Hazel joins Glee

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2017
  • Opdateret: 27 aug. 2017
  • Status: Igang
Før dette plejede jeg at sidde på sofaen med et tæppe, en skål slik, en kop kakao og se Top Model.
Min mor kom med forslaget
“Hazel, skal vi ikke snakke om at du måske skulle begynde at komme i skole igen?”
Jeg samtykkede, overbevist om at hun bare frembragte et af de der ’Kom Hazel, gør nu noget’ pep-talks, som vi begge to alligevel gav op med på et eller andet tidspunkt.
Inden sommerferiens afslutning skrev hun mig op på Mckinley High.

1Likes
0Kommentarer
281Visninger
AA

1. Djævle og divaer

William McKinley High var præcis som jeg forventede det ville være, og jeg havde ikke engang troppet op til min første time endnu.

“Hey, I to!” skreg rektoren - jeg havde allerede glemt hans navn -  til de to fyre, der var i gang med at løfte en tydelig-lignende homoseksuel op i luften, med ondskabsfuld passion i deres øjne. De var begge to så muskuløse, som to tynde 17-årige kunne være, og deres Cheerios-sportsjakker udnævnte dem som et af skolens elite. De øverste i fødekæden.   

“Sæt Kurt ned, og det skal være nu!” Den opløftende dreng udåndede lettet. Han så ud som om han lige havde svømmet i en sø af lava - så våd af sved, og rød af anstrengelse han var. Djævle-drengene satte ham meget forsigtigt ned, stod ansigt til ansigt med deres rektor og straf

Så faldt deres blikke på mig. Deres hadske øjne blev bløde, og deres smil forsvandt. Jeg gav dem et hvad-fuck-glor-du-på blik tilbage. De rettede deres øjne på gulvet. Det var ikke fordi jeg ligefrem forventede at jeg ville troppe ned på skolen, og alle ville stirre på mig, som var jeg bare en normal pige, uden de forbandede slanger viklet om min næse. Men whatever.

“Smut så væk med jer!”

Nå.

Jeg havde i det mindste forventet en eftersidning. På Yorksire High tog de mobning meget alvorligt.

Fyrene smuttede væk, små-haltende og grinende som børn.

Da jeg vendte mig, så jeg at offeret allerede var forduftet.

“Jeg er ked af at du skal være vidne til det,” sagde rektor - Figgins! kom jeg i tanker om - og gled sine tørre hænder. “Det plejer ikke at ske så tit her.” Jeg kunne opfange han løj, allerede inden han fortalte sætningen færdig.

  *

Før dette plejede jeg at sidde på sofaen med et tæppe, en skål slik, en kop kakao og se Top Model. En dag så jeg det netop, og jeg var tilfredsstillet fordi denne bitch, Caitlyn, endelig røg ud. 

Min mor kom med forslaget. Hun satte sig ned sammen med mig, og jeg kunne mærke, at der var noget hun ville fortælle mig. Det kom lige, da reklamepausen gik i gang. “Hazel, skal vi ikke snakke om at du måske skulle begynde at komme i skole igen?”

Jeg samtykkede, overbevist om at hun bare frembragte et af de der ’Kom Hazel, gør nu noget’ pep-talks, som vi begge to alligevel gav op med på et eller andet tidspunkt.  

Hun storsmilede og krammede mig. “Jeg tror virkelig at det ville være det bedste for dig. For os alle!”

Jeg vidste ikke hvad hun mente, men jeg smilede. Jeg var overbevist om, at inden længe ville vi begge to sidde og se Top Model igen, og ideen ville være glemt.  

Inden sommerferiens afslutning skrev hun mig op på Mckinley High.

Til mødet sagde de, at jeg skulle møde til tiden, trods min diagnose, fordi mit helbred havde haft stigende forbedring. Denne regel var jeg egentlig glad var. Syntes personligt at kræft-fryns var noget shit. 

Jeg var faktisk glad for, at jeg skulle starte i skolen igen. Ikke min gamle. Det kunne jeg ikke klare, og min mor forstod det godt. Jeg ville langt væk fra de undskyldende blikke, og dem der behandlede mig, som var jeg skrøbelig porcelæn.

Min regulære læge doktor Jim var med på ideen, hvilket så betød at det var en fantastisk ide. I hvert fald min mor syntes sådan. Jeg undrede mig tit om hun og doktor Jim havde noget kørende. 

jeg havde vokset mig frem til at elske ideen, men da hun satte mig af foran skolen, (jeg sagde, at jeg selv kunne klare at gå ind) tog nervøsiteten over. Det var tre år siden jeg sidst gik i skole. Jeg havde afskåret mig fra mine venner, for det blev til sidst for meget. Hvad nu hvis dette var en fejl? I det øjeblik slap alle de tanker, som jeg havde prøvet at skubbe ind dybt i undergrunden af min hukommelse ud, og jeg tænkte, som i et mantra: Jeg vil altid være den lille kræftramte pige.

