu. Det her slipper han ikke godt fra.’

Da den var sendt stormede jeg ud af værelset, tog bilnøglerne på bordet ved døren, som jeg smækkede lidt for hårdt, da jeg endelig gik. Rasende satte jeg mig ind i bilen, mens tankerne kørte rundt i hovedet på mig, men én tanke gentog sig selv hele tiden i mit hoved:

Han kan bare vente sig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...