Barcelona Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2017
  • Opdateret: 27 feb. 2017
  • Status: Igang
Harper flytter sammen med sine forældre fra New York til Barcelona. Hun er ikke specielt glad ved tanken om et nyt land, et nyt sprog og savnet til hendes venner og familie i USA gør det hele lidt sværere. Men så møder hun Adam, der er både sjov og mystisk. Adam hjælper Harper ud af værelset og ind i byen, men kan Harper klare sig i et helt nyt land, eller er savnet til New York for stort?

1Likes
0Kommentarer
114Visninger

1. Kapitel 1

Jeg tager bøgerne ned fra hylden og pakker dem i den sidste kasse. Jeg lukker kassen, rækker ud efter pakketapen på skrivebordet og forsegler dermed den sidste kasse. Den sidste del af mit værelse i New York. Jeg tager kassen under armen og hanker op i kufferten med den anden hånd. Jeg sukker og går hen mod døren.
I døråbningen vender jeg mig om og kigger ud over det tomme værelse. Det ser så bart og livløst ud uden mine ting. Kun min seng, mit skrivebord og min reol er tilbage. Værelset ser mærkelig stort ud når der ikke er nogle billeder på væggene. Det ligner slet ikke den hyggelige hule det plejede at være.

Jeg kaster et sidste blik rundt i det der engang var hele min verden. Jeg lukker døren og går ud mod køkkenet hvor mor og far venter.
Far smiler til mig og går hen mod mig. Han rækker ud efter kassen og jeg lader den dumpe ned i favnen på ham. Jeg sætter min kuffert ved siden af mine forældres og går ud i det enorme køkken. Jeg åbner køleskabet uden at forvente at se det helt store udvalg. Jeg bliver alligevel en smule overrasket, da jeg ser, at der ikke engang er så meget som en flaske vand tilbage. Alt er pakket i tasker og kasser. 
Jeg sukker lettere irriteret og smækker køleskabslågen i igen. Jeg sætter mig opgivende ned på en af køkkenstolene.
Mor kommer trissende ud i køkkenet, og som sædvanlig er hun klædt i en pæn bluse og en stram sort nederdel. Hendes høje sko klikker mod klinkerne på gulvet, mens jeg betragter hende gå rundt og tjekke alle skabe. Hendes hår skinner i lyset fra vinduet, og hun har let røde kinder. Jeg tror hun er den af os tre der er gladest for at vi skal væk. Far har virket reserveret og jeg har bestemt ikke lagt skjul på, at jeg synes det var en dårlig ide. Hvad i alverden skal vi i Spanien?
"Er du klar til at køre om et par minutter?" Spørger hun og stiller sig overfor mig. Jeg nikker som svar, og hun smiler og aer mig over det lyse hår. Jeg har flettet det i to franske fletninger, for der er ikke noget værre end at rejse med løst hår. "Du burde sætte dit hår sådan der noget oftere." Og med det går hun ud af køkkenet og efterlader mig ved bordet. Jeg har lyst til at pille fletningerne ud i protest, men jeg ved, at det bliver mest træls for mig selv i sidste ende, så jeg lader være.

Jeg rejser mig og går ind i stuen. Mor står allerede derinde og snakker med et par flyttemænd. Hun ser mig slet ikke, så jeg lister ud i gangen og finder mine slidte converse sko frem. Mor har mange gange prøvet at få mig til at smide dem ud,men jeg nægter. Det er mine yndlingssko, og jeg har gjort det kalrt for hende, at jeg først smider dem ud, når der kun er sålen tilbage. Far kommer ind mens jeg er ved at tage dem på. Hans ansigt lyser op i et smil da han ser mig. Han ser træt, men glad ud. Måske mor har fået ham på sin side.
"Pyha det er noget af en mundfuld var?" Siger han og sætter sig ved siden af mig. Jeg fortsætter bare med at binde mine sko. Jeg er ikke i humør til at snakke lige nu. Jeg vil bare godt afsted så jeg ikke når at blive alt for deprimeret. Selvom det nok alligevel er lidt for sent til det. 
"Jeg tror stadig ikke helt jeg forstår, hvorfor vi skal hele vejen til Barcelona." Siger jeg efter et par minutters stilhed. Jeg lægger nakken tilbage og støtter hovedet op af væggen.Far sukker og lægger en hånd på mit lår. 
"Jeg tror du bliver glad for det, når først du ser huset, Harper." Siger han og når lige at rejse sig inden mor kommer ud til os.
"Nå det var godt du har allerede sko på lille skat. Alexander vi skal vist lige ind og skrive under på nogle papirer og så kan vi tage afsted." Hendes smil er vildt og blændende da hun går ind i stuen igen - denne gang med far lige foran. Jeg hader når hun kalder mig lille skat. 

