Second

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2017
  • Opdateret: 15 jun. 2017
  • Status: Færdig
Chris er en 16-årig ung mand, der har en lillesøster, Thea, som er syg med kræft. Chris prøver desperat at skabe en normal hverdag, selvom hans søster er syg. Det går til tider godt, mens det andre gang går helt vildt dårligt.

3Likes
0Kommentarer
1355Visninger
AA

8. 8. Tilbagefald

Christopher's synsvinkel

Torsdag 16 Februar 07:58, Overskyet - Hospitalet

Thea var død. Min krop var i et kæmpe stort chok, jeg kunne slet ikke tænke. Jeg vidste bare, at jeg skulle væk, langt væk. Jeg kunne ikke klare at være på hospitalet længere, det var som luften forsvandt, lige meget, hvor desperat man prøvede at hive efter vejret, så kunne man ikke få luft. Jeg hev efter vejret, mens sorgen tyngede mine skuldre og krop, så det gjorde det umuligt at komme ud fra hospitalet. Det føltes, som om mine lunger var tæt på kollapse. Panikken flød ud af kroppen sammen med koldsveden, der havde bredt sig ud over det hele. Jeg rystede, det har var noget fucking lort, mit liv var noget fucking lort. Turen ned af trapperne føltes, som en uløselig labyrint, men da jeg endelig fandt døren og kom ud af hospitalet gjorde det, at jeg igen var i stand til at trække vejret. Luften stak i mine lunger, mens jeg fumlede desperat ved min jakke lomme. Jeg måtte kunne tænke klart og det var jeg ikke i stand til lige nu. Med rystende hånd fik jeg hevet en pakke smøger frem fra jakkelommen. Jeg havde ikke røget i lang tid, men jeg havde brug for at få ro på. Jeg lagde den på mine læber, tændte den og inhalerede. Det var rart. Det gav en god følelse i kroppen, jeg begyndte at gå igen. Jeg skulle væk, jeg skulle stadig ikke nyde noget at den fucking tilværelsen, jeg var blevet placeret i. Jeg hadede det her sted, jeg hadede, hvor uretfærdigt det behandlede mit lorte liv. Tårerne pressede sig på, men jeg blinkede dem hidsigt væk og fortsatte med at gå. Jeg blev nødt til at holde mig igen, aflede mig selv ellers ville jeg bare knække helt.

Torsdag 16 Februar 15:23, Regn - Brandon's villa

Jeg havde brugt det meste af dagen på at gå rundt, jeg kunne ikke stå stille. Sorgen og tankerne overmandede mig i løbet af ingen tid, mens jeg desperat prøvede at gøre alt for at holde det væk. Det var en umulig opgave, og det var ikke lykkedes mig, sorgen tyngede min krop, samtidig med, at jeg var vred. Forfærdeligt vred over, hvor urimeligt mit lorte liv var. Nu stod jeg her på dørmåtten foran Brandons hoveddør, mens jeg langsomt løftede min tunge arm og slog 3 hårde slag på døren. Det føltes som tusinde år, hvor tankerne havde fri leg, før der kom nogle og lukkede op.

"Chris?" Hans stemme var overrasket og hans nysgerrige øjne studerede mig kort, men jeg gjorde intet. Jeg kunne ikke, jeg stod bare og blev endnu engang overmandet af sorgen. Jeg stod med armene ned langs siden og lod for første gang i dag tårerne falde i takt med den silende regn. Brandon lagde armene om mig, han var som en bror og han havde altid været sådan. Han kunne godt regne ud, hvad der var sket, og han åbnede sit hjem for mig igen. Jeg fulgte efter ham, som en tom skal, mens gråden langsomt stilnede af. Jeg endte med at ligge mig i hans seng, det sidste 24 timer havde været forfærdelige og jeg var så træt. Jeg havde nærmest ikke sovet inde hos Thea i nat. Thea, jeg savnede hende forbandet meget. Hvorfor skulle det også lige være hende? Jeg mente, hun havde jo ikke gjort verden noget. Jeg forstod det ikke, måske skulle jeg heller ikke forstå det, men det gjorde mig vred og ked af det. Jeg lukkede mine øjne, men det gjorde bare tankerne værre. Alligevel lykkedes det mig at falde i søvn efter en forfærdelig, tragisk og udmattende dag.

