De blå øjnes magi - Djævlens efterkommer

Almas er seks år, da hendes mor forsvinder på mystisk vis. Hendes far er frastødende, og hun overnatter ofte hos Bedste. Alt ændrer sig da hun en dag oplever noget mystisk. Et sporløst forsvundet dådyr, et blåt lys, en statue af Odin, en fantastisk verden, halskæder, hemmeligheder, løgne, penge, alt dette kan beskrives med tre ord: en anden virkelighed. Men er der noget hendes far skjuler? Og hvem er kvinden fra hendes drømme? Hvorfor forfølger de kappeklædte mænd hende?

1Likes
0Kommentarer
401Visninger
AA

3. Blåøjet magiker

Blåøjet magiker

Jeg gik surmulende ud af døren til lejligheden. Min far var bare så irriterende nogle gange. Min far og jeg holdte jul hos Bedste. Jeg gik hen til gelænderet. Der var næsten 4 meter ned. Jeg fik kuldegysninger. Jeg er højdeskræk sådan virkelig højdeskræk. Det er træls. Min far og jeg er på besøg hos Bedste igen, hvilket er kedeligt. Altså der er jo ikke noget at lave i en lejlighed, Bedste har ikke noget moderne. Ingen computer, ingen ipads, ingen iphones, ikke noget ordenligt tv, og værst af alt. Ingen internet. Der er ingenting! Ikke andet end strikketøj, potteplanter, tæpper og andre kedelige ting bedsteforældre har. Jeg skulle bare kede mig hele dagen. Jeg sukkede dybt. Jeg vendte mig om for at gå ind igen, men min fod sad fast i gelænderet, og trak mig ud over kanten. Det føltes som om det hele gik i slowmotion, og det var ikke særlig fedt, når jeg vidste, at jeg ikke er en kat der har ni liv, og at jeg ikke kunne gøre noget, i de lange sekunder det tog, før jeg døde. Jeg lukkede øjnene hårdt i, og ventede på at jeg ramte jorden. Der skete ingenting. Stod tiden stille? Eller var det følelsen når man var død? Måske overlevede jeg? Nej, jeg faldt med hovedet først. Jeg åbnede forsigtigt og bange øjnene. Jeg stirrede lige ind i et par himmelblå øjne, som lignede mine på en prik. Hans hår var mørkebrunt, og mindede slet ikke om mit lyse lange hår. Han er faktisk ret pæn, tænkte jeg. Han mindede meget om mig. Han havde nemlig også en lys brun hudfarve. Et smil brød frem på drengens mund, vores øjne mødtes, og tiden stod igen stille. “Er du okay?”, drengen sendte mig et bekymret blik. Jeg kunne ikke få et ord frem, kun stirre på ham. “Tu.. Tu…. Tusind tak,” fremstammede jeg. Jeg håbede ikke at møde ham igen.

 

“Af hvad siger du!” jeg gik helt amok, da jeg kom ind igen. Far havde lige fortalt, at vi skulle være her en uge mere.

 

To dage senere skulle min far og Bedste ud og handle. Eller det vil sige at min far skulle købe ind, men for at være sikker på at han ikke stjal noget, tog Bedste med. Indimellem aftenerne lød noget lignende: “Donald, du er et dårligt eksempel for din datter”, “Donald, jeg har jo sagt, at du ikke skal røve flere banke!”, “Giv pengene tilbage, Donald!”, “Hvis du ikke giver de varer tilbage, ringer jeg efter politiet! Du skal aflevere dem”, og sådan fortsatte det hver aften. Til sidst besluttede Bedste, at jeg skulle blive en uge mere, imens min far kørte hjem. Bedste gav mig småkager, kage og kakao, og om aftenen sad jeg indpakket i et tæppe, og snakkede med Bedste, hvilket gav mig en underlig varm følelse, der spredte sig igennem min krop helt ud til fingerspidserne. Jeg havde det som om, at jeg var den lykkeligste i verden. Jeg ønskede aldrig, at den følelse ville stoppe.

