Second

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2017
  • Opdateret: 15 jun. 2017
  • Status: Færdig
Chris er en 16-årig ung mand, der har en lillesøster, Thea, som er syg med kræft. Chris prøver desperat at skabe en normal hverdag, selvom hans søster er syg. Det går til tider godt, mens det andre gang går helt vildt dårligt.

3Likes
0Kommentarer
1243Visninger
AA

10. 10. At komme videre

Christopher’s synsvinkel

 

Onsdag 31 Maj 20:27, aftensol - Hallen på Cave High School

 

Det ene slag efter det andet blev fyret som kanonkugler mod min overkrop, så smerten skød gennem marv og ben. Publikum brølede, piftede, fløjtede og heppede, ja hele skolen råbte endda mit navn. Det var der også en god grund til, jeg havde formået at bokse mig helt til finalen, som jeg lige nu så ud til at tabe, fordi det store brød overfor mig tævede mig synder og sammen. Han smadrede sine kæmpe jernnæver mod min røde overkrop, men alligevel gjorde det mig ikke noget. Fysisk smerte var langt nemmere at forholde sig til end psykisk smerte, det var som om, han med slagene slog sorgen over Thea ud af kroppen. Fjernede smerten fra hjertet og ud på huden i stedet, sådan det kun var de gode minder, der var tilbage under huden sammen med hendes navn, som jeg havde fået foreviget på mit bryst, lige over mit hjerte. “Thea” stod der med svungne bogstaver, jeg havde fået det tatoveret få dage efter, hun var blevet begravet. Så vidste jeg, at hun altid var med mig.

Tankerne om Thea forstyrrede mig, de gjorde mig svage og sensitive. Sofia havde haft ret, jeg havde ikke været klar til at bokse ikke under så stort et pres. Han fortsatte og hamrede det ene slag efter det andet mod mig, og det eneste jeg kunne gøre var at parere selvom, det føltes som om, der var jordskælv i mit hovede. Jeg var nødt til at fortsætte, det havde jeg lovet Thea.

 

Bang, ramt, falder, gulv.

 

Et slag og jeg var slået i gulvet, jeg kunne svagt høre dommeren begynde at tælle og folk piftede endnu mere og endnu højere end før. Thea, jeg var nødt til at gøre det for hende. Jeg havde jo for helvede lovet hende at vinde! En tåre faldt ned af min kind. Gal, jeg savnede hende så meget. En blanding af vrede og sorg fik mig op på alle fire, mens Sofia ude fra sidelinjen heppede og bakkede mig op. Jeg rullede nakken rundt, så den knækkede lidt. Jeg mærkede samtidig at mit øjenbryn var flækket, fordi det varme og tykke blod flød ned af kinden. Jeg hoppede lidt på stedet og styrede fuld af raseri mod ham, da dommeren gav tilladelse. Jeg sendte den ene slag efter det andet mod ham af ren og skær raseri, mens tårerne trillede ned af kinderne for Thea. Det var for hendes skyld, at jeg havde rejst mig igen. Jeg skulle vinde, det havde jeg lovet! Ingen parader, kun slag. Jeg pressede ham op mod hjørnet, tog imod et par seriøse slag og fortsatte så med at sende slag mod ham, mens han gemte sig bag de sorte boksehandsker. Jeg fik det nærmest til at regne med næver ned over ham. Han blev langsomt mere og mere svag og til sidst fik han sænket den venstre hånd lidt for meget og jeg sendte et rent slag ind mod ham, så han gik i jorden med det samme. Ingen reaktion. Dommeren stod ovre ved ham og talte, mens mit bryst hævede og sænkede sig ekstremt hurtigt. Jeg tørrede mit ansigt med min venstre handske og tog en dyb indånding, mens jeg kiggede over på dommeren og brødet, som jeg havde slået i gulvet. Han havde ikke bevæget sig endnu og det gik langsomt op for mig, at jeg havde lavet knockout. Dommeren gav tegn og hele skolen brød ud i et kæmpe jubelbrøl. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad der var sket. Vi havde vundet, Thea og jeg. Vi havde gjort det, jeg havde givet hende sejren. Brandon og Sofia kom springende ind og lagde om mig, men jeg havde det så blandet. Jeg var overvældet af glæde og lykke, samtidig med jeg var på grådens rand. Flere og flere sluttede sig til os og folk gav mig tonsvis af skulderklap, men jeg var ikke tilstede. Jeg havde ikke lyst til at være der. Diskret eller så diskret som man nu kunne gøre det, når man lige var blevet mester, trak jeg mig væk fra flokken og skyndte mig ind i omklædningen, hvor jeg greb mine ting og forlod festen.

 

Onsdag 31 Maj 21:16, aftensol - Kirkegården, Theas gravsted

 

Thea Harris,

04.07.03-16.02.17.

