BRUTAL

Agenten Chris Davis, der arbejder hos the Federal Bureau of Investigation, kommer ud for en vanskelig sag, da ham og hans hold skal efterforske et mord i en park. Alting peger på en proffesionel, og mere end nogensinde har Davis brug for støtten fra sit team, af teknikere og agenter, pludselig dukker der en mand op og begynder at ødelægge alt for ham og efterforskningen.

0Likes
0Kommentarer
171Visninger
AA

1. East Meadow Park, NYC, 01.14 AM.

East Meadow Park lukkes kl. 01, efter en lang dag med larmende mennesker trængte skoven og dens beboere til at slappe af.

Vagterne gik deres sidste runde før de lukkede parken helt og låste af.

En fordrukken hjemløs blev guidede ud af vagterne før smedejerns lågen blev lukket.

Et egern sneg sig ned på jorden og snuppede nogle popcorn ved siden af en skraldespand, den listede sig tilbage op i sit egetræ hvor den gumlede på den salte kerne.

Vagterne var trætte efter den 10 timers lange vagt, og de uendeligt mange små børn med deres slik og sodavand, de længes bare efter at tælle får.

Denne varme sommernat lagde et behageligt tæppe over New York City, byen over byerne, mulighedernes by.

Men den trykkende varme passede ikke ind, der var noget foruroligende ved den, der burde være koldt og livet skulle havde forladt parken for lang tid siden men noget bevæger sig.

Langsomt fandt roen sig tilrette blandt de mange træer og buske, alt var tyst men uroligt.

Larmen fra byens natteliv var langt væk og dog ikke mere end hundrede meter væk.

Det var som om luften vibrerede.

Næsten som om skyggerne bevægede sig ude af takt med hinanden.

Et par skarpe blå øjne vurderede den fredfyldte park, hvor det eneste der hørtes var manden rolige og faste åndedræt. 

Nu var der fred til at arbejde.

Store sorte støvler trådte græsset ned i den lukkede park.

En behandskede hånd holdt en sølvgrå kuffert.

Den anden hånd holdt en sort skinnende pistol med lyddæmper. Man kunne aldrig vide hvem man ville møde her i parken midt om natten, han tog ingen chancer.

Manden kiggede på sit ur, det viste 01.16 AM.

Han nikkede selvtilfreds, alt går som smurt, han havde ikke set nogen eller... han stoppede op. Stemmer.

Han stilte sig ind i skyggen af en busk og kiggede hen mod hullet i hegnet.

Fem skikkelser trådte ind.

Stemmerne steg i styrke, de blev højrystet, teenagere kunne han høre.

Han strammede grebet om pistolen, de skulle se at komme væk i en fart.

Ingen skal stoppe mig i at fuldføre en mission, tænkte han og smilede grumt, mens han tog ladegreb på pistolen.

Den havde været med ham siden Irak, havde taget mange liv i Amerikas navn, og nu skulle den til at tage flere i pengenes navn.

Stemmerne steg yderligere.

De kom tættere på, manden satte kufferten ned og greb en hue, han kunne ikke risikere at de skal kunne se ham.

Han holdt pistolen klar, til hvis de skulle komme for tæt på.

De lød som om de var fulde.

"Lad os sidde henne ved træet." lød en stemme.

"Vi må ikke være her, forhelvede." lød en anden.

"Hold nu kæft Tim," sagde den første. 

skridtene kom tættere på hvor han sad.

Det gik op for ham at det var træet hvor han stod ved siden af som de talte om.

Han bandede en lille ed for sig selv.

Ikke at han havde noget imod at dræbe fem teenagere, han ville ikke have nogle skrubler, det var bare at jo flere lig, jo større chance er der for at komme til og lægge spor.

"Jeg går." Det var Tim igen.

"Ahr okay, jeg er også ret sulten." sagde den anden.

Vi kan gå over til subwayen på Lexington." lød en tredje stemme.

Forslaget blev modtaget med applaus fra de andre.

Deres skridt fortonede sig ud mod hullet igen.

Han hev huen af hovedet. Han ventede på at stemmerne var langt nok væk, så gik han ud fra sit skjul.

De sorte støvler traskede hurtigere og hurtigere.

Han måtte ikke misse det her vindue.

Et stort egetræ stod lidt væk fra hegnet og lige udenfor de nærmeste overvågnings kameraers synsfelt, han gik med faste skridt hen mod træet.

                                                                              ---()------()---

Hans store sorte støvler og hans vægt fik grenene til at bøje sig.

Han havde fulgt efter sit mål i dagevis og fået en fornemmelse af personens bevægelsesmønster.

Han gik hjem fra sit arbejde kl. 00 og stoppede op på Subwayen på Lexington Avenue.

Han ville skyde genvej igennem den lukkede park via et hul i hegnet 130 meter længere henne.

Det ville være meget hurtigere at køre i bil men manden her var et vanedyr han fandt vel en nydelse i at gå den lange vej igennem den lukkede park eller noget.

