The struggle

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2017
  • Opdateret: 26 feb. 2017
  • Status: Igang
Skrigene overtager langsomt mit hoved.
Jeg falder langsomt fra hinanden, stykke fra stykke.
Lidelsen bliver større og smerten overtager langsomt min kolde krop.
Hvem er jeg? Og hvorfor gør jeg ikke en ende på det? Dræber mig selv, det nemt. Stemmerne, skrigene og smerten vil stoppe. Gør en ende på lideslen.
Jeg er bange.

2Likes
7Kommentarer
144Visninger
AA

3. The beginning

Her står jeg, ved broen og kigger udover vandet. Klar til at springe, flygte fra det hele.

Smerten er for stor, stemmerne kontrollere mig jeg kan og vil ikke magte det mere. Stemmerne kontrollere mig de frister mig, jeg er ikke længere mig selv. Der helt stille, ingen fugle, der mørkt og regnen falder langsomt ned på jorden, vinden suser forbi mine kolde øre. Der er ingen på gaderne, jeg kan frit springe og ende denne smerte, og komme op i himlen og leve i fred. væk fra alt dette, væk fra skrigene og stemmerne. 

Smerten overtager min krop, lidelsen stopper aldrig. Jeg tager et skridt op på broens gelænder og stiller mig på den, vinden suser lige ind på mig. Mine tårer triller ned af min røde kind. Stemmerne siger jeg skal stoppe, men jeg kan ikke længere leve sådan. Jeg kan ikke længere kæmpe, svag er jeg blevet.

Jeg er syg, psykisk syg. Alt går langsomt fra hinanden, og alt bliver sort omkring mig. Alle forsvinder fra mig.

Mine ben ryster, jeg forsøger at holde balancen på gelænderet, jeg vil springe men der noget der holder mig tilbage. Min krop siger jeg ikke skal springe, men min hjerne vil jeg springer for at ende dette.

Tankerne flyver rundt i mit hoved, mit hjerte pumper hurtigere og min vejtræning bliver ukontrolleret.

Jeg tager mine rystende hænder op til mit hjerte, og holder fast og forsøger at kontrollere min vejtrækning, mine ben ryster, og regnen bliver slemmere, og vinden bliver hårdere. Det bliver sværere for mig at holde balancen, i stor smerter går jeg langsomt ned fra gelænderet og falder hurtig ned til jorden. Jeg forsøger at hive vejret til mig og kontrollere mine vejtrækning, men det bliver værre. I et forsøg på at få vejret, bliver min hals øm og jeg tager min ene hånd op til halsen og forsøger at få vejret. Jeg føler jeg bliver kvalt, kvalt i min egen smerte. Kvalt i mine stemmer og skrigene der skriger i mit hoved. 

Skrigene i mit hoved bliver højere og højere, de vil ikke stoppe. Skrigene skærer i mine øre, hurtigt tager jeg mine hænder op til mine øre og forsøger at bide skrigene væk. Jeg begynder at skrige, forsøge at overdøve skrigene i mit hoved. Jeg er svag, ingen eller intet kan redde mig.

Jeg er fortabt.

Langsomt falder jeg til jorden og trækker min krop sammen, skrigene er nu så høre at jeg intet kan høre, jeg begynder at skrige højere og holde mine hænder hårdt ind til min kolde hud mens jeg trækker kroppen hårdt sammen og bider mig i læberne for at få smerten til at forsvinde.

Jorden er kold og våd, regnen lander hårdt på min kolde hud og tårerne triller langsomt ned af mine røde kinder. Min makeup er smadret ud i hele ansigtet og mit lange brune hår er kruset.

Mine øjne bliver svagere og alt bliver mere sløret.

Langsomt kæmper jeg mig selv op af den kolde jord hele min krop ryster, jeg kigger mig rundt omkring, alt snurrer rundt, jeg for blot øje på et menneske der står foran mig, hans ansigt er sløret, han er bange ligesom jeg. Langsomt træder han et skridt frem og min krop ryster hurtigere. Han har intet ansigt.

Langsomt tager han sine hænder op til mine kinder og drejer sit hoved lidt på skrå. Mit skrig stopper og jeg forsøger at trække mig væk fra ham, men han holder godt fast i mig. Jeg lukker øjnene.

"Få det til at stoppe skriger jeg, jeg vil ikke mere, jeg kan ikke mere, lad mig nu bare dø!"

Forsigtig åbner jeg øjnene og manden uden ansigt er nu væk. Langsomt falder jeg grædende til jorden. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...