Fredag 17 Februar 12.37, sol - Brandon's Villa

Jeg var helt ude af den, havde ikke lyst til at spise, drikke, sove, se tv, skrive eller noget andet. Jeg lå bare på Brandons sofa, alene hjemme i hans store hus og kiggede ud i luften. Det var ubehageligt, jeg følte mig tom og alene også når der var andre. Jeg manglede hende, men alligevel var hun konstant i mange tanker. Det var forfærdeligt, som en ren tortur. Solen skinnede ind af de store vinduer og oplyste Brandons stue. Hele hans familie var på arbejde, gik jeg udfra. Jeg havde ikke snakket med dem. Da jeg kom igår, var jeg bare gået op på hans værelse også havde jeg sovet til langt ud på formiddagen, hvor de var taget afsted igen.

Min mobil brummede igen, det havde lydt sådan hele morgenen. Folk skrev konstant til mig og spurgte indtil mig, men det var noget fucking pjat. Det var mennesker, der ikke havde vist den mindste smule bekymring før Thea døde, så jeg gad ikke svare dem. Jeg læste kun beskederne.

Brandon: Håber du har det bedre, B. Der står mad i køleskabet, hvis du bliver sulten. Ses senere.

Mor: Vil du ikke nok komme hjem, vi har brug for hinanden.

Sofia: Har lige hørt det, er så ked af det! Hvor er du? Vil gerne snakke med dig.

Kate: Hey, Chris. Håber du er ok, sig til hvis du vil snakke. - Kate <3

Mor: Chris, kom nu hjem...

Far: Chris, vil du ikke nok komme hjem?

Klasselærer: Kære Christopher. Jeg er så frygtelig ked af det, du kan altid komme til mig. Du skal vide, at vi alle er her for dig. Der er også mulighed for en psykolog, hvis du har brug for det. Vh Mrs. White

Sofia: Chris, vil du ikke nok svare? Er så bekymret for dig!

Taylor: Hey, Chris. Er ked af det, håber du ok.

Kate: Forresten, så kan du altid bare komme forbi, hvis du mangler et sted at være eller lignende <33

Jeg kunne snart ikke klare det mere, hvor fanden var alt det støtte, da vi stod i det? Folk var så falske. Ja, det var skide synd for mig, at jeg havde mistet hende, men det var sguda mere synd for Thea, at hun havde været den syge. Jeg tror godt, at Thea ville have haft alle de her op-med-humøret-du-skal-nok-klare-det beskeder istedet for mig. Jeg slukkede min mobil og kiggede ud af vinduet, solen skinnede. Hvad fanden var det for noget? Der var sgu ikke noget at skinne for. Jeg sukkede, og kiggede op i himlen. Jeg stod længe og bare kiggede, tror jeg kiggede efter Thea. Et eller andet sted håbede jeg jo, at hun sad på sin sky og holdte øje med mig. Det var jeg nødt til at tro på, hvis jeg skulle klare sorgen. Jeg kunne ikke bare sove for altid, jeg skulle jo ud af sengen på et tidspunkt, men det blev ikke i dag. Langsomt og uden sjæl, som den zombie jeg var, lagde jeg mig tilbage på sofaen og lukkede endnu engang øjnene i håb om at drømme mig hen til en bedre tilværelse end den, jeg var havnet i.

Mandag 27 Februar 06.45, skyfri himmel - Brandon's Villa

Bib bib bib!

Vækkeuret ringede og jeg slog af gammel vane ud efter det. Jeg havde ikke været skole i cirka halvanden uge. Ja, jeg havde faktisk ikke haft kontakt med andre end Brandon i halvanden uge. Han havde heller ikke sagt noget til, at jeg boede hos ham, men i går havde han alligevel prøvet at skubbe mig videre for første gang. Han havde sagt, at jeg selvfølgelig altid måtte bo hos ham, men at jeg måske skulle prøve at tage i skole for at få en normal hverdag igen. Han havde også sagt, at det måske kunne være sundt for mig at komme tilbage i en rytme og få tankerne på noget andet, fordi når jeg gik hjemme lavede jeg ikke andet end at tænke på hende. Brandon havde også tildels ret, men jeg vidste bare ikke, om jeg var klar til at tage tilbage, jeg vidste ikke om, jeg kunne overskue folks medlidenhed og medfølende blikke, som om de vidste, hvad jeg gik igennem. Til sidst var vi dog blevet enige om, at jeg skulle prøve og ellers så kunne jeg bare skride, som jeg normalt ville gøre.

