Second

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2017
  • Opdateret: 15 jun. 2017
  • Status: Færdig
Chris er en 16-årig ung mand, der har en lillesøster, Thea, som er syg med kræft. Chris prøver desperat at skabe en normal hverdag, selvom hans søster er syg. Det går til tider godt, mens det andre gang går helt vildt dårligt.

3Likes
0Kommentarer
1298Visninger
AA

3. 3. Hjælp

Christopher's synsvinkel

Lørdag 7 Januar, 10:56, snevejr - Lagerhallen

Smerten dunkede gennem min krop. Det var ikke så slemt oppe ved hovedet, så længe mine øjne var lukkede, dog åbnede jeg dem alligevel langsomt. Jeg lå på en læder sofa og havde et blødt uldtæppe over mig, som jeg langsomt trak af. Nogle havde fjernet min trøje, så min blege og alt for ranglede overkrop kom til syne. Jeg var fandme ulækker, man skulle ikke tro, at jeg engang havde været en af skolens helt populære fyre, som pigerne elskede. Det gjorde, det heller ikke bedre, at jeg var fyldt med gule og blå mærker, samt voldsomt mange sår. Mine arme så lige sådan ud, og jeg turde slet ikke tænke på mit hoved.

Jeg satte mig langsomt op, så jeg ikke blev alt for svimmel og kæmpede mig derefter op på benene. Det undrede mig, hvor jeg var, men en ting var sikkert, jeg var ikke hjemme. Rummet jeg befandt mig i var ikke specielt stort, det bestod kun af lædersofaen, et køleskab, samt et lille bord. Jeg rejste mig og gik hen til enden af rummet, hvor der var en trappe, som måtte føre nedenunder.

Jeg genkendte straks stedet, da jeg kom nedenunder. Det var lagerhallen, og Sofia stod lige lidt længere henne og trænede. Det måtte være hende, der havde sørget for mig. Der gik ikke længe før hun fik øje på mig, hvorefter hun vendte sig og kom over.

"Du allerede oppe?" Jeg nikkede bare og kom med noget uforståeligt mumlen. Hun kiggede ned af mig og rystede på hovedet.

"Du burde gå op og ligge dig igen." Hendes grønne øjne ledte længe efter mine brune, men jeg brød mig ikke om øjenkontakt.

"Nej, det ligemeget. Jeg har det fint, hvor er min trøje?" Brummede jeg hæst, min stemme var rusten og ødelagt ligesom resten af mig. Hun fnøs hurtigt og rystede på hovedet.

"Du kan ikke tage afsted i din tilstand, Chris?" Jeg begyndte at blive mere irriteret på hende, hvem fanden troede hun, at hun var? Jeg skulle ikke bruge hendes fucking hjælp? Kunne hun ikke fatte det? Jeg ville forhelvede bare gerne ud.

"Jeg har ikke brug for din hjælp. Hvor er min trøje?" Jeg kiggede køligt på hende, så køligt som jeg nu kunne i min tilstand.

"Chris.."

"Jeg har ikke brug for din fucking hjælp!" Afbrød jeg hende hårdt, mens en smerte skød gennem min krop. Jeg havde ondt over det hele, og ville bare godt væk herfra. Hun snagede i mit liv, og det ville jeg ikke have. Sofia kiggede opgivende på mig.

"Den ligger inde i værelset" svarede hun stille. Jeg vendte mig vredt, og humpede tilbage til der, hvor jeg var kommet fra. Jeg fik straks øje på den oppe på sofaens ryglæn, og det irriterede mig bare endnu mere, at jeg ikke havde fundet den i starten.

"Hvem har gjort, det der ved dig?" Sofias stemme afbrød mig, og jeg skar en stor grimasse, da jeg trak trøjen over hovedet.

"Bare nogle fyre" svarede jeg kort og satte mig ned for at få pusten. Jeg havde den sygeste kvalme, men jeg ville ikke være her, når lille frk. nysgerrig legede detektiv.

"Hvem?" Pressede hun på, og endnu engang blev jeg vred.

"Det rager ikke dig!" Svarede jeg hidsigt, men inden jeg kunne nå at fortsætte afbrød hun;

"Vel gør det så? Du kan fandme ikke bare dukke op her, fuldstændig bevidstløs banket synder sammen også forvente, at jeg ikke vil have svar?!" Hun slog frustreret ud med armene, og jeg rejste mig hurtigt op. For hurtigt. Jeg blev straks svimmel, og var lige ved at sætte mig ned igen, men jeg blev stående.

