N A I V

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2017
  • Opdateret: 10 apr. 2017
  • Status: Igang
Måske er jeg bare n a i v

10Likes
13Kommentarer
696Visninger
AA

2. N A I V //

  Hovedpinen havde plantet sig som et slag i højre side af tindingen, efter morgnens første solstråler kom frem. Min krop føltes så tung, at jeg nærmest ikke kunne bære at rejse mig op fra min seng. I løbet af natten var jeg var vågnet flere gange med hovedpine og tårer i øjnene, samt tanker om hvad jeg var nødt til at gøre, når dagen endelig brød mørket.

  Smerten gennemborede mig steder, jeg ikke anede fandtes, og fik mine tanker til at gå ud til afkroge, der for længst burde være glemt. Alle de ord, han ikke havde sagt til mig, men til alle andre, stod så klart i mit hoved. Alle de handlinger, han aldrig gjorde, fik kniven til at dreje sig 380 grader. Timerne gik så hurtigt og langsomt på samme tid. Jeg vidste ikke, hvad fanden der skete med mig. Det var som om, at jeg havde et angstanfald, hver gang jeg tænkte på hvad jeg skulle sige. Smerten fik min krop til at ryste. Koldsveden føltes klam på min overophedede krop. Alt føltes så forkert.

  Jeg var ikke god nok. Det havde han jo selv sagt. Eller det vil sige, at hans kæreste havde, mens han bare sad og kiggede på med et nikkende hoved, tom for ord. Og det var nærmest det værste – at han ikke gjorde noget, men bare lod hende sige hvad fanden hun havde lyst til. Bare det, at han ikke engang sagde hende imod, gjorde mig ikke engang vred, men derimod så skuffet, at jeg ikke kunne bære det. Derfor var mine kinder brændte af tårer, der blandede sig med min isnende koldsved.

  Jeg bed mig hårdt i læben med lukkede øjne. Prøvede at samle mine tanker. Få dem væk fra ham, og alt det, han havde gjort og ladet stå usagt hen. Min vejrtrækning var belastet efter de mange tårer. Det føltes ømt i halsen.

  Lige meget hvor hårdt jeg prøvede på at huske alt det, han havde gjort mod mig, blev gåture til spar og samtaler midt om natten ved med at vise sig for min indre biograf. Film i skæret af lyskæder, hans kram når jeg kom hjem fra weekend. De kørte på repeat.

  Blodet frøs i mig. Hvorfor blev det ved med at ske? Hvorfor skulle mine venskaber altid ende så galt? Mit hjerte var blevet revet, slået og trådt på så uendeligt mange gange, men det var først nu, jeg rent faktisk kunne mærke det. Alle arene var gået op. De fik mine følelser til at bløde. Skrækken gennemsyrede mig. Måske ville jeg ikke kunne gennemføre det, når jeg hørte hans stemme. Måske ville jeg græde og blive nødt til at bede ham om at ringe 112, fordi mit hjerte var ved at stoppe af bare angst for at give slip. Mit hjerte ville ikke kunne klare at blive såret én gang til. Jeg ville dø. Dø af kærlighed til én, der ikke kunne se, at han var ved at slå mig ihjel.

  ”Kan vi snakke sammen?” skrev jeg til ham på Messenger. Som sædvanlig var han lang tid om at svare, hvilket bare forstærkede min kvalme med dobbelt styrke. Følelsen af langsomt at forsvinde - knække – var så faretruende. Det var en smerte jeg aldrig havde prøvet før.

  Da jeg rullede ned af min newsfeed på facebook, blev jeg ved med at se alle de citater, der sagde, at man skule lade de negative ting i ens liv gå. At man ikke skulle holde på folk, der behandlede en dårligt. Selvom de får det til at lyde så let, var det nok noget af det sværeste nogensinde – i sær når man elsker dem, der blev ved med at såre én.  

