Øjne i Natten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 feb. 2017
  • Opdateret: 28 feb. 2017
  • Status: Færdig
Denne novelle er baseret på et af mine værste mareridt jeg engang havde da jeg var lille - øjne der forfølger mig.

2Likes
4Kommentarer
182Visninger

1. Øjne i Natten

Øjne i Natten

 

 

Det stille mørke afslørede intet af dets hemmeligheder mens Danni spejdede ud i natten. Han stod tungt åndende med mobilen knuget i hans hånd, presset ind til sit øre som for at undgå at høre en eller anden pludselig lyd. Den sagte biplyd i øret. Hans tunge åndedræt som en hvid tåge ud af hans mund.

  Tag den nu mor, tænkte han. Hun sov sikkert trygt i hendes lune seng, men han stod her i kulden – sammen med … det.

 - Det er mor, han fik et chok, men blev øjeblikkeligt lettet ved at høre sin mors stemme.

 - Hej mor! Vil du ikke nok køre mig hjem i aften? Det er … virkelig koldt, og jeg har ingen at følges med.

  Hun gryntede lettere irriteret over at blive vækket midt i sin nattesøvn.

  - Kom nu mor? sagde han.

  - Du kan godt gå hjem i dag, ikke? Det er ikke min skyld at du skal gå til alle de fester.

  - Men…

 Han kunne ikke sige det. Det var simpelthen for barnligt. Han kiggede ud i mørket. Hans sanser var skærpede til det yderste. Var der ikke noget der havde bevæget sig ovre ved buskene? Var det vinden? Det havde ikke blæst hele dagen, og det gjorde det heller ikke nu.

  - Danni?

  Han kom igen i tanker om at han snakkede med sin mor.

  - Vil du ikke nok, mor? Det er bare ikke rart.

  - Hold nu op med det pjat. Jeg skal på arbejde klokken seks i morgen, og du er seksten år gammel så du må kunne gå hjem selv!

  Han forstod alvoren i sin mors stemme. Der var ikke noget at rafle om. Han sank en klump i halsen.

  - Okay, mor. Jeg må gå hjem.

  - Ja, skat. Du forstår godt, ikke?

  - Jo, jo vi ses i morgen.

  - Vi ses skat! Giv lige en lyd fra dig når du er hjemme.

  - Det skal jeg nok. Hej, hej.

  Han lagde røret på, slukkede mobilen der udgjorde det eneste lys og lagde den så i lommen. Der var én kilometer hjem. Én forbandet kilometer. Han måtte klare den så hurtigt han kunne. Det var jo også tåbeligt. Der var ikke noget. Det kunne der ikke være. Men han var sikker. Han havde hørt det. Og han havde set grenene der bevægede sig. Ligesom tidligere.

  I adskillige uger havde han haft samme følelse hver gang han skulle ud i mørket alene. Følelsen af at blive forfulgt. Han havde hørt dæmpede lyde i de mørke nætter hvor han, efter hyggelige aftener eller fester, havde sjosket enten ædru eller halvberuset rundt med hjertet i halsen og hårene på ryggen som strittende nåle. Han havde set små silhuetter i skovkanten eller oppe på tagene. Han havde sågar set et par bittesmå, men modbydeligt skrækindjagende, øjne. Øjne. De kiggede altid på ham. Aldrig havde han set mere, men han kunne med uhyggelig sikkerhed altid forvente at møde dem. Mærke dem.

  Hvad var de?

  Det var absurd at han kunne frygte dem så meget. Det var ren fantasi. Han var sikker. Men alligevel virkede det bare ikke sådan. Selvfølgelig kunne han ikke sige det til nogen. Hans venner ville bare tro at han var ved at blive godt og grundigt skør, og hans mor ville himle op om psykotiske hallucinationer og lignende sindslidelser og med det samme ringe til en eller anden okinok af en psykolog. Nej det gik ikke. Derfor havde han prøvet at tage sig sammen. Havde set frygten i øjnene.

  Men det var i mellemtiden kun blevet værre.

  I starten havde disse (hvad var de?) skabninger holdt sig på afstand. Han havde kunne skimte deres øjne bag ham og foran ham, men kun som en svag påmindelse om deres tilstedeværelse. Efterhånden var de dukket op tættere på. Lige ved siden af ham og langt fra ham. De var der bare. Og han kunne ikke længere slippe fra dem i dagslyset. Han kunne mærke dem kigge på ham (det kunne selvfølgelig også bare være hans frygt der spillede ham et pus, men han var sikker på at de var der om dagen). I begyndelsen havde han tit kunne slippe fra dem ved at gå indenfor. Men en dag var de gule prikker (øjne) dukket op ude foran hans vinduer. De sad på tagryggen og ventede. Til kold skræk helt ind i knoglemarven på Danni.

