De blå øjnes magi - Djævlens efterkommer

Almas er seks år, da hendes mor forsvinder på mystisk vis. Hendes far er frastødende, og hun overnatter ofte hos Bedste. Alt ændrer sig da hun en dag oplever noget mystisk. Et sporløst forsvundet dådyr, et blåt lys, en statue af Odin, en fantastisk verden, halskæder, hemmeligheder, løgne, penge, alt dette kan beskrives med tre ord: en anden virkelighed. Men er der noget hendes far skjuler? Og hvem er kvinden fra hendes drømme? Hvorfor forfølger de kappeklædte mænd hende?

1Likes
0Kommentarer
399Visninger
AA

1. Bedste er Bedste

Bedste er Bedste

“Stå nu op!” råbte han. “Ja! jeg kommer nu!” råbte jeg, og tog puden overhovedet. “Almas! Jeg mener det!” råbte han, og styrtede ned i køkkenet. Jeg kiggede hurtigt over på bordet. “Idiot!” skreg jeg, og styrtede efter ham. “Giv mig den!” skreg jeg. “Øjeblik. Jeg skal lige se,” sagde han roligt. “Jeg gør hvad du siger, bare giv mig den,” sagde jeg, så roligt jeg kunne. “Det ville jeg gerne men… Ups,” sagde han, og smed glaskuglen, jeg havde fået af mor, ned på gulvet. Jeg gled ned på knæ, og nåede lige at gribe kuglen. “Gode reflekser, hva`?” grinte han. “Dit svi… Nej,” sagde jeg. Mor havde aldrig kunnet lide folk, der bandede. “Hvad er der galt? Er lille Almas bange for at bande?” spurgte han flabet. “Nej! Men kuglen betyder alt for mig! Til gengæld for dig!” råbte jeg. “Hvorfor betyder den kugle så meget for dig?” grinte han. “Det er det sidste jeg har fra mor,” svarede jeg. Nu blev hans ansigt mere alvorligt, men da han så, at jeg kiggede, blev hans ansigt straks flabet igen. “Du burde faktisk tænke mere på mor! Hun var din kone!” sagde jeg surt. Et øjeblik så det ud til at ramme ham, men så kom hans flabede smil alligevel frem igen. “Kom så igang! Ikke mere pjat,” sagde han. “Far, det var dig, der startede pjattet,” sagde jeg, og gjorde mig klar til skolen.

 

Da jeg kom hjem, stod far i indkørslen med nogle unge og stærke mænd. Bare han ikke prøvede at lave en prank på mig igen. “Drop det,” råbte jeg til ham. “Droppe hvad?” råbte han tilbage. “Du ved godt, hvad jeg taler om,” råbte jeg. “Du sover hos Bedste i nat,” sagde han. “Hvad? Igen!” sagde jeg. Bedste boede lige ved siden af os, i en lejlighed, så jeg gik straks over til hende.


“Er det blevet bedre med din far?” spurgte Bedste. “Nej, siden mor forsvandt, da jeg var seks, har han været kold og frastødende.” “Det er jo forståeligt,” sagde Bedste. “Nej! Hvordan det?” spurgte jeg surt. “Hør her min skat. Han har mistet sin kone! Det er hårdt for ham,” forklarede Bedste. “Hvad så? Jeg har mistet min mor! Og faktisk også ham,” råbte jeg. “Ja, men det er noget andet,” svarede Bedste. “Hvordan noget andet?” spurgte jeg. “Det er svært at forklare,” sagde Bedste, “du vil forstå det når du bliver ældre.” Jeg sukkede. Det siger alle mennesker. Men hvornår har det været sandt? Ja, okay. Harry Potter selvfølgelig. Han forstod tingene bedre og bedre. Men jeg er ikke Harry Potter! “Te?” spurgte Bedste. Jeg rystede på hovedet, og kiggede ned i jorden. Jeg prøvede at skjule tårerne, men uden held, og Bedste strøg stille sin hånd rundt på min ryg. “Vi finder ud af det her sammen,” hviskede hun i mit øre, og fik mig, for første gang i flere år, til at smile. Hun havde altid været der for mig. Hun mindede meget om mor. Jeg huskede svagt mors duft og barmhjertelighed, hendes smukke smil og elegante stemme, og sidst, men ikke mindst, hendes strålende skønhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...