Jeg satte mig langsomt op i sengen inde på gæsteværelset. Føj, hvor var her egentlig en indelukket lugt. Jeg havde helt sikkert ikke luftet nok ud, luften var jo helt tyk. Jeg rejste mig og rodede i mit i forvejen uglede hår, så det garanteret strittede endnu mere ud til alle sider. Da jeg åbnede vinduet og så, hvor flot det var udenfor, følte jeg mig helt hulemands agtig. Jeg havde ikke været udenfor Brandon's hus i knap to uger. Den friske og iskolde morgenluft susede ind i værelset og omfavnede min bare hud og gav mig kuldegysninger, det var faktisk rart. Jeg fandt mit tøj og smuttede ud for at få et bad, nu skulle jeg sgu tilbage, hvis jeg kunne.

Jeg pressede den sorte kasket ned over mit hoved, da mit hår absolut ikke gad sidde i dag. Det lignede noget, der hørte til på et fugleskræmsel altså, men til mit held, så dækkede kasketten det. Jeg greb fat i min grønne bomber jakke, og trak den ud over den hvide t-shirt, så jeg ikke havde nøgne arme her midt i februar. Brandon stod henne ved hoveddøren og tog sko på, og jeg sluttede mig til ham for at gøre det samme. Hele hans familie havde været så søde og gæstfrie overfor mig, men jeg kunne sgu også godt forstå, hvis de snart ville af med mig igen. Jeg hjalp dem jo ikke med noget, øgede kun deres vasketøj, mad forbrug også meget andet.

Brandon åbnede hoveddøren og jeg fulgte efter ham ud til hans bil, der var en alt for fed blå sportsvogn, som ingen på skolen kunne konkurrere med. Jeg tog en dyb indånding og satte mig ind i bilen, nu var der ingen vej tilbage. Jeg skulle i fucking skole.

Mandag 27 Februar 07.53, solskinsvejr - Cave High School

Brandon svingede ind på parkeringspladsen og slukkede den ellers syngende motor. Vi gik begge ud, og jeg svang tasken over skulderen, mens jeg stod og overvejede det her engang til.

"Er du med, Chris?" Brandon var begyndt at gå, det var så tydeligt at se, det var hans sted. Han var altid så fucking selvsikker og havde styr på alt og alle på skolen.

"Jep" min stemme var hæs, men jeg havde heller ikke rigtig brugt den de sidste mange dage. Jeg havde kun snakket lidt med Brandon og ellers svarede jeg bare hurtigt og kort.

"Brandon, tak for alt, det mener jeg sgu" Han vendte sig og sendte mig et skævt smil.

"Du siger bare til ikk?" Jeg smilede og vi begyndte at gå videre ind mod skolen og allerede nu fik jeg de første blikke. Enkelte hviskede endda til deres veninder og venner, men det fungerede bedst at lade, som om man ikke lagde mærke til det. Jeg fandt en pakke smøger frem, det gjorde mig rolig og det havde jeg sådan haft ret meget brug for på det sidste. Jeg lagde den på læberne og tændte, man måtte egentlig ikke ryge på skolens område, men jeg kunne ikke være mere fucking ligeglad. Brandon rystede på hovedet af mig og grinede lidt.

"Det kun dig, der skider så meget på regler, Chris. Du kan blive bortvist." Jeg rystede på hovedet og rakte ham pakken.

"Som om, du går op i det." Jeg vidste godt, at han ikke røg normalt, men han tog gerne en smøg engang imellem, det skete der sgu heller ikke noget ved. Han tog imod den og tændte en til sig selv, hvorefter jeg fik pakken igen.

"Jeg troede faktisk du var stoppet med at ryge?" Jeg trak på skuldrene og kunne mærke, hvordan folks blik blev værre jo tættere på vi kom og man kunne sagtens høre deres hvisken, som;

Er det ikke ham, der har mistet sin søster?

