En mulighed

Theo har i mange år levet livet i stilhed. I sin egen verden. Efter sine egne vaner og rutiner. Ingen blander sig, og det passer egentlig Theo fint.
Men en dag møder han ved et sammentræf en gammel bekendt som han må bestemme om han vil kontakte påny

0Likes
0Kommentarer
72Visninger

1. En mulighed

Bogen ligger i skødet på Theo. Lige i dag kan han ikke rigtig komme i gang med den, selvom det altid plejer at være det bedste han ved. Han har siddet i den gamle lænestol nogle timer nu, og elektrikeren skulle komme lige om et øjeblik. Hans ovn gik i stykker dagen før, og da han ikke er den store handy man ringede han efter en elektriker. Theo kigger på vinduerne. Der havde været frostvejr om natten, så der havde dannet sig små krystaller på glasset. En due lander lige uden for vinduet og nipper til mejsebolden. Himlen er lysegrå og støvregnen falder stilfærdigt over de tagene på tætstående huse han kan se fra lejligheden. Der er helt stille i lejligheden. Det passer egentlig Theo fint.

 

Dørklokken bryder tavsheden, og duen basker desperat med vingerne som den flyver væk fra vinduet. Theo rejser sig op, og bogen, som han har glemt alt om, falder til gulvet med et dunk. Han skubber den ind under stolen og skynder sig ud til døren. Han tøver et øjeblik og får et fjernt udtryk i øjnene. Han ryster på hovedet og som for at tage sig sammen til at åbne døren. På den efterhånden ret slidte dørmåtte står en ung mand iklædt blåt arbejdstøj på. Han vipper lidt uroligt frem og tilbage på fødderne. Han har hænderne dybt begravet i bukselommerne, og hans blik flakker usikkert.
   
”Theo Brandt…?” siger den unge elektriker tøvende og flytter vægten til det andet ben.
   
”Det er her, ja”, nikker han med grødet stemme.

Det er efterhånden lang tid siden Theo sidst har snakket med andre end kassedamen i Netto og postbuddet, så han kan ikke rigtig finde ordene han burde sige. Situationen bliver efterhånden lidt akavet.
    ”Eehm,” siger elektrikeren og bryder tavsheden, ”mit navn er Dan, og det var en ovn der skulle fikses ikke?” Theo nikker igen.
Elektrikeren fornemmer hurtigt at han ikke er særlig snaksalig, og bestemmer sig for at gå i gang med det samme.
    ”Hvis du bare viser mig hvor der er, så er jeg klar til at gå i gang,” siger elektrikeren med en mere sikker stemme.
    ”Jo,” siger Theo, ”det er den her vej.”
Han følger elektrikeren ind i køkkenet, og skynder sig ind i stuen så snart han kan komme til det. Han kigger på bogen under stolen. Af en eller anden grund er bogen langt fra så tiltalende som den plejer at være. Han har også efterhånden læst den nogle gange. Han får en fremmed lyst til komme ud af lejligheden. Sådan har han ikke følt i mange år, men pludselig føles som om han er indespærret. Han kan ikke være i sit køkken, da elektrikeren er der. Han bryder sig ikke om når mennesker kommer for tæt på ham. Hvad skulle han sige? Hvordan opfører man sig overfor andre mennesker? Han bestemmer sig for at gå en tur, uden egentlig at vide hvor han vil hen.

 

Theo træder ind i storcenteret. Han ved ikke hvorfor han valgte at gå derind. Det er en evighed siden han sidst har været der, men han husker det som var det i går. Han har ikke tænkt på det i mange år. Sidst han var her, var han her ikke alene. Det var ved juletid, så der havde været fyldt med smukke lyskæder og juletræer i alle størrelser, pyntet med julekugler i alle julens farver. Der havde været proppet op med mennesker. I dag var der intet pynt udover de store runde lamper, der hang i det høje loft og kastede et lidt mat lys over centerets beigefarvede fliser. Der var ikke en sjæl at se, udover et par der sad på en cafe og en ældre dame der stod ved kassen i en tøjbutik. Det passer egentlig Theo fint.

 

Theo bestemte sig for at gå til den eneste butik han huskede præcis hvor lå. Hans skridt gav genlyd i de tomme gange. Han nærmer sig stedet men alt var forandret. Der var nye butikker der havde erstattet de gamle, og gamle som lå steder de ikke før havde gjort. For første gang i mange år, kunne han mærke hvad det betyder når man siger at tiden går. Ting ændrer sig. Mennesker kommer og går. Dog har Theo det nærmere sådan at mennesker kun går. De kommer ikke igen. Men det passer egentlig Theo fint.

 

Den ligger der ikke længere. Der hvor boghandleren lå ligger en Starbucks, halvt fyldt med mennesker. Det var i hvert fald ikke en mulighed. Han blev pludselig opmærksom på at han havde glemt at drikke en kop kaffe om morgenen. Han huskede svagt et sted hvor han engang havde siddet. Det var han første gang havde mødt Linea. Det var ikke det sted han havde allermest lyst til at tage hen, men han vidste at der sjældent kom mennesker.

