The new girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 feb. 2017
  • Opdateret: 8 aug. 2017
  • Status: Igang
Winter Darling, er ny pige i Mystic Fall, eller det tror alle da, men hun har en hemmelighed, kan hun holde den skjult, eller vil hele byen finde ud af hendes hemmelighed, og hvad sker der, når hun hjælper en gammel kending, som alle hader? og hvad sker der når hun falder for "den forkerte"? Eller er det overhoved sandheden, eller ligger der mere bag.

Der er flere synsvinkler i historien, med mindre der står hvis synsvinkel det er, er det Winters synsvinkel, bare for at ingen bliver forvirret over hvis synsvinkel det er.

0Likes
0Kommentarer
665Visninger
AA

8. The run

 

Jeg løb og løb, mod hulerne under det nedbrændte Lockwood hus, der hvor denne forbandelse havde sin oprindelse, i al den tid jeg har levet, så har det altid været mit tænkested, det er der jeg kan gemme mig, for ingen kender de her tunneller bedre end jeg, jeg har nemlig gravet dem, så hvis der skulle komme nogen, så ville det ikke være noget problem, jeg kunne bare gå længere ind i tunnellerne. Jeg kunne høre susen og så noget der bevægede sig hurtigt forbi mig, jeg satte farten ned, okay en eller anden har vist opdaget at det er der jeg er på vej hen, så jeg vendte mig rundt, og forvandlede mig tilbage til menneske, og begyndte at rulle mig i mudderet, så den en eller anden ikke kunne få færten af mig, derefter gik jeg hen mod mit andet fristed, det sted Damon og jeg havde stået ved i den drøm vi havde. Jeg gik gennem skoven, lige indtil en gren knækkede bag mig, jeg vendte mig hurtigt om og så en meget overrasket Jeremy, jeg kiggede undrende på ham, for hans blik var meget overraske, og kiggede så jeg ned af mig selv, nøgen... fan... fucking... tasisk, han stak hånden ned i sin lomme, og tog sin mobil op, han kiggede hurtigt ned på den, og jeg så min chance og transformerede indtil min tigerform, og løb lidt væk, jeg kunne se at Jeremy efter meget kort tid, kiggede op igen, og kiggede forvirret rundt, han tog igen sin mobil op af sin lomme og tog den kort efter op til øret "Hey Damon, jeg havde hende i et kort sekund, og da jeg havde skrevet til dig, var hun væk, hvad gør jeg?" spurgte han ret panisk, jeg sneg mig ind på ham, men hørte så endnu en gren knække, og jeg kiggede der over, det var Klaus, han kom helt op ved siden af mig og hviskede i mit øre,"er der nogen der har været en slem Kitty?" spurgte han og nussede mig bag mit øre.

 

Klaus og jeg sad længe og iagttagede Jeremy stå og snakke med Damon, og gå mere og mere i panik over at han ikke kunne finde mig. "Kitty, nu tror jeg du har leget gemmeleg længe nok, tror du ikke?" spurgte Elijah pludselig ved min side, jeg kiggede hen på ham, og begyndte at gå hen mod det det vandfald der lå ikke så langt der fra hvor jeg sad, jeg transformerede tilbage til menneske og stillede mig under vandet, og vaskede jorden af, da jeg var færdig med mit "bad" gik jeg stille og roligt tilbage til Jeremy, han fik øje på mig og sagde hurtigt ind i sin mobil, "jeg har fundet hende", han lagde på og småløb hen til mig, "hvor var du henne, det ene øjeblik var du her, det andet var du her ikke?" spurgte Jeremy forvirret, "jeg følte mig klam, efter at være indsmurt i jord, så jeg gik ned til vandfaldet og vaskede jorden af mig" forklarede jeg og smilede undskyldende, Jeremy nikkede bare og skulle til at gå mod vejen "Jeremy?" spurgte jeg, han vendte sig om og kiggede spørgende på mig, "må jeg ikke låne en trøje eller noget, jeg har ikke den største lyst til at køre hjem nøgen" svarede jeg hans spørgende blik, han nikkede bare, og tog sin t-shirt af, som han havde udover en langærmet bluse, jeg tog den hurtigt på og derefter gik vi i stilhed op til bilen. 

