Den sidste dans

En rørende historie om en kvinde og hendes forhold til sin mormor.
Hvordan ét menneske kan have så stor betydning på et helt liv. Tankerne og følelserne på bare 24 timer.

0Likes
0Kommentarer
102Visninger
AA

3. Hjemvejen

 

Jeg sætter mig tungt ned i sædet. Støvpartiklerne fra betrækket rejser sig omkring mig, og flyver stille rundt. Lugten omringer mig kun et par sekunder efter, at jeg har sat mig. Den helt specielle og særpræget dunst af stof der, blandet med indelukkethed og mange mennesker, får næseborerne til at trække sig sammen. Det er det samme med busserne. Jeg får altid kvalme, når jeg kører i bus. Derfor foretrækker jeg toget, hvor der i det mindste er lidt mere cirkulation. Men måske jeg alligevel skulle have taget bussen i dag. Færre mennesker end i toget.

Min vinduesplads gør, at jeg kan gemme mig lidt fra de resterende passagere. Det vælger jeg i hvert fald at bilde mig selv ind, da jeg trænger til at forsvinde.

Træerne farer så hurtigt forbi mig. Ligesom de altid har gjort, når jeg sidder i toget. Det er underligt. Alting burde jo være gået i stå. Min verden burde stå stille.

Manden overfor ler ad sin søn, og kontrolløren klipper hul i min sidemands billet. Jeg lægger mærke til kontrollørens hånd. Man kan se hans blodårer gennem huden, når han bruger hullemaskinen. Den hårde hud på hans fingerspidser afslører et liv med fysisk arbejde. Måske bygger han møbler til sin kone derhjemme. Han ser selv slidt ud, men på en behagelig måde. Hvis han var et møbel, ville man nok sige, at han havde patina. Tidens tand havde sat sine spor. Hans rolige udtryk giver mig ro for en stund. Men kun for en stund.

Lydene af hverdagens rutiner, som breder sig i kupéen, fylder mit hoved med vrede og sorg. Jeg kan ikke rumme den. Hverdagens lykke og glæde. Følelserne bider mig hårdt i hver en celle i min krop. Den stille snakken om gårdagens fest i sæderne bag mig, giver mig tårer i øjnene, og får mit åndedræt til at arbejde hurtigere. Det er ikke til at fatte. Mine tanker kredser kun omkring hende. Hendes lille, uskyldige og udmattede krop i hospitalssengen. Hendes hånd i min. Jeg skulle have knuget hendes hånd noget mere. Jeg savner allerede at mærke hendes varme skrøbelige hud.

Mine kinder bliver fugtige, og jeg prøver ihærdigt at undertrykke de ukontrollerbare hulk, der straks har indtaget min krop. Det er nyttesløst. Jeg kan ikke styre det, og må bare lade det ske. Jeg ser hendes øjne for mig. Det skrækslagen blik, som fortalte mig, at hun var bange. Hun var bange for, at skulle forlade mig. Lade mig være alene tilbage.

Jeg lukker mine øjne, og lader mine tårer få frit løb.

Min sidemand er begyndt at rømme sig, og jeg ved udmærket hvorfor. Men jeg er ligeglad. Det er fysisk umuligt at skjule den sorg, der har indtaget min krop.

Jeg ser hende for mit indre blik. Hun har forklæde på, og fløjter en glad melodi, mens hun kokkererer ude i sit køkken. Jeg betragter hende lydløst. Hendes hår er ikke længere gråt men brunt med permanentede krøller. Jeg kan dufte maden derude fra. En følelse af fred spreder sig langsomt i min krop. Hun har ikke længere brug for sin fængslende kørestol. Den er væk.

Min sidemand prikker stille til mig.

”Er du okay?”, spørger han forsigtigt, mens han rækker mig en serviet.

Jeg åbner øjnene, og tørrer mit ansigt med servietten. Hans blik følger mine bevægelser, og jeg hvisker:

”Jeg håber, hun danser. Jeg håber virkelig, at hun danser...”   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...