 

    ”En kop kaffe tak,” siger han i et sløvt toneleje.
Hans lille udflugt havde ikke vist sig specielt succesfuld indtil nu, og han var begyndt at overveje at tage hjem.
    ”Lige et øjeblik,” sagde kvinden der stod med ryggen til og stablede nogle kopper.
Hendes lyse bølgede hår nåede hende til talgen og noget ved hendes kropbygning virkede bekendt. Hun var ikke spinkelt af bygning, men lige tilpas. Hun snurrede rundt på hælen og drejede så hurtig at hendes hår løftede sig svagt fra hendes ryg. Da hans så hendes ansigt følte han sig helt ung igen, trods de små rynker der langsomt var begyndt at komme i hendes øjenkrog og på hendes pande. De velkendte mørkebrune øjne mødte hans, og han var ikke i tvivl om hvem hun var. Det var femten år siden de sidst sås. Og det havde ikke været noget lykkeligt møde. Sidst han havde set hende var under udfyldning af skilsmissepapirerne. Det havde egentlig ikke sagt ordentligt farvel. Til hans skuffelse ser han ingen genkendelse i hendes blik.
    ”En kop kaffe siger du?” spørger hun. Hun har stadig en vane med at rynke øjenbrynene når hun spørger om noget. Som om hendes hjerne allerede arbejde på højtryk for at regne svaret ud. Theo tager en hånd gennem sit tykke mørke hår så det ikke dækker så meget af hans ansigt. Han burde have fået det klippet, og bliver egentlig lidt flov.
    ”Jo tak, bare sort,” siger han og da hun vender sig om tager han sig sammen, ”Linea?”
Det giver et sæt i hende. Hun har lige sat kaffen over, så hun vender sig om og læner sig op af bordet.
    ”Hvor kender…” siger hun med et undrende blik. Hun afbryder sig selv da går op for hende hvem han er.
    ”Theo!” udbryder hun og lyder næsten lykkelig, ”jeg har ikke set dig siden…”
Hun tøver.
    ”Jeg har ikke set dig i snart femten år!” siger hun, ”hvor har du været?”
Efter Theo har fortalt om sit arbejde, fortæller hun om hvad hun har lavet. Hun har i hvert fald ikke manglet beskæftigelse lyder det til. Hun har taget masser af forskellige kunstneriske kurser, arbejdet med alverdens forskellige ting og hendes liv lyder en del mere spændende end hans. Hun begynder at nævne mennesker fra den omgangskreds de havde været en del af. Nogen var kommet sammen, og gået fra hinanden igen. Nogen var blevet gift, og andre var flyttet til den anden ende af landet. Selvfølgelig ved Theo ikke noget om alt det. Efter skilsmissen havde han langsomt mistet kontakten til dem alle sammen.
    ”Nå, det vidste jeg ikke,” måtte han sige gang efter gang.
Han nyder egentlig bare at høre hende snakke igen efter så mange år, selvom det hun sagde fik ham til at føle sig som en fiasko. Det passer egentlig Theo ret godt.

En dyb og muggen stemme mumler noget utilfredst bag Theo, og en høj kraftig mand skubber ham en anelse voldsomt til side. Linea ser lidt forarget på manden, men bliver nød til rette opmærksomheden på den nytilkomne kunde. Theo bliver pludselig utryg ved tanken om at snakke mere med Linea og vælger at tage hjemad igen.

 

Han tænker samtalen igennem ord for ord, mens han vandrer gennem det tomme storcenter. Da hun nævnte at hun hverken var blevet gift eller i et forhold, blev han til sin egen overraskelse lettet. Det burde han jo ikke blive. Det var jo ham der valgte at slutte det. Han var den der burde være kommet over det hurtigst, men af en eller anden grund var han aldrig kommet videre. Han træder ud af storcenteret. Den lette støvregn fyldte stadig luften. Himlen havde stadig den grå tone. Der var lige så mennesketomt som da han tog afsted. Han sætter farten op. Der er næsten stille udover en ambulances sirene svagt i baggrunden. Det passer egentlig Theo fint.

 

Theo når ikke langt før han begynder at fortryde at han vendte om. Hans synes bare ikke rigtig han kan tillade sig at vende om. Han er lige nået over et fodgængerfelt da han synes han hører sit navn i baggrunden. Først tror han bare det er en forestilling, men da han hører det flere gange vender hans sig om. En skikkelse nærmer sig i horisonten, og han ved med det samme at det er Linea. Han kan ikke se det eller høre det på den fjerne stemme. Han ved det. Hun løber. Han ved et øjeblik ikke hvad han skal gøre. Han ved ikke om han tør lade hende ind i sit liv igen. Det ville være lettere bare at leve videre, som han havde gjort i femten år. Men det her var en mulighed. En mulighed som han havde fået ved et sammentræf. Før han ved af det begynder han at gå. Han er så opslugt af hans egen tanker at han ikke hører bilen horn i baggrund. Han hører ikke hjulene bremser hård op. Han ser ikke den røde bil der med fuld fart kommer imod ham. Han lægger ikke mærke til den, før han ligger på kølerhjelmen. En intens tone fylder luften. Nogle mennesker snakker i baggrunden, men det lyder bare som en mumlen. Himlen er blå. Det regner ikke længere. Theo kan ikke mærke sin krop længere, og pludselig skærer en skarp smerte gennem ham. Himlen bliver langsomt dækket med sorte pletter.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...