Jo, det er så synd

Hvordan kan han virke så ligeglad

Han lader sguda bare som om

Jeg rystede på hovedet af dem og koncentrede mig om Brandon.

"Jeg var stoppet, nu er jeg startet" Han nikkede, det var en forståelig forklaring. Jeg gad virkelig ikke indenfor, fordi jeg vidste, at de ikke længere ville nøjes med at hviske, det ville snakke med mig og jeg orkede det ikke. Brandon stoppede op foran dørene og kiggede sig lidt omkring.

"Du kan bare følges med mig hele dagen, så bliver du nok ikke angrebet nær så meget, hvis det er" Jeg nikkede, det ville jeg nok godt, fordi jeg gad ikke alt for mange spørgsmål. Vi smed smøgerne og gik indenfor folk kiggede seriøst meget på mig og jeg kunne ikke tage det, man kunne nærmest fornemme medlidenheden i deres øjne. Efter lidt tid kom Kate gående, hun fik øje på mig og sendte mig et overrasket blik, hun ændrede retning og kom gående hen mod os.

"Chris?" Hendes stemme lød både overrasket og bekymret.

"Jeg indhenter dig" Brandon nikkede over min kommentarer og begyndte at gå mod klasselokalet, så jeg bare stod her sammen med Kate.

"Hej Kate" svarede jeg og begyndte stille at gå, hun fulgte med.

"Hvad laver du her, jeg mener, altså er du okay?" Jeg fnøs og rystede på hovedet, hvad fuck troede hun selv? Min lillesøster var død, hvad regnede hun mig for.

"Nej, undskyld. Dumt spørgsmål" rettede hun sig selv, inden jeg overhovedet havde tænkt på at svare.

"Jeg mente bare sig til, hvis du har brug for noget ikk?" Hun sendte mig et opmuntrende smil. Det var som om, hun bare gjorde alt det forkerte. Jeg havde ikke brug for noget, jeg ville bare godt have en normal hverdag uden deres åndsvage medlidenhed. Jeg nikkede til hende, hun stoppede op og lagde armene om mig. Gangene var ved at være tomme, folk skulle ligesom til time, men jeg kom sikkert for sent. Det gjorde nu ikke så meget, så var jeg fri for folks blikke. Kate duftede dejligt af noget friskt og sødt, hun kyssede mig hurtigt på kinden.

"Vi ses Chris" Vi slap hinanden, det måtte have været utrolig akavet for hende, fordi jeg havde ikke rigtig snakket.

"Ses" kommenterede jeg og begyndte at gå ned af de efterhånden fuldstændig tomme gange. Jeg kastede et blik på uret 8:07, fuck timen var startet for 7 minutter siden. Jeg skyndte mig hen mod min klasse, hvor jeg fandt ud af, at jeg bare skulle have engelsk. Jeg sukkede og åbnede døren, hvor alles opmærksomhed straks rettede sig mod den, der var kommet for sent. Det var så mig og alles ansigter blev helt overraskede. Mrs. White min klasselærer så lige så overrasket ud, hun smilede opmuntrende til mig og kom ned mod mig.

"Hvor er det godt at se dig, Mr. Harris, men ved du hvad? Jeg synes, du skal gå ned til Mr. Howard skolevejlederen og tage en snak med ham først, inden du kommer helt tilbage." Jeg sukkede, det gad jeg fucking ikke. Af alle steder, jeg kunne blive sendt hen, så ikke til skolevejlederne. Jeg rystede på hovedet og vendte mig om, hvorefter jeg begav mig ned til Mr.Howards kontor.

Tre hårde slag var det der meldte min ankomst hos Mr.Howard. Døren åbnede og hen kom Mr. Howard med et smil, som om der ikke var sket mig noget specielt.

"Chris, godt at se dig, tag plads!" Jeg smed min taske i den ene stol og mig selv i den anden. Jeg gjorde mig på ingen måde umage for at sidde pænt, det gad jeg sgu ikke. Jeg lå nærmest ned i stolen.

