Second

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2017
  • Opdateret: 15 jun. 2017
  • Status: Færdig
Chris er en 16-årig ung mand, der har en lillesøster, Thea, som er syg med kræft. Chris prøver desperat at skabe en normal hverdag, selvom hans søster er syg. Det går til tider godt, mens det andre gang går helt vildt dårligt.

3Likes
0Kommentarer
1258Visninger
AA

9. 9. Begravelsen

Christopher’s synsvinkel

 

Lørdag 24 Februar 10:51, snevejr - Lagerhallen

 

Jeg trillede om på ryggen, så jeg lå og kiggede op på loftet i det mørke lille rum. Jeg havde absolut ingen ide om, hvordan jeg skulle klare den her dag - jeg var endda stadig i tvivl, om jeg ville med. Jeg havde ikke lyst til at blive påmindet om, hvad der var sket. Jeg havde ikke lyst til at se mine forældre og tale med dem. Jeg havde ikke lyst til at se dem græde, men mest af alt havde jeg ikke lyst til at se den hvide kiste også vide, at Thea lå lige dernede.

Jeg satte mig op i sengen og slog dynen til side. Luften i Sofias lille soveværelse var ekstremt dårligt, fordi der ingen vinduer var, det mindede mest af alt bare om et stort skab. Langsomt fik jeg åbnet døren ud til hendes lille stue og opdagede, at hun sad henne i sofaen og så tv. Hun drejede sit kønne ansigt mod mig og sendte et lille smil.

“Tager du med i dag?” Spurgte hun stille og jeg sukkede svagt, inden jeg søvnigt kørte en hånd gennem mit uglede morgenhår og kløede mig lidt i baghovedet.

“Jeg ved det ikke” mumlede jeg og gik på mine bare fødder over og satte mig i hendes læder sofa. Min varme nøgne hud klistrede straks fast til sofaen, jeg hadede den følelse. Jeg skulle helt klart overtale Sofia til at købe en stofsofa, når hun engang havde fået nogle flere penge.

“Jeg kan ikke lide din sofa” kommenterede jeg og kiggede på hende med et skævt smil. Hun så åndsvagt på mig, mens jeg bare trak på skuldrene.

“Du skal være velkommen til at sidde på gulvet, men du taler udenom” Endnu et suk forlod mine læber, jeg burde virkelig tage med. Jeg anede bare ikke, om jeg kunne. Jeg sad længe og betragtede Sofia i stilhed, mens det kun var fjernsynet, der kørte.

“Sofia?”

“mhm?”

“Hvis jeg nu tager afsted vil du så ikke tage med mig?” Jeg kiggede skeptisk på hende. Hvis hun tog med, så ville jeg have en at støtte mig op af. Det ville virkelig gøre det nemmere for mig at komme igennem, men problemet var, det skulle ikke være nemt at komme igennem. Selvfølgelig var det ikke nemt at miste sin lillesøster og det ville tage lang tid at lære og bearbejde sorgen, men jeg kunne godt bruge en støtte i dag og det kunne hun jo være.

“Jeg er jo ikke inviteret, Chris?” Sofias smukke øjne faldt på mig, de var fulde af bekymring og jeg tog mig langsomt til hovedet. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kiggede hjælpeløst over på Sofia, hun tog min hånd og kiggede på mig.

“Jeg følger dig derned og så mødes vi bagefter, okay? Det kan du godt, Chris.” Jeg nikkede, det kunne jeg vel godt. Jeg kunne ihvertfald blive nødt til det for Theas skyld.

