Second

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2017
  • Opdateret: 15 jun. 2017
  • Status: Færdig
Chris er en 16-årig ung mand, der har en lillesøster, Thea, som er syg med kræft. Chris prøver desperat at skabe en normal hverdag, selvom hans søster er syg. Det går til tider godt, mens det andre gang går helt vildt dårligt.

3Likes
0Kommentarer
1245Visninger
AA

5. 5. Sandsynlighed

Christopher's synsvinkel

Torsdag 9 Februar 06.35, blæst - Den lille lejlighed i lagerhallen

Jeg gned mig træt i øjnene, da Sofias alarm ringede for anden gang. Jeg var på ingen måde et morgenmenneske, havde aldrig forstået, dem der bare kunne springe ud af sengen. Jeg åbnede langsomt mine øjne og gabte træt. Sofia sad allerede oppe og var på vej ud af hendes lille hule eller hvad man nu skulle kalde rummet, vi havde sovet i. Jeg gabte træt og fik langsomt fumlet mig hen til døren, selvom jeg på ingen måde orkede skole. Det eneste der trøstede var tanken om weekenden, der lå lige om hjørnet.

"Godmorgen" Sofias søde stemme afbrød den lille radio, der spillede alle morgenens nyheder. Hun smilede stort til mig, og jeg måtte indrømme, at det var lidt nemmere at stå op, når man havde en at gøre det med.

"Morgen" mumlede jeg træt og kløede mig lidt i nakken, mens jeg kiggede rundt i den lille lejlighed, der havde gemt på mit tøj. Tøjet lå stadig på sofaen, hvor jeg havde smidt det igår. Ganske langsomt iførte jeg mig den hvide hoodie, de sorte ripped jeans og mine sorte sko. Jeg havde ligesom ingen ting her, så det tog ikke så langtid at blive færdig. Jeg uglede mit morgenhår, der sikkert strittede ud i alle retninger og Sofia fniste sødt over mig.

"Hvad griner du af, unge dame?" Spurgte jeg drillende og Sofia kom gående hen mod mig, og stoppede lige foran. Hun kiggede på mig med et listigt og undersøgende blik, inden hun drillende lagde armene om min nakke og med et lille bid i underlæben, uglede mig i håret og svarede.

"Dit meget smukke morgenhår." Jeg grinede hæst og rystede på hovedet.

"Du skulle bare vide, hvor mange damer det hår laver." Jeg placerede mine hænder på hendes len, men hun trak sig fnisende ud og gik væk fra mig for at gå over til køkkenbordet, hvor hun var i gang med at lave te, tror jeg. Jeg var lidt usikker på hvad hun egentlig lavede, men hun havde nogle frække jeans på. Hendes røv så ihvertfald glimrende ud, så jeg mistede lidt fokus. Hun drillede mig alt for meget, det endte bare med, at jeg blev rigtig glad for hende. Jeg smuttede over i den lille entre og tog mine sko på.

"Vi ses, smukke. Jeg smutter lige hjem og henter nogle ting, regner med at sove her igen i aften." Jeg forventede ikke et svar på det, jeg havde sagt. Det var ikke et spørgsmål mere en konstatering, så jeg smuttede bare.

Torsdag 9 Februar 11:56, blæst - Kantinen

Jeg smed min gamle blå Lion's taske på stolen ved siden af mig. Inden Thea blev syg spillede jeg for skolen. Jeg spillede på multi førsteholdet, de kaldte os de 3 B'er, fordi vi både spillede Baseball, Basket og boksede. Jeg elskede at spille og opmærksomheden, der fulgte med det. Tasken her var bare et af minderne derfra og jeg nænnede ikke at smide den ud, som de bare smed mig af holdet. Jeg sukkede og fandt min mad frem, selvom jeg havde fået det bedre, så sad jeg stadig alene i kantinen. Det gjorde mig egentlig ikke noget, det var bare så taberagtigt at sidde alene, men der ville nok ske en ændring på et tidspunkt. Tingene ændrede sig altid eller blev fornyede.

"Sidder der nogle her?" Den søde stemme, der rent faktisk var venlig mod mig, brød alt den larm, der ellers var omkring mig i den store kantine. Jeg kiggede op og fik øje på Sofia, der stod med hendes bakke i hånden.

"Nu gør der" Svarede jeg kækt og hun fniste stille. Sofia gjorde et eller andet ved mig, normalt var jeg sådan fucking kold, men det kunne jeg bare ikke være overfor hende.

