Second

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2017
  • Opdateret: 15 jun. 2017
  • Status: Færdig
Chris er en 16-årig ung mand, der har en lillesøster, Thea, som er syg med kræft. Chris prøver desperat at skabe en normal hverdag, selvom hans søster er syg. Det går til tider godt, mens det andre gang går helt vildt dårligt.

3Likes
0Kommentarer
1246Visninger
AA

1. 1. Fucking sørgelig.

Christopher's synsvinkel

Torsdag 5 Januar, 18.27, Regn - Chris forældres villa.

"Chris! Ned nu!" Endelig, jeg var fucking sulten. Min mor glemte stort set altid at give mig penge til mad i skolen, og jeg havde sgu ikke selv nogle. Jeg rejste mig fra min seng og vadede hen over det ulækre, snavsede og ikke mindst rodede gulv. Min mor og far havde ikke længere den til tid at passe og pleje huset, som de engang havde. Det hele handlede altid om min lillesøster, Thea.

Thea har leukæmi, jeg aner egentlig ikke, hvad det er. Jeg ved kun, det er en form for kræft og i Theas tilfælde er den vidst ret slem, men jeg er faktisk pænt ligeglad. Det er på grund af hende og hendes fucking sygdom, at mit liv er blevet totalt fucked. Alle går rundt med en konstant frygt for, at hun dør. Nogle gange har jeg overvejet om det ville være den nemmeste løsning for alle, hun ville få fred og vi kunne prøve at få et normalt liv igen. Min mor har opgivet alt, og jeg mener alt for Thea. Min far arbejder stadig, men han er helt fuldstændig udkørt.

Jeg prøver bare at passe min skole, men det er i princippet lige meget. Ingen holder øje med mig eller tager sig af mig, så de opdager alligevel aldrig, at jeg sjælendt dukker op til timerne. For mig handler det ligeså meget om at overleve, som det gør for Thea. Det er bare på to forskellige måder.

Jeg satte mig ned på en af køkkenstolene og kiggede skuffet på bordet, intet mad endnu. Hvad fanden ville de mig så? De plejede aldrig at have tid til at snakke med mig. Min mor satte sig ned overfor mig, og min far stillede sig bag hende. De kiggede begge bekymret på mig, hvad fanden skulle der ske?

"Chris, dit karakterblad er kommet." Det var fandme løgn! Var det dét, de ville snakke om. Jeg satte mig lidt mere anspændt på stolen og kiggede irriteret på dem, mens min mor forsatte.

"Vi ved selvfølgelig godt, at du har det svært med Thea og alt det, men det har vi alle og vi skal stadig prøve at få en hverdag til at fungere, så du bliver altså nødt til at forbedre skolen. Jeg ved godt, det kan være svært med Thea, men vil du ikke bare prøve? Dine lærer siger også, at du har meget fravær." Hun kiggede lettere strengt på mig, men man kunne stadig se på hende, at hun både var udkørt og træt. Kunne de da forhelvede ikke bare forstå, at Thea og hendes sygdom sled os allesammen op? Jeg rejste mig vredt op og kiggede på dem.

"Det fandme flot! I snakker aldrig med mig, I er fucking ligeglade med, hvad fanden jeg laver, men når I så en sjælden gang, bruger jeres dyrebare tid på mig. Så er det for at fortælle, at Thea har fået det værre eller at jeg skal tage mig sammen, mens det i virkeligheden er jer, der skal tage jer sammen og forstå, at hun ikke kommer til at fucking klare det!" Jeg var vred, udmattet også den eneste med en smule realitetssans i det her hus. Jeg skubbede til min stol, så den væltede ned på gulvet og gik med vrede skridt ud af køkkenet og videre ud i gangen.

"Chris!" Min far råbte efter mig, men han kunne rende mig. Det kunne de allesammen. Jeg havde jo for fanden ret? Thea ville ikke klare det, det vidste både lægerne og jeg, men de ville selvfølgelig ikke sige det før til aller sidst, så ville alle holde humøret og håbet højt, men det var en stor fucking løgn, og jeg var den eneste, der kunne se det.

Torsdag 5 Januar, 18.49, Regn - En side gade i London.

Regnen piskede ned, og jeg begravede mine hænder dybt ned i mine lommer. Jeg gik langsomt ned gennem gaderne. Butikkerne var stadig åbne, så jeg kunne altid sætte mig i læ ved en kiosk. Jeg sukkede, så man kunne skimte min ånde i den kolde januar luft. Det var ikke sjovt det her, det hele var gået galt for mig, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle bygge det op igen. Jeg havde ødelagt alt for mig selv, jeg havde ædt mig selv op i vrede indefra, siden jeg havde fået af vide, at Thea var syg, men hvad fanden skulle jeg gøre? Jeg kunne jo ikke gøre en fucking skid. Jeg stod stille og betragtede mig selv i en butiks rude, et sørgeligt syn.

Min hættetrøje var våd og sad tungt på min krop, mens mine bukser klistrede sig til mine ben. Mit mørke hår gemte sig under min kasket, der var det eneste, som sørgede for, at jeg ikke var hundrede procent gennemblødt. Jeg var tynd, også havde jeg heller ikke specielt mange muskler længere. Jeg var sgu blevet sørgelig, gnisten i mine brune øjne var forsvundet sammen med håbet for Thea. Jeg var ikke længere den livlige og sjove Chris, som jeg var engang. Den Chris som alle elskede var for længst forsvundet, hvilket også var grunden til, at jeg stod midt ude på en tom gade i piskende regn en torsdag aften helt og aldeles alene.

Jeg havde sgu ramt bunden. Tabt det hele. Jeg var som en tom skal uden sjæl, der bare gik rundt, og ventede på at det endda blev min tur til at forlade jorden. Jeg var så godt som død.

Ensom og alene.

Fucking sørgelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...