De blå øjnes magi - Djævlens efterkommer

Almas er seks år, da hendes mor forsvinder på mystisk vis. Hendes far er frastødende, og hun overnatter ofte hos Bedste. Alt ændrer sig da hun en dag oplever noget mystisk. Et sporløst forsvundet dådyr, et blåt lys, en statue af Odin, en fantastisk verden, halskæder, hemmeligheder, løgne, penge, alt dette kan beskrives med tre ord: en anden virkelighed. Men er der noget hendes far skjuler? Og hvem er kvinden fra hendes drømme? Hvorfor forfølger de kappeklædte mænd hende?

1Likes
0Kommentarer
374Visninger
AA

2. En anden verden

En anden verden

Jeg listede mig hen til døren, og åbnede den forsigtigt. Pludselig hørtes lyden af to hårde ting der smækkede mod hinanden, jeg tog et forsigtigt skridt ud af døren. En stor smerte brød gennem min fod. Jeg havde kun sutsko på, og i det øjeblik gik det op for mig, at de to hårde ting var døren og min højre fod. Jeg kunne da ikke fortsætte sådan? Eller kunne jeg? Jeg rystede tankerne af mig, og fortsatte. De kolde fliser kunne selv mine knogler mærke. Det var natten til første december, og der var stadig ikke kommet sne endnu. Men til gengæld var det så utrolig koldt, og jeg trak morgenkåben tættere omkring min krop. Det eneste tøj jeg havde på var et par lyserøde pyjamasbukser med hvide striber, hvide sutsko, en rød sweater og min himmelblå morgenkåbe.

 

Jeg listede om på terrassen, min tå dunkede utroligt smertefuldt, og jeg satte mig ned i gyngestolen. Jeg var bare gået ud for at få noget frisk luft. Den sidste uges tid havde jeg kun kastet op. Hvilket ikke var særlig rart.

 

Pludselig rettede mine øjne sig mod et dådyr på marken. Jeg fulgte hvert et skridt dådyret tog. Et skud fra et gevær ramte dådyret lige i hjertet, og braget forskrækkede alt, hvad der var levende på marken. Uden at tænke mig om styrtede jeg i retning mod dådyret. Da jeg kom hen til det sted, jeg så den blev ramt, så var den der ikke mere, den var bare pist væk ud i den blå luft. Jeg gik lidt rundt på bakkerne. De var en meter høje. Jeg gav op, og gik ned af den sidste bakke. Jeg nåede ikke ret langt, før en rod hev fast i mit bukseben. Så lå jeg der, så lang som jeg var, helt udmattet og havde ikke lyst til at rejse mig op. Da jeg endelig havde taget mig sammen til at sætte mig op, så jeg et mærkeligt blåt lys fra den anden siden af bakken. Jeg begyndte forsigtigt at gå derhen. Jeg gispede. Det var en statue, der stod, og skinnede. Den var lavet af guld, og var formet som Odin. Slyngplanter, med lyseblå blomster, groede op af siden på den. Den var lige kommet, den stod der ikke lige før. Men hvordan? Det kunne ikke være muligt! Det lignede nu alligevel, at den mindst havde stået der i tusind år. Jeg stillede mig foran den. Jeg lagde mærke til, at den havde det samme mærke som det på min hånd. Jeg havde altid haft det rødlige mærke på min venstre hånd, måske havde denne her statue noget med mig at gøre? Symbolet på statuen og min hånd lignede en slange, der snoede sig. Jeg vidste ikke hvad det betød, men jeg ville finde ud af det. Jeg lagde, min venstre hånd med symbolet, på statuens symbol. Et kraftigt rødt lys blændede mig et kort øjeblik.

 

Da jeg åbnede øjnene igen, var jeg ikke på marken mere. Jeg var i den mest fantastiske verden, jeg nogensinde i mit liv havde set. Altså de fleste ville jo mene, at en slik-verden var den bedste, men den her var bedre. Lyserøde og hvide træer der stod og skinnede, Kæmpemæssige vandfald der styrtede ud over bjergsiderne, op af bjergsiden voksede de smukkeste blomster med skinnende blade i alle regnbuens farver, nej vent det var ikke bare blade, det var diamanter, som var formet som blade i alle regnbuens farver. Bladene på træerne var også diamanter, og jeg nød synet af den fantastiske verden. Jeg følte, at verdenen tilhørte mig. Jeg begyndte lidt efter lidt at fryse, og fik det meget dårligt, og mit slange mærke begyndte at lyse. Jeg mærkede, noget koldt tage fat om min mund og klemme til. Jeg sank lidt efter lidt ned mod græsset.


Da jeg kom til bevidstheden igen, kunne jeg hverken bevæge mig eller se noget. Jeg havde en blodsmag i min mund, hvilket gjorde det hele mere ubehageligt. Det eneste jeg kunne mærke, var da jeg blev smidt ned på græsset. Jeg vred mig løs, skyndte mig at tage bindet af. Jeg lå lige på græsplænen foran mit hus. Jeg styrtede hen til døren og listede ind, men min far, Donald, stod i døren. “Hvad er det for en tid at komme på?” råbte han. “Jeg har jo kun været væk i to timer,” svarede jeg. “Nej i to dage,” sagde Donald bekymret. To dage? Jeg kunne jo ikke huske noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...