Hazel joins Glee

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2017
  • Opdateret: 27 aug. 2017
  • Status: Igang
Før dette plejede jeg at sidde på sofaen med et tæppe, en skål slik, en kop kakao og se Top Model.
Min mor kom med forslaget
“Hazel, skal vi ikke snakke om at du måske skulle begynde at komme i skole igen?”
Jeg samtykkede, overbevist om at hun bare frembragte et af de der ’Kom Hazel, gør nu noget’ pep-talks, som vi begge to alligevel gav op med på et eller andet tidspunkt.
Inden sommerferiens afslutning skrev hun mig op på Mckinley High.

1Likes
0Kommentarer
427Visninger
AA

2. Bunkeren

Jeg gik i gang med at lede efter Rachel, prøvede at fortrænge den underlige episode med musik-geniet. Gangen var fyldt med teenagere i alle personligheder, men der var alligevel plads nok til at folk kunne gå roligt igennem. Ingen nænnede den nye pige, der godt kunne have fået hjælp med at finde rundt. Men Rachel havde sagt at hun ville mødes udenfor, et sted kaldet Bunkeren. Jeg kunne ikke huske de instrukser hun havde givet mig.  "Undskyld mig," sagde jeg til en pige-gruppe, regnede med deres hjælp, men det blik et af pigerne - en blondine med et permanent bitch-face - sendte mig var koldt. Hun viste mig sin ryk og fortsatte sin samtale med sine veninder.

Jeg henvendte mig til en fyr, men han så direkte igennem mig, som var jeg et spøgelse, og en anden pige lignede en, der var tæt på et breakdown. "Uh.. uh ... Hey!" råbte jeg, og greb den tætteste person. Jeg lod ham ikke slippe. Han var iført en blå vest og jeans, og hans hår lignede en fuglerede. Han var for gammel til at være elev, så jeg slap ham.

"Hey, du ny?" spurgte han, og løftede hånden. "Ja,” sagde jeg, samtidig med at jeg rystede den.

"Kald mig Mr. Schuester. Hazel, ik'?.”

"Jo. Ved du hvor Bunkeren er?" Jeg prøvede at give ham mit solsmil, det smil som jeg havde givet venner og familie. Jeg har det fint, sagde det. 

"Ja, der, du skal bare ud af døren der, og så gå ligeud." Han smilede med rynkerne strakt. "Hør, Hazel, hvordan har du det med musik?"

"Temmelig fint," sagde jeg. Det var dog en underdrivelse. Lige efter jeg fik min diagnose, (kun en måned efter min første menstruation) slap jeg væk i en musisk verden af tåge, hvor jeg kunne holde alting ude - mine forældres skjulte tårer, mine venners falske smil. Kun mig og min smerte. Den musik var en billet. Siden da lykkedes det mig lidt for lidt at træde væk fra min verden, specielt da Dr. Maria (den eneste person, som egentlig respekterede mig som en voksen) havde den snak med mig. Jeg havde haft nogle blodprøver, og mens mine forældre ventede i stuen, gik jeg udenfor til den triste legeplads og satte mig i en afpillet bænk. "Hazel," sagde hun med sin knivskarpe stemme, der rummede af stærk feminisme. Jeg havde overhovedet ikke hørt, at hun kom ud. Hun satte sig ved siden af mig, og holdt min hånd så hårdt, at den blev følelsesløs. "Du skal rejse dig op. Nu, Hazel. Og nej, ikke fra bænken. Du ligger i din egen bunke lort. Jeg giver dig simpelthen ikke lov til at du skal begraves i det." Jeg blev mundlam over hendes talemåde. Men jeg tog det til mig. Jeg besluttede mig for at udskifte mine sange ud med nogle glade. Ikke ligefrem solskin-på-en-mark-glade. 'Don't stop believing' var en af de første sange, som afholdt mig fra Tågeland.

"Her. Tag denne med dig." Mr. Schuester holdt et papir ud til mig. Kor-audition, stod der med tykke bogstaver. "Tak," sagde jeg. Jeg lod som om jeg læste papiret, mens jeg gik ud af døren. Efter lidt tid hvor jeg fulgte stien, sikker på at Schuester muligvis ikke så ud af vinduet, maste jeg papiret ned i min taske (jeg ville have mast den ned i en skraldespand, hvis der var en i nærheden).

Jeg fulgte stien et stykke tid, indtil jeg stoppede ved et skilt, hvor der stod 'Bunkeren'. Den var pilformet og pegede mod en skov for enden af bakken, hvor stien skar sig fra området. Hvorfor ville Rachel tage mig helt herned? tænkte jeg. Der var jo en kantine lige i nærheden. Og hvad med de andre bænke? Der var cirka halvtreds, (tror jeg) som jeg gik forbi. Prøvede Rachel på at dræbe mig? Inderst inde vidste jeg godt, at Rachel var lige så uskyldig som en kanin. Men en kanin kunne jo godt få rabies når som helst. 