 

Et par dage senere ændrede det hele sig. Det startede med, at alle de voksne der bor i lejligheden, fik denne her sms om, at de alle skulle møde op i lokale 18 på universitetet. Alle synes det var mystisk, men tog afsted alligevel. Jeg ventede, og ventede. Timerne gik, men ingen kom tilbage. Jeg bestemte mig derfor, for at gå ud af lejligheden. De andre børn i lejligheden var også på vej ned mod døren. Den var fuldstændig låst og umulig at få op. Lyset slukkede overalt så alt blev mørkt. Frygten spredte sig i hele rummet, og alle de mørke forskrækkede øjne, stirrede i rummet i håb om en udvej. “Vi kommer efter jer bare rolig!” sagde en mørk og kold stemme der kom ud af højttaleren på væggen. De få der kunne få et ord frem, skreg skrækslagne. Alle stillede sig i en stor klump og græd af fortvivlelse undtagen mig og et par drenge. Jeg var vant til sådanne trusler, men jeg følte mig alligevel meget bange. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg bare skulle se at komme væk. Jeg løb ind i elevatoren, og stødte sammen med drengen, der havde reddet mit liv den anden dag. “Det var ikke med vilje,” undskyldte jeg. “Det er i orden. Forresten hedder jeg Alexander,” svarede han. “Sødt navn,” sagde jeg, og rødmede, hvilket han heldigvis ikke så, “Jeg hedder Almas.” Pludselig hørte jeg stemmer og skrig. “Skynd dig! Vi skal gemme os! Forbryderne kommer snart ind i elevatoren,” sagde jeg skrækslagen. Vi ledte efter skjulte rum i elevatoren over det hele. Vi fandt endelig et, og kravlede ind i det. Der sad vi klemt, men det var i sidste øjeblik, vi havde lukket døren til rummet. De tre stemmer tilhørte mænd. “Bare rolig, Frank…… Vi finder de der blåøjede magikere,” sagde den ene mand. “Det håber jeg,” sagde ham der hed Frank. “De kan ikke gemme sig,” sagde den tredje mands kolde stemme, der tilhørte manden, der havde talt i højttaleren. Jeg så spørgende på Alexander, der ikke sagde et ord, og holdt fingeren op for munden. Jeg havde på fornemmelsen, at han vidste alt hvad der foregik, og at han var en af de der “blåøjede magikere”. Jeg sad helt stiv af skræk. “Frank, du tager første og anden sal. Arim, du tager tredje og fjerde. Jeg tager selv femte og sjette. Nogen spørgsmål?” hvæsede den kolde stemme. “Shayton, skal vi dræbe nogen?” spurgte Arim. “Nej dit fjols! Hvad tænker du dog på?” råbte Shayton irriteret. Endelig stod de af elevatoren. Jeg kunne høre skrigene på lang afstand. Da vi var sikre på, at elevatorens døre var lukket, kravlede vi ud af det hemmelige rum. Mit hjerte begyndte at hamre voldsomt, da vi stod, og stirrede ind i Shaytons grå øjne. Shayton havde langt kulsort hår, grå øjne, en mørkegrøn halskæde med en lille sort sten, en lang sort kappe, sorte bukser og var temmelig slank. Frank havde kort uldet mørkebrunt hår, brune øjne, en mørkegrøn halskæde med en lille sort sten, sort lang kappe, sorte bukser og slank. Arim havde sort hår, sorte øjne, en mørkegrøn halskæde med en lille sort sten, sort lang kappe, sorte bukser og var slank. Jeg var sikker på, at de ikke fik særlig meget mad. De var også blege. Så de levede sikkert et mørkt sted. Jeg begyndte at fryse igen, og jeg blev meget svimmel. Alexander kunne tydeligt se frygten i mine øjne, så han tog min hånd, og gav den et lille klem, som tegn på at det nok skulle gå. Et ondt smil bredte sig på Shaytons mund. Han lagde sin hånd på min hånd, lige på slange-mærket, jeg skreg af smerte. De grinede alle tre. De havde snydt os, og fået os til at tro, at de var gået. Han lagde også sin hånd på Alexanders slange-mærke, der også skreg af smerte. “De er begge blåøjede magikere,” sagde Shayton med et ondt bredt smil. Mig en magiker? Jeg stirrede vredt på Alexander. “Hvorfor havde du ikke fortalt mig det?” snerrede jeg. Han stirrede bare ned i jorden. Shayton beordrede Frank og Arim til at tage fat i os. Jeg bed smerten i mig, da de rørte ved mig. Vi gik modvilligt ud af elevatoren med dem. Alle de andre børn stirrede på os. Jeg satte mig ned. De trak alt hvad de kunne, men jeg blev på gulvet. Alexander fulgte mit eksempel. “Vores herre bliver ikke glad for det,” jamrede Frank. “Det skal gøres på den hårde måde,” sagde Shayton med et smil. Han stirrede på mig, og pludselig brød en forfærdelig smerte løs i kroppen på mig. Den startede i hovedet, og gled lige så stille ned af min krop og ned til benene. Før jeg vidste af det, lå jeg på gulvet, og vred mig, som en slange der led af smerte. Alle råbene og skrigene forsvandt, og mit syn blev sløret. Det føltes som om, der kun var mig og smerten. Jeg følte ikke, at jeg kunne trække vejret. Koldsved brød frem på min pande, og jeg ville gøre alt for at dø. Smerten var uudholdelig. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Jeg nåede lige at se de sorte skikkelser forsvinde, og så besvimede jeg.