 

Lørdag 24 Februar 12:43, overskyet - Ude foran kirken

 

“Er du klar?” Sofia kiggede med et bekymret blik på mig, og jeg trak på skuldrene. Hun kyssede mig hurtigt og slap min hånd, inden hun vendte sig for at gå. Jeg tog en dyb indånding og vendte mig om mod kirken, der tårnede sig op over kirkegården. Den hvide sne lå smukt henover de fredelige gravsteder og jeg rettede nervøst på mit sorte slips og mit sorte jakkesæt, inden jeg anspændt begyndte at gå hen mod indgangen til kirken. Allerede inde i våbenhuset mødte jeg de første familiemedlemmer og venner til Thea. Nogle græd og andre stod tappert og så på mig, jeg fik det langsomt mere og mere dårligt med det her. Jeg vidste allerede nu, at jeg ikke ville komme til at klare det, og jeg havde stadig muligheden for at vende om og løbe efter Sofia. I stedet gik jeg videre gennem våbenhuset og blev mødt af en helvedes masse triste øjne, da jeg trådte helt ind i kirken, men det blev meget værre, da jeg skulle gå op gennem gangen for at komme helt op foran. Blomsterne fyldte kirkegulvet hele vejen op til alteret, og der lå hun i hendes fantastiske smukke hvide kiste. Blomsterne på den gjorde det hele så fredfyldt og smukt og jeg måtte synke en klump, inden jeg fortsatte hele vejen frem mod mine forældre.


Jeg nåede helt frem til den forreste bænk og stillede mig foran mine forældre, som den sårbare person jeg var lige nu. Min mor brød helt sammen og rejste sig op og lagde armene om mig, mens tårerne trillede ned af hendes kinder. Min far blev siddende på bænken, mens tårerne lydløst og meget diskret forlod hans øjne. Jeg blinkede et par gange og satte mig ned på bænken mellem ham og gulvet, så jeg sad yderst. Flere kom og og kondolerede, men jeg registrerede det knap nok, jeg var så fjern. Det eneste jeg kunne tænke på var hende. Ikke engang præstens ord lyttede jeg til, jeg sad blot og kiggede på den hvide kiste og tænkte på, hvordan hun mon lå dernede i en alt for ung alder. Langsomt og lidt efter lidt faldt den ene tårer efter den anden diskret ned af mine kinder i takt til præstens ord.

Inden jeg overhovedet kunne nå at registrere det rejste folk sig op og min far, mor, onkel, morfar, farfar og jeg skulle bære kisten ud til gravstedet, hvorefter Thea så skulle begraves. Folks sørgelige blikke og tårevædede øjne fulgte os, mens vi gik ned af kirkegulvet. Jeg græd også, jeg var sønderknust. Thea var jo for pokker min lillesøster, det havde altid været meningen, at det var mig, der skulle forlade os først, fordi jeg var ældst.

Vi sank forsigtigt kisten ned i graven og jeg brød helt sammen, da den ramte jorden og præsten smed det første jord på. Jeg rystede over hele kroppen, hvordan skulle det hele nu blive? Min mor ville gå endnu mere ned end før og hvad med min far? Jeg anede ikke, hvordan han ville reagere. Jeg kørte mine hænder op i mit ansigt og tørrede mine øjne, mens jeg kiggede ud over kirkegården. Sofia stod et stykke væk oppe ved kirken og kiggede trist ned på os. Jeg trak mig stille fra folkemængden og gik op til hende. Jeg kunne ikke holde det ud længere, jeg savnede hende så forbandet meget! Thea var min lillesøster, det havde været min pligt at beskytte hende, men det havde jeg ikke gjort godt nok. Jeg lagde armene om Sofia og hun lagde hendes om mig. Hun gav mig en tryghed, jeg virkelig havde brug for, men det hjalp ikke på ensomheden. Jeg savnede Thea, det gjorde jeg virkelig og jeg følte mig så åndsvagt alene. Sofia kiggede op på mig med hendes trøstende øjne og kyssede mig hurtigt og forsigtigt på læberne.

“Vil du med hjem?” hviskede hun stille. Jeg tog hendes varme hånd og sendte et sidste blik hen mod Theas gravsted, som folk langsomt begyndte at forlade. Det passede mig fint at gå nu, jeg havde hverken overskud eller lyst til at tale med folk. Jeg nikkede til Sofia og vi begyndte langsomt at gå hjemad. Jeg måtte hjem og gå i gang med at bearbejde sorgen og tanken om, at Thea ikke var blandt os længere. Jeg måtte finde en måde at komme igennem hverdagen uden at føle skyld eller tænke på hende konstant, men stadig have hende med mig. Det ville blive svært, men jeg havde klaret svært før.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...