"Forstå det nu! Jeg har ikke brug for din hjælp, og hvad jeg laver ved kommer ikke dig! Fat det nu! For fuck sake!" Jeg klemte hårdt fast i sofaen, så jeg ikke skulle falde. Jeg havde det elendigt, det var længe siden, jeg havde haft det så slemt.

"Hvad fuck er dit problem?!" Råbte hun af mig.

"Dig!" Svarede jeg hårdt, og begyndte at gå, men brækkede mig så udover det hele. Udover mig selv og hele hendes gulv. Det var så ubehageligt, og det gjorde forfærdeligt ondt i min krop. Jeg satte mig ned op af en væg og lagde mit hoved i mine hænder, og jeg græd. Jeg græd for første gang siden Thea havde fået af vide, hun havde leukæmi. Jeg græd over, at jeg havde fucked mig selv, så meget op. Jeg græd over, at jeg ikke kunne redde Thea. Jeg kunne ikke mere, jeg var helt og aldeles færdig. Sofia sagde ikke noget, hun tørrede bare op efter mig, og jeg vidste, at jeg skyldte hende en forklaring, samt en undskyldning. Hun satte sig ned ved siden af mig og rakte en flaske rent vand. Jeg tog imod den, og drak. Det var som om, det rensede hele min ødelagte krop.

"Min lillesøster har leukæmi.." min stemme var hæs og den rystede. Sofia sagde ikke noget, hun tog bare min hånd og vi sad længe i tavshed. Jeg havde ikke talt med nogle om det her, jeg havde lukket mig selv inde. Ædt mig selv op indefra af vrede og frustration over, at jeg ikke kunne gøre noget. Jeg var bare til mere besvær for mine forældre. Jeg stirrede ud i luften og begyndte langsomt at fortælle. Jeg havde brug for at fortælle.

"Da Thea fik konstateret Leukæmi, kortsluttede jeg fuldstændig. Jeg stoppede med at leve mit liv. Jeg blev vred. Jeg syntes, det var så uretfærdigt og det er det stadig. Hvorfor kan de ikke redde hende? Hvorfor gør de hende ikke rask? Jeg snakkede aldrig med nogle om det, du den første jeg fortæller det.. Jeg æder mig selv op indefra, men jeg kan ikke gøre for det. De fyre igår, jeg skylder dem penge. Mange penge, penge jeg ikke har. Jeg har fået drugs og alkohol af dem, og det hjalp. Det gjorde mig glad, men nu vil de have deres penge. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre? Jeg er helt og aldeles alene med alt det her, og jeg har altid klaret mig selv, fordi mine forældre har ikke tid og nu fortæller jeg dig det, og jeg ved ikke hvorfor." Sofia svarede ikke i første omgang, men lagde blot sine arme omkring mig, og der kom den, som jeg havde forudset. Medlidenheden. Jeg kunne ikke bruge den til en skid, og dog alligevel, så føltes hendes nærvær rart og trygt.

"Du er virkelig kommet ud, hvor du ikke kan bunde? Hvad med dine venner?" Spurgte hun stille og aede min håndryg.

"De forsvandt, da det her startede." Hun havde ret, jeg kunne ikke bunde. Jeg havde brug for nogle til at redde mig, brug for en til at trække mig i land igen. Sofias øjne fandt mine, og jeg kunne fornemme tåre i hendes øjenkroge.

"Du er nødt til at få hjælp, Chris." Jeg rystede på hovedet, jeg ville sgu ikke gå hos en eller anden fucking psykolog. Så hellere bare fortsætte sådan her.

"Så lad mig hjælpe?" Bad hun

"Med hvad?" Spurgte jeg køligt, jeg fortrød lidt, at jeg havde fortalt hende det alt sammen. Jeg havde jo egentlig ikke brug for hjælp, jeg var bare knækket lige nu.

"Bare kom, forbi en gang imellem, snak med med og træn med mig. Jeg lover, det bliver hyggeligt." Jeg sad lidt og overvejede hendes tilbud. Hvis hun nu kunne være den støtte jeg havde brug for, min redningskrans. Så kunne jeg måske komme op af det her sorte hul. Jeg nikkede;

"Okay"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...