Hvis jeg havde set mor og far udefra uden at kende deres historie, og nogen havde spurgt mig hvad oddsene for at mor og far ville blve gift var, ville jeg sige omkring de nul. De er hinandens modsætninger. Mor er overgearet og impulsiv, imens far er stille og rolig. De har godt nok begge to høje stillinger inden for erhverslivet, men jeg er stensikker på, at de går til arbejdet på meget forskellige måder. Mor råber af hendes ansatte, hvis tingene ikke er perfekte, og far er bedre til det med at gå på kompromis og sige "pyt." De har kendt hinanden siden de var unge, og de har været hr. og fru Jones lige siden jeg kom til - godt og vel de 17 år.
De er bogstavligtalt svaret på den perfekte mand og kone og på den perfekte kærlighedshistorie. Mor siger altid, at far var hendes redningsmand. De mødtes en tilfældig dag, hvor mor på vej hjem fra arbejde knækkede hælen på sin stilet og ja, så var far der. Han gav hende et lift hjem og siden da har de været smaskforelskede. Så måske har folk alligevel ret i, at modsætninger mødes.

Jeg tænker på far som den store superhelt, mens jeg går tilbage ind i stuen. Jeg går hen og henter min kuffert og min rygsæk og beslutter mig derefter for at vente på mor og far. Far rækker mor et stykke papir og en kuglepind, og jeg betragter hvordan hun sirligt underskriver Miranda C. Jones. Hun sukker lettet og klapper henrykt i hænderne. Hun ser over på mig og jeg sender hende et smil. Det er længe siden hun har været så begejstret over noget. 
Flyttemændene tager de sidste kasser med ned, og jeg går sammen med mor og far ud i gangen. Jeg går ud i trappeopgangen og far låser døren bag os. Turen ned med elevatoren foregår i stilhed, men lige så snart vi sidder i bilen, begynder mor at snakker om hvor godt det bliver, og hvor meget jeg burde glæde mig til at se byen. Hun snakker om alle de serværdigheder vi skal se, og om hvor flot vejret er her i sommer. Mor og far har været smarte og valgt at vi flytter lige i starten af sommerferien. På den måde har jeg hele sommeren til at komme på plads, og så kan jeg starte i skole til august. Jeg havde nu hellere set, at jeg havde brugt sommeren i New Yorks isbarer. 
Jeg lytter til mors plabren med det ene øre, imens New York flyver forbi uden for vinduet. Jeg kommer til at savne at gå igennem de travle gader og se på alle de forskellige typer af new yorkere der er, eller at tage på shoppingtur med Olivia eller på café med bedste. Det er mærkeligt at jeg skal flytte så langt væk fra alle mine veninder og fra hele familien. Bedste har heligvis sagt, at jeg altid må komme på ferie hos hende og bedstefar, når mor eller Europa bliver for meget.
Vi gør holdt ved ejensomsmægleren hvor far og mor skal aflevere nøglen og papirerne til den gamle lejlighed. Jeg venter i bilen imens. Orker ikke mere af mors uendelige strøm af ord, om hvor dejligt det bliver med en ny start. Jeg har ikke brug for en ny start. Jeg har brug for at blive her.
Jeg tager min telefon frem og sender en SMS til Olivia, hvor jeg skriver, at jeg allerede savner hende selvom jeg ikke engang har forladt byen endnu. Hun er hurtig til at svare med en hjerte smiley og jeg lægger igen telefonen fra mig.
Det går pludselig op for mig præcis hvor meget jeg kommer til at savne de shoppingture med Olivia. Det bliver forfærdeligt at skulle undvære hendes evige snak om tøj og drenge. Jeg kommer til at savne ikke at se hende hver dag.

