De blå øjnes magi - Djævlens efterkommer

Almas er seks år, da hendes mor forsvinder på mystisk vis. Hendes far er frastødende, og hun overnatter ofte hos Bedste. Alt ændrer sig da hun en dag oplever noget mystisk. Et sporløst forsvundet dådyr, et blåt lys, en statue af Odin, en fantastisk verden, halskæder, hemmeligheder, løgne, penge, alt dette kan beskrives med tre ord: en anden virkelighed. Men er der noget hendes far skjuler? Og hvem er kvinden fra hendes drømme? Hvorfor forfølger de kappeklædte mænd hende?

1Likes
0Kommentarer
373Visninger
AA

4. Branden

Branden

Jeg vågnede med et sæt, og trak vejret utrolig hurtigt. Sveden drev ned fra min pande. Jeg lå på det kolde våde græs. Jeg havde lige set mig selv fra en andens synsvinkel. Men hvems synsvinkel var det? Og hvem kendte mit navn? Alexander og Bonitatem havde jeg set gennem den andens synsvinkel, så det kunne ikke være en af dem. Jeg kiggede mig omkring. Udmattet satte jeg mig op. Den nedbrændte by, som havde været offer for min vrede, var kulsort, og døde og sårede mennesker var spredt ud over det hele. Nogle havde fået røgforgiftning, andre kraftige forbrændinger der tog livet fra dem, og så selvfølgelig de heldige der enten var flygtet eller havde fået mindre forbrændinger. Byen var stille, og entusiasmen til at løbe så hurtigt jeg kunne væk herfra, var stor. Alligevel blev jeg liggende, omgivet af aske, lig og smerter, uden at det rigtigt var gået op for mig, hvad der var sket.


“Almas?” spurgte Alexander. Jeg kiggede på han, og græd. “Undskyld,” hviskede jeg. “Undskyld? For hvad?” spurgte han. Jeg tog en dyb, ret ustabil, indånding, og håbede, at han ville forstå mig, når jeg ville forklare ham, at jeg havde slået tonsvis af mennesker ihjel. Det gav store stik af skyldfølelse, da jeg prøvede at sige noget. “Jeg… jeg… jeg har startet en brand,” græd jeg. Han sukkede. “Almas,” sagde han, og omfavnede mig, “du har ikke startet en brand.” Jeg kiggede forvirret på ham. “Men jeg… gjorde jeg ikke?” spurgte jeg lettet. “Nej, det må være noget du har drømt,” svarede han. Og pludselig vendte min hukommelse tilbage, og det gik op for mig, hvem der havde startet branden. Garagen der pludselig lugtede brændt. Ilden der spredte sig fra døren i garagen. Hullet i væggen, som jeg desperat gjorde større, for at komme ud og overleve. Skrigene, gråden, fortvivlelsen og morderen som mødte mit blik en enkelt gang for derefter at forsvinde. Han var kommet til byen. Mester-morderen som de kaldte ham eller rettere Monarki. Jeg genkendte ham med det samme. Ham der altid smilte på billederne i stuen, ham der satte gang i festen, ham der ikke kunne styre sin vrede, ham der skød min mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...