*

“De legede vist bare,” sagde jeg, og lod som om jeg var interesseret i skolens rene gange.

“Som du kan se på dit skema, så er timerne allerede begyndt. Jeg håber at du har nydt rundvisning, Hazel.” Hans accent antydede at han var pakistaner.

Han fulgte mig hen til engelsk, og gav mig et klem på skulderen.

Hvad lavede rektorer egentlig når de arbejdede? Sad de bare?

Inden jeg åbnede døren ville jeg sikre mig at jeg så perfekt ud. Jeg havde ikke brug for et stangstativ mere. Efter den sidste behandling, smed jeg den ud med et glædesudbrud. Men jeg var alligevel forsynet med en iltbeholder i min rygsæk, og det var der tuben kom fra, som bed sig fast i min næse.

Nysgerrige blikke mødte mig da jeg trådte ind i rummet. Jeg undveg alles blikke, mens jeg gik hen til læreren - der utrolig meget lignede Snape fra Harry Potter-filmene.

Han så væmmeligt på mig, den måde som irriterende gamle mennesker så på unge. Han pegede på et sted, sagde jeg skulle sætte mig ned. Som hvis jeg var en normal elev. Ham kunne jeg lide.

Jeg var vist ikke gået klip af noget. Han spurgte hvad folk lavede i sommer-ferien, og flere så ud som om de havde grædt hele natten.

Pigen ved siden af mig rakte hånden op.

“Ja, Rachel?”

Rachel så ud som en sol. Nej, ikke smuk, men hendes personlighed udstrålede en. Hendes brune hår var besat med små dyr-clips, og hun var klædt farverigt på med en orange nederdel, og en gul sweater.

Hun lignede en klovn

“Jo altså,” - hendes stemme skar i min øresnegl som en kniv - “Jeg var såååå heldig at mine fædre fik skaffet os billetter til Broadway i New York - jeg er der hvert år forresten - og vi fik set Løvernes konge. Næste dag tog vi ind til Grease, og så -”

hun nævnte fem musicals, vi alle var ligeglade med.

“ - og så mødte jeg selveste -”

Jeg var virkelig træt af denne pige.

“ - og jeg prøvede at jage hunden i Central Park, men den løb alt for hurtigt med min pung -"

Hun havde sku snakket i 10 minutter.

“ - og alle stod ærligt talt som forstenede, da jeg sang på gaden -”

Pigen var ikke færdig, ud fra horisonten.

“Tak, Rachel,” sagde Snape, og efterspurgte ikke andre om de havde noget at dele.

“Hazel Grace Lancaster,” sagde han, og pegede på mig bydende. “Hun er ny. Tag godt imod hende. Virkelig godt,” sagde han, lidt for stift til nogle drenge bagerst ved, som ikke kunne holde kæft med at hviske til hinanden.

“Hazel, det ville være rart at fortælle lidt om dig selv.”

Jeg slugte mit spyt, rankede ryggen, og tog simpelthen min glad-maske frem. Det var ikke for sent at få folk til at tro jeg var normal. “Ja, altså, jeg er Hazel. Jeg har kræft, men bare rolig, det går helt fint - jeg har det så meget bedre. Til dagligt bruger jeg min fritid på ...” Hvis jeg sagde at jeg brugte min kostbare tid på at læse bøger og høre musik, ville de tro at jeg var depri. Nej. High School handlede om image, og hvor man hørte til. Mig?

Jeg skulle bare puttes i en kasse.

“Jeg hænger ud med mine venner, og ser Keeping up with the Kardashians.”

Ingen behøvede at vide, at jeg faktisk ingen venner havde, og at jeg i øvrigt kun så Kardashians en enkelt gang. Da jeg lige havde fået min diagnose på hospitalet, og de tændte et tv for mig. Jeg fik det værre.

Men stort set alle piger så The Kardashians, så hvorfor ikke.

“okay,” sagde Snape. “Vi vil alle behandle dig med respekt, Hazel, og vi har allerede snakket om dig, mens Figgins viste dig rundt.” Han smilede til mig, et træk langt væk fra sin rædsomme fiktive karakter, og vendte tilbage til sin desk. “I starten har jeg tænkt mig, at vi skal …”

Han fablede løs om algoritmer, som jeg allerede kendte i forvejen, takket være mine interesser for det kedelige (når man lå i en seng i tre år, lærte man noget nyt hver dag), og da Snape uddelte regneopgaverne, var jeg den første færdig. Jeg så hans overraskende blik da jeg rejste mig op og gav ham papiret.

Jeg nærstuderede Rachel, der holdt hovedet helt ned til papiret, da jeg satte mig ned igen.