”Raachel?!” råbte jeg til træerne.

"Herover,” råbte hun tilbage svag, et ekko. ”Kom længere ind.”

En løgn jeg sikkert først ville opdage, lige før hun skar mit hoved af med en økse. Nu måtte jeg stoppe med at være fjollet. Da jeg trådte ind i den lille skov, måtte jeg indrømme, at det havde dets skønhed. De høje træer bjergede over mig, og jeg kunne føle en lille sitren af sikkerhed, den sikkerhed ligesom da jeg var fem 9 år gammel, da min far var på forretningsrejse, og min mor og mig tog ud i skoven. Vi bredte tæppet ud på græsset, og vi hyggede os med en jordbærtærte, som vi havde med i kurven. Disse træer hviskede om de tider. Solen kunne ikke trænge igennem bladene, men det gjorde ikke noget. Det føltes som Alices eventyrland. Endda en fugl hyggede sig på en gren. Dens øjne stalkede mig kærligt, som for at sige 'velkommen til vores univers’.

"Der er du!" sagde Rachel med et smil, da jeg nærmede mig en lille lysning, hvor tre forrådnede bænke var det eneste tegn på, at nogen ud over Rachel plejede at komme her. "Hvordan går det?" spurgte hun, og jeg skulle til at svare, da hun sagde, "fedt, okay, er du klar!"

Jeg nikkede.

"Godt, sæt dig til rette." Der voksede mos på alle bænkene, men jeg kunne ikke ignorere hendes dræber-blik. Jeg tvang mig selv til at krympe mig mod siddepladsen. "Okay, hvis du ikke har noget imod det, vil jeg gerne synge min ynglingssang, ’Don't Rain on my parade’, fra Funny Girl!`" Hun skreg Funny girl, med en sådan kraftig eksplosion af glæde, at jeg begyndte at høre hyletonen.

"Jeg er klar, når du er."

Hun tog dog sin tid. Hun brugte tid på at lave en stemmeøvelse, der mindede om det når man har noget i halsen. 

" Don't tell me not to live 
Just sit and putter 
Life's candy and the sun's 
A ball of butter…

Tonen og ordene kærtegnede mit hjerte, mit sind, de minder, der lå så dybt begravet af trauma og kemikalier. Min trauma sivede ud af mig. Jeg blev let, som en balon. Jeg mærkede jorden under mig forsvinde, og  jeg svævede op, kiggede ikke ned en eneste gang. Jeg landede over skyerne. Der var ingen kæmpe, men slottet af guld var der dog, den skinnede som solen, og foran slottet stod en lille pige med brunt hår som mig, der hang nydeligt til skuldrene. Og hun smilede det lykkeligste som jeg nogensinde havde set. Jeg var denne pige engang. Det var hende, der for længe siden lå stille i sin seng en stjerneklar aften, hvor spøgelserne holdt hende vågen, og hendes far kom ind og læste forskellige eventyrer for hende. Det var også hende der lå klumpet sammen ved siden af sin mor, da de fulgte med i endnu et afsnit af Tom og Jerry, og hendes mor mors smil var så sødt som et æble. 

Get ready for me, love
'Cause I'm a "comer"
I simply gotta march
My heart's a drummer
Nobody, no, nobody
Is gonna rain on my parade!

Hendes stærke stemme tog mig, løftede mig op, hvor jeg denne gang ikke kunne svæve af mig selv, helt op til stjernerne og månen. Aldrig havde det ukendelige set så smukt ud. Jeg kunne røre en stjerne hvis jeg ville. Jeg kunne røre dem alle. Jeg var så langt væk at jeg ikke engang kunne se jorden. Det eneste foran mig var solen. 

Så faldt jeg. 

*

Jeg tog nogle sekunder til at kæmpe mig selv på ret køl. Jeg havde det som om lige havde vågnet fra en trance. Rachel holdt mig fanget med sit blik. "Det var fantastisk. Du ... du ... har du gået til sang?"

Hun gav sig til at fortælle om sin livshistorie, hvor jeg rent faktisk lyttede denne gang. 

Rachel Berry blev født i november for seksten år siden. Adopteret af et homoseksuelt par. De havde opmuntret hende til at være 'en født stjerne', som hun selv kaldte det. Hun havde taget timer i sang og dans siden hun var fem år gammel, og havde vundet adskillelige små priser. Hun nævnte også nogle musicals hun var med i, men jeg mistede tråden.

