Second

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2017
  • Opdateret: 15 jun. 2017
  • Status: Færdig
Chris er en 16-årig ung mand, der har en lillesøster, Thea, som er syg med kræft. Chris prøver desperat at skabe en normal hverdag, selvom hans søster er syg. Det går til tider godt, mens det andre gang går helt vildt dårligt.

3Likes
0Kommentarer
1248Visninger
AA

2. 2. Gæld

Christopher's synsvinkel

Fredag 6 Januar, 10:13, Overskyet - Lagerhal

"Undskyld? Undskyld, vil du ikke lige flytte dig?" En blid rusken i min skulder, og en venlig, ung kvinde stemme vækkede mig. Jeg satte mig langsomt op, og gned mig i øjnene. Hele min krop var øm, og jeg var stadig udmattet. Jeg kiggede langsomt rundt for at danne et overblik over, hvor jeg var henne. Det virkede som en lille gyde. Det var grå slidte fliser, der prydede jorden og henne i den modsatte ende var en åben tunnel, så man kunne se direkte ud på menneskerne og bilerne, der henholdsvis gik og kørte forbi. Ovre i hjørnet stod et par store skraldepande op af en rød murstensmur, der tilhørte et lejlighedskompleks. Det gik langsomt op for mig, at jeg nok var faldet i søvn herinde. Jeg kiggede op mod den unge kvinde stemme, og det gik op for mig, at det måske alligevel kun var en pige i 16 års alderen, som mig selv. Jeg rejste mig op, løftede i kasketten og kørte en hånd gennem mit hår, mens jeg gav hende elevatorblikket. Hun havde et par tætsiddende løbebukser på, der vidste en rimelig god røv, og hendes mørke hår var sat op. Hendes grønne øjne kiggede lettere bekymret på mig, og jeg trak kort på skuldrene.

"Det må du undskylde" svarede jeg kort og vendte mig om for at gå. Mit tøj sad klæbrigt til kroppen og var ubehageligt fugtigt. Mine sko svuppede, når jeg gik. Frustreret over min situation, trak jeg en pakke cigaretter og en lighter op. Jeg tændte hurtigt en, og begyndte at gå videre. Det gjorde mig rolig at ryge.

"Hey.. Øh vil du ikke med ind? Du ligner en, der kunne trænge til at sidde ned?" Pigens stemme nåede mine ører og jeg vendte mig om, mens jeg hurtigt iagttog hende. Jeg kunne squda ligeså godt gå med hende, når jeg ikke havde andre steder at være. Jeg sukkede, slukkede smøgen og slentrede hen mod hende. Hun låste døren op, og afslørede en kæmpe stor lagerhal, der var blevet lavet om til et bokse lokale. Der var alt, hvad der skulle være i et fitness center, plus bokseudstyr. Jeg nikkede imponeret.

"Du bokser eller?" Kvækkede jeg hæst. Hun smilede til mig.

"Ikke så meget længere." Jeg nikkede anerkendende og trådte længere ind for at beundre stedet. Hun gik hen til et par skabe og smed sin taske derind, og vendte sig om mod mig.

"Så hvad får en fyr til at sove udenfor i en dørkarm torsdag aften i Januar måned?" Jeg kiggede irriteret på hende og spændte mine kæber, hvorfor fanden behøvede hun at vide det? Hvad jeg foretog mig, var da mit eget problem. Jeg rystede på hovedet.

"Jeg var i byen." Løj jeg. Jeg ønskede ikke at fortælle den rigtige grund. Folk fik altid medlidenhed, men man kunne ikke bruges deres fucking medlidenhed til en skid. Deres medlidenhed kunne ikke ligefrem kurere Thea.

"Hvad hedder du?" Spurgte jeg hurtigt for at dreje samtalen over mod hende istedet for mig. Jeg hadede, når folk ragede i mit liv. Kunne de ikke bare forstå, at jeg ville være i fred. Jeg var jo forhelvede en vred og hidsig ung mand.

"Sofia" svarede hun, mens hun langsomt begyndte at varme op. Jeg fulgte hende med øjnene og besluttede at sætte mig op i bokseringen. Jeg lod mine arme hænge ud over snorene, mens jeg kiggede på hende.

"Chris" svarede jeg blot. Hun rejste sig op, og gik hen for at finde et sjippetov.

"Sig til hvis du mangler noget, Chris." Jeg nikkede bare tavst og forsatte med at kigge på hende træne. Hun havde en ret god krop, den var trænet uden at være fór trænet, samtidig med hun stadig havde nogle lækre former.

