Depression

Depression. Tabet. Svigt.
Undskyld.

2Likes
5Kommentarer
224Visninger
AA

3. x. Kære E

Hvis jeg fortalte dig, at du var den, der skubbede mig ud i en depression, ville du så have ændret hvad du gjorde mod mig? – sikkert ikke.

Alting var nemt for dig, når det omgik mig. Altid. Jeg var der altid, som sådan en lille fortabt hundehvalp, der forfulgte dig i røven hvor end du gik hen. Alt du behøvede at sige, var:

”Du betyder noget for mig.”

Det er enkle ord, men det er det der endte med at gøre at jeg holdte så godt fast i dig, som jeg gjorde. Som alle andre ikke ville have gjort.

Jeg overskred grænser for dig – grænser, du ikke engang vidste jeg havde.

Jeg fulgte med dig ud til dine venner, der alle sammen var en del af den populære gruppe, der altid stod og røg, og kom med upassende kommentarer. Jeg hadede dem, men på en måde forgudede jeg dem på samme måde – for de havde selvtilliden til at gøre hvad de ville. Jeg fulgte med dig, smilede og hilste på drengene. Og stod i min tynde læderjakke og småfrøs, imens at du slet ikke opdagede at jeg var der, før at de 10 minutters pause var gået, og jeg forsigtigt fik fremsagt at timen starter altså nu. Gå du bare, sagde du. Når jeg så sagde at jeg ikke ville gå uden dig, grinte du bare. En latter, som kunne få mig helt op og køre.

Jeg delte mine opgaver med dig – modtog mundtlige hug fra lærere fordi at vores afleveringer mindede for meget om hinanden, selvom at du gentagende gange havde lovet mig at du ikke ville kopiere, blot bruge mine opgaver til inspiration. Når du en sjælden gang sad ned, sammen med mig, for at lave opgaverne, fjollede du altid så meget at jeg ikke kunne tage skolearbejdet seriøst. I den tid vi lavede opgaver sammen, gik jeg fra et stabilt 7 tal, ned til 02 og 4. En karakter jeg aldrig har kunnet acceptere, men som jeg accepterede fordi at jeg fik tid med dig.

Jeg drak i skoletiden, fordi du havde øl med – vi gik udenfor skolens område og delte en øl, med et stort grin på ansigterne. Igen og igen sagde du ”Ved du godt, at du betyder sindssygt meget for mig?”

Jeg knyttede mig til dig. På en måde som ikke engang du kunne forstå. Det var mig, der forsøgte at få dig til fornuft når du havde drukket dig i hegnet, eller taget stoffer. Jeg fandt mig i, at du havde drukket når du kørte mig hjem fra skole. Jeg stod med dig, ude ved cykelskuret og indåndede de liflige dufte fra din e-cigaret. Du grinede og kaldte mig afhængig. Jeg smilede altid og svarede at jeg aldrig ville begynde at ryge, hverken på den ene eller den anden måde.

Du var med mig, da jeg fandt en kæreste. Var oppe og køre og kunne næsten lide ham bedre end jeg kunne.

Men du var der ikke, da vi slog op, og jeg følte svigt. Det var dér du forsvandt. Og selvom jeg forsøgte at få kontakt, forsøgte ihærdigt at fortælle dig, at jeg havde brug for dig, brug for dine varme kram og den fantastiske latter, så var du der ikke. Jeg oplevede et endnu større svigt, fra ham jeg troede aldrig ville svigte mig.

Du vågnede op, da den trofaste lille hvalp forsvandt, og jeg begyndte at trække mig ind i mig selv. Du svigtede mig, og det tilgiver jeg ikke. Jeg blev, hvad du kaldte mig, aggressiv. Det passede næsten til hunde associationen. Jeg stoppede med at gå med dig ud og ryge, jeg orkede ikke. Jeg ville ikke med dig ud og drikke, for jeg kunne ikke overskue det, og havde ondt. Du kunne grine og kalde mig aggressiv, men en anden dag ville du blive sur og spørge over hvad fanden der var mit problem. Jeg svarede at det ikke var dit problem.

Det var værst i en italiensk time. Du ville ikke lave noget, og jeg sagde vi skulle komme i gang ”Gider du godt lade være med at være sådan en sur kælling? Jeg har ikke lavet lektier, okay?” Det var dråben der væltede alting. Min bedste ven, kaldte mig en kælling, ud i hele klassen. Senere på dagen skrev du og spurgte hvad der var mit problem. Jeg fortalte at der bare var meget der gik mig på, og at det ikke var meningen det skulle gå ud over dig. Du accepterede det blankt.

Efter jul, forsvandt du. Efter to dage, skrev jeg til dig. Hvad foregik der, hvorfor kom du ikke tilbage? Du skrev at jeg ikke måtte flippe ud, men at du droppede gymnasiet. Bare sådan – halvvejs igennem 2.g, vælger man at gymnasiet ikke er noget for en længere. Jeg var knust, men skrev til dig at jeg da håbede at du kom og sagde farvel.

Og selvom at du var på skolen flere gange, og jeg flere gange skrev til dig, så dukkede du ikke op.

Jeg blev efterladt på ”læst” på en messenger besked, mens at alle pigerne spørger hvor du blev af, hvorfor du ikke kom tilbage. Mens at jeg forsvandt mere og mere ind i mig selv, fordi at jeg blev svigtet af en jeg troede jeg ikke ville miste. I februar 2017 får jeg diagnosen svær depression. Og selvom jeg ønsker at skrive til dig, skælde dig ud og fortælle at du svigtede mig, så gør jeg det ikke. For jeg vil ikke få noget ud af det, udover at blive efterladt på ”læst”.

Hvis jeg fortalte dig, at du var den, der skubbede mig ud i en depression, ville du så have ændret hvad du gjorde mod mig? – Nej, det ville du ikke. For jeg betød ikke nok for dig, uanset hvad du lovede mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...