Hvis jeg skulle være normal måtte jeg have nogle venner. Ikke nogen der havde ondt af mig. Jeg kunne ikke klare en Kaitlyn til. Hvis jeg måske fandt en selvoptaget pige som hende her, så ville det måske være den perfekte skridt i retningen på at få mit gamle liv tilbage. Hun ville ikke få ondt af mig. “Klarer du dig?” hviskede jeg, overbevist om at Snape var igang med at spille et eller andet spil på sin mobil. “Mr. Douchback?!” Hun rakte hånden i vejret, som ville hun gribe en stjerne. “Hazel forstyrre mig.”

Snape scannede mig op og ned med sine øjne. “Hazel.”

“Undskyld,” sagde jeg, lidt til hende og lidt til ham.

Så meget for venskab. Men hvordan hun bare afslørede mig uden videre, var et klart tegn på, at denne pige var perfekt. Gad vide om hun var populær. Jeg var lidt ligeglad, siden jeg havde hadet de populære hele mit liv.

Da hun langt om længe gav papiret til Snape, smilede hun til mig. “Undskyld, men ikke undskyld,” sagde hun. “Men stjerner er nødt til at koncentrere sig.” Jeg kunne ikke lade være med at spørge. “stjerner?”

Hendes blik blev smalle og morderiske. “Jeg er en stjerne, Hazy. Om to år er jeg langt væk herfra. På Broadway!” “Men bare rolig, dig. Nu ved du det. betvivl mig aldrig.”

“Du er hvad … skuespiller?”

“Ja, og sanger. Du skulle høre mig engang.”

“Men det vil jeg egentlig også gerne.”

Hendes brune øjne spærrede op. “Godt, så kan vi aftale det i det store frikvarter, Hazy.”

Jeg undrede mig lidt over, om jeg muligvis lige havde solgt min sjæl til Djævelen. Denne pige havde alt for høje tanker om sig selv, og jeg kunne umuligt være den eneste der syntes hun var irriterende. Men hun spurgte mig ikke om noget som helst. Ikke om min sygdom. Ikke engang ‘går det godt?’ eller ‘har du godt’. Hun så mig ikke som en stakkel. Hun så mig som var jeg en undersåt. Hvilket var klamt men okay for mig.

*

Første time var okay, og jeg havde brug for luft. Jeg åbnede dørene og gik udenfor. Solen skar sine stråler mod vinduerne, og bygningerne fra højre og venstre lignede et science-fictionisk scene med dets moderne glas-og-mursten arkitektur. Jeg fulgte grusstien hen til en bænk med et træ, hvis skygge beskyttede bænken. Bænken var hård at sidde på, men jeg havde haft værre smerter. Jeg tjekkede tupperne, sørgede for at de sad perfekt. Selvom mine behandlinger gik godt, og jeg muligvis snart endda kunne erklæres kræftfri, så havde jeg stadig brug for den ekstra ilt. Det var blevet meget lettere at trække vejret, men jeg ville nødigt overanstrenge noget.

Jeg var den eneste person udenfor. Timerne begyndte snart igen, og jeg tog mig godt med den naturlige ilt.

Så hørte jeg musik. Ikke hip-hop. Ikke pop. Men klaver. Rent musik, som strømmede igennem et af vinduerne, og nynnede min hjerne til søvn. Melodien var ren, som en nyfødt baby - så uskyldigt. Jeg måtte derhen og kigge.

Jeg fik færten af melodien, og den lokkede mig som en pegefinger der sagde “Kom nærmere, Haazelll.”

Jeg adlød. Jeg var simpelthen submissiv.

Jeg kiggede ind gennem den skinnende rude. Et musiklokale selvfølgelig, med en guitar der, trommer der, og klaveret lige i midten af rummet. Fyren, der sad tryllebundet, havde lukkede øjne, som om han svømmede i de rene bølger af sin musik. Han var uden tvivl elev. Han havde brunt hår og var iført en Cherios-sportsjakke, ligesom de djævle-drenge. Jeg overvejede at gå, men musikken holdt mig fanget. Javel, mr. Grey, tænkte jeg sjofelt. Altså til musikken. Ikke til fyren. Musikken løftede mig væk fra denne verden, og jeg besteg skyerne  med musikkens rolige bølger, og jeg følte mig som dronning. Overalt omkring mig var træerne ikke træer, og bygningerne ikke bygninger, men kun musik.

Musikkens bølger ændrede kurs. De blev mere levende, fyldt op med nyt sjæl. Ikke uskyldigt. Farligt. Stærkere.

Og så stoppede det.

Jeg åbnede øjnene, og musik-geniet stirrede på mig. Hans chokerede ansigtsudtryk antydede, at jeg ikke skulle have set dette. Han rejste sig op fra klaverbænken og løb ud af døren. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...