Så blev der stille. Jeg havde egentlig ikke noget imod, at hun ikke spurgte mig om noget. Ifølge Rachel handlede verdenen kun om hende selv. Hendes selviske sjæl kunne mærkes som et nåleprik. Rachel var den rette. 

Før jeg fik konstateret kræft, havde jeg nogle få venner. Kaitlyn var min bedste veninde siden 1. klasse. Dog kunne jeg aldrig huske hvordan vi blev venner. Det var ligesom bare et af de slags venskaber man pludselig befandt sig i, som at sove på sofaen som barn, og pludselig åbne øjnene igen om morgenen og finde dig selv i sin seng. Kaitlyn og jeg gik sammen hånd i hånd igennem tunnellen til puperteten. Cirka et år senere slap jeg hendes hånd.

"Skal vi ikke gå over til kantinen, eller noget?" spurgte jeg.

"Jo, ser du -" først nu opdagede jeg at hun havde sin madpakke med - "Jeg ånder ikke samme luft som fjolser. Jeg har brug for friskt. Du er egentlig heltig, at jeg har inviteret dig."

Jeg nikkede. Jeg mærkede et stik i hjertet, der fik mig til at undre mig over, om dette venskab var en god ide. Og dog. Jeg så noget i hendes øjne, da jeg forslog at gå til kantinen. Som om hun vågnede op fra en god drøm. 

"Jeg er nødt til at købe mad," sagde jeg, og rejste mig op. 

Det var ikke en undskyldning for at gå, men da jeg forlod hende, overvejede jeg om jeg skulle finde en anden veninde. Men allerede da jeg trådte ind i kantinen, vidste jeg, at Rachel var det perfekte valg. Der skulle sikkert være et eller andet menneske, der ville se andre kvaliteter hos mig end min sygdom. Men lige nu var Rachel okay. Måske havde jeg dømt hende for hurtigt. 

En fyr med brunt hår og en næsepiercing stirrede på mine 'slanger', som jeg kaldte det, dem der var sat fast til min næse. En pige bagerst i køen gav et stille chokeret lyd, da hun så mig stille mig bag sig. 

Jeg fortrængte blikkene og hviskende. Ikke så underligt, at Rachel spiste frokost i en skov. 

Jeg købte en kakao og en sandwich, da jeg nåede til kantinedamen. Kvinden havde mistet så meget farve i livet, at hun ikke engang magtede at smile og se mig i øjnene. Dog kunne jeg ikke lade være med at relatere mig til hende. Jeg var på vej ud af kantinen - der var fantastisk balsalsagtig med panorama-vinduer, så det føltes som om man var udenfor - da jeg hørte et klask bag mig. En lyd af hud mod hud. Efterfulgt af et tøset skrig. "Nej, DU KAN FUCKE AF, HOE!" sagde en noget kurvet, mørkhudede pige, der stod bjerget over en grædende cheerleader. Hun lå spraglet på gulvet som en kludedukke. Hendes blonde rodede hår dækkede hendes ansigt. Det eneste tegn på at hun var i live var at hun græd. 

"Bitch-fight!" skreg en fyr. Jeg rystede på hovedet, gjorde mit bedste for at snog mig igennem labyrinten af mennesker. Jeg ville ikke for noget i verden være vidne til dette. 

Kantinen jublede som en stadion. En pige ved cheerleadernes bord - et af hendes veninder - havde et dræberblik, der gav mig kuldegysninger helt ned til knoglerne. Det var tørsten af blod. Pigens blik hvilede på sin veninde, og så mod angriberen. Hun sprang op som en tiger. "MERCEDES, TROR DU DU ER NOGET, DU ER INTET! INTET! DØ!," skreg hun, mens hun skar sine klør fra den ene kind til den anden. Rifter, som små bække af blod, fyldte overalt på pigen Mercedes' ansigt. Hun forsøgte midt under angrebene at dække sit ansigt, bare gøre et eller andet, men cheerleaderen kendte sine tricks; hurtigt og hurtigere.

Jeg lukkede øjnene. Jeg kunne ikke gå nogle steder hen - tilskuerne omkring dem var så solide som en mur. Jeg tænkte gode tanker i stedet. Søde. Men smerteskrig udefra var det eneste, der ringede i mit hoved. Jeg åbnede øjnene, da jeg indså, at smerteskrigen ikke var fra den den Mercedes.

På en eller anden måde lykkedes det hende, at dække sig fra klørene. Nu holdt hun hårdt fast omkring cheerleaderens hals. Var det mine våde øjne der spillede mit et puds, eller løftede Mercedes hende faktisk? Hun kunne ikke trække vejret. Desperate lyde af ildmangel undslap hende. 