 

“Det er umuligt!” råbte kvinden med det lange grå hår. En tårer faldt fra hendes kind ned på de kolde fliser. Hele det mørke rum med kun en enkelt solstråle oplyste hendes ansigt. Hun ville ikke miste mere. Hun foldede hænderne, og håbede, at gud hørte hendes bønner. Hendes himmelblå øjne stirrede op i et par kolde grå øjne. Hun vidste hvem han var, og hendes had til ham var stort. Hun kunne mærke det, men nej, det var umuligt. Ingen havde overlevet det, tænkte hun. Hun vidste, at hun ikke kunne lyve for sig selv, men alligevel kunne det ikke være sandt, det hun havde mærket og følt. “Gør dig klar til at miste, det du skulle have mistet for lang tid siden.” sagde manden med de grå øjne og den kolde stemme. Han smilede ondt og nød synet af hendes fortvivlelse. “Din mand er også død? Det var ærgerligt, for så har du snart ikke noget andet end din celle tilbage. Medmindre du giver dig og fortæller mig...?” sagde manden, men hun afbrød ham. “Aldrig! Du skal ikke vide det! Jeg vil hellere dø!” skreg hun. Hans ansigtsudtryk kunne hun ikke læse, men hun vidste, at han var vred. “Før hende tilbage i cellen”, sagde han koldt, og manden der havde stået ved siden af adlød, og trak hende afsted ind i mørket. Hun hviskede stille: “Amalia, Sacissa…. Og til sidst….”

 