"Er det okay, hvis der kommer nogle flere piger herhen og sidder?" Hun sendte mig et undskyldende smil og jeg kunne ikke lade være med at grine.

"Spørger du mig seriøst, om det er okay, der kommer flere piger. Hvad tror du selv?" Hun rullede øjne af mig, som om det var det eneste jeg tænkte på, men jeg smilte bare og gjorde plads til de piger, der efterhånden slog sig ned. Jeg sagde ikke så meget, men det var rart, at der sad nogle omkring mig.

"...du burde tilmelde dig, Chris!" Pigerne rettede pludselig deres opmærksomhed mod mig, men da jeg ikke lige havde fulgt med i hvad de sagde, så måtte jeg ærligt indrømme, at jeg ikke anede, hvad jeg burde tilmelde mig til. Jeg havde bare haft mere travlt med at sidde og tænke på Sofia... Jeg vidste faktisk ikke hvorfor, men hun dukkede bare nemt op i mine tanker, det var på en måde ret irriterende.

"Hvad?" Spurgte jeg fraværende. Sofia grinte kort og skubbede et stykke papir foran mig. Overskriften stod med store tydelige blokbogstaver "Optagelsesprøve", under overskriften var der et billede af et par boksehandsker.

"Du burde tilme..."

"Glem det" afbrød jeg hurtigt og tog mine bakke, hvorefter jeg rejste mig fra bænken. Jeg skulle ikke tilmelde mig en skid, så jeg bare kunne blive ydmyget foran hele skolen. Det nægtede jeg simpelthen, jeg var allerede taber nok i forvejen. Jeg behøvede ikke ligefrem opsøge taber statussen. Jeg smuttede væk fra pigerne og hørte Sofia råbe mit navn efter mig, men jeg lod bare som ingenting og gik istedet ud på gangen, hvor jeg kort overvejede, hvad jeg ville. Jeg konstaterede til sidst, at det var bedst at skippe resten af dagen, så det var, hvad jeg gjorde.

Torsdag 8 Februar 13:06, Blæst - Hospitalet

Det var ved at være længe siden, jeg havde set Thea, især nu når jeg ikke boede hjemme. Min mor var der ikke længere til at tvinge mig, men jeg følte lidt, at jeg blev nødt til at besøge hende. Så kunne man kun håbe, at heksen ikke var der. Det der undrede mig mest var, at de ikke ville prøve og få mig hjem igen. Jeg havde regnet med, de ville ringe efter nogle timer, men jeg havde stadig ikke hørt fra de gamle, det sagde også bare alt.

Jeg gik gennem venteværelset og hen mod skranken, hvor jeg stillede mig i kø blandt alle de andre mennesker, der også havde spørgsmål til sekretæren. Da det endelig blev min tur, var jeg også ved at være utålmodig. Jeg var sygt urolig og brød mig bestemt ikke om at være her på et hospital, men jeg blev for Theas skyld, udelukkende hendes skyld.

"Hvad kan jeg hjælpe dem med, sir?" Sekretæren stemme afbrød min tankegang og jeg skævede kort til hende.

"Jeg leder efter Thea Harris." Hun nikkede og jeg stod lidt og ventede, inden hun forklarede mig vejen, som jeg havde glemt to sekunder efter, men jeg kunne huske værelse nummeret. Stue 10 værelse 8.

Hospitalet var som en labyrint, og det tog virkelig en krig at komme igennem, men endelig fandt jeg det. Flere gange var jeg ved at opgive, men hvergang jeg var lige ved at gå fik jeg dårlig samvittighed. Jeg bevægede mig stille ned gennem stuen, jeg turde ikke helt bare brase ind i frygt for, at min mor var der. Fuck det. Min mor kunne ikke bestemme, om jeg ville besøg Thea eller ej. Jeg bankede stille på døren og listede ind. Til mit held var værelset tomt, det var kun Thea, der lå i hendes seng. Synet af hende ramte mig alligevel hårdere end jeg havde troet, og jeg var lige ved at gå ud igen, men hendes søde stemme stoppede mig.

"Chris?" Jeg sank en klump og trådte stille frem. Hun smilede til mig over hele ansigtet, men synet af stedet her og hende gjorde mig meget utilpas. Jeg prøvede desperat at slå koldt vand i blodet, og jeg var også bange for, at Thea kunne mærke det, for hun spurgte ihvertfald.