 

Det var nok den værste biltur ever, vi snakkede næsten ikke sammen, og når vi gjorde, blev der kun vekslet meget få ord, nå men vi var endelig hjemme, og Jeremy var allerede gået ind i huset, jeg sad stadig ude i bilen, jeg havde mest af alt lyst til at stikke af igen, men Jeremy havde inden vi to afsted sat en tracker rundt om mit håndled, så de altid ville kunne finde mig, hvis jeg nu stak af igen. Jeg tog endelig modet til mig og bevægede mig mod hoveddøren, jeg åbnede den hurtigt og stormede op på mit værelse, da jeg kom ind på mit værelse, låste jeg hurtigt døren, jeg ville helst være alene lige nu.

 

Det havde flere gange banket på min dør, mange af dem var Damon, nogle få Elena og en eller to gange Stefan, de havde alle prøvet at få mig ned at spise, men hvordan kan du spise, når du var tæt på at dræbe en (jeg har aldrig dræbt en, selvom ved et bid fra mig kunne gøre det, har jeg aldrig turde gøre det), jeg kunne have dræbt ham, langsommere og mere smertefuldt end en varulvs bid, jeg kunne have dræbt Damon, jeg mærkede en tåre løbe ned af min kind, mit blik flakkede lidt rundt, til det ladte på det grimme armbånd jeg havde fået på, jeg ville have det af, og det var med det samme, og hvad gør man, når man ikke kan åbne en ting, eller ikke kan finde et redskab til at fjerne det med, bingo dine tænder, så jeg begyndte altså at bide det der lort af, indtil jeg endelig hørte og for den sags skyld mærkede at det ikke længere var rundt om mit håndled, det bankede igen på min dør, denne gang igen Elena "Damon har bedt mig komme med et kostume til dig, til i aftens bal, må jeg komme ind med det, eller skal jeg bare hænge det her ude?" spurgte Elena, jeg rejste mig, og gemte armbåndet før jeg gik hen og låste døren op, men inden jeg nåede at åbne døren for Elena, stod Damon allerede foran mig, med døren lukket bag sig, og jeg kunne se på hans ansigt, at han ikke var glad, hvad fuck er hans problem, kan han ikke bare lade mig være? 

 

"Du kan ikke bare stikke af fra dine problemer" sagde Damon med sammebidte tænder, jeg vendte mig, og gik hen mod vinduet, "ville du hellere dø?" spurgte jeg, mens jeg kiggede ned på alle dem der var igang med at pynte huset op til Disney? "Hvad mener du, selvfølgelig vil jeg ikke dø, det er nederen at dø, der er ingen alkohol" svarede Damon kækt, jeg vendte mig om og kiggede på ham med hårde øjne, "og hvis du vil vide det, så stak jeg ikke af fra mine problemer okay, jeg reddede dit liv, tak for dit besøg, giv mig mit kostume og så ses vi til ballet" svarede jeg skarpt, tog kostumet fra ham, og skubbede ham ud af døren, smækkede den i, og låste den. Okay tid til at gøre mig klar, hvad skal jeg så være?? Jeg åbnede posen og så en flot blå kjole, hvorpå der hang en seddel til, der stod på seddelen: "Kære Winter, jeg ved selvfølgelig ikke hvor ondt det gør, at gemme din forbandelse, men dette kostume kan måske hjælpe, vores hus har nemlig Beauty and the Beast, så tænkte jeg (Damon) at vi skifter rollerne, så jeg er Belle (hvis hun var en mand) og du er Beast (hvis han var en kvinde) så du ikke behøver at skjule din sande form, folk vil jo bare tror det er en del af dit kostume, hilsen Damon", jeg smilede ved tanken, jeg får lov til ikke at skulle få smerter en hel aften, på grund af Damon...

Hvis han bare vidste, hvad der er sket mellem os, ville han vide hvor ret han havde i det han skrev, om han kunne huske noget var jeg ikke sikker på, men jeg ved så meget, at han skal have sin hukommelse tilbage på en eller anden måde...

 


Winter's kjole

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...