Som ved et lynnedslag, tyrede Mercedes hende ned på gulvet med et rasierianfald. Ingen turde selvfølgelig at gøre noget, for ikke at vække pigens raseri mod dem selv. Da hun lagde mærke til sit publikum dog, kunne jeg se, at hendes vrede forduftede - nok til at man kunne se den ydmygelse hun forårsagede sig selv. Så løb hun, delte muren af mennesker, og forsvandt ud af rummet, for hurtigt til at det normale øje kunne opfange det. Kun cheerleaderne på gulvet, var et tegn på, at et vulkanudbrud havde fundet sted. 

*

Jeg kunne ikke vente med at fortælle Rachel hvad der lige var sket. Jeg trådte ud i naturen. Som en form for magnetisme fangede mit syn Mercedes. Hun holdt hænderne for ansigtet, prøvede at presse tårer ind i sit ansigt. Jeg mærkede en stærk vind bag mig, og opdagede at det var en fyr, der løb forbi mig, hen til Mercedes. Det var Kurt, genkendte jeg, men det var alligevel svært at tage fejl af, når han gik i den mørkeblå skjorte med funklende stjerner og de stramme jeans fra i morges. 

Han nåede Mercedes, og han kastede sig på hende. Jeg gik i panik, parat til at tilkalde efter hjælp denne gang. Nu hvor jeg var i naturen, kunne jeg føle fornuften trænge ind i mig - ikke ligesom i kantinen hvor den var kvalt med heppeskrig fra tilskuerne. Så regnede jeg ud, at det var et trøstekram. Jeg slappede af, en vægt der undslap mine skuldre.

Uanset hvad der skete i kantinen - hvad der startede slagsmålet - så var der sket noget mere. Jeg var overbevist om, at det var mere fra Cheerleadernes side. Fra denne synsvinkel - Sårbare Mercedes der gav sig selv til Kurt - kunne jeg regne ud hvilken type Mercedes var: En fighter. Og stadig følsom. 

Mercedes lagde hele sin skyld og sorg på Kurts skuldre. Kurt bar det som en professionel. Uden at jeg vidste det, gik jeg pludselig i retning mod dem. I normale situationer ville jeg have undveget alt der havde noget at gøre med at være social, og bare tyet mig selv til en person. Men jeg kunne mærke noget ved mig selv, som også var i Mercedes. En form for forbindelse.

De så mig nærme mig. Jeg smilede undskyldende til Mercedes. "Er du okay?" 

Mercedes øjne spærrede overraskende op, men ikke som et hvorfor-fuck-rager-det-dig blik, men mere som i bekymre-du-dig-virkelig-om-mig?

Og jeg kunne se, at hun ville have svaret mig, hvis det ikke var for de Cheerios drenge, der omringede os.

"Hey, tykke," sagde den ene, muskler og sener dominerede hans krop. Han smilede kækt til Mercedes. "Kom vi går derover i skoven og gør det hurtigt." Han tog sig selv i skridtet og rystede den lidt. 

Jeg mærkede kvalmen stige i mig, men det havde ikke noget at gøre med min sygdom. 

"Det var jo min kæreste du lige ordnede der. Jeg kan jo ikke bare slippe dig afsted, luder!" Hans kække smil forsvandt, og en dominerende vrede tog over.

"Nej, skrid!" skreg Kurt i ansigtet på fyren. 

Jeg mærkede mine hår rejse sig i nakken. Kurt var tynd og splejset som en gren. Fyren var på størrelse med et træ. Jeg kunne dog ikke lade være med at beundre Kurt's mod. Også selvom han lige om lidt ville blive slået til en fisk.

Mercedes prøvede at trække ham væk, men Kurt stod urokkelig, fæstet til stedet. Jeg kunne ikke lade det ske.

Før jeg vidste af det, var jeg pludselig foran Kurt, som havde jeg transporteret mig selv, og i det næste øjeblik tyrede jeg en knytnæve i ansigtet på fyren. 

Jeg havde selvfølgelig ikke forventet at han ville blive slået bagover. Hans ansigt veg lidt til siden af min kollision. Men jeg mærkede dræberblikket brænde sig ind i mine øjne, da han masserede sin kind. 

Jeg havde ingen ide om hvad der nu ville ske. Men jeg gjorde det rigtige. Jeg nød den varme følelse der løb i mine årer. Lige over panikken. 

"Puck, stop!" sagde en af hans venner. En hånd rørte ved Pucks skulder. "Det er hende. Den døende." Hans ord skar sig ind i min hud, helt ned til knoglerne. Jeg stod som forstenet, kvalte vreden, der var tæt på at komme frem til overfladen. 

Den døde af sig selv, da jeg genkendte fyren.

"Vi tager bøssen en anden gang," sagde musik-geniet, og stirrede truende på Kurt. Kurt sank en klump. De gik, men luften var stadig bræget af deres tilstedeværelse.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...