Jeg vågnede, fordi en våd kold klud lå på mit hoved. En eller anden mumlede: “Amalia… Sacissa…. Amalia….. Sacissa,” og lidt efter lidt opdagede jeg, at det var mig der mumlede. “Hvem er Amalia og Sacissa?” spurgte en velkendt stemme. Jeg skulle lige til at svare, at det var nogen i min drøm, men spørgsmålet var ikke til mig, for en eller anden svarede: “Jeg ved det ikke.” Jeg åbnede forsigtigt øjnene. Alexander og en fremmede mand stod, og kiggede på mig. “Hvad skete der?” spurgte jeg. De tøvede lidt, men så sagde Alexander: “Det er halskæden….. Den er farlig, den kan få andre til bla. at lide, blive styret, kastet tilbage og dø. Til ens egen fordel kan den bla. lyse så man kan se, beskytte én og redde éns liv. Ligesom en tryllestav. Alt dette og mere kan ske. De skal ikke andet, end at tænke på hvad der skal ske, og hvem det skal ske med. Så derfor var det dumt, at du viste dem, at du ikke vidste, at du var en blåøjet mag…” men jeg afbrød ham: “Du kunne bare have fortalt mig det! Desuden tager de ikke efter nybegyndere, det var tilfældigt.” Alexander kiggede på mig, som om jeg var bims i hovedet. “Tilfældigt? Det var ikke tilfældigt. Dem der ikke er nybegyndere, kan nemlig godt stritte imod! Det har vi nemlig lært.” Jeg kiggede surmulende på ham. Det var som om, han ikke troede, at jeg kunne noget som helst. Jeg hader folk, der ikke accepterer mig. “Jeg kan godt klare mig selv!” sagde jeg surt, og rejste mig op, men samme øjeblik faldt jeg, og Alexander greb mig. “Mhhm…. Du kan klare dig selv siger du?” grinte Alexander flabet. Jeg kiggede surt på ham, og prøvede at komme så langt væk fra ham som muligt. Det gik ikke særlig godt, for han strammede bare grebet om mig. Han kastede mig over hans skulder, og jeg kunne ikke gøre noget for at komme ned. Jeg ville ikke behandles som en baby, når jeg var tolv. Manden ved siden af smilede, og så begyndte han og Alexander at skråle:

 

Der er noget i luften

jeg véd ikke hvad,

som forår, skønt skoven

har mistet hvert blad,

der er noget i luften

som rosernes duften,

som fuglenes fryd,

skønt rosen er falmet, og fuglen

er draget mod syd.

 

Der er noget i luften,

som gør mig så glad,

som trøster mit hjerte

i ungdommens bad,

der er noget herinde,

et strålende minde

med kærter og sang,

om julen derhjemme, derhjemme

hos moder en gang.

 

Der er noget i luften,

et barndommens bud,

som lyser imod mig

som stjernen fra Gud,

som leder mig stille

til frelseren lille

med barndommens fryd,

skønt barndommen flygted som fuglen,

der rejste mod syd.

 

O kom til os alle,

du højtidens drot,

om lokken er gylden,

om håret er gråt!

Udbred dine hænder,

mens lysene brænder,

og skænk os din fred,

thi evig, ja evig er glæden,

når du følger med.

 

Da vi endelig nåede hen til bestemmelsesstedet, der var en kro, opdagede jeg noget, der gjorde mig i dårligere humør, nemlig at stedet var fyldt op med 16-årige drenge, der var ved at dø af grin, fordi jeg hang fra Alexanders ryg. “Har du fanget en sild?” spurgte en af drengene. Alle grinede undtagen mig. Jeg ønskede inderligt, at jeg var en dreng. Det var ekstra irriterende, at Alexander var fjorten og jeg kun var tolv, så derfor forstod jeg ikke, hvorfor han tog mig med herhen. Alexander satte mig ned på en stol. Da alle drengene ikke længere havde rettet opmærksomheden mod mig, hvæsede jeg til Alexander: “Skulle du absolut bære mig på den måde?” Han kiggede på mig, og det lignede, at han var ved at dø af grin. “Det var fordi, du ikke kunne gå selv,” svarede han. “Hvordan ved du jeg ikke kan? Det kunne jo være, jeg kunne nu,” sagde jeg. “Ja prøv du bare,” hånede han, og satte sig ned ved siden af mig. Uden jeg tænkte over det, sparkede jeg ham så hårdt i maven, at han faldt ned fra stolen. Han skreg, og alle vendte sig mod os. Jeg havde lyst til at løbe, men kunne ikke rejse mig op. Alle stirrede bebrejdende på mig. “Det er okay”, stønnede Alexander. Jeg følte mig meget skyldig. Jeg lå mærke til heden, og det svage lys der kom fra stearinlysene, der oplyste det gamle træ, kroen var lavet af. Drengene begyndte at skælde mig ud. Jeg blev mere og mere vred på dem. Til sidst vendte jeg ryggen til dem, og gik udenfor. De fulgte efter, og råbte efter mig, da jeg begyndte løbe. Jeg løb, alt hvad jeg kunne. Jeg gled ned i en hule, der var gemt omme bag et træ. Inde i hulen var der ret mørkt, en svag lugt af svamp, og der var fugtigt, koldt og klamt. Jeg ønskede inderligt, at der kom noget varme og lys. Jeg skreg da der kom ild ud af min venstre hånd. Pludselig tog en hånd fat i min højre hånd, og trak mig op af hullet. Jeg kiggede direkte ind i Alexanders øjne. “Undskyld,” mumlede jeg. “Det var ikke din skyld, det var min, jeg skulle have behandlet dig ordentligt,” svarede Alexander, “men jeg kan se, du kan gå igen,” Jeg nikkede stille, jeg havde ikke engang opdaget, at jeg kunne gå igen.