"Hvad laver du så her, hvis du ikke bokser, så meget længere?" Spurgte jeg nysgerrigt. Hun smilede.

"Det er en slags terapi, når jeg har problemer eller bare trænger til at få tømt hovedet, så slår jeg det ud, du ved." Jeg kendte det godt, men jeg drak, tog stoffer og lavede alt muligt lort istedet, men det var, når jeg lavede det lort, at jeg havde venner. Det var nærmest en fælleskab at gøre, når man nu ikke havde det i dagligdagen.

"Cool" returnede jeg, mens hun blot trak på skuldrene.

"Jeg ved ikke, hvor 'cool' det er, men det hjælper. Du kan jo prøve, hvis du vil?" Jeg lo kort og hoppede ned fra ringen. Det virkede som om, hun troede, jeg havde problemer. Det havde jeg jo også, men hvad fuck vidste hun om det? Det ville jo ikke hjælpe en skid at stå og slå på en åndsvag pude. Jeg rettede på min kasket og svarede flabet;

"Jeg har sgu ingen grund til at står herinde og slå på dem. Jeg har det fint, men tak for tilbuddet, smukke. Vi ses vel" Jeg slentrede ned gennem hallen og over mod døren, da hun råbte

"Du ved, hvor det er, du kan bare komme, hvis du vil." Jeg rakte en vinkende hånd op, og smuttede ud.

Fredag 6 Januar, 11:27, Overskyet - Hjemme

Jeg var endelig nået hen til min vej, mens jeg gik og spekulerede over Sofias tilbud. Jeg rystede dog hurtigt tankerne af mig, da det sidste, jeg havde brug for var hjælp. Jeg havde det sgu fint. Jeg åbnede vores havelåge og gik langsomt ind. Jeg nægtede at tale til mine forældre, fucking røvhuller. Jeg gik istedet om i haven, og hoppede op på skraldespanden, hvorefter jeg kravlede videre op på taget. Jeg smuttede hen til mit værelses vindue og kravlede langsomt ind, for derefter at skynde mig og låse min dør. Jeg ville ikke have noget med dem at gøre, men man sov fandme af helvedes til på kantstenen. Jeg smed mig hurtigt i min seng, og kastede min kasket ned på gulvet. Der gik ikke mere end 3 sekunder før jeg sov, dybt og godt.

Fredag 6 Januar, 22.46, Støvregn - En dyster sidegade i London

Jeg var høj og fuld. Jeg havde det fucking fantastisk. Vores glade stemmer og latter fyldte den ellers forladte sidegade. Man kunne høre musik fra klubberne, men vi stod bare her, som outsiderne, og røg og drak. Det var fantastisk. Det var som at svæve på en lyserød sky, en dans på roser. Jeg smilede stort blev klappet i ryggen af nogle af drengene, et par enkelt gange havde jeg også været sammen med nogle af pigerne, men de var generelt ikke lige mig.

"Hey! Du der! Rød hættetrøje, du fucking skylder!" Vrede stemmer fyldte gaden, og stoppede bræt hyggen. Jeg satte i løb. Det gik langsomt, mine ben føltes som gelé, men hvis de fangede mig, turde jeg ikke tænke på, hvad de ville gøre. Jeg skyldte dem penge, mange penge, for alle de gange, de havde lånt mig deres drugs og sagt, at jeg bare kunne betale senere. Jeg styrtede afsted, så godt som jeg nu kunne i min tilstand. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne nå hjem, istedet ville jeg løbe mod Sofias lagerhal, den lå ikke særlig langt herfra. Sveden piblede frem, og mine gummi ben blev tungere og tungere, og jeg blev mere og mere skræmt. Jeg var ved at svede rusen ud, fuck mig altså. Jeg styrtede afsted ind i gyden og ned mod døren, den var fucking låst! Jeg smadrede mine nævner ind i den flere gange, og råbte på Sofia, inden jeg opgav. Jeg løb over mod skraldespandene og sprang op på taget, men blev grebet i anklen, så jeg faldt direkte ned og ramte jorden. Luften fløj ud af mig, og jeg hostede fælt, mens de omringede mig. Jeg anede ikke, hvem det var, kun at det var dumt at gøre, som jeg havde gjort. En efter en sparkede og slog de mig, mens de grinede og hånede mig. Jeg gav op, jeg lod dem gøre det, jeg var alligevel så langt væk fra virkeligheden, som man kunne komme. Smerten skød gennem krop og marv og blodet flød i munden på mig, mens deres stemmer langsomt blev fjernere og fjernere indtil jeg til sidst gik ud som et lys.

Sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...