Elsket & Savnet

 

Hun nåede ikke engang at fylde 14 år, det var uretfærdigt. Jeg stod og så på den, stenen. Den var blankpoleret med indskrevne smukke bogstaver. Her lå stadig mange blomster, men ikke så mange, som den dag hun blev begravet. Jeg lagde den buket, jeg havde med. Jeg havde lovet mig selv, at jeg altid skulle have blomster med, når jeg besøgte hende og der skulle være en lille note på, hvor der stod “fra Chris”. Jeg rettede lidt på de andre blomster, inden jeg rejste mig op og bare stod og kiggede i et godt stykke tid. Enkelte fugle kvidrede og nogle gange kunne man høre en bil i det fjerne ellers var det en fredelig kirkegård. Jeg sukkede stille.

“Du ved, jeg gjorde det… Jeg vandt bokse turneringen, som jeg lovede dig” Jeg kløede mig lettere akavet i nakken, inden jeg satte mig ned på jorden. Så jeg sad overfor hendes sten, ikke inde på gravstedet, men lige udenfor, så hun stadig kunne se mig. Det var sgu nok lidt åndssvagt, men jeg troede på, at hun kunne høre mig.

“Hvordan mor og far har det? Jeg tror, de savner dig eller det ved jeg, at de gør, men altså ærligt så snakker jeg ikke rigtig med dem, jeg snakker ihvertfald mere med dig og du svarer ikke engang.. hah, men ja, jeg tror snart, jeg flytter alle mine ting over til Sofia, fordi jeg har det godt med hende og jeg kan faktisk godt lide hende..”

“Jeg kan også godt lide dig” Jeg kom forskrækket op på benene og vendte mig rundt. Tænk, hvis nogen havde hørt mig sidde og snakke med mig selv, så var det sgu slut med at være seje Chris, så var det bare Chris, der taler til sten og sin døde lillesøster, en freak. Til mit held var det bare Sofia, der stod et stykke væk og betragtede mig. Jeg kløede mig akavet i nakken, mens hun begyndte at gå hen mod mig.

“Hvorfor smuttede du?” Hendes stemme var blid og jeg vendte mig om mod Thea igen. Vi stod begge to lidt og kiggede på stenen, inden jeg svarede;

“Jeg skulle jo fortælle hende, at jeg vandt” Sofia smilede til mig og jeg lagde armene om hende, inden jeg gav hende et kys på panden. Jeg havde det bedre nu, meget bedre end oppe på skolen. Langsomt slap jeg hende og tog i stedet hendes hånd, hvorefter vi begyndte at gå hjemad.

 

Lørdag 3 Juni 14:55, høj solskin - Lagerhallen

 

“Jeg henter lige den sidste kasse i gården” råbte jeg, inden jeg smuttede gennem Sofias stue, ned af trappen, gennem hallen og hele vejen ud i gården, hvor en lastbil kom svingende ind netop, som jeg havde taget den sidste flyttekasse i favnen. Jeg smilede stort, da jeg så lastbilen og stillede kassen ned på jorden igen. Manden der trådte ud af lastbilen var en overvægtig mand iført et par arbejder overalls og en svedig grå t-shirt, samt hans sorte kasket.

“En sofa til Christopher Harris?” Jeg trådte smilende frem og nikkede, hvorefter han vinkede mig om bagved den lille lastbil. Han kørte bagsmækken ned og rullede sofaen ud til mig, så den stod i sin fulde indpakning midt i gården.

“Jeg skal nok klare den herfra” kommenterede jeg kækt og skrev under på hans papirer, inden jeg gik hen i hallen igen.

“SMUKKE, KOMMER DU IKKE LIGE NED OG HJÆLPER?!” råbte jeg gennem hele hallen, så Sofia kom til syne for enden af trappen. Hun sendte mig et undrende blik og slog ud med armene

“Var der ikke kun en tilbage?” brokkede hun sig.

“Kom nu bare” grinte jeg kort og vinkede hende ned til mig. Hun sukkede stort og slæbte sig ned af trapperne og hele vejen hen til mig. Jeg skyndte mig ud i gården og stillede mig op af sofaen, da hun kom ud.

“Tadaaa” jeg smilte bredt over hele femøren og Sofia kiggede skeptisk på mig med et stort smil.

“Er det en ny sofa?” Spurgte hun fnisende og jeg kunne ikke lade være med at grine. Hun rystede på hovedet og kom hen og gav mig en krammer, mens hun hviskede mig i øret.

“Du så åndssvag, Chris - det derfor jeg kan lide dig” Jeg smilede og kyssede hende. Jeg var virkelig overdrevet glad, jeg slap for at skulle bo hos mine forældre også flyttede jeg ovenikøbet ind hos min bedsteveninde og kæreste. Det kunne ikke være meget bedre.

Jeg var glad, rigtig glad for første gang siden Thea døde.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...