 

De næste dage gik med, at vi skulle hen til de blåøjede magikers hovedkvarter, hvor vi ville være i sikkerhed. Vi gik ind i en lille by, og fandt et hus hver, hvor vi søgte husly. Jeg søgte husly hos hr. og fru. Aggers, der tog godt imod mig, men ville have en diamant hver uge, jeg boede der. Jeg fik dem samtidig til at love, at sige de havde adopteret mig. Alexander og jeg havde aftalt, at vi ville begynde på skolen i byen (Der gik man altså i skole, til man var 17). Vi gjorde det, så vi kunne finde ud af byens hemmeligheder. Alexander sagde, at der var hemmeligheder i byen, der kunne dræbe Mornarki, altså en slags våben, så derfor havde han fået besked på at finde dem, de var nemlig vigtige, men han gad ikke fortælle mig hvorfor. Dagen efter jeg var flyttet ind hos familien Aggers, mødte jeg Alexander på torvet, som vi havde aftalt. Derefter gik vi i skole. Sådan fortsatte det hver dag. Efter en måned havde vi stadig ikke fundet hemmelighederne. Hver dag huskede vi, at fortælle hinanden, hvad der var sket i løbet af dagen. Alexander fortalte, at vi skulle bekæmpe Mornarki, og hans tjenere: Mornarkierne, og at Frank, Arim og Shayton var Monarkier. Da der var gået en måned, begyndte hr. og fru. Aggers at behandle mig anderledes. De havde den sidste måned været mega søde mod mig, men så begyndte de, at behandle mig som skrald. Jeg skulle slide og slæbe hele tiden.

 

I skolen bagtalte alle mig, og en dag kom en pige fra sjette klasse hen til mig. “Seriøst? Er du blevet adopteret af familien Aggers,” hun sagde de to sidste ord med afsky, “flygt så snart du kan!” Hun betragtede mine øjne. “Er din bror ikke ham Alexander?” spurgte hun nysgerrigt. “Nej vi…. han er ikke min….” jeg tøvede, “hvorfor skal jeg flygte?” Men pigen havde allerede fuld fart mod musiklokalet. Jeg skyndte mig efter hende. Jeg ønskede, at jeg var usynlig, fordi folk skubbede meget til mig. “Hvad så?” råbte en af drengene efter mig. Jeg styrtede afsted, og alle stirrede på mig. Mine skridt gav genlyd, fordi alle var helt stille. Jeg kiggede bagud. De underlige gennemsigtige skikkelser styrtede efter mig. Det så ikke ud til, at de andre på gangen lagde mærke til dem. Pludselig blev skikkelserne synlige, og alle skreg. De sorte kappers hætter var trukket over bærernes hoveder. De havde alle de grønne halskæder på. Man kunne ikke se deres ansigter, men jeg genkendte Arims stemme, der råbte: “Du slipper ikke fra os denne gang tøs!” Jeg styrtede afsted. Jeg drejede hen af de snoede gange på den kæmpestore skole. Faklerne lyste svagt, men jeg blev ved med at løbe. Mornarkierne skød forbandelser efter mig over alt. Jeg blev ramt af en forbandelse på højre bryst, men blev ved med at løbe. En varm følelse bredte sig i mit bryst, og jeg så i det svage lys, at jeg blødte voldsomt. “Alexander!” skreg jeg, før jeg blev ramt af endnu en forbandelse, der fik mig til at blive svimmel. Jeg sprang ind af døren til musiklokalet. Alle stoppede med at synge, og gispede. De kiggede bekymret på mig. Jeg lå nu på gulvet, helt udmattet, og smurt ind i blod. Alexander sprang ind af døren, og satte sig på knæ foran mig. “Tal til mig, Almas!” skreg han. Jeg stønnede svagt. Smerten blev værre, og jeg ønskede igen at dø. Mit syn blev sløret, og jeg kunne ikke se noget, men jeg kunne mærke blodet strømme ud. Mit hovede dalede langsomt ned i Alexanders skød, og alt blev mørkt.

