Blå øjne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2017
  • Opdateret: 27 feb. 2017
  • Status: Igang
Et oneshot, som er inspireret ud fra sangen "I don't wanna live forever" og citatet: "I don't wanna live forever, 'cause I know I'll be living in vain. And I don't wanna fit wherever. I just wanna keep calling your name"

1Likes
0Kommentarer
97Visninger

1. Oneshot

"I don't wanna live forever, 'cause I know I'll be living in vain
And I don't wanna fit wherever
I just wanna keep calling your name"

 

Skrig og lyde, i mit hoved. Et dybt og vanvittigt ønske om, at tingene ikke behøver at være på denne måde. Jeg prøver at løbe, men støjen vil altid indhente mig. Ja, støjen som æder mig op indefra, og som jeg selvfølgelig godt ved, egentlig ikke er her. Foruden den tavse vind i træerne og lyden af mine stadige fodspor, er her helt stille. Men ikke i mit hoved, hvor støjen altid kommer tilbage. Gåsehuden kryber op af mine arme, når jeg husker, hvorfor den er her, og hvorfor den aldrig vil gå væk. Jeg når enden af vejen, og har en voldsom lyst til at skrige, og som jeg kigger rundt oplever jeg følelsen af at være omgivet af rent mørke. Den følelse fortærer min krop, indtil der pludseligt kommer en klar stemme, som overdøver alt der ellers holdt mig nede i den uforståelige støj.

Blå øjne kigger forsigtigt på mig. Havblå, ja et helt ocean, så dybe at jeg altid har været bange for at drukne, og så blanke at jeg kan spejle mig i dem. Jeg lader dem blindt lede mig på vej. Jeg er blevet en dykker, og man siger at tredive meter nede i havet, begynder man at miste sine sanser, og glemmer hvilken vej der er op. Jeg svømmer dybere og dybere ned, bliver svimmel, og glemmer at trække vejret. Bliver ved til jeg er for dybt nede, til nogensinde at komme op igen. Jeg svømmer så langt ind i Adams blå øjne, at jeg bliver helt opslugt af dem, og det får mig til et punkt af galskab, jeg aldrig før har smagt på min tunge. Luften slås ud af min krop.

Jeg ser ham, tydeligere end nogensinde, og ønsker inderligt at han er her vedsiden af mig. Stemmen fra før er min egen. Den kalder ud, og søger et svar. Bliver ved og ved, men ikke voldsomt. Helt rolig, er den. Jeg lukker øjnene og et kort sekund kan jeg næsten føle hans tilstedeværelse, jeg kan dufte ham, og vigtigst af alt kan jeg høre ham. Han svarer mig endelig. Hans mørke og hule stemme, får min krop til at sitre, og i det sekund, hvor mit hjerte hamrer hurtigere end nogensinde, kan jeg også mærke ham. Hans læber mod min kind, og en hvisken i mit øre. Han elsker mig. En varme spreder sig i min krop, og et smil former sig, for første gang i lang tid på mine læber. Fyrværkeri i mit indre. Han efterlader spor på hele kroppen, og jeg bliver glad ved tanken. Men så er det at hans næve slår ud, og et skrig forlader min mund. Han hader mig. Er det slut?

Jeg er i indre konflikt, men ligegyldigt hvad fortsætter jeg med at dykke, og jeg skriger, som et lille barn, når det ikke går godt. Jeg skriger hans navn, indtil min hals brænder og det er fysisk umuligt at blive ved. Jeg vil holde ved, selvom jeg skader mig selv i processen. Jeg er tørstig, så tørstig efter kærlighed at jeg drukner i den. Ja, en kærlighed så stor kan slå ihjel, siger man. Men jeg er blændet af de blå øjne, og fortsætter blindt med at kalde... "ADAM!!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...