Second

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2017
  • Opdateret: 15 jun. 2017
  • Status: Færdig
Chris er en 16-årig ung mand, der har en lillesøster, Thea, som er syg med kræft. Chris prøver desperat at skabe en normal hverdag, selvom hans søster er syg. Det går til tider godt, mens det andre gang går helt vildt dårligt.

3Likes
0Kommentarer
1241Visninger
AA

4. 4. Fremskridt

Christopher's synsvinkel

Onsdag 8 Februar 10:47, slud - Klassen

Jeg hadede skolen overalt på jorden. Timerne var kedelige, jeg talte ikke med folk og folk talte ikke med mig. I starten, da Thea fik konstateret leukæmi havde alle medlidenhed med mig, men de kom ligesom videre, fordi så meget betød det ikke for dem, men jeg kom ikke videre. Jeg blev bare mere vred over, at folk kunne være så ligeglade. Der måtte da forhelvede bare være en, der kunne gøre noget, men det var der ikke. Jeg mistede min bedste ven, Brandon, til alle de populære fyre, mens jeg selv var blevet til en freak. Pigerne mistede også langsomt deres interesse for mig, og jeg blev smidt af basketholdet. Alt sammen fordi jeg var gået i stå. Jeg havde ædt mig selv op indefra af vrede og had til alle mennesker, men efter jeg var begyndt at bokse med Sofia fik jeg ligesom afreageret og havde på den måde overskud til skolen. Sofia havde fået mig overtalt til at tage i skole igen. De seneste måneder havde jeg max været der en gang om ugen. Nu havde jeg været her alle dage i en måned. Selvfølgelig dukkede jeg ikke op til alle mine timer og jeg gik også, når det passede mig, men jeg dukkede op til størstedelen. Jeg snakkede stadig ikke med folk, så det kunne godt blive ret ensomt i længden. Sofia og jeg snakkede heller ikke i skolen, hun passede sig selv og jeg passede mig. Det virkede også fint ellers ville jeg sikkert få for meget af hende. Det var nok, at vi var sammen i fritiden.

Klokken ringede ud, og stolene skrabede over gulvene, mens frk. White opgivende forsøgte at få råbt de sidste lektier. Jeg var skide sulten, så jeg nærmest kastede mine ting ned i min taske og satte kursen mod kantinen. Det var fordelen ved at være selv, man skulle ikke vente på nogle. Jeg smed min taske på en stol og begyndte at spise min tarvelige sandwich, da nogle store fyre stillede sig omkring mig og kiggede ned på os. Fyrene havde allesammen ens jakker på, blå med hvide ærmer og skolens logo på ryggen. Jeg fik også øje på Brandon imellem dem. Holdkaptajn Taylor trådte frem med et arrogant smil og lagde arme over kors.

"Det her er vores bord" forklarede han med en undertone, der forklarede, at jeg skulle skride ad helvedes til.

"Okay" Jeg nikkede irriterende og kiggede op på ham med et flabet smil. Jeg skulle ikke flytte mig for at et par åndsvage basket fjolser skulle have deres fucking bord. Det irriterede mig.

"Så skrid, taber" kommanderede han hårdt og trådte et skridt tættere på mig. Jeg rejste mig op og stillede mig tæt på ham.

"Hvorfor skulle jeg?" Spurgte jeg med en imponerende rolig og flabet stemme. Han skubbede mig hårdt i brystet, så jeg måtte træde et par skridt bagud og blev straks klar over, at alle i kantinen kiggede på os. Det var første gang i meget langtid, at jeg havde fået så meget opmærksomhed.

"Du flytter dig bare og det lige fucking nu!" Han lød irriteret og de andre drenge begyndte at sige, han bare skulle lade mig være. De var jo for gode til at bruge deres fucking tid på en lille taber på mig, og det pissede mig af. De skulle lige til at gå, da jeg åbnede munden. Jeg var sgu ved at være godt træt af altid at ligge helt hernede på bunden.

"Du tror, du er så fucking smart og ejer det hele, fordi du kan kaste en lille rund fucking ting i en kurv, men ved du hvad, du kan sikkert ikke engang tælle til tre og så svært er det altså ikke at ramme den fucking kurv." Jeg tog fat i et æbleskrog og kastede det, så det fløj ned i en skraldespand og smilede provokerende til Taylor. Jeg hadede folk, der var så arrogante som ham. Han trådte et par skridt hen mod mig og kiggede nedværdigende på mig med et provokerende smil.

"Tror du ikke bare du skulle smutte hjem til din søster, så kan vi jo håbe, at hun smitter dig ikke?" De andre drenge grinede og det føltes, som om han havde givet mig den største knockout. Jeg troede ikke folk kunne huske mig, jeg troede ikke folk kendte til Thea. Vreden overtog min krop hurtigere end man kunne tælle til tre og jeg sprang på ham og sendte det ene næveslag efter det andet ind i hans klamme fjæs.

En masse arme og hænder kom straks og trak os fra hinanden, og jeg rystede af vrede. Han kunne lige vove på at nævne Thea igen. Sofia dukkede op foran mig og kiggede mig i øjnene, mens hun havde et godt fat i mig. Hun var stærk, men jeg vidste, at jeg var stærkere.

"Hvad fanden har du gang i, Chris?!" Jeg trak mig fri og skred fra hende og videre ud af skolen. Jeg magtede ikke nogle mennesker lige nu.