 

“Hun trækker vejret igen! Det er et mirakel!” råbte Alexander, “tusind tak hr. Bonitatem, du er vores helt.” Jeg lå på ryggen, og havde forfærdelige smerter. “Det var en ære, at redde en blåøjet magiker, især sådan en ung stærk tøs,” sagde manden ved navn Bonitatem, “hun har stærke kræfter, man må bare håbe, at hun aldrig! aldrig! Går på Mornarkis side.” Der gik et stykke tid, og så sagde Alexander: “Det kunne hun aldrig finde på.” Jeg trak på smilebåndet, og forsøgte at skimte hans ansigt. Jeg fik i løbet af fem minutter endelig synet tilbage. Bonitatem havde en sjov skællet hud, der lignede fiskehud. I højre og venstre side af hovedet havde han gæller. Han var sikkert en fiskemand eller sådan noget. Faktisk overraskede det mig ikke. Jeg havde set lagt mærkeligere og uhyggelige ting det sidste døgn. Hans øjne var helt lysegrønne, og hans hår var pink. Synet af ham gjorde mig glad, jeg ved ikke hvorfor. Jeg var på et hospital af en slags, alting var lavet af træ, og en stærk duft af blomster hang i luften. Kræfterne gad ikke komme tilbage endnu. Jeg lå helt svag og kold af sved, og jeg havde fået feber. Det der gjorde mig i bedre humør, var at hr. Bonitatem, blev ved med at rose mig, med at jeg overlevede det store blodtab. Han var virkelig interesseret i kampen mod Mornarkierne, og jeg blev ved med at fortælle den. Da jeg havde været indlagt i to dage skete der noget uventet. Hr. og fru. Aggers kom styrtende ind. “Du skal hjem lige nu!” råbte fru. Aggers lille piv-stemme. “Det skal hun ihvertfald ikke!” brølede Bonitatem, “jeg kender dig din lede heks! At sælge sine egne børn, og ikke tro det bliver opdaget? Tja… Det slap jo ud med det samme. Du skal ikke tro, jeg ikke kender dig og din mand, fru. Aggers. Alle børnene kender jer jo fra skolen, de ved at man skal holde sig fra jer,” Bonitatem smilede fornøjet, da hr. og fru. Aggers rødmede af vrede og fortsatte: “Man bruger historien om at i solgte jeres børn, til at skræmme børnene i skolen, så de hører efter hvad læreren siger. Læreren skal bare sige: Hvis du ikke holder op, så kommer hr. og fru. Aggers og henter dig. Det siges at i kidnappede et fremmede barn for fem måneder siden, og derefter solgte det for penge, ikke sandt?” hånede Bonitatem. “Du skal ikke fornærme os! De børn var ikke andet end besvær, og desuden var det fremmede barn en skændsel! Han gad ikke give sine penge til os, da vi sagde at hans mor skylde os en krone, og han skulle give os den krone, men den dumme unge påstod, at han skulle bruge en krone på tyggegummi. Børn er en skændsel!” svarede fru. Aggers surt. Hr. Aggers løftede mig op på hans skulder, og gik ud af rummet i hastig fart sammen med fru. Aggers. Jeg havde på fornemmelsen, at det ikke tegnede godt. “Alexander!” skreg jeg, men så at fru. Aggers havde bundet Alexander og Bonitatem med magiske jernkæder, så de ikke kunne slippe fri ved hjælp af magi. “Hjælp!” skreg jeg. En masse mennesker vågnede fra deres skønhedssøvn, og stak hovedet ud af vinduet. De styrtede ud af dørene i nattøj. Hr. og fru. Aggers løb, alt hvad de kunne. Jeg slog, alt hvad