Efter hvad der føles som en evighed kommer mor og far endelig tilbage igen. Far starter bilen og vi kører først langsomt og så til sidst lidt hurtigere igennem New York. Det tager tid at komme ud af byen når der er myldrertid. Biler og fodgængere krydser hinanden i et spind, selv den bedste har svært ved at se sig ud af. 
Vi rammer endelig motorvejen og herfra går turen til lufthavnen, der ligger et stykke uden for byen. Jeg sætter mine hovedtelefoner i min telefon og skruer op for musikken. Jeg nyder at kunne lukke verden ude og kun tænke på melodien og sangerens ord. Jeg bliver ved med at lytte og se ud af vinduet indtil vi når til lufthavnen.
Jeg hjælper far med at få vores kufferter ud, og imens finder mor vores flybiletter frem. Med hver vores kuffert i hånden går vi mod indgangen.
Da vi når ind i lufthavnen, er der mennesker overalt. Mens mine forældre tjekker kufferterne ind står jeg lidt og ser på alle de forskellige mennesker der er. Jeg ser alt fra ældre ægtepar med deres små håndbagagekufferter, til store familier hvor forældrene løber rundt for at få fat på alle deres børn. Jeg bliver fanget af en ung fyr med rygsæk. Han stiller sig i kø til at tjekke sin rygsæk ind, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor han mon skal hen.
Jeg ville ønske jeg kunne gøre ligesom ham. Pakke en stor rygsæk og så tage afsted. Bare tage ud at opleve verden uden at planlægge alt for meget. Jeg ville se, hvor vinden tog mig hen. Jeg ville smage lokal mad og bo på små hustles. Jeg er træt af luksushoteller og receptionister med påtagede smil. Jeg vil opleve verden som den er. Mor ville selvfølgelig gå helt amok, hvis jeg foreslog hende den plan, så den gemmer jeg til senere. 
"Harper!" Jeg bliver revet ud af mine tanker, da jeg hører én råbe mit navn. Jeg kigger rundt og får øje på en lille dame, der kommer gående i rask tempo mod mig. Det er bedstemor. Bag hende kan jeg se min bedstefar komme gående i et mere passende tempo. Jeg smiler over hele hovedet og går dem i møde. Jeg havde ingen ide om, at de ville komme. De bor lidt uden for byen, men i den modsatte ende end lufthavnen, så det må have taget dem et stykke tid at komme herhen. Bedste breder armene ud og jeg lader mig glide ind i dem. Hun dufter af lavendel og vaskepulver - ligesom hun plejer. "Bedste og bedstefar! Hvad laver I her?" Spørger jeg og krammer min bedstefar.
"Vi kunne da ikke lade dig tage afsted uden at sige ordentlig farvel, kunne vi?" Siger bedste og blinker til mig. Jeg smiler endnu bredere.
"Mor! Far! Sikke en overraskelse." Mor kommer gående bagfra og kommer over og krammer bedste og bedstefar. Derefter stiller hun sig ved siden af mig. Mor og bedste har ikke altid kunnet kommer overens med hinanden, men det virker nu som om, hun er glad for, at de er her. "Beatrice og Paul. Kommer I for at sende os godt afsted?" Det er far. Han krammer bedste og giver bedstefar hånden.
"Vi ville lige sikre os, at I kom godt mod Europa. Når nu det er så langt væk, tænkte vi, at vi godt lige kunne køre en tur herop for at sige farvel." Siger bedstefar og lægger armen om bedste. Han er meget højrere end hende, men de passer lige perfekt sammen når de står sådan. 
"Jamen det var dog glædeligt. Vi er sådan set klar til at gå ombord." Siger mor. Mit smil falmer en smule. Jeg kunne have tænkt mig lidt mere tid med mine bedsteforældre. "Nå, jaja. Vi ville også bare lige sige farvel." Bedste og bedstefar går på runde og krammer først mor, så far og til sidst mig. Da Bedste når til mig rækker hun en lille æske frem mod mig. "Er den til mig?" spørger jeg og hun nikker. Jeg åbner æsken og indeni ligger det smukkeste armbånd jeg har set. Bedste hjælper mig med at få det på og de små, enkle sølvkugler passer perfekt til min blege hud. Jeg siger mange tak og giver dem begge en ekstra krammer. Da vi går mod flyveren vender, jeg mig om for at vinke. De står sammen og vinker. Bedste har et lommetørklæde i den ene hånd.

Oppe i flyet finder vi hurtigt vores pladser, og til min store glæde, er mit sæde ved vinduet. Jeg elsker at sidde og kigge ud over vandet og de forskellige landskaber vi flyver hen over. Mor begynder igen sin snak, og jeg sætter med det samme mine høretelfoner i ørene. Mor kigger først irriteret på mig, men vender sig om mod far, og fortsætter sin snak. Flyet begynder at køre og snart efter hænger vi højt oppe i luften på vej mod Europa.


 

 


 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...