Fødselsdagsgaven

Juliane har fødselsdag og får en gave, som er gået i arv i hendes familie gennem generationer.

0Likes
0Kommentarer
125Visninger
AA

1. Fødselsdagsgaven

“I dag er det Julianes fødselsdag, hurra, hurra, hurra…” Det var min 15-års fødselsdag, og jeg blev vækket med fødselsdagssang. Fem minutter efter satte vi os og spiste morgenmad. Jeg fik havregrød med rosiner og syltetøj, hvilket var min yndlings morgenmad. Da min far, mine to storesøstre Terne og Agnes, og jeg var færdige med at spise, og vi havde ryddet af bordet, gik min far for at hente gaven. Den var rektangulær, og derfor havde jeg ikke nogen anelse om, hvad det kunne være. Terne og Agnes kiggede på den og efterfølgende hen på vores far. De trak alle tre på smilebåndet og kastede et mystisk blik mod mig. Jeg rynkede panden og begyndte stille og roligt at pakke den op.

 

Jeg blev overrasket, da jeg så, hvad det var. Det var en antik brun kasse, hvorpå der stod ‘TEMPUS’ med store fede bogstaver. “Det er særdeles gammelt,” fortalte min far, “og i høj grad værdifuldt. I hele min slægtning er det blevet arvet gennem flere århundrede.” “Hvad er det for et spil, og hvorfor er det så værdifuldt ?” spurgte jeg nysgerrigt. “Vi kan prøve at spille det nu,” foreslog Terne glad. Min far nikkede stille med et lille smil på læben.

 

Jeg åbnede for kassen. Indeni lå der et sammenfoldet spillebræt, der havde samme farve som kassen. Under brættet var der fire smaragdgrønne terninger med sorte tal fra nul til ti. Jeg foldede brættet ud og kiggede noget så omhyggeligt på det. Det var imponerende flot og usædvanlig godt vedligeholdt i forhold til dets alder. Yderst på spillebrættet var der to cirkler, som var forbundet med små felter, der fik det til at ligne et brætspil. Inderst var der en lidt mindre cirkel, der var optegnet med sort.

 

“Juliane, du starter,” sagde min far hastigt til mig, “Du skal slå med terningerne én ad gangen. Derefter lægger du dem ind i midten, ved siden af hinanden, i den rækkefølge du slog dem i.” Jeg slog med terningerne, og tallene blev ‘1 - 9 - 8 - 9’. Jeg lagde dem ind på midten og spurgte: “Hvad skal jeg nu gøre?” Inden han nåede at svare, forsvandt terningerne. Jeg blev suget ind i midten af spillet og kunne kun se nogle farver, der cirkulerede rundt om mig.

Inden længe sad jeg igen ved et bord, men bordet og resten af omgivelserne var ikke helt det samme. På bordet lå ‘Tempus’ og en avis. På forsiden af avisen var der en stor overskrift hvor der stod: ’Berlinmurens fald’. Jeg vidste, det var længe siden, det foregik, og jeg bemærkede derfor datoen. Øverst på avisen stod der ‘10. november 1989’.

Der var fotografier på væggene af et par, som lignede mine forældre som ca. 20-årige. Det var min mor, jeg først kunne kende, selvom det var længe siden, jeg havde set hende. Hun døde af kræft, da jeg var 4 år.

 

Jeg var sikker på, jeg havde rejst i tiden. Derfor måtte jeg finde en løsning på at komme tilbage til 2016. Jeg tog spillet under armen, gik ud af huset og ned på gaden, for jeg ville helst ikke skabe kaos i min fortid. Jeg kom hurtigt frem til noget: “Hvis jeg skal rejse tilbage til 2016, skal jeg nok spille igen. Jeg kan jo bare snyde og slå ‘2 - 0 - 1 - 6’.” Det største problem var bare at finde en at spille med. Jeg gik hen ad gaden, hvor jeg så en pige gå alene, med meget farverigt tøj på. Jeg bevægede mig hen til hende: “Hej, hvad hedder du?” Hun så underligt på mig men svarede: “Trine”. “Jeg hedder Juliane.” Jeg ventede lidt, og fortsatte: “Vil du være med til at spille med mig?”

 

Vi satte os på en bænk i den nærmeste park, som var en skovpark. Jeg pakkede spillet ud. Trine kiggede på sit armbåndsur, rejste sig op og udbrød: “Undskyld, men jeg har altså lovet min mor at være hjemme før kl. 17. Kan vi spille en anden dag? Pludselig strejfede en tanke gennem mit hoved: Jeg kunne jo spille alene. “Okay”, svarede jeg og lod hende gå. Jeg var vildt træt, og derfor lagde jeg mig til at sove på skovbunden.

 

Jeg vågnede kl. 8, hvor jeg satte mig op på bænken og lagde terningerne i midten af spillebrættet, således at der stod 2 – 0 – 1 - 6. Jeg ventede spændt, men der skete ikke noget. Måske var det ikke muligt at snyde sig til det. Jeg prøvede derfor at slå med terningerne. Terningerne blev slået helt tilfældigt, men på guddommeligt vis, blev tallene: ‘2 - 0 - 1 - 6’. ’jeg tænkte at det nok var gud, som ønskede mig tilbage til min egen tid. Jeg spekulerede på, hvad jeg mon skulle sige til de andre, når jeg kom hjem?

 

Jeg blev suget ind i spillet, og det cirkulerede igen med farver. Jeg sad stadig på en bænk, men det var ikke i en skovpark. Jeg tjekkede min mobil for en sikkerheds skyld. Det var, som håbet, d. 11. november 2016.

 

Jeg tog spillet med mig og gik hjem. Inde i spisestuen så jeg min far og mine søstre, sidde og spise morgenmad. Min far kiggede lige op på mig, men kiggede hurtigt ned i bordet. “Juliane, kom og sæt dig. Der er noget, du skal vide.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...