jeg kunne, hvilket svarede til ikke ret meget, jeg var stadig svag, og havde det ikke godt. Jeg var forvirret, pga. alle skyggerne og stemmerne, der var omkring mig. Pludselig kunne jeg lugte, at vi var ankommet til hr. og fru. Aggers garage. Det lugtede af benzin. Her havde jeg nemlig sovet hvert døgn. Jeg hørte, at døren blev låst, og jeg vidste, at jeg ikke kunne gøre noget for at komme fri. Fru. Aggers fandt nogle magiske jernkæder frem, og derefter bandt hr. Aggers mig stramt med det. “De der mennesker… De… De… De er ikke til at stole på,” stønnede jeg. “Vi gider da ikke lytte til dig!” hvæsede fru. Aggers. Det er deres problem, tænkte jeg. Min vrede til dem var enorm, men jeg prøvede, at styre mit temperament. Det var det, pigen havde advaret mig om. De tænkte åbenbart kun på penge. Hvad skulle jeg gøre? Jeg forstod ikke engang det der magi-halløj. Jeg følte mig svag og dum. Jeg var jo bundet, og kunne ikke gøre noget. Jeg blev vred på mig selv. Jeg hørte mørke kolde stemmer, og jeg genkendte Shaytons stemme, og fik kuldegysninger af vrede. Jeg ville ikke nedgøres af ham. “Så mødes vi igen,” sagde Shayton, da han så mig. Jeg sendte ham et vredt blik. “Du er helt alene, der er ingen til at beskytte dig denne her gang,” hånede Shayton. En masse Mornarkier omringede mig og Shayton. “Du slipper ikke væk igen,” sagde Arim, der også var der. Jeg kunne ikke se ansigterne, de havde nemlig trukket hætterne over deres hoveder, men jeg kunne genkende Shayton og Arims stemmer, og Frank var her sikkert også et sted. Jeg kiggede ned i jorden af udmattelse. “Hvor er det synd! Du er svag og nybegynder, så det bliver for nemt at dræbe dig,” sagde han, og lo, og alle de andre Mornarkier grinede med. Jeg blev vred, men kunne stadig ikke gøre noget. Det var ikke det sidste, han sagde, han blev ved: “Det gør kun ondt at dø et par sekunder.” Min vrede steg højere og højere. “Du er jo også en pige! De kan ikke finde ud af noget,” sagde Shayton, og alle Mornarkierne skreg af grin, mens Shayton bare smilte ondt til mig. Jeg blev så vred, at jeg ikke følte mig svag mere. Jeg sprang op på benene, og smeltede de magiske jernkæder, med ild der kom ud aWow!Jeg havde åbenbart ild-evner. Mornarkierne stirrede måbende på mig. Efter det var jeg ikke sikker på hvad der skete, men på et tidspunkt blev jeg ramt af en stråle, som lammede mig.

 

En pige med langt lyst hår smeltede de magiske jernkæder. Hendes øjne forvandlede sig fra himmelblå til røde, nej vent der kom laserstråler ud af dem! Der begyndte at komme ild ud af hendes hænder og fødder. Alle hendes fjender stirrede bange på hende, og hendes venner stirrede både stolte, og forskrækkede på hende. Hun begyndte at flyve, og snurrede rundt i luften. Alle hendes fjender blev løftet op i luften. De skreg, og skød med magi over alt. Men ingen kunne ramme hende. Hendes lyse hår forvandlede sig til et hav af flammer. Hun svingede med det mod sine fjender, og hendes navn ville snart være det mest frygtet i hendes fjenders verden. Almas hedder hun, Almas!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...