  Så var det pludselig holdt op. Der var ikke nogle lyde om natten. Ingen øjne, ingenting. Den isnende følelse af deres tilstedeværelse var forsvundet helt og erstattet af en fuldkommen lettelse. Han havde følt modet stige sammen med humøret. Om natten listede han ikke længere rundt og kiggede til højre og venstre eller tog lange omveje hjem for at prøve at undgå de stirrende blikke. Og han var igen begyndt at gå med vennerne i byen. Han havde lykkeligt glemt alt om dem. Han havde været overbevist om at det var en del af hans fantasi.

  Nu stod han så her. Havde vadet ud af døren fra hallen og hørt festmusikken tone hen bag sig mens han gik hjemad i vinterkulden – så havde han hørt lyden. Angsten havde ramt ham som en bølge af is, og den gamle følelse havde vendt tilbage. Havde krampagtigt frosset hans korpus så han stod som en søjle på fortovet. Han kunne ikke gå hjem i nat, havde hans første tanke været. Men hans mor stod (eller rettet og sagt ) ikke til forhandling.

  Han klappede et par gange på mobilen i lommen, kiggede en ekstra gang over mod grenene på den modsatte side af vejen, trak vejret dybt ned i lungerne og tog det første skridt. Videre. Så hurtigt som muligt. Men der kunne jo ikke være noget.

  Første skridt. Han stod stille lidt tid. Lyttede. Men intet brød stilheden – kun hans nervøse åndedræt. Ingenting. Der var ingenting.

  Kun dem???

  Han rystede tanken af sig.

  Ét skridt til. Endnu et – tredje. Fjerde – og så hørte Danni en lyd igen.

  Det puslede ovre i hækken igen. Han kiggede ligeud. Fulgte vejen oplyst af ensomme lygtepæle hele vejen ned til … mørket. Turde ikke kigge til venstre mod busken.

  Der var stille.

  Så raslede grenene igen. Danni drejede langsomt hovedet. Til hans store rædsel kunne han se et par gule øjne titte op bag tagryggen på et lille rødt murstenshus. Busken foran huset bevægede sig svagt. Han stirrede mod øjnene. De hverken blinkede eller bevægede sig. Stirrede. Danni lukkede sine pulserende øjne. Hjertet bankede i brystet på ham. Han åbnede øjenlågene. Mørke. Nat. Og så et par lysende prikker.

  Bare din fantasi. Husk det. Men hvorfor nu? Hvorfor igen? Skrid. Jeg vil ikke se jer. Skrid. Hvad er de??? … Fantasi! Bare Fantasi!

  Han måtte videre. Han vendte sit stivnende blik væk fra de gule øjne og mærkede nærmest hvordan det gav et lille klik da øjenkontakten blev brudt. Han forsøgte at skubbe angsten ud af hovedet. Begyndte at gå. Hans ryg og ben var som metalstolper.

  Pingvingangen fortsatte.

  Pludselig var der noget der bevægede sig til højre. Han fornemmede ud af sin øjenkrog hvordan to prikker (øjne) sendte stråler af rædsel med gennemborende styrke mod ham oppe fra et hustag. 

  Forsatte.

  Der dukkede flere øjne op.

  To par stirrede mod ham langt foran ham der hvor lygtepælene stoppede og efterlod en mørk sti.

  Danni kiggede bagud. Gule prikker dukkede op i lange rækker på hustagene (nogle var høje med skrånende tagplader, andre flade og lave). Flere kom krybende i skyggen af bladløse hække. Hæslige som…

  Danni stavrede hurtigere og hurtigere afsted. Hele tiden med fornemmelsen af at blive luret på.

  ”Hold nu op med det pjat. Jeg skal på arbejde klokken seks i morgen, og du er seksten år gammel så du må kunne gå hjem selv!” Det kunne hun sagtens sige. Hvorfor kunne hun ikke bare have lettet røven og komme afsted. Det lovede han sig selv i dette moment: han ville til hver en tid hente sine fremtidige børn når de ringede og sagde som han selv.