Men for manden der sad i træet var dette intet i forhold til hvad han havde oplevet.

Oppe i træet var der et godt udsyn over vejen der løb langs parken og hullet i hegnet lidt derfra.

Han gryntede da han løftede den tunge kuffert op over en gren i hanken.

Manden klikkede de to sikkerhedslåse fra og åbnede kufferten.

En masse forskellige dele lå spændt fast i kufferten.

Han greb erfarent om et løb og skruede det fast med de andre dele for til sidste at sætte et magasin med fem kugler i det færdige våben, en riffel med kikkertsigte.

Manden kiggede på sit ur. 01.23 AM.

Hvis han havde studeret målet korrekt havde manden gået fra Subwayen ved omkring 00.58.

Han kunne nok forvente at målet kom slentrende ned mod hullet i gaden inden for de næste tre minutter.

Manden satte øjet til kikkertsigtet og scannede vejen indtil han fandt hullet.

Han ventede, der kom næsten ingen mennesker i de få minutter, der var øde op og ned ad vejen, tiden gik.

Der kom nogle få strejfere i de næste 10 minutter, men intet mål.

Vent, der kom han skam, gik over gaden.

Kiggede sig til begge sider og smuttede så ind ad hullet.

Han blev nød til at vente til manden var kommet længere væk fra vejen.

Den sorte handske førte hånden over ladegrebet med professionel stil og et tilfredsstillende klik lød da en kugle lagde sig i kammeret.

Målet var nu 120 meter væk, 115, 110.

Manden kom nærmere men bevægede sig i en skrå vinkel over parken, han ville aldrig komme indenfor 50 meter af træet hvor manden sad.

Han åndede dybt ind og holdt vejret.

Han klemte om aftrækkeren.

Adrenalinen pumpede ud fra binyrerne og spredte sig i hans krop som en varm strøm af overlevelses instinkter.

Han havde længtes efter at dræbe igen, i Irak fandt han ud af han godt kunne lide og dræbe.

Det havde været alt for lang tid siden sidste gang.

Han fokuseret på den vaklende skikkelse igennem sigtet, han trak vejret hurtigt ind tre gange, og åndede langsomt ud.

Han trykket aftrækkeren i bund, lige da han havde gjort det fløj en tusinde tanker igennem hans hoved om hvordan målets hoved ville eksplodere under det kraftige tryk fra kuglen som ville flå hjerne masse og knoglestumper fra kraniet.

Det dumpe tryk fra riflen brød den stilhed der hang om træ oasen.

Igennem sigtet fulgte manden kuglen til måls. En eksplosion af rødt fra tindingen og manden faldt om.

Manden som nu var morder, denne gang i pengenes og fornøjelsens navn og ikke den amerikanske stats, kiggede op og ned ad gaden for at se om nogen hørte noget.

Han holdt vejret i to sekunder og forventede at der skulle udbryde en alarm.

Da alt forblev stille åndede han lettet op.

Han svang sig med atletiske bevægelser ned fra træet.

På vej hen til liget skilte han våbnet ad og pakkede det ned i kufferten.

Han rakte ind sin inderlomme og fremfandt en tang.

Han nåede hen til liget hurtigt og så et stort blødende hul i den nederste bagerste del af tindingen.

Kuglen ville stadig være i kraniet, men langt inde.

Han tog tangen og førte den ind i hullet.

Hvis retsmedicnerne kunne se striberne fra kuglen som løbet i hans våben havde lavet på patronen, så var de et skridt tættere på ham og det kunne han ikke lide.

Han mærkede med tangen efter om han stødte på en kugle. Der lød et metallisk klonk da tangen stødte ind i den krøllede kugle.

Han greb fat om den, og trak til.

Han flænsede noget hjerne med ud men var ligeglad.

Han smed kuglen ned i den åbne kuffert.

Step et klarede tænkte han.

Nu skal vi i gang med step to.

Han bandt et tørklæde om såret så det ikke ville dryppe, og efterlade et blodigt spor.

Han ville ikke have liget blev fundet før det var delvist opløst, men han ville have det skulle blive fundet.

Han var stolt over det drab han havde begået, han ville være der når politiet stod på bar bund, og de måtte erklære sagen for uopklarede.

Han kunne få liget fuldstændig af  vejen uden at efterlade et spor men han vidste at politiet aldrig ville komme i nærheden af ham alligevel.

Han regnede med at der ville gå cirka 5 dage før de fandt liget, dette sted lå langt væk fra den nærmeste sti, så der kunne godt gå lidt tid.

Manden gik om bag et træ og ind i en busk.

Han lagde liget ned og tog en grønspættet pressening from og foldede liget ind i den.

Han tog en lille kande ud og hældte det ind ad presseningens lille åbning ved hovedet.

Bare for at skjule lugten. Morderen gik ud fra busken og gik et par skridt tilbage han så på sit værk.

Perfekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...