  ”Er der noget galt?” beskeden stod lysende på skærmen. Lyset gjorde skar i øjnene. Med rystende hænder svarede jeg tilbage, at det nok var bedst, at jeg ringede.

  Jeg talte sekunderne. 1, 2, 3, 4, 5. ”Hey, hvad sker der? Er du okay?” Hver en nerve i min krop forsøgte ikke at hulke. Min læbe blev nærmest bidt til blods. ”Hallo?” Hans stemme sagde mit navn. Min egen krummede sig yderligere sammen.

  ”Jeg …” Min stemme var hæs og brændte i halsen. Ordene ville ikke ud, lige meget hvor meget jeg kæmpede for at få dem til at forsvinde igennem telefonen. Det føltes som om, de stod i flammer inden i mig. ”Der er noget jeg skal fortælle dig.” Min vejrtrækning hakkede som en kniv i halsen. Indre blødninger og tårer forhindrede mig i at kunne tale. De druknede mig.

   ”Det … Jeg kan ikke.” Knæk. Der var en dræbende stilhed, som jeg ikke turde hæve igen. Jeg var på nippet til at bryde sammen.

  ”Hvad? Jeg forstår det ikke,” sagde han. Forpint lukkede jeg øjnene, samtidig med at jeg prøvede at lukke alle minderne ude. Gåture ned til brugsen, slåskampe og grin i dunkle omgivelser. Alle de gange han havde fået mig til at græde af grin, blev ved med at genspille sig. Fornemmelsen af sindssyge fortærede mig indefra. Jeg begyndte med blødende hjerte at forklare alle de ting, der løb igennem mig. Selvom jeg lod min dæmning af følelser bryde sammen flere gange, stoppede det mig ikke i, at få fortalt ham alt det, han havde gjort. Om alle de sår han havde givet mig hver dag i tre måneder.

  ”Du sagde, du ikke ville såre mig. Du lovede mig det.” Godtroende, dum og idiotisk. Hvordan kunne man være så naiv? ”Jeg kan ikke være venner med folk, der gør den slags.” Han åndede frustreret i røret. Når jeg lukkede mine øjne, så kunne jeg nærmest se for mig hvordan han kørte en hånd igennem sit hår, hvorefter han holdt fast i det.

  ”Forhelvede. Du er min bedste veninde. Det ved du godt, at du er.” Ordene ramte mig som en sygelig pil. Fodrede min naivitet. Selvom ordene havde så meget betydning for mig, gav de mig kvalme. Det var første gang han havde kaldt mig det, mens de havde været sammen. Jeg vidste ikke om han kun sagde dem, fordi han følte, at han skulle.

  ”Det har ikke føltes sådan. Jeg har været fuldkommen ligegyldig de sidste tre måneder. Du har kun gidet mig, når I har været uvenner, eller du ikke lige kunne kneppe hende.” De usagte ord, der fyldte stilheden i hans ende af røret, fortalte det hele. ”Det er sket før, og jeg vil virkelig ikke have det sker igen. Jeg …” Muren jeg havde bygget i optakten til at sige den sidste sætning, knækkede fuldstændig. Den hvisken, der slap ud mellem mine læber, vidste jeg ikke engang, om han hørte. ”Jeg håber, hun var det værd.” Sitrende lagde jeg røret på, mens hulkende væltede som vandfald og knive skar mig til blods.

  Telefonen blev kastet ind i væggen. Skriget forlod mine lunger og forsvandt ned i min hovedpude. Hele min krop brændte. Det var så forkert. Det var kun min hjerne der kunne se fornuften i at lade ham gå, men hvert atom flåede i mig, for at tage telefonen og sige, jeg ikke mente det. At det var okay. At vi stadig var bedstevenner. Jeg vidste godt at det ikke ville ændre noget for ham, men alt for mig. Den ven jeg havde haft, havde aldrig rigtig været min. Måske var jeg bare for naiv?

  En ting var sikkert. Jeg havde lige slået mit eget hjerte i stykker. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...