Onsdag 8 Februar 19:27, snevejr - Chris' forældres villa

"Jeg gider ikke høre mere på jeres fucking pis!" Råbte jeg og slog hånden ned i bordet. Hvorfor skulle de altid være efter mig?

"Du har slået en anden elev ned!" Råbte min mor grædende og min far stod med armene over kors og stirrede vredt på mig.

"I har ikke engang hørt det fra min side!" Jeg væltede en stol i ren og skær vrede. Jeg gik rundt og kunne slet ikke stå stille, det var ikke fair.

"Så stopper du, Chris. Du lovede at opføre dig pænt!" Fortsatte min far skarpt, og det pissede mig helt af.

"Nej! I lovede jer selv, at jeg ville være jeres lille fantastiske søn, men ved I hvad? Det er jeg ikke! Og jeg gider ikke puttes ind i jeres vi-skal-nok-klare-det boks, fordi vi kommer ikke til at klare det, forstå det nu!" Jeg var vred, jeg var rigtig vred, men de ødelagde mig bare endnu mere. Fuck en lorte dag egentlig!

"Så det godt! Ud af mit hus!" Min mor nærmest skreg af mig og jeg kiggede med store øjne på hende, men hun fortsatte bare og jeg vendte om og skred, mens jeg smækkede hoveddøren efter mig.

Sneen øsede ned, som om nogle havde prikket hul på skyerne. Jeg rystede, men jeg vidste ikke om det var på grund af sneen eller vreden. Jeg havde ikke fået mine ting med, kun det jeg havde på, og det var en hættetrøje, mine ripped jeans og mine gaffatapede gummi sko. Jeg gik gennem de mørke aften gader, der kun blev oplyst af lygtepælene og de sene aften bilister.

Jeg drejede ned af sidegaden til lagerhallen og smuttede ind i gården, hvor sneen lå som et tyndt lag henover alle fliserne. Forsigtigt og med stive fingre løftede jeg potteplanten og trak ekstranøgle frem, stak den i nøglehullet og drejede, så døren åbnede med et klik. Jeg trådte ind i den kølige lagerhal og låste efter mig. Jeg smuttede forbi ringen og træningsmaskinerne helt hen i den modsatte ende, og tog trappen ovenpå. Jeg havde planlagt, at jeg ville låne sofaen, da jeg ikke vidste andre steder, jeg kunne være, men jeg blev ret overrasket, da jeg så Sofia ligge i sofaen.

"Hej" sagde jeg stille og kiggede hen på hende. Hun spjættede lidt, da jeg tydeligvis havde givet hende et chok. Hun satte sig op, og trak lidt op i hendes tæppe.

"Chris, hvad laver du her?" Hendes stemme afslørede en overrasket tone, og jeg trak på skuldrene og sendte hende et opgivende smil.

"De gamle smed mig ud." Sofia så endnu mere overrasket ud en før, og rejste sig op, og kom hen mod mig. Hun var kun iført en t-shirt, og hendes trusser gik jeg ud fra. Hun lagde armene om mig i et varmt kram, eller det var nok koldt for hende.

"Det er jeg ked af" hendes stemme var lille og jeg trak mig fra vores kram for at tage mine sko af. Jeg sendte hende et lille smil, underligt nok så havde jeg det fint lige nu.

"Hvad med dig? Hvad laver du her så sent? Bor du her?" Spørgsmålene fløj ud og jeg smed mig på sofaen, som hun havde varmet op. Sofia kom hen og satte sig i den modsatte ende, mens hun trak i tæppet.

"Ja, jeg bor her, når min far er på forretningsrejse. Han har et kæmpe hus, og jeg bryder mig ikke om at bo der alene." Jeg nikkede og gjorde plads til hende oppe ved mig.

"Kom herop" bad jeg. Sofia kiggede skeptisk på mig, og jeg sendte hende et drillende smil, hvorefter hun overgav sig og kravlede op, så hun lå hos mig. Jeg havde det godt med hende. Jeg stolede på hende, og hun var en af de få, jeg kunne holde ud.

"Er du okay?" Spurgte hun og rykkede lidt uroligt på sig, mens hun kiggede bagover for at få øjenkontakt. Jeg nikkede og fjernede noget af hendes hår fra hendes ansigt, men blev så overmandet af et gab. Jeg var ved at være træt og udmattet, det havde været en lang og dramatisk dag. Hun smilede og grinede lidt.

"Vil du med i seng?" Jeg nikkede træt og hun rejste sig, og gik om bagved sofaen. Sofia åbnede en lille dør, som afslørede verdens mindste rum. Rummet var blevet lavet om til en stor seng, så det var nok en stor dobbeltseng, men det var meget smart indrettet. Sofia kravlede derind og jeg fulgte efter. Jeg lagde mig træt ned på maven, og kiggede på Sofia.

"Jeg har altså kun én dyne." Jeg grinede og svarede drillende

"Så må du jo komme her og ligge tæt" Hun satte sig op og kiggede flirtende ned på mig.

"Neej, jeg tror, at vi henter tæppet til dig" Hun smilede drillende i mørket, og jeg greb fat i hendes håndled og trak hende ned til mig.

"Glem det, du kan ligge lige her hos mig, det er meget hyggeligere" Sofia fniste og lagde sig hos mig, og jeg nød det. Hun duftede godt, og langsomt måtte jeg overgive mig til søvnen, mens jeg nussede hende. For første gang i meget langtid havde jeg faktisk en rar følelse i kroppen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...