  Vil de være væk til den tid? Eller vil de til hver en tid glo på mig fra skyggerne???

  Snart nåede han (afgrunden) grænsen til mørkelandet hinsides lygterne. Et sted derude ventede flere øjne, det var han sikker på.

  Hvad skulle han gøre herfra? To muligheder: tage en omvej og gå længere tid med de forfærdelige efterfølgere, eller at løbe ud over marken og få det overstået med det samme. Som når man piller et plaster af: et hurtigt smertejag og så … overstået.

  Kan det her overstås? Vil de ikke bare vente på mig til næste dag. Næste gang jeg vandrer rundt på mørke stier. Ville de ikke altid vente på ham i skyggerne? Hvad er de?

  Danni snorede en gang rundt om sig selv. Vejen bag ham var stille, men så var der et par gule øjne der igen tittede op bag en tagryg. De forsvandt igen. Et par øjne til højre denne gang. Hvad det end var hoppede fra et hustag til et andet. Ingenting. Så dukkede øjnene op. Gloede.

  (Røde, nej gule)  

  Igen til venstre. Tre par. Han fornemmede deres silhuet. Væk. Dukkede blidt op på næste tag. Rykkede tættere og tættere på mig.

  Danni lukkede øjnene. Hans mave var is. Hans hoved et pulserende lokomotiv. Et lokomotiv styrret af angsten. Han ænsede knapnok den bidende kulde, men mærkede den kildende fornemmelse hele vejen ned af ryggen hvor hårene stod som nåle. Nåle. Måske til at forsvare sig mod ??? uhyrerne.

  Hvad tilhørte de gule øjne? Tanken kom fra et fjernet sted: katte.

  Nej.

  Dumt.

  Danni vendte sig mod mørket igen. Hvad kunne vente ham derude? Han anede det ikke. Men alligevel valgte han den vej. Som et plaster. Bare et plaster. Han forsikrede sig selv om at han var i sikkerhed når han lå i sin lune seng. Men det ville han aldrig komme. Han vidste det dybt inde i hans fornuft.

   Så løber vi alt vi kan, Danni.

  Han løb. Håbede de ikke kunne løbe.

  Hans ben føltes tunge. Som i en drøm faldt han så lang han var og skrabede sine hænder i grus og småsten. Med bankende hjerte og stikkende åndedræt, kom han på benene igen, men hans iver efter at komme videre fik ham igen til at skride i grusstien. Stenene fløj om benene på ham, han genvandt balancen (løb videre, løb videre) og satte så sin adrenalinpumpede krop i gang med alle organismers overlevelsesinstinkt; flygt – eller dø.

  Men de ville aldrig dræbe ham.

  Han vidste det. De ville forfølge ham. Nedstirre ham. Sætte deres krybende, iskolde skræk i ham indtil han blev sindssyg.

  Mens hans ben spurtede afsted under ham på automatpilot, kastede han et flygtigt blik over skulderen. Øjnene dukkede op overalt: højt oppe i et træ, nede bag en busk – til højre og til venstre.

  Langsomt (og kun langsomt) var det som om han slap fra dem. De gule prikker bag ham blev fjernere og fjernere. En triumferende følelse voksede og varmede hans mave.

  Er jeg virkelig ved at slippe væk?!

  Af en eller anden grund følte han at hvis han kunne slippe fra dem denne ene gang, ville han være sluppet fra dem for altid. Det fik ham til at sætte farten op.

  Pludselig så han et par på øjne længere fremme. Foran ham. Han kiggede til højre og venstre. Flere. Shit!

  Han sagtnede farten. Blev pludselig fortvivlet. Følelsen af triumf blev erstattet med nederlag. Ikke skræk, men nederlag. Han følte heldet blive suget ud af sig. Sank ned i jorden. De havde vundet. Han ville ikke slippe fra dem. Han kunne ligeså godt se sin skræk i øjnene. Han gav op.

  De gule prikker omsluttede ham. Kom tættere på.

  Danni havde lagt sig ned i gruset. Han pressede hænderne ind i ansigtet. Håbløs. Hans hjerte nærmest flimrede, men for ham føltes hvert hjerteslag som et tungt dunk der fyldte hans krop – hvert slag føltes som timer. Og stadig kom de tættere og tættere på.

 Aldrig så meget som rørte de ham eller gjorde ham noget. De stirrede bare. Stod omkring ham. Stirrede.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...