"Du behøver ikke være her, hvis du ikke vil Chris." Jeg rejste mig hurtigt op fra stolen, jeg lige havde sat mig i og gik hen til hende. Jeg tog hendes hånd i min.

"Selvfølgelig vil jeg være her, jeg vil være hos dig, ikk smukke?" Hun smilede stille, men det rakte på ingen måde hendes øjne og det gjorde mig mere dårlig.

"Jeg er ikke smuk, Chris."

"Hey hov! Det vil jeg ikke høre, det er noget være sludder! Jeg synes, du er smuk og ved du hvad? Det er min mening der tæller og ikke din?" Jeg nussede forsigtigt hendes håndryg, jeg anede ærligt ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg anede knap nok, hvad der foregik. Jeg vidste bare, at hun ikke havde det godt, men jeg turde ikke sætte mig ind i det. Jeg var nok ærligt bare rædselsslagen for det hele. Vi fangede hinandens øjne, og jeg var den første, der måtte trække mig. Jeg kunne ikke holde det ud, det kunne jeg bare ikke.

"Fortæl mig noget spændende, Chris, så du sød." Jeg tørrede hurtigt min hånd, forbi mine øjne og blinkede et par gange, inden jeg rømmede mig kort. Jeg stak hånden i lommen og trak et papir op af lommen.

"Der er optagelsesprøve til bokse holdet. De vælger de 4 bedste, også træner de sammen op til den helt store turnering, men jeg ved ikke, om jeg vil stille op." Thea kiggede på mig med store øjne.

"Chris, du må ikke stoppe med alt det du elsker på grund af mig. Jeg vil have, du tager til den optagelsesprøve, lover du mig det?" Hun kiggede på mig med store bedende øjne, men jeg var stadig virkelig i tvivl.

"Jeg ved de.."

"Kom nu, Chris for min skyld." Jeg sukkede og smilede til hende, inden jeg gav hendes hånd et forsigtigt klem.

"For din skyld, smukke." Thea smilede stort til mig, og jeg kyssede hende på panden.

"Jeg må gå igen, okay?" Hun nikkede trist, og jeg kunne nærmest ikke nænne det, men jeg vendte mig langsomt om og gik mod døren.

"Chris?"

"Ja?"

"Lov at komme og fortælle mig, om du kom med på holdet." Jeg nikkede stille, mens den største klump kom i maven på mig. Jeg kunne ikke bare forlade hende, men jeg kunne heller ikke være her længere.

"Det lover jeg." Kvækkede jeg hæst og lukkede døren efter mig. Tårerne pressede på, men jeg nægtede at græde. Jeg skyndte mig istedet ud af hospitalet, for jeg kunne ikke holde det ud længere.

Torsdag 8 Februar 18:27, Blæst en smule regn - Lagerhallen

Jeg slog det ene slag efter det andet ind i boksepuden. Da jeg havde forladt hospitalet, var det første jeg gjorde at gå hjem og træne. Jeg skulle på holdet, ikke flere fucking ydmygelser. Jeg skulle vinde hele pisset for Theas skyld. Musikken brølede ud fra det ellers ret lille anlæg, og slagene faldt i rytmen til den, mens sveden løb af mig. Jeg var vred, bange og ked af det. Jeg var bange for at skuffe Thea. Jeg var ked af at se hende sådan og mest af alt vred over, at jeg absolut intet kunne gøre. En eller anden skruede ned for musikken, så slagene blev kludrede og jeg vendte mig, fuldstændig færdig, rundt for at se, hvem der var kommet.

"Hvorfor har den fortjent så mange slag?" Sofias stemme var kæk, men det kække forsvandt straks, da hun så mit ansigtsudtryk. Hun skyndte sig hen til mig og kiggede bekymret på mig.

"Hvad der sket?" Jeg satte mig ned op af væggen og tog handskerne af.

"Jeg besøgte hende" min stemme var hæs. Jeg havde grædt, men jeg hadede at indrømme det, desuden kunne man ikke se, om det var tåre eller sved, men jeg ville vædde på, at jeg havde røde øjne. Sofia lagde armene om mig, mens jeg bare sad og kiggede ud i luften. Ingen havde styr på tiden, men vi sad der helt sikkert længe bare og kiggede. Til sidste kiggede jeg beslutsomt ud i luften og konstaterede vredt.

"Jeg tager til den fucking prøve."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...