"Så hvordan har du det, Chris?" Han havde foldet sine hænder, så de lå flettede foran ham. Mr. Howard var en gammel lærer eller han var ikke gammel, start halvtredserne ville jeg tro. Hele hans manke var blevet grå, men han havde ikke mistet håret. Han havde en hvid skjorte på med en grå strik udover og et gråt slips. Hans kontor var indrettet med avisudklip fra nogle af de ting, skolens hold havde vundet. Jeg kiggede køligt på ham, hvorfor fuck skulle jeg snakke med ham? Det gad jeg ikke, hvorfor kunne de ikke forstå, at jeg ikke havde brug for deres fucking hjælp!

"Chris, har du lyst til at snakke, om hvad der sker?" Jeg fnøs og rystede på hovedet, det var så fucking latterligt det her.

"Hvad tror du selv?" Jeg var ved at blive godt vred og det kunne også høres i min stemme. Jeg havde ikke kunne kontrollere min vrede de siden Theas død, og oven i det var jeg begyndt at ryge igen. Det gik ad helvedes til for mig også spurgte de mig, hvordan jeg havde det. Mr.Howard sukkede;

"Christopher, det er min opgave at sørge for, at når du går ud af mit kontor, så går du ikke ud og gør noget dumt, fordi du ikke har det så godt." Jeg kiggede overrasket på ham, hvad fanden troede han om mig? Troede han, at jeg var ligesom de der tøsebørn, der syntes verden var ih og Uh så hård, så jeg ville begå selvmord. Glem det.

"Hvad fanden tror du om mig? Jeg har sguda ikke tænkt mig at gå ud og dræbe mig selv. Selvmord er for de fucking egoistiske og svage, det er for folk der giver op og det er fandme det sidste jeg gør. I kraftedme klamme allesammen, jeg vil jo forhelvede bare være i fred, kan i ikke fatte det?!" Jeg rejste mig hidsigt og greb ud efter min taske og væltede hidsigt en stol, inden jeg skred. Jeg skulle sgu ikke nyde noget godt af ham mere, men jeg gad fandme heller ikke skolen lige nu. Jeg skred ud på gangen og gik hidsigt hen mod døren, jeg skulle ud og det var nu!

"Chris?" Sofias stemme fyldte den tomme gang, den virkede nysgerrig og usikker, som hun ikke kunne bedømme, om det var mig.

"Ja" svarede jeg hårdt.

"Chris!" En lettet stemme sagde mit navn og hun kom løbende hen til mig og holdte om mig.

"Fuck, jeg har savnet dig!" Jeg lagde også mine arme om hende og nødt at have hende hos mig igen. Hun duftede af Sofia, en dejlig, sød, frisk sommer lugt, som jeg elskede. Jeg sagde ikke noget, men det behøvede jeg heller ikke. Det var nok bare at stå her med hende.

"Hvor har du været henne og hvorfor er du begyndt at ryge igen, din idiot" Jeg smilede lidt over hendes kommentar. Hun lagde en flad hånd frem, som om hun ville have noget af mig og jeg rystede på hovedet med et smil og rakte hende min pakke.

"Jeg har boet hos, Brandon, og fordi jeg manglede dig til at sige, jeg ikke må, selvom jeg har problemer" Hun smilede og tog imod pakken med cigaretter, som hun smed i den nærmeste skraldespand. Sofia lagde armene om min nakke igen, og jeg vidste ikke hvorfor, men det var som om, det knækkede mig. Tårerne faldt igen og Sofia trak mig tættere på.

"Hun er død" Sofia tyssede lidt på mig og krammede mig.

"Ja, og hun kommer ikke tilbage, men du skal nok klare det, Chris. Det ved jeg" Hun løftede mit hoved op, så jeg kiggede ind i hendes grønne øjne.

"Kom hjem og bo hos mig igen, så finder vi ud af det, ikk?" Hendes stemme var forsigtigt og trøstende og jeg nikkede stille. Hun sendte mig et lille smil, inden hun forsigtigt placerede sine læber på mine. Sofia var fantastisk, hun formåede at gøre alt det rigtige. Kysset var et af de mest forsigtige og blide, jeg nogensinde havde prøvet, men det var rart. Hun trak sig forsigtigt og kiggede på mig, jeg tørrede hurtigt mine øjne og smilede kort. Sofia tog min hånd og kiggede på mig

"Skal vi blive eller tage hjem?" Jeg flettede vores finger og svarede med